Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis & Agapornis r. catumbella)

Et par Rosenhovedede dværgpapegøjer (Agapornis r. roseicollis). Der er ikke nogen synlig forskel mellem kønnene, hvorfor man f.eks. kan finde frem til fuglens køn ved at benytte ”bækkenbenstesten” eller en DNA-test af fuglens fjer. Som sekundære kønskarakteristika kan nævnes, at hunnens hoved er lidt mere rundt end hannens, og hendes pande er knap så bred, hvortil kommer, at farverne undertiden er lidt blegere. Derudover er hunnerne almindeligvis lidt større end hannerne

Klassens frække dreng

Betegnelsen “klassens frække dreng” benytter jeg fordi den Rosenhovedet dværgpapegøje umiddelbart kan virke omgængelig, men realiteten er en anden, da den kan være rigtig stridslysten over for såvel artsfæller som andre fuglearter. Det er en robust fugl med en meget høj grad af tilpasningsevne, som bl.a. viser sig i yngletiden i form af en meget speciel adfærd. Den er utrolig populær og sandsynligvis den mest udbredte dværgpapegøjeart under beskyttede forhold.

Da den Rosenhovedet dværgpapegøje blev opdaget i 1793, troede man, at der var tale om en form for Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis pullarius). Det var først ved Vieillots mellemkomst i 1817, at den blev identificeret og rubriceret som en særskilt art.

Den Rosenhovedet dværgpapegøje blev introduceret i Europa omkring 1860. Det var den verdensberømte importør og dyrehandler, Carl Hagenbeck, der som teenager stod for importen af denne art. Hans berømmelse skyldes primært, at han betragtes som ophavsmanden til den moderne zoologiske have, idet han var den første til at vise vilde dyr i ”naturlige” anlæg i en zoologisk have. Carl Hagenbeck lagde stor vægt på at vise dyrene i en form for naturlige omgivelser uden tremmer, hvilket var særdeles opsigtsvækkende i datidens Europa. Han grundlagde den private zoologiske have, ”Tierpark Hagenbeck”, der den dag i dag stadig kan besøges i Hamburg.

Den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) er den dværgpapegøjeart, der er afbilledet på flest frimærker i verden. Frimærkerne er udgivet af mange forskellige lande i verden. Her vises et yderst vellignende motiv af fuglen på et frimærke fra 1997, som kommer fra et af dens hjemlande, Namibia

Farvebeskrivelse
J. L. Albrecht-Møller beskriver den Rosenhovedet dværgpapegøje således i ”Papegøjebogen”:

”Han: Pande rosarød; hovedsider og halssider samt strube rosarøde; overgump og overhaledækfjer lyseblå, øvrige overside lysegrøn, undersiden gulgrøn (æblegrøn); vinger som ryg; svingfjer sorte med grønne kanter; undervingedækfjer grønne; de midterste halefjer grønne med lyseblå spids, indenfor den blå spids et sort tværbånd, inden for dette igen et rødt felt og ved basis igen et sort bånd på alle de øvrige halefjer. Iris mørkebrun, omgivet af en smal hvid eller gullig øjenring; næbbet kødfarvet ved basis og bliver grønlig hvidt mod den lyse spids; løb hvidlige horngrå, negle sortagtige.

Længde 160 – 175 mm. Vægt 41 – 55 g.

Hun: Hoved lidt mere rundt, knap så bred pande, farverne er undertiden lidt blegere og almindeligvis er hunnerne lidt større end hannerne. Dette er dog ikke sikre kendetegn, kun afstanden mellem bækkenbenene (ca. 1 cm bredere hos hunnen end hos hannen)”.

Den rosafarvede ansigtsmaske er ikke klart defineret mod den grønne farve på den øvrige del af hovedet og kroppen, men blander sig i en mærkelig farvetone med hinanden i en snæver kant langs ansigtsmasken. Kønnene fremtræder umiddelbart ens, men der findes en række såkaldte sekundære kønskarakteristika, der ofte – men langt fra altid – kan indikere fuglens køn: 

  • Hunnens næb er ofte bredere ved basis end hannens
  • Hunnens hoved er tit bredere og er i reglen mere afrundet end hannens, der ofte er mere kantet bagtil
  • Den rosa ansigtsmaske har på hunnen en mindre udstrækning, og siderne på halsen kan forekomme grålige. Panden på hannerne er mere intensiv farvet og virker mere lysende, dog skal man være opmærksom på, at ældre hunner ofte kan have mere kraftige farver end unge hanner
  • Hunnens ansigtsmaske fortsætter nærmest i en lige linje nedad bag øjet, hvorimod hannens maske går ud i en spids vinkel bag øjet
  • Hunnen virker generelt mere kompakt bygget
  • Et andet kendetegn kan være halefjerenes sorte ”bånd”, der ofte er smallere på hunnen.  

Tidligere mente man, at hunnerne vejede betydeligt mere end hannerne. William C. Dilger lavede i sin tid kontrolvejning af en række Rosenhovedede dværgpapegøjer, og det viste sig, at gennemsnitsvægten for hannerne er 55,4 gram og for hunnerne 56,0 gram, altså tæt på den samme vægt.

Der findes også nogle adfærdsorienterede forhold, som kan indikere fuglens køn. Det er altid hannen, der gylper mad op til hunnen, der - når fuglene er i ynglestemning - beder hannen om mad ved at se på ham og nikke med hovedet. En anden – men langt fra sikker – adfærdsmæssig indikator er, at hunnen ofte spreder halefjerene, når man står med den i hånden.

Kønnene kan med 100 %’s sikkerhed skelnes via DNA-test af fuglens fjer, alternativt kan man forsøge sig med en fysisk undersøgelse af fuglens bækkenparti. Her kan man ofte mærke, at mellemrummet mellem hunnens 2 bækkenben er væsentligt bredere end hannens, hvortil kommer, at bækkenbenene i modsætning til hos hannerne kan virke lidt elastiske, hvilket er naturligt, da æg skal passere på dette sted hos hunnen. ”Bækkenbenstesten” kan gennemføres med større sikkerhed, når fuglene er kønsmodne, og med meget stor nøjagtighed, når hunfuglen har prøvet at lægge æg.

Angola, der er et af den Rosenhovedet dværgpapegøjes og underartens, Angola Rosenhovedet dværgpapegøjes (Agapornis r. roseicollis og catumbella) hjemlande har med nogle års mellemrum udgivet frimærker med denne fugl som motiv. Det første frimærke viste nominatformen, men i 1992 udgav Angola så en spændende samling på i alt 4 frimærker med motiver af underarten Angola Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. catumbella), og ovenstående frimærke er et af disse 4 frimærker

Når ungerne klækkes, er de dækket med orangerøde dun, som efter ca. 10 dage ofte bliver til en dundragt, der forekommer gullig eller gulgrøn, og som gradvist bliver grå. Den gullige tone ses længst på hovedet, da disse områder udvikles noget senere. I en alder af 13 dage falder næbtanden af. Når ungerne forlader reden, er fjerdragten let gråliggrøn, og ansigtsmasken mangler helt den lysende rosa farve og er erstattet af en grå til gråliggul farve, hvortil kommer, at kinder og hals kendetegnes af en sart rosa farve, der er væsentligt mere mat og mindre udbredt end hos de voksne fugle (og i nogle tilfælde kun antydet under øjet). De unge hanner synes at have mere røde kinder end de unge hunner, og den rosa farver strækker sig længere bagud, og over øjnene har hannerne en ganske smal og fin rosa stribe. Ved overnæbbets basis ser man ofte en bred sort plet, som udviskes efter kort tid, hvor næbbet toner over i en lysebrun tone for i en alder af ca. 3 måneder at blive stadigt lysere og ende med den voksne fugls næbfarve. I en alder af ca. 4 måneder toner ansigtsmaskens rosa farve klart frem, og denne udvikling synes at gå hurtigere hos hannerne. Efter den første fældning ligner ungerne forældrene fuldt ud.

Den Rosenhovedet dværgpapegøje forekommer at være en slags overgangsform i evolutionen. På den ene side ligner den de mere primitive dimorfe arter som Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta), Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus) og Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis pullarius) ved f.eks. ikke at have en nøgen hvid øjenring, og på den anden side ligner de Agapornis-arterne med hvid øjenring, da man ikke umiddelbart kan adskille kønnene fra hinanden. Også den Rosenhovedet dværgpapegøjes adfærd med at bære redebygningsmateriale under deres fjer (se nedenfor) indikerer et slægtskab med den primitive gruppe af dværgpapegøjer, men den Rosenhovedet dværgpapegøje benytter kun fjerene på underryggen, overgumpen og halen til at transportere byggemateriale til sin rede.

Ligesom det gælder for Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta), så har videnskaben tidligere foreslået at placere den Rosenhovedet dværgpapegøje i sin egen slægtsgruppe, kaldet Amoravis (Boetticher, 1946), men dette forslag blev afvist, så arten tilhører – i lighed med Taranta’en – stadig slægten Agapornis.

Som det er kendt i andre sammenhænge laver det asiatiske land, Laos, frimærker med de afrikanske dværgpapegøjearter. Laos har også lavet dette frimærke med et vellignende motiv af den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis)

J. L. Albrecht-Møllers værk, ”Papegøjebogen”, udkom i årene 1966 – 1973 og baserer sig på James Lee Peters ”Check-list of Birds of the World”, vol. III, fra 1937. Det betyder, at bogen alene omtaler én art Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis roseicollis). Imidlertid anerkendte videnskaben en underart til denne i 1952. Ovennævnte art blev herefter til nominatformen Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis roseicollis roseicollis), og den nyopdagede underart blev betegnet Angola Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis roseicollis catumbella).

Underarten tilskrives B.P. Hall, 1952, og kendetegnes ved at være mere lys i farverne end nominatformen. Det røde på panden og over øjenbrynene er lidt dybere i farvetonen og kinder samt strube virker nærmere skarlagenrøde (altså en generelt dybere farve i ansigtsmasken end man ser hos nominatformen). Den grønne farve på ryggen er mere dyb og ren i farven. Iris er også mørk brun, men næbbet er blegrødshvidt (rosaagtigt, nogle steder angives næbbet at være nærmest lys orange) og grønligt mod spidsen. Overgumpen er også ofte dybere og mere klar blå, mindre grønblå. Den beskrives nogle steder som noget mindre end nominatformen. Der blev fremvist et skindlagt eksemplar af denne underart i The British Ornithologists Club i London i 1955.

Selv om Angola Rosenhovedet dværgpapegøje er den senest opdagede underart inden for slægten Agapornis, så har jeg p.t. ikke yderligere informationer om den, men et farvefoto af den kan ses på side 77 i David Aldertons, ”Lovebirds – Their Care and Breeding”, den første udgave fra 1979 (ISBN 0 903264 39 0). Jeg er p.t. ikke bekendt med fugleholdere, der har denne underart og yngler med dem. Den er i fangenskab sandsynligvis blevet blandet med nominatformen, da der alene er tale om minimale forskelle mellem disse to former. Hertil kommer, at farvemutationerne inden for den Rosenhovedet dværgpapegøje over de seneste årtier har udviklet sig eksplosivt, hvorfor – formentlig - ingen fugleholdere rigtigt har interesseret sig for denne underart.

I naturen
I betragtning af denne arts store naturlige bestand og geografiske udbredelse – samt ikke mindst popularitet i fangenskab – har det i forbindelse med min research til denne artikel været overraskende at erfare, at der kun findes relativt få feltstudier af denne fugl, hvis man sammenligner den med flere af de øvrige Agapornis-arter.

Den Rosenhovedet dværgpapegøje optræder i et meget stort område i Angola, Namibia og Sydafrika, der omfatter såvel tørre kystområder som åben savanne, hvor den ses hyppigt. Der er dog også efterretninger om, at arten forekommer i andre lande i Afrika, men BirdLife International vurderer, at der i disse tilfælde højst sandsynligt er tale om fugle, der er undsluppet transport eller fangenskab.

Her ses et eksempel på et stort redekompleks bygget af Republikaner Væveren (Philetairus socius) på den afrikanske savanne et sted i Namibia. Det er her, at den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) foretrækker at ”indlogere” sig og bygge sin rede, hvis ikke den blot overtager den eksisterende Væverfugle-rede

Udbredelsen i det sydvestlige Afrika omfatter:

Nominatform:
 Sydvestlige Afrika, Namibia, fra i nord Cape Province og mod syd til Orange-flodens bred. I indlandet helt ind til Lake Ngami i Lesotho (der omkranses af Sydafrika).

Underart:
 Den sydvestlige del af Angola, specielt i Benguella-egnen.

Den Rosenhovedet dværgpapegøje foretrækker at opholde sig i træer både i lavereliggende egne og i områder på op til ca. 1.600 meters højde. Fra naturens side er den derfor vant til ret store temperaturudsving. Den føler sig mest hjemme i tørre områder på kanten af ørkenen, på åben savanne med løvfældende skovområder og på bjergskråninger. Undertiden ses den også i palmelunde. Man ser oftest fuglen i små flokke på omkring 10 individer, nogle gange op til 30 fugle, og typisk i nærheden af vand. Den Rosenhovedet dværgpapegøje har historisk set fungeret som pejlemærke for vandløb – som den begiver sig til mindst en gang om dagen, ofte hen mod aftenen - for tidligere tiders (opdagelses)rejsende i det sydlige Afrika.

Det er en selskabelig fugl, som kan samles i endnu større flokke på flere hundrede individer, når de søger efter føde eller trækker mod vandløb eller floder. I Afrika kendes flokke af Rosenhovedede dværgpapegøjer på fuglenes røde ansigtsparti, når de nærmer sig en, og omvendt kendetegnes fuglene ved deres tydelige blå overgump, når de flyver væk. Disse ekstraordinært store flokke ses ofte på det tidspunkt af året, hvor de søger efter et af deres favoritfødeemner, nemlig majsmarker med modnende afgrøder. Arten er ilde set blandt landmænd, da den anretter store skader på afgrøderne. Visse steder er det så slemt, at den Rosenhovedet dværgpapegøje af lokale beboere betegnes som ”pest”. Ellers ernærer den Rosenhovedet dværgpapegøje sig af mange forskellige sorter af græsfrø og vilde urter, bær, frugter og bladknopper.

Dens flugt er usædvanlig hurtig, agil og beskrives undertiden som svarende til Agerhønens (Perdix perdix) flugt, idet den med hurtige vingeslag flyver højt til vejrs, svæver længe omkring for siden at lande. Dens skarpe stemme benyttes flittigt under flugten, og hvis den pludseligt bliver forskrækket. Undertiden kan man se dem flyvende i flokke ”siksakkende” mellem træer med stor hastighed, hvorunder de udviser eminent manøvredygtighed.

Et foto af en smuk Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis), som er en af mine egne vildtfarvede avlsfugle

Redebyggeriet og den tilhørende adfærd er helt unik for den Rosenhovedet dværgpapegøje. Dens reder er således at finde i Væverfuglekolonier. Mellem Republikaner Væverens (Philetairus socius) ofte kæmpestore redekolonier, som kan måle flere meter på tværs og indeholde i hundredevis af reder og – mindre udbredt - i Mahali Væverens (Plocepasser mahali) mindre reder, bygger den Rosenhovedet dværgpapegøje sin rede af blade, kviste, bark og grene.

Selv om der er store forskelle mellem Republikaner Væverens og Mahali Væverens reder (bl.a. en betydelig størrelsesforskel), så har feltstudier påvist strukturelle ligheder mellem de to arter Væverfugles redekonstruktioner, der appellerer til den Rosenhovedet dværgpapegøje.

Enten overtager den Væverfuglenes forladte redekamre, eller også jages disse fugle væk, så den kan indtage deres redekammer. Redekammeret overtages enten som det er, eller også supplerer den Rosenhovedet dværgpapegøje reden med sit eget byggemateriale og bygger en skålformet rede inde i dette kammer. Det gigantiske redekompleks er sårbart, når hundredevis af Væverfugle konstant kravler, lander og sætter af fra alle sider. Den Rosenhovedet dværgpapegøje må derfor løbende udbedre sin rede, hvilket betyder, at fuglene i hele rugeperioden slæber redemateriale op i reden, når hunnen, der ruger alene, har været ude for bl.a. at strække vinger. Eftersom den Rosenhovedet dværgpapegøje anvender sit næb som klatreredskab, må den placere afbidt redemateriale mellem fjerene på underryggen, overgumpen (overhaledækfjerene) eller mellem selve halefjerene, så den både har næb og fødder frie. På den Rosenhovedet dværgpapegøje er overgumpens fjer det, som englænderne betegner som ”ruffled”, og konkret betyder det, at de ”børstelignende” fjerspidser på overgumpen nærmest drejer indad som en lille krog for bedre at kunne fastholde redematerialet under flyvning til reden. Det skal dog samtidig tilføjes, at denne fjerkontruktion også kendes fra andre papegøjearter, der ikke bærer byggemateriale mellem disse fjer, og her tjener den særlige konstruktion til at ”låse” fjerene til de underliggende fjer.

Hunnen er sædvanligvis alene om redebygningen. Hun afgnaver gerne barken af grene og bearbejder dem i næbbet for siden at stikke op til en halv snes barkstrimler under fjerene på underryggen og mellem halefjerene. Derpå flyver den mod reden, og tabes der redemateriale på vejen, vil det ikke blive samlet op. Det er sjovt at se en hunfugl med redemateriale, der stikker ud med begge ender fra under fjerene ved halen. Byggematerialet kan også transporteres til reden i næbbet, og når hunnen er i reden, bliver det med næbbet taget ud fra under fjerene og viderebearbejdet, så det bliver blødt og let at forme. Reden består af finere bygningsdele, end man f.eks. ser hos den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Selve reden er skålformet uden overdækning, som man ser det hos den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus), men er omvendt noget mere avanceret end den redebygning, som man ser hos Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta). Selv efter æggene er lagt, fortsætter redebyggeriet, hvilket også er med til at holde luftfugtigheden i reden høj.

Den Rosenhovedet dværgpapegøjes reder er undertiden også at finde i træernes hulheder, i grenkløfter samt i klippesprækker, og det er især i disse tilfælde, at man kan iagttage fuglens helt specielle adfærd omkring redebygning. Når klippesprækker eller grenkløfter benyttes som basis for sin rede, bygger den Rosenhovedet dværgpapegøje om nødvendigt også en overdækning på reden. Man finder også dens reder nær civilisation, hvor den kan holde til i og omkring bygninger.

Dette er et andet af de i alt 4 frimærker i en samling af frimærker fra Angola, der er udgivet med underarten, Angola Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. catumbella), som motiv. Det interessante ved dette motiv er, at det viser fuglen, hvor den holdes som tamfugl, hvilket dokumenterer, at denne art også er populær i fangenskab i Afrika

Hunnen lægger oftest 3 – 6 hvide æg, som hun udruger i løbet af 21 - 23 dage. Der lægges et nyt æg hver anden dag, og rugningen begynder, når andet æg er lagt (undertiden først efter det tredje æg). Hannen overnatter enten i reden eller i nærheden af denne, når hunnen ruger. I kraft af den specielle rede går mange kuld æg og unger til i naturen, bl.a. fordi de af forskellige årsager falder til jorden, så derfor kan den Rosenhovedet dværgpapegøje i naturen have op til en håndfuld kuld om året.

Ynglesæsonen ligger i regntiden fra januar til marts, og den Rosenhovedet dværgpapegøje ses i denne periode ynglende i kolonier. Specielt i de bjergrige egne omkring Windhoek, Okanhandja og Omaruru forefindes der store yngleområder.

Artens samlede udbredelsesområde vurderes at være 469.000 km2, svarende til knapt 11 gange Danmarks areal
.

Landet Syd-Vest Afrika udgav for år tilbage dette ikke særlig vellignende frimærke af den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis). Landet blev i 1884 en tysk koloni og kendt under navnet Tysk Syd-Vest Afrika helt frem til 1915. I forbindelse med 1. Verdenskrigs afslutning blev det ved international beslutning aftalt, at Sydafrika skulle administrere landet, men i 1966 besluttede FN, at Sydafrikas administration af landet skulle ophøre. Sydafrika fortsatte imidlertid anneksionen af territoriet i modstrid med det internationale samfunds ønsker. I år 1968 blev landets navn af FN ændret til Namibia, der er et af hjemlandene for denne art. Territoriet blev den 21. marts 1990 til den uafhængige ”Republic of Namibia”

Trusler
Der har været et historisk fald i antallet af Rosenhovedede dværgpapegøjer i naturen, hvilket primært skyldes indfangning og eksport af tusindvis af fugle fra Angola. Dette faktum anses for at være den primære årsag til faldet i den naturlige population i den sydlige del af landet.

Arten har et meget stort udbredelsesområde og er alene i kraft af dette kriterium ifølge BirdLife International ikke at betragte som udryddelsestruet. Selv om trenden for bestanden af vildtlevende Rosenhovedede dværgpapegøjer synes at være faldende, er nedgangen heller ikke af en sådan karakter, at den blot nærmer sig de tærskelværdier, som BirdLife International har sat op for sårbarhed i forhold til kriteriet ”Population trend”. BirdLife International har ikke estimeret populationens størrelse i naturen, men den Rosenhovedet dværgpapegøjes bestand vurderes slet ikke at være i nærheden af organisationens tærskelværdi for sårbarhed på dette område. Af disse grunde er arten i 2010 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) – vurderet til at høre til kategorien ”Least Concern”, og har dermed samme status som f.eks. den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) i naturen. Fuglen er således ikke på nogen måder udryddelsestruet i naturen, og det fremgår også af den omstændighed, at BirdLife International ikke har estimeret den vildtlevende bestand i naturen.

Naturbeskyttelsesforanstaltninger
Ingen.

Den Rosenhovedet dværgpapegøje er en af kun ganske få papegøjearter – og den eneste fra slægten Agapornis (dværgpapegøjer) - som er opført på CITES, liste I, hvilket er udtryk for, at det er en art, som ikke på nogen måde er udryddelsestruet (jf. ovenfor).

I fangenskab
Den Rosenhovedet dværgpapegøje er sandsynligvis den mest populære dværgpapegøjeart i fangenskab, hvilket dels skyldes dens smukke, kontrastrige fjerdragt, dels at den er let at få til at yngle. Ikke mindst i USA har den i mange år været den mest udbredte dværgpapegøjeart. Den har vel i dag nærmest status som domesticeret art i lighed med Undulaten (Melopsittacus undulatus) og Nymfeparakitten (Nymphicus hollandicus) og er ligesom disse arter en begynderfugl.

Frem til midten af 1970’erne kom der regelmæssigt store importer fra Afrika til Europa, men artens store ynglevillighed i fangenskab gjorde disse unødvendige. Allerede i 1869 fandt det første opdræt sted under beskyttede forhold hos Alfred E. Brehm, der var direktør for Berliner Aquarium, og det vakte stor opsigt, fordi man her for første gang kunne se en fugl, der puttede tændstikker op mellem fjerene i forbindelse med dens redebyggeri.
 

På den ene side er det den Rosenhovedet dværgpapegøjes naturlige adfærd at være en del af en flok, og på den anden side er det en stridbar fugl. Det er et stort paradoks, når den holdes under beskyttede forhold, fordi det desværre – uanset, hvad man som fugleholder forsøger sig med - altid ender med, at nogle af fuglene mister tæer og negle eller - i værste tilfælde - livet. Den Rosenhovedet dværgpapegøje har simpelthen en adfærd, hvor den direkte går efter at bide uvedkommende artsfæller i tæerne, og det samme gælder også i forhold til andre arter. Den er set angribe større fugle som Sangparakitter (Psephotus), Rosellaer (Platycercus) og endda større papegøjer, ligesom man kender eksempler på, hvor Taranta dværgpapegøjer (Agapornis taranta) er blevet slået i hjel.

Den recessive Pastelblå eller Søgrønne mutation (i dag betegnet Aqua) af Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) var en af de første ”rene” farvemutationer hos denne art. Den blev meget udbredt i Danmark i 1970’erne, hvor farvemutationerne ellers havde holdt deres indtog med den dominante Gulbrogede mutation

Hunnen er oftest den dominerende i parret og selv mellem kønnene i et etableret par, kan der undertiden forekomme skærmydsler uden for yngletiden, som kan resultere i læsioner af tæerne. Det sker på trods af, at parret holdes alene i et bur eller en voliere. Kønnene er generelt mere venligt indstillet over for hinanden i yngletiden.

Det er et overordentligt nedslående syn at se blodige siddepinde i volieren, og fugle, der blødende halter med en eller flere afbidte tæer som følge af, at en artsfælle har bidt den kraftigt i foden. Det er baggrunden for, hvorfor jeg har lært at holde denne art parvis og helst i en voliere. Som følge af artens lunefulde adfærd er det også vigtigt, at ungerne efter udflyvningen fra reden ikke sidder for længe sammen med forældrefuglene, vel højst 2 uger, da ungerne i givet fald kan blive overfaldet og bidt alvorligt af specielt hannen. Nyudfløjne unger i en voliere kan være et hjælpeløst bytte for andre voksenfugle. Så snart ungerne er selvstændige, bør de derfor fjernes, og det vil også give forældrefuglene ro til at gå i gang med andet kuld. Nogle fugleholdere adskiller ungerne efter køn, når de har gået sammen de første måneder, da fuglenes ynglevillighed er stor og yngledriften melder sig tidligt. Den Rosenhovedet dværgpapegøje er allerede kønsmoden i en alder af 4 måneder, men jeg yngler aldrig med mine dværgpapegøjer, før end de er 12 mdr. gamle og fuldstændigt færdigudviklede.

Hvis man alligevel har valgt at holde nogle få par sammen i en stor voliere, er det meget vigtigt at give dem minimum 2 redekasser pr. par for dermed at udskyde tidspunktet for skærmydslernes opståen. Alle redekasserne skal hænge i samme højde for ikke at skabe særlige præferencer blandt nogle af fuglene. Det er dog min erfaring, at uanset hvad man gør, herunder løbende forsyner fuglene med friske naturgrene, så vil det – helt uden varsel - altid ende med, at nogle af fuglene bliver bidt i tæerne. For bedre at få fuglene til at gå sammen i flok, benytter nogle fugleholdere sig af først at parre fuglene ud i kassebure og derpå sætte parrene sammen i en voliere. På den måde er man også bedre i stand til at kontrollere avlsarbejdet. Samtidig skal man undgå at få overskydende fugle af det ene eller andet køn med ind i volieren. Hvis man spotter en ballademager i flokken, så gør man bedst i at fjerne den hurtigst muligt. Husk altid dobbelttråd og god afstand mellem voliererne, så fuglene ikke får lejlighed til at bide i hinandens tæer.

Af hensyn til såvel forældrefuglene som unger bør man højst lade dem få 2 kuld unger om året. Der går 2 – 4 uger mellem første og andet kuld regnet fra tidspunktet, hvor ungerne er fløjet af reden efter det første kuld. Både i naturen og i fangenskab vil fuglene gerne sove i reden, og man bør derfor lade dem få en kasse længst muligt, men mere end 2 kuld unger om året tager jeg aldrig, og derpå skiftes redekassen ud med en sovekasse. Efter andet kuld giver jeg forældrefuglene en hvilepause på ca. ½ år, dels for at beskytte dem, dels for at sikre, at deres afkom bliver stærkest muligt.

Jeg har nu om dage ikke meget til overs for mutationsopdræt blandt dværgpapegøjer bl.a. på grund af de mange kombinationsmutationer og transmutationer på tværs af visse Agapornis-arter. Omvendt må jeg indrømme, at der findes nogle af de oprindeligt opståede farvemutationer, som er ekseptionelt smukke og en af disse, er Lutino-mutationen hos den Rosenhovedet dværgpapegøje (eller retteligen kaldet SL INO)

Den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) er så populær, at selv et land i Nordeuropa, nemlig Irland, i 2005 udgav dette frimærke med et motiv af denne art

Den Rosenhovedet dværgpapegøje yngler over hele året rundt og tillader villigt redekontrol (jf. dog nedenfor). Den har en forkærlighed for at opbløde frø og redebygningsmateriale i vandet, men det stopper ikke her, da den også kan finde på at lægge andre ting, som f.eks. sten, i vandskålen i bunden af buret. Derfor er det vigtigt at skifte vandet hver dag. Af samme grund benytter nogle fugleholdere kun ophængningsskåle eller drikkeaututomater til vand, men disse stimulerer ikke fuglenes ynglelyst. Specielt i yngletiden ynder hunnerne at bade, hvorfor en særskilt vandskål anbefales til dette formål. Det bidrager til at give højere luftfugtighed i reden, og kan samtidig medvirke til at undgå ”ægbinding” (dvs. at ungerne ikke vil kunne bryde en tør, sej æggehinde og -skal).

Omend den Rosenhovedet dværgpapegøje i naturen yngler i Væverfugles redekomplekser, så er det under beskyttede forhold ikke noget problem at få dem til at yngle i helt almindelige redekasser af træ (typisk en stor Undulat-redekasse).

Til redebygningen er pil, birk eller frugttræer, som naturligvis ikke må være sprøjtede med plantegifte, meget velegnede. Samtidig gælder, at intet redemateriale må komme fra områder, der har været udsat for miljømæssig forurening. Hø og halm kan også benyttes som byggemateriale ligesom afgnavne hirsekolber. I kraft af fuglens naturlige adfærd omkring redebygning, skal man holde lidt igen med adgangen til byggemateriale. Det naturlige instinkt, som får hunfuglen til at reparere og videreudbygge reden, slår også igennem i fangenskab, og man kan derfor risikere at den intensive redebygning ender med at dække over æggene, så de bliver kolde. Når hunnen er begyndt at ruge, skal man derfor være tilbageholdende med at give mere byggemateriale. Det er set, at hunnen også har forsøgt at transportere bygningsmateriale til reden under hals- og brystfjer, men det blev opgivet, da adgangen var besværliggjort af længden og tykkelsen på bygningsmaterialet, der stak ud fra mellem fjerene. Når den Rosenhovedet dværgpapegøje holdes i bur, ser man undertiden, at hunnen supplerer sin naturlige redebygningsadfærd med at bære byggemateriale til reden i sit næb. Sætter man derpå fuglen ind i mere naturlige omgivelser i en voliere, vil man kunne iagttage, at den genoptager sin naturlige adfærd omkring redebygning med udelukkende at transportere byggemateriale mellem overhaledækfjerene og halefjerene.

Enkelte hanner kan udvise samme redebygningsadfærd som hunnerne og bærer også materiale under fjerene, men den bærer aldrig dette ind i reden. Det er også set, at hannen kan finde på at opsamle tabt redebygningsmateriale.

Ved kurtiseringen kan man iagttage, at både hannen og hunnen kløer sig ved næbbet forud for parringen, og her adskiller den sig fra dværgpapegøjearterne med hvid øjenring, hvor det kun er hannen, der har denne adfærd.

Ungfugle af Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) under udfarvning. I en alder af ca. 4 måneder toner ansigtsmaskens rosa farve klart frem, og denne udvikling synes at gå hurtigere hos hannerne. Efter den første fældning ligner ungerne forældrene fuldt ud

Hunnen er alene om at ruge på æggene, og i denne periode mades hun af hannen. Når ungerne klækkes, mades de af hunnen. Ungerne udvikler sig noget langsommere end ungerne af Agapornis-arterne med hvid øjenring, og omkring 45 dage gamle forlader de reden. I den sidste del af redetiden, og efter ungerne har forladt reden, mader også hannen ungerne direkte. Der har været flere eksempler på, at en han har kunnet opfostre ungerne alene i tilfælde, hvor hunfuglen er død undervejs. Ungerne er selvstændige i løbet af 7 – 8 uger.

Hvis man har 2 hunner siddende sammen i et bur med redekasse, så vil der ikke gå lang tid, før begge begynder at bygge rede og lægge mange ubefrugtede æg. Hvis man omvendt har 2 hanner i samme bur, vil de oftest slet ikke benytte redekassen.

I fangenskab gør den Rosenhovedet dværgpapegøje også tit brug af sin stemme, som er meget skarp og gennemtrængende – ja nærmest skinger - set i forhold til fuglens størrelse. Undertiden kan den kan bare blive ved med sidde og skræppe, hvilket kan være ganske enerverende. Har man blot en håndfuld Rosenhovedede dværgpapegøjer i en voliere i sin have, skal man specielt i tætte beboelser være opmærksom på, at det er noget, der kan virke ret generende på naboer. Jeg har engang hørt om en dansk fugleholder, der for nogle år siden havde bygget 3 mindre friluftsvolierer i baghavens ene hjørne med i alt ca. 25 Rosenhovedede dværgpapegøjer. Fugleholderen havde ikke været opmærksom på, at den ene bagbo i samme hjørne havde en solterrasse, som ofte blev benyttet til at hvile sig på om sommeren. I stedet for at klage sin nød over støjen fra fuglene direkte til fugleholderen, forsøgte bagboen at klappe med låget på sit metalskraldestativ, som stod i skellet ind mod fuglene på den anden side af hækken. Det lykkedes også naboen at skræmme fuglene til at være stille, men kun over nogle få dage, og derefter skræppede fuglene blot lystigt videre uden at tage notits af larmen fra skraldestativets låg. Parterne kunne ikke tale sig til rette om tingene, og det endte med, at bagboen måtte sælge og fraflytte sit hus.

Gennem selektiv avl er det over årene desværre lykkedes visse opdrættere at udvikle en såkaldt udstillingstype af den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis). Det er blevet en stor og tung fugl, som stort set intet har med den elegante og strømlinede fugl at gøre, som vi kender fra naturen. På BVA’s udstilling i september 2010 i Aalst i Belgien kunne man bl.a. se dette eksempel på ”Super Size Me”-typen (vildtfarvet)

Som ung havde jeg mange Rosenhovedede dværgpapegøjer, og over årene har jeg opdrættet mange af dem, også i forskellige farvemutationer. Når der er unger i redekassen, erfarer man i forbindelse med den løbende redekontrol hurtigt, hvis der er en af ungerne, der på en eller anden måde skiller sig ud. Blandt et af mine vildtfarvede ynglepar havde jeg lagt mærke til, at der var en unge, som var meget rolig og nærmest fortrolig. Jeg holdt øje med den, og da den var fløjet af reden og derpå var blevet selvstændig, tog jeg den fra forældrene for at se, om ikke man kunne få en tamfugl ud af den. Jeg forærede den til min kæreste, som senere skulle vise sig at blive min hustru. Hun tog den til sig og gav den meget betegnende navnet ”Rosa”. ”Rosa” blev utroligt tam og fulgte os overalt, også når vi skulle på ferie. Den første sommer camperede vi i det midtjyske Søhøjland, hvor vi - efter at have sat telt op og pakket ud - til sidst tog et bur ud af bilen med ”Rosa”. Der blev sendt mange blikke til os henover campingpladsen, men når man er ”bidt af en gal papegøje”, så må ens omgivelser ind i mellem udvise lidt overbærenhed. ”Rosa” blev en form for familiemedlem, og hun tog del i mange af vores sysler. Hun var utroligt nysgerrig og undersøgte alting omkring sig. Efter et par år besluttede vi os for at give hende en mage, og vi var spændte på, hvordan det ville gå. Hun tog overraskende magen til sig meget hurtigt og kom snart i ynglestemning. Det var pudsigt at se, at hver gang hun fik et kuld unger, så ændrede hun fuldstændig karakter, og hvor hun det ene øjeblik var fuldstændig håndtam, så blev hun endog meget agressiv. Som en anden rovfugl kunne hun slå ned på sit ”bytte” og bide sig grundigt fast, når man stak hånden ind i buret til hende. Hendes unger blev altid passet til punkt og prikke, og hun forsvarede dem – bogstavelig talt - med næb og kløer. En gang, hvor jeg skulle lave redekontrol hos hende, fløj hun direkte op af redekassen og bed sig fast i halsen på mig og blev hængende. Fra det tidspunkt lærte jeg at omgå hende mere forsigtigt, når hun havde unger. Vi havde ”Rosa” i flere år og fik en hel del unger af hende. Det er derfor min erfaring, at en tam Rosenhovedet dværgpapegøje kan være yderst underholdende, og tydeligvis trives fuglen glimrende i denne rolle, men fra starten skal man nok beslutte sig for, om man ønsker en tamfugl eller – hvad der naturligvis er optimalt for fuglen – holder dem parvis.

Specielt om udstillingstypen – ”Super Size Me”
For nogle år siden så en ny og endog meget stor udgave af den Rosenhovedet dværgpapegøje dagens lys under beskyttede forhold i Holland. På de første udstillinger, hvor denne type blev vist, var der bl.a. gisninger fremme om, at der var blevet benyttet væksthormonpræparater til at skabe disse fugle. Det er imidlertid ikke tilfældet, idet denne fugl alene er skabt gennem målrettet selektion af avlsmaterialet over mange generationer. Den giver associationer til det danske landbrug, hvor man i sin tid fremavlede hvide danske slagtesvin med et par ekstra ribben og over de seneste 25 år har formået at gøre disse svin 20 cm længere og gennemsnitlig har øget deres vægt med 70 kg. For rigtig stor - det er denne type af Rosenhovedet dværgpapegøje, der er ”standarden” for den såkaldte udstillingstype. Den vildtfarvede form af udstillingstypen er i øvrigt kendetegnet ved at have en mere klar farvetegning end den ”almindelige” vildtfarvede Rosenhovedet dværgpapegøje, og næbbet er noget lysere.

Her ses endnu et eksempel på udstillingstypen af Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) i Oliven-farvet mutation (DD Grøn). Med fugle af denne udstillingstype har opdrættere desværre skabt en fugl, som ligger milevidt fra den elegante, strømlinede og adrætte fugl, som man støder på i naturen, en yderst beklagelig udvikling

På verdens største udstilling for dværgpapegøjer, BVA Masters 2010, i Aalst i Belgien kunne man på ny se denne enorme udgave af den Rosenhovedet dværgpapegøje, som jeg kalder for ”Super Size Me” (efter Morgan Spurlock’s dokumentarfilm fra 2004 af samme navn, hvor man følger Spurlock over 30 dage, medens han udelukkende lever af fastfood fra fastfood-kæden McDonald's ). Denne udstillingstype ser bestemt heller ikke sund ud. De præmierede eksemplarer fremtræder med nærmest en ”fedtpukkel” hen over ryggen, og fuglen har tydeligvis svært ved at holde sig på benene under sin egen kropsvægt. Den sidder tungt på pinden og hviler ofte med kroppen (brystbenet) på siddepinden. Det virker som, at flere fugle bevæger sig rundt med besvær, og det forekommer sandsynligt, at mange af disse fugle også har deciderede helbredsmæssige problemer (kredsløbsforstyrrelser og åndedrætsbesvær), da deres anatomiske proportioner er ændret markant. Hvad formålet egentligt er med at fremavle sådanne fugle, kan der kun gisnes om. Når man ser denne fugl, så tænker jeg: ”Hvad har de opdrættere egentlig gang i, og hvad bilder de sig ind?”, og det samme spørgsmål kan man stille til specialforeningerne, der velvilligt udarbejder såkaldte ”standardbeskrivelser” for idealet af udstillingstypen. Med denne udstillingstype har man forvandlet den Rosenhovedet dværgpapegøje, der fra naturens side er en elegant og aerodynamisk bygget fugl med fantastiske flyveegenskaber, til at være en stor og meget kompakt, klodset fugl på over 18 cm. Det er hverken i naturens eller fuglens egen interesse at se sådan ud, og den eneste ”formildende” omstændighed er, at den Rosenhovedet dværgpapegøje ikke er udryddelsestruet i naturen, men fugleholdere, der beskæftiger sig med fugle af udstillingstypen bidrager på ingen måde til bevarelse af denne art i fangenskab.

På BVA Masters 2010 kunne man desværre også se visse tegn på, at nogle opdrættere forsøger at drive opdrættene med den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) og Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) i samme retning, hvilket er meget bekymrende.

På dette foto ses et eksempel på en Opaline mutation af Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis). Folk, der ikke kender til dværgpapegøjer, vil sandsynligvis tro, at det er tale om en helt anden fugl, da det artstypiske særpræg med ansigtsmaskens udbredelse er fuldstændig ændret

Farvemutationer
Som bekendt ligger det på nær nogle få undtagelser uden for www.birdkeeper.dk’s rammer at fokusere på mutationsfugle. Derfor vil den Rosenhovedet dværgpapegøjes farvemutationer kun blive omtalt summarisk i dette afsnit.

Den Rosenhovedet dværgpapegøje repræsenterer i dag den største palette inden for farvemutationer blandt dværgpapegøjearterne, og flere af disse har været kendt i en lang årrække. E. N. T. Vane har eksempelvis beskrevet, at der allerede i 1942 dukkede en Lutino-form op i Storbritannien. Siden da er det gået slag i slag, og man har udviklet et utal af farvemutationer inden for denne art, så ind i mellem kan det være svært at få øje på vildtfarvede fugle.

I Danmark tog udbredelsen af farvemutationer vel rigtig fart i 1970’erne med de dominante Gulbrogede fugle, som var opstået i starten af 1960’erne, og som specielt var populære i USA. Der var tale om fugle med en normalt farvet fjerdragt med større eller mindre områder af gule fjer (hvide for så vidt angår håndsvingfjer). Derpå begyndte man at se en recessiv Blå mutation, der i virkeligheden mere var Pastelblå (ansigtsmaskens rosa farve var blevet lyserød og fjerdragten i øvrigt var nærmest søgrøn, og mutationen blev på det tidspunkt derfor også kaldt for ”Søgrøn”). I dag kaldes denne farvemutation, der er en såkaldt ”Partial blue” mutation, for ”Aqua”, jf. den internationale norm for betegnelse af farvemutationer.

Inden for farvemutationerne har fugleholderne også drevet det meget vidt sammenlignet med de øvrige dværgpapegøjearter, bl.a. fordi der også er fremavlet en lang række kombinationsfarver. Hertil kommer, at man ikke alene har været i stand til at fremavle en anden farve på kroppens fjerdragt, man har også været i stand til at ændre ansigtsmaskens grundlæggende rosarøde farve til f.eks. at være orange eller hvid. Herudover har man også fremavlet farvemutationer, hvor ansigtsmaskens udstrækning er fuldstændigt ændret. Denne farvemutation kaldes Opaline, og kendes fra Undulater (Melopsittacus undulatus), hvor den opstod flere steder i verden omkring årene 1933 til 1935. Det primære kendetegn ved Opaline undulater er, at de næsten mangler ”bølgetegningerne” ned ad nakken. De er erstattet af farven på ansigtsmasken ned til skuldrene. Tilsvarende med Opaline-mutationen hos den Rosenhovedet dværgpapegøje, hvor ansigtsmasken er kraftigt udvidet til også at dække hele hovedet, hals og nakke. Med denne farvemutation, der kan kombineres med andre farvemutationer, har man således fjernet et helt grundlæggende artssærpræg ved den vildtfarvede Rosenhovedet dværgpapegøje, og i min optik ser disse fugle ser helt forkerte ud.

1,1 Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis). Blyantstegning af Jørgen Petersen

Endelig er der over årene ligeledes opstået mange modifikationer (dvs. farvemæssige ændringer af fjerdragten, som i modsætning til mutationer ikke er arvelige). En af disse er fugl med en blegrød ansigtsmaske, kardinalrød krop, strålende blå farve på gumpen og nærmest brunlige vinger. Derudover kendes der fugle med en rødplettet fjerdragt, og det pudsige er her de beretninger, som man kan læse, hvor nogle af disse fugle ved omflytning og/eller ændret fodersammensætning efter næste fældning har givet fuglen en normalt udseende fjerdragt, altså vildtfarvet.

Fodring
Den Rosenhovedet dværgpapegøje har en tendens til at blive fed, hvis den får store portioner af meget olieholdigt frø som f.eks. solsikke og hamp, ikke mindst, hvis den sidder i et lille bur.

Selv om arten er nøjsom, så skal man fodre varieret. Jeg har altid givet disse fugle en god parakitblanding med masser af kanariefrø og forskellige hirsesorter, men uden solsikke i sommerhalvåret. I vinterhalvåret kan man, hvis fuglene går køligt, supplere op med f.eks. solsikke og hamp, da de olieholdige frøsorter er varmegivende.

Rosenhovedede dværgpapegøjer er generelt utroligt glade for kolbehirse, halv- og helmodent græs- og ukrudtsfrø. Den tager også meget gerne frøene i spiret form.

I yngletiden kan gives en hjemmelavet eller en færdigblandet æggeblanding.

Søde æbler, figner og appelsin samt grøn salat, løvetand, etc., indtages ofte med stor appetit.

Afslutningsvis skal det understreges, at et par vildtfarvede Rosenhovedede dværgpapegøjer i topkondition er en pryd for ethvert fuglehold.


Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 28.11.2010/13.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!