Introduktion

Mit navn er Jørgen Petersen.

Siden jeg i en alder af 7 år fik foræret en danskbroget Undulatunge, har jeg været ”bidt af en gal papegøje”. Jeg har holdt stuefugle (primært papegøjer og parakitter) siden da, hvilket nu er blevet til mange år, kun afbrudt af de første år, hvor jeg stiftede familie og fik børn samt nogle år, hvor jeg af erhvervsmæssige årsager havde hyppige udlandsrejser. Jeg har holdt de helt små papegøjearter, ligesom jeg også har holdt de helt store. Nogle grupper af papegøjer har jeg haft større interesse i end andre, det gælder bl.a. slægten dværgpapegøjer (Agapornis), der kommer fra Afrika. Allerede tilbage i 1975, hvor nogle af de sidste importer af Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus canus) kom til Danmark direkte fra Madagascar, lykkedes det mig samme år at få unger af denne på dette tidspunkt ikke særligt kendte art, og det var både spændende og inspirerende.

Lidt historie

Som ganske ung knægt blev jeg medlem af Amager Stuekulturforening, som foreningen hed for efterhånden mange år siden, og jeg var også bestyrelsesmedlem gennem nogle år.

Jeg har haft det helt enestående privilegium at møde manden med den største viden om papegøjer, og som oven i købet var dansker, nemlig legendariske J. L. Albrecht-Møller, der har skrevet verdens største værk om papegøjer, 4-bindsværket "Papegøjebogen", og samtidig var mangeårig formand for den hedengangne Foreningen for Fuglevenner (”3F”). Jeg har bl.a. besøgt ham i hans hjem på Chresten Kolds Allé på Amager, hvor han øste af sin unikke viden, og hvor jeg samtidig mødte hans højt elskede og  smukke Hyacint ara (Anodorhynchus hyacinthinus), kaldet Nico. En anden stor personlighed, som jeg har lært meget af, var Poul Frandsen fra Brønshøj, der var den største danske kapacitet inden for dværgpapegøjer, og som i øvrigt arbejdede yderst seriøst og målrettet med avl af relativt få fuglearter. Poul Frandsen var f.eks. den første i Danmark, der allerede for mange år siden fremavlede en renhvid mutation af den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus).

Som ca. 20-årig var jeg i 1977 medstifter af Dansk Agapornis Klub (DAK), hvor jeg sad i forretningsudvalget med koryfæer som bl.a. Svend Aage West og Jens Chr. Larsen. Sidstnævnte var en kæmpe i mere end én forstand, og kvaliteten af bl.a. hans bestand af Rosenhovedede dværgpapegøjer (Agapornis r. roseicollis) har vel næppe set sin lige andetsteds.

En række udvalgte fugle på verdens største internationale dværgpapegøjeudstilling, BVA Masters, i Aalst i Belgien studeres nærmere. Denne udstilling afholdes hvert efterår og har over 2.000 udstillingsnr. Det kræver nøje observationer og præcise notater at adskille de ypperste fugle inden for hver art fra hinanden. Desværre har denne udstilling også udviklet sig til et forum for udstilling af fugle, der absolut intet har med fugle - som de kendes i naturen - at gøre (og som de er beskrevet af videnskaben), bl.a. fordi der af specialforeninger er opstillet selvbestaltede standardbeskrivelser for fuglenes udseende, hvilket eksempelvis betyder, at der udstilles fugle med unaturligt store - degenerede - korpus og som følge af, at der helt ukritisk udstilles utallige fuldstændigt værdiløse transmutationer, hvis eksistens truer seriøse Agapornis-opdrætteres fremadrettede avlsarbejde

Fuglehold med mening

Jeg forlod senere DAK, bl.a. fordi jeg fandt det forkert, at man ønskede opsætte normer for, hvordan vildtfarvede dværgpapegøjers farver og farvetegning skal se ud. I mit perspektiv kan mennesker bestemme, hvordan de forskellige domesticerede farvemutationer bør eller skal se ud, ikke de vildtfarvede fugle. Her må man støtte sig til de naturvidenskabelige værker og beskrivelser af, hvorledes fuglene ser ud i naturen. Har man f.eks. set billeder fra naturen af en flok Rødhovedede dværgpapegøjer (Agapornis fischeri) ved et vandhul i Tanzania, vil man kunne se spændvidden i, hvorledes disse pragtfulde fugles farvetegning tager sig ud. Nogle fugle har et mørkt olivenfarvet baghoved, hvor andre har et mere lyst og brunligt orange baghoved. På nogle af efterårets (oktober 2009) fugleudstillinger i Danmark har man kunnet se, at visse ”fugledommere” bedømmer eksemplarer af den Rødhovedet dværgpapegøjer med et mørkt olivenfarvet baghoved negativt på trods af, at fuglene i naturen også ser sådan ud. Der opstilles dermed et kunstigt ideal, som ikke har bund i virkeligheden, hvilket jeg også i dag finder er forkert. Der er en stor variation og spændvidde i naturen - og gud ske lov for det. Det væsentligste må være at fuglene i fangenskab er 100 % artsrene, ikke mindst set i lyset af eksempelvis det importforbud omkring papegøjer, som EU indførte for nogle få år siden. Derfor skal vi beskytte de artsrene bestande, som vi har i fangenskab. For slægten dværgpapegøjers vedkommende gælder det ikke mindst den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae) og endnu mere for den endemiske art, Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), som der iflg. autoriserede kilder, som eksempelvis BirdLife International, kun er under 10.000 eksemplarer tilbage af i naturen, altså væsentligt færre end af den Jordbærhovedet dværgpapegøje, hvor populationen i naturen estimeres til at være op mod 3 gange så stor. Vi skal fokusere både på fænotype (udseendet) og på genotype (arveanlæggene) i vores bestande og dermed værne om vores avlsmateriale på bedste vis for at sikre fremtiden. Derfor må der hverken hos den Jordbærhovedet eller Sodbrunhovedet dværgpapegøje f.eks. forefindes bare antydninger af blå overhaledækfjer på overgumpen. Det er et tydeligt tegn på bastardering i tidligere generationer. På en af efterårets (oktober 2009) fugleudstillinger på Sjælland kunne man desværre på ny se Sodbrunhovedede dværgpapegøjer med tydelige blå overhaledækfjer, ja faktisk tæt på et egentlig ”bånd”, som det bl.a. kendes hos den Sorthovedet dværgpapegøje. Dette blev ikke bemærket af udstillingens dommer, men samme dommer påtalte, at udstillede artsrene Rødhovedede dværgpapegøjer var for mørke i baghovedet, hvilket er stærkt bekymrende, men desværre ikke usædvanligt.

Vær opmærksom på det, som man ikke kan se

Vi skal også være opmærksomme på det, som vi ikke umiddelbart kan se. F.eks. er flere af dværgpapegøjearterne flokfugle, men beklageligvis tillægger ikke alle fugleholdere det så stor vægt at få ”nyt blod” ind i avlsmaterialet for at undgå indavl. Mange køber en flok nærtbeslægtede ungfugle hos en opdrætter, som man så sætter sammen, og det samme gør den næste fugleholder, osv. Jeg oplevede desværre selv dette med al tydelighed i foråret 2009, da nogle i året forinden ret dyrt indkøbte artsrene Jordbærhovedede dværgpapegøjer - fra anerkendte danske opdrættere - fik unger, som udviste tydelige tegn på indavl (degeneration), f.eks. i form af asynkron fjerudvikling, ”krydsvinger” (håndsvingfjerene krydser hinanden ved armsvingfjerenes afslutning) og tegn på neurologiske forstyrrelser. Disse unger er naturligvis blevet aflivet. Jeg har derfor taget konsekvensen af dette og har i sommeren 2009 og 2010 indkøbt Jordbærhovedede dværgpapegøjer fra nogle af Europas førende opdrættere, der nøje fører stambog over de fugle, som man sammenparrer og deres afkom. Dermed forsøger jeg at gøre mit til, at vi har fået tilført nyt blod til den danske bestand af Jordbærhovedet dværgpapegøje. Jeg glæder mig meget til at arbejde videre med disse pragtfulde fugle, når de er blevet kønsmodne. Jeg vil over de kommende år systematisk og målrettet forsøge at arbejde på at sikre en livskraftig stamme af højeste kvalitet baseret på de videnskabelige artsbeskrivelser.

Inka Kakadue (Cacatua leadbeateri leadbeateri) 1,1 - blyantsskitse af Jørgen Petersen fra april 1977

Vi har et fælles ansvar

Man bliver klogere med alderen, så ”hellere lidt, men godt”, hvilket er den devise, hvorunder jeg i dag holder fugle. Gennem årene er jeg desværre stødt ind alt for mange fugleholdere, der sætter kvantitet over kvalitet. Man holder alt for mange fugle af en for ringe kvalitet, og fuglene passes ikke altid på ordentlig vis. Der er i tiden en tendens til at holde dyre fugle af ofte svingende kvalitet, men personligt kan jeg "falde på halen", når jeg f.eks. ser den almindelige Sangparakit (Psephotus h. haematonotus) med en perfekt farvetegning og i topkondition. Det syn foretrækker jeg frem for at se et middelmådigt eksemplar af en Inka Kakadue (Cacatua l. leadbeateri). Derudover er rengøring og hygiejne desværre fremmedord for mange fuglehold. Som fugleholder har man et stort ansvar, selv om fugle er små væsener. Hver enkelt fugl er et levende individ, og den lever – som os – kun én gang. Derfor skal vi sørge for, at give fuglene de bedst mulige forhold, både med hensyn til bur/voliere, foder, varierende aktivitetsmuligheder som f.eks. nye naturgrene og gemmesteder samt - ikke mindst - ordentlig hygiejne og rengøring, der modvirker, at sygdomme, herunder smitsomme sygdomme, spreder sig i fugleholdet.

Vi skal som fugleholdere leve op til vort ansvar, så jeg har med tiden lært ikke mere at holde så mange fugle på en gang, men til gengæld forsøger jeg at passe dem, som jeg har, så godt som muligt. Det indebærer bl.a. grundig rengøring og afvaskning af vand- og fodertrug på daglig basis samt tilsvarende foranstaltninger på regelmæssig basis i forhold til rengøring af bure, volierer og fuglehus samt selektiv anvendelse af ormekur. Vi er forpligtede til at gøre vores ypperste for at give vores fugle de bedste forhold under beskyttede forhold.

Glæden ved at holde fugle 

Der er mange rigtigt gode og forskellige grunde til at holde stuefugle, herunder papegøjer. Det er fascinerende små væsener med smukke farver samt et interessant og spændende adfærdsmønster, ikke mindst i yngletiden. Det er rørende at se den hengivenhed, der er mellem kønnene blandt mange papegøjearter. Samtidig kan mange af de store papegøjearters adfærd fra naturens side forekomme menneskelignende, ja nogle tenderer til at have en egentlig ”klovneadfærd”, som det f.eks. ses hos den lille, men højt intelligente Nøgenøjet Kakadue (Cacatua sanguinea). Det er forklaringen på, at papegøjer har været populære under beskyttede forhold siden Alexander den Stores tid. Med fugle i fangenskab får mange menneskers fortravlede og meget materielt orienterede hverdag en ny dimension i form af et mentalhygiejnisk fristed, hvor man får opfyldt et måske ikke bevidstgjort behov for at være tæt på naturen og dens mange finurligheder. Vi har selvfølgelig hver især vores egne begrundelser for at holde fugle, som også kan være af mere personlig eller social karakter.

Fremtiden 

Jeg tror på, at fremtidens fuglehold i højere grad må specialisere sig for, at vi kan opretholde den nødvendige bestand af arterne under beskyttede fuglehold. Fuglehold med mange eksemplarer af samme art er således vejen frem i stedet for fuglehold med få eksemplarer af mange forskellige arter. Vi bliver nødt til at specialisere os for endnu mere målrettet at kunne sikre bestandenes overlevelse i fangenskab. Det er tankevækkende, når man besøger fugleudstillinger og –markeder at kunne konstatere, at gennemsnitsalderen for fugleholdere efterhånden er ret høj. Søgningen blandt unge mennesker til vores hobby forekommer ikke at være særlig stor, og vores hobby kan på den måde sammenlignes med situationen for en anden hobbygren, nemlig filatelien. Så fremtiden for vores pragtfulde hobby byder på mange udfordringer, men lad os i fællesskab arbejde på her og nu at beskytte vores fugle i fangenskab og give dem de bedst mulige vilkår!


Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 23.12.2009/28.04.2012

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!