Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus)

Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus) - her en af mine avlshanner (1,0)

Den anonyme fugl

Overskriften skyldes, at bortset fra denne arts noget til tider arrige adfærd, så gør den ikke meget væsen af sig. Den er ikke så udbredt blandt fugleholdere, formentlig på grund af dens i forhold til sine slægtninge ret beskedne farver, men omvendt er arten ikke sjælden i fangenskab. For det utrænede øje kan specielt hunfuglen minde lidt om en spurvepapegøje (slægten Forpus), men den Gråhovedet dværgpapegøje er mere elegant bygget og har længere vinger. 

Agapornis canus canus, tidligere Agapornis cana cana, er den videnskabelige betegnelse på den Gråhovedet dværgpapegøje, der også på andre måder adskiller sig fra sine slægtninge. F.eks. er den en af kun to arter dværgpapegøjer, der har et lyst næb; den anden art er den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis). Dertil kommer, at den Gråhovedet dværgpapegøjes hovedudbredelsesområde ikke er det kontinentale Afrika, men verdens 4. største ø, Madagascar, der ligger ud for Afrikas sydøstlige kyst i det Indiske Ocean. Madagascar er, ligesom Australien, kendt for en fauna, som er fuldstændig unik, da en lang række specielle plante-, fugle- og dyrearter kun findes her, tænk bare på slægten Lemurer (en slags halvaber), som man ofte ser reportager om i TV. 

Jeg havde som ganske ung i 1975 muligheden for helt ekstraordinært at købe 2 par vildtfangede Gråhovedede dværgpapegøjer, som var ankommet hos importør, Winston Wulff, på Amager i en af de – mig bekendt - sidste sendinger til Danmark. Normalt var det kun zoologiske haver rundt omkring i Europa – samt dyrehandlere - som kunne handle hos ham, men da jeg tidligere havde arbejdet en hel uge i skolepraktik på hans karantænestation, havde jeg her en unik mulighed for at købe disse fugle, inden de blev solgt videre.

Frimærke fra Seychellerne med et par Gråhovedede dværgpapegøjer (Agapornis c. canus) som motiv. Hannen med det grå hoved sidder øverst

Farvebeskrivelse

Arten udmærker sig som en af de få inden for slægten dværgpapegøjer (Agapornis) ved at have synlige kønsforskelle. I sit værk, ”Papegøjebogen” beskriver J. L. Albrecht-Møller arten således: 

”Hannen: Hoved, hals og forbryst perlegråt, fjerenes gulliggrønne grundfarve skinner undertiden igennem; øvrige overside grøn, lysere på overgump og overhaledækfjer; nederste del af brystet og øvrige underside gulliggrøn; inderste armsvingfjer og yderfanen på de øvrige svingfjer grønne, inderfanen sortbrun; undervingedækfjer sorte, vingerand hvidlig; halefjer grønne, men et bredt sort, sort bånd et stykke fra spidsen; sidehalefjerenes grund gullig. Øjet brunt; næb og vokshud hvidgrå; løb hvidgrå. 

Hunnen: Ligner hannen, men hovedet grønt og uden gråt. Overside grøn, underside gulgrøn; undervingedækfjer grønne. 

Unger: Dundragt gullighvid, rededragt grå dun og fjer. I naturen ligner ungerne alle hunner; i fangenskab bliver han-ungerne grå i hovedet allerede ved 1. fældning, årsag ukendt. 

Længde: 130 – 140 mm.” 

I samme bog hedder det om underarten, Blågråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus ablectaneus): 

”Hannen: Som Agapornis canus canus, men adskiller sig dog ved at de grå fjer på hoved og hals har en tydelig blålig eller blåviolet chattering, samt at fuglen er lidt større. 

Hunnen: Adskiller sig ikke fra hunnen af Agapornis canus canus. 

Længde: 140 – 150 mm.”

For så vidt angår den Blågråhovedet dværgpapegøje kan der henvises til særskilt artikel om denne underart.
 

Nyudklækkede unger af den Gråhovedet dværgpapegøje har en tyk hvidlig dundragt og er meget mindre end unger af dværgpapegøjearterne med hvid øjenring, f.eks. den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Som dagene går, bliver dundragten mørkegrå. I fangenskab kan hannerne allerede i en alder af ca. 3 uger kendes på de begyndende grå fjer i hovedet, men specielt på baghovedet har farven et grønligt skær. Derudover er unger af begge køn kendetegnet ved at næbbet i de første uger efter udflyvningen er brunligt, mørkt ved basis, og øjnene er helt mørke, nærmest sorte. Ungerne er generelt mattere og mere gustne i farverne, når de forlader reden. Af flere opslagsværker fremgår det, at når unge hanner i naturen forlader reden, så ligner de hunnerne, dvs. at de er uden den grå hovedfarve. I naturen skulle den grå farve på hannernes hoveder først vise sig, når fældningen af ungfugledragten i en alder af ca. 5 måneder har fundet sted. I fangenskab har han-ungerne allerede fra starten den grå hovedfarve, hvorved den under beskyttede forhold således skulle springe sin ungfugledragt over. Jeg har imidlertid haft lejlighed til at se nogle farvefotos fra naturen, som den kendte tyske naturfotograf Eckhart Lietzow har taget af Gråhovedede dværgpapegøjeunger i deres rede, og her forekommer den grå hovedfarve hos han-ungen. 

Ungerne forlader reden ca. 40 dage gamle. 

Den Gråhovedet dværgpapegøje har dværgpapegøjeslægtens mindste næb, men hvis man under indfangning af denne art ikke får rigtigt fat om fuglen, kan den med sit arrige væsen bide ganske gevaldigt.

Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus) - 0,2. Hunnen er ikke så farvestrålende som hannen, og for ukyndige kan hunnen ligne visse spurvepapegøjearter (slægten Forpus), men den Gråhovedet dværgpapegøje har en mere strømlinet anatomi og er mere elegant bygget. Samtidig har den en særdeles hurtig flugt, hvorunder den så let som ingenting kan vende i luften og skifte flyveretning. Her et par af mine avlshunner

I naturen

Den Gråhovedet dværgpapegøjes udbredelsesområde skønnes af BirdLife International at være ca. 413.000 km2, svarende til knapt 10 gange Danmarks størrelse. 

Nominatformen lever på den kæmpestore ø, Madagascar, der som nævnt ligger øst for det afrikanske kontinent. Den er derudover indført til de omkringliggende øer, bl.a. Mauritius og Comorerne samt Zanzibar og Mafia på selve den afrikanske østkyst. Samtidig er arten også indført til Seychellerne, der ligger så langt væk som ca. 1.000 km nord for Madagascar langt ude i det Indiske Ocean. 

Underarten, den Blågråhovedet dværgpapegøje (se særskilt artikel), kommer fra den tørre sydvestlige del af Madagascar, og er den eneste dværgpapegøje, der er opstået på baggrund af et andet miljø i stedet for at opstå som følge af geografisk isolation.

I naturen, hvor de to formers udbredelsesområder støder op mod hinanden på Madagascar, findes en hybridpopulation. I fangenskab er nominatformen og underarten med tiden desværre også blevet blandet sammen, hvorved det - kombineret med eksportforbud fra oprindelsesstederne samt importrestriktioner - nu handler om at beskytte og videreudvikle de artsrene fugle, der trods alt findes rundt om i visse fuglehold.

Ynglesæsonen ligger fra oktober/november til april, hvor flokkene deler sig op, og parrene skiller sig ud og yngler hver for sig i stedet for at yngle i kolonier, som det kendes fra flere andre dens slægtninge. Den benytter hulheder i træer som rede, der fores med tørre blade, grannåle og stråstumper. I naturen overlever næppe mere end 3 unger pr. kuld.

Hvordan et land som Laos, der er beliggende i den sydøstlige del af Asien, kan finde på at udgive et frimærke med et motiv af den Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus) - 1,0 - kan give anledning til undren, men det blev udgivet i 1997

Trusler

Den Gråhovedet dværgpapegøje er ikke en i naturbeskyttelsessammenhæng truet fugleart. Det antages således, at populationen af Gråhovedet dværgpapegøje ikke er i fare på Madagascars fastland. 

Situationen er en anden med de populationer, der hører hjemme på de mindre øer. På Seychellerne forekommer der kun meget få fugle af denne art, og situationen er tilsvarende på Comorerne og Réunion. For så vidt angår øen Mauritius, der gennem det seneste årti er blevet en stor turistmagnet, så har der længe ikke været observeret Gråhovedede dværgpapegøjer, hvorfor det antages, at populationen her er uddød. 

Arten er i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) – vurderet til at høre til kategorien ”Least Concern”, og har dermed samme status som den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus).

 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

Madagascar har i flere år haft eksportforbud for denne art, hvortil kommer, at den er optaget på CITES, liste II. Denne liste II omhandler plante-, dyre- og fuglearter, der ikke nødvendigvis er udryddelsestruede, men som kan blive det, hvis ikke handelen med disse arter er underlagt strenge restriktioner for at undgå en udnyttelse, der er uforenelig med artens overlevelse. International handel med liste II-arter kan tillades ved udstedelse af en eksporttilladelse eller et reeksportcertifikat. I praksis handles hvert år mange hundredtusinder af liste II-arter, da der ikke kræves importtilladelse for disse arter. 

Den Gråhovedet dværgpapegøje har således været genstand for intensiv handel siden 1981, da den blev opført på CITES, liste II. Hele 107.829 indfangne eksemplarer af den Gråhovedet dværgpapegøje har været registreret i international handel, jf. UNEP-WCMC CITES handelsdatabase, januar 2005. Alligevel er den ikke en truet fugleart.

Et udsnit af nogle af mine avlspar af Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus). Med tiden er også denne art blevet meget robust, og den ynder gerne at sidde ude selv ved strenge frostgrader, men kun i kortere tid ad gangen. Som det gælder for hele Agapornis-slægten, så skal denne art også have fri adgang til et opvarmet inderrum

I fangenskab

Som nyligt importerede fugle oplevedes den Gråhovedet dværgpapegøje som ømfindtlig, og i den første tid i fangenskab fodrede mange fugleholdere den i sin tid med ris, som er en af dens hovednæringskilder i naturen, og gradvist vænnede man dermed fuglen til andet foder. 

Med tiden er den Gråhovedet dværgpapegøje blevet mindre ømfindtlig, men det er min oplevelse, at denne art bedst trives bedst under opvarmede forhold hen over vinteren. 

Dens adfærd forekommer ret arrig specielt over for artsfæller, men også over for andre fuglearter, og den kan også i denne sammenhæng minde lidt om slægten spurvepapegøjer (Forpus). Jo mindre plads man giver den, jo mere aggressiv forekommer den. Det er derfor min erfaring, at denne art bedst holdes parvis, selv om dens naturlige adfærd er at leve i flokke uden for yngletiden. Specielt hunnen bliver aggressiv i yngletiden, hvilket også taler for at holde dem parvist alene. Det er endvidere min erfaring, at denne art, som er ret sky, trives bedst, hvis den opholder sig i en voliere fyldt med naturgrene med masser af kviste og blade, der kan give den nogle naturlige skjulesteder, hvor parret kan sidde sammen og gemme sig. Nogle fugleholdere foretrækker at holde dem i kassebure, hvor fuglene kun ser potentielle trusler fra én side. Fuglen trives bedst i rolige omgivelser og opleves - på trods af beretningerne fra naturen - ikke som støjende. 

Skønt den Gråhovedet dværgpapegøje i naturen uden for yngletiden færdes i mindre gruppe på 5 – 20 eksemplarer eller samler sig i store flokke på flere hundrede eksemplarer, så er det min erfaring - og dermed anbefaling - at de i fangenskab primært holdes parvis, da der ellers er alt for mange skærmydsler, som forstyrrer de ynglende fugle. 

Arten har i lighed med den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) en utroligt spændende adfærd omkring sin redebygning, idet hunnen afgnaver små blade, kviste eller bark, som derefter bearbejdes i næbbet for herpå at blive stoppet op under fjerene på underryggen og overgumpen (overhaledækfjerene). Når hunnen har fået fyldt dette område af kroppen op med redebygningsmateriale, flyver den mod redekassen for at bygge sine rede med disse bygningsmaterialer, og således fortsætter hunnen indtil den har bygget en fin rede, der dog ikke er lige så ”kunstfærdig”, som det kendes fra andre dværgpapegøjearter. Arten kan benytte sig af denne redebygningsteknik, da fjerene på den underste del af overkroppen siges at være det, som man på engelsk kalder ”ruffled”. Hos mig har den Gråhovedet dværgpapegøje specielt været en stor forbruger af – ofte tørre - blade fra grene og kviste. Bladene bides i smalle strimler inden de sættes ind under fjerene.

Også den Islamiske republik Comorerne har udgivet et frimærke med den Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus) som motiv, men fuglen lever trods alt på denne ø-gruppe, der er beliggende i det Indiske Ocean i Mozambique-kanalens nordlige udmunding mellem Madagascars nordspids og det afrikanske kontinent

I modsætning til observationer fra Madagascar, der angiver, at den Gråhovedet dværgpapegøje lægger 3 til 4 æg, så er kuldene i fangenskab større, nemlig 4 til 6 æg, ja undertiden op til 7 æg. 

Æggene udruges alene af hunnen over en periode på 19 – 21 dage. I denne periode mades hun i reden af hannen. Hvis hannen i løbet af perioden begynder at gå i kassen om dagen, kan man være ret sikker på, at der er kommet unger. Når ungerne er ca. 14 dage gamle, begynder hunnen i stigende grad at vise sig for at blive fodret af hannen. Når ungerne har forladt reden, fodrer hannen dem, men han bliver snart træt af sine unge sønner, der anses som en slags rivaler. Alle ungerne bør fjernes fra forældrene, lige så snart de er blevet selvstændige, hvilket de bliver i en alder af 7 – 8 uger.
 

Den Gråhovedet dværgpapegøje kan i kraft af sin sky adfærd være ret ømfindtlig over for forstyrrelser, medens hunnen ruger. Hunnen kan endda finde på at forlade rede og æg ved for mange forstyrrelser. Selv om den Gråhovedet dværgpapegøje ikke længere må importeres, og den nuværende bestand i fangenskab kan føres tilbage til yngel i fangenskab, har arten stadig ikke fralagt sig sin naturlige skyhed. Man kan derfor opnå en større succes med opdræt af den Gråhovedet dværgpapegøje ved at tilbyde den mange muligheder for naturligt skjul og ved at benytte den mest velegnede redekasse. Her tænker jeg på en horisontal redekasse (undulatredekasse), som helst skal monteres udvendigt på volieren, så redekontrol kan foretages udefra. Herved kan hunnen, som reagerer meget nervøst på denne kontrol, flygte ud i volieren gennem redehullet uden at ødelægge æggene i panik. Jeg har udelukkende benyttet horisontale redekasser til opdræt af den Gråhovedet dværgpapegøje, og jeg har benyttet let fugtet tørvestrøelse i bunden. 

Ser man avlsstatistikker over dværgpapegøjeopdræt i Tyskland, bemærker man, at den Gråhovedet Dværgpapegøje kun opdrættes i relativt små mængder, og kun den Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullaria) avles i et lavere antal. Imidlertid er det min erfaring, at får man det rigtige sympatipar, så er den Gråhovedet dværgpapegøje en god og stabil ynglefugl, der giver unger år efter år. 

Det kan være svært at købe enkeltstående hunner, da hannerne ofte er talmæssigt overrepræsenterede.

0,1 Gul Gråhovedet dværgpapegøje. I skrivende stund har jeg ikke yderligere informationer om denne fugl

Farvemutationer
Der er også opstået farvemutationer af den Gråhovedet dværgpapegøje.

På baggrund af importerede eksemplarer af underarten Blågråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus ablectaneus) opstod der i 2003 i Belgien en ”Pallid”-lignende mutation blandt hunfugle. Fuglene er en anelse blegere end de vildtfarvede og derudover adskiller håndsvingfjerene sig ved at være brunlige grå. 

Under en af min ture til Holland blev jeg i foråret (2010) af en hollandsk fugleven gjort opmærksom på, at der tidligere er fremkommet en gul mørkøjet hunfugl af den Gråhovedet dværgpapegøje. Hvorvidt der er tale om den fugl, der tidligere er rapporteret om i USA, er jeg ikke bekendt med. Denne fugl havde en normal grøn ungfugledragt, men efter fældning blev fjerdragten gul. Fuglens voksenfjerdragt kan beskrives således:

Pande, kinder og hals er gullighvide (ligesom samme partier hos en vildtfarvet hunfugl er lyse eller blege grønlige). Kroppens farve er dyb gul. Hånd- og armsvingfjer er hvide, dog har yderfanerne et gult skær. De sekundære halefjer viser en hvid streg på tværs, hvorimod selve halespidsen er gul. Øjnene er mørkebrune, og næbbet er hornfarvet beige. Fødderne er lys grå.

Jeg fik overdraget et farvefoto af fuglen, som kan ses ovenfor.

Om der i virkeligheden er tale om en farvemutation eller en modifikation (abnormalitet) vides ikke med sikkerhed, men farveændringens karakter og udbredelse tyder på en mutation. Det forudsætter naturligvis, at der er tale om, at ændringen er arvelig. Der kan desværre ikke gives oplysninger om fuglens videre skæbne eller om, hvorledes en sådan fugl i givet fald nedarver fænotypen.

På den store udstilling, BVA Masters 2010 (Belgische Vereniging Agaporniden), i Aalst, Belgien, der fandt sted i september 2010, blev der ikke udstillet mutationer af den Gråhovedet dværgpapegøje. Vi har dog sandsynligvis kun har set starten på farvemutationer hos den Gråhovedet dværgpapegøje, som også optræder i en broget udgave. I takt med artens udbredelse under beskyttede forhold, vil flere farvemutationer givetvis opstå.

Her en 1,0 Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus) af eget opdræt, der netop har forladt reden. Man ser, at farverne generelt er mere matte sammenlignet med voksenfugle, hvortil kommer, at bagsiden af det grå hoved er iblandet grønne fjer, der forsvinder, når fuglen skifter til voksenfjerdragt

Fodring

Den Gråhovedet dværgpapegøje er især glad for de små frø, der indgår i en standard parakitblanding. Man kan med fordel tilsætte en sådan frøblanding flere af de små hirsearter samt græsfrø. Den er særlig glad for halvmodne græsfrø af forskellige sorter samt for havre. Derimod er den mindre glad for frugt, men det bør konstant være til rådighed. 

Hos mig har den Gråhovedet dværgpapegøje været utrolig glad for kolbehirse også i spiret form. 

Se i øvrigt artiklen om den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) for så vidt angår fodring. 

 

Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 16.01.2010/01.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

 

Nogle få dage gamle unger af Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis c. canus) af eget opdræt

Et kik ned i en anden redekasse med et forældrepar, der har 3 flere uger gamle unger, som snart står for at skulle flyve af reden