Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullarius & Agapornis p. ugandae)

Mange betragter den Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullarius) som dværgpapegøjeslægtens absolut smukkeste repræsentant, hvilket skyldes dens intensive, smukke farver på hanfuglen, som ses midt i dette foto. Arten hedder Red-faced Lovebird på engelsk, og denne betegnelse er meget rammende, da det alene er ”ansigtet”, og ikke hele hovedet, der er (orange)rødt

En dansk verdenssensation

Den Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis pullarius) har gennem tiderne givet anledning til mange frustrationer blandt fugleholdere, der i årevis forgæves har forsøgt sig med opdræt af denne art. Den har nemlig en helt speciel ynglebiologi, idet den i naturen yngler i termitboer. Artiklens overskrift hentyder til, at det var medforfatteren til ”Papegøjebogen”, danske Aage V. Nielsen fra Vanløse, der helt tilbage i 1960 lykkedes med verdens første - fuldt kontrollerede - opdræt i fangenskab af denne art. Jeg husker, at jeg nogle år senere som dreng læste opdrætsberetningen i ”Stuefuglene” (populært kaldet det ”grønne blad”), som blev udgivet af Foreningen for Fuglevenner, der var kendt som samlingssted for landets førende fugleholdere. Over flere sider beskrev Aage V. Nielsen, hvorledes han havde afprøvet indtil flere forskellige typer redemuligheder og -materialer, og hvor det til sidst lykkedes ham at opdrætte 2 unger i en almindelig redekasse. Dette var dog ikke det første opdræt i fangenskab, idet andre fugleholdere havde opdrættet den tidligere, bl.a. i Tyskland (første gang hos Neubert i 1868), i Storbritannien (hvor det mest kendte er A. A. Prestwichs opdræt i 1957) og i Sydafrika (hos Dale i 1958), men enten var disse opdræt ikke behørigt kontrollerede, eller også gik ungerne som oftest til efter nogle få dage eller uger. Aage V. Nielsens 2 unger levede i mange år. Det er således direkte forkert, når Dirk Van den Abeele i sin bog ”Lovebirds – Owners manuar and reference guide” fra 2005 (ISBN 1852792469) skriver, at det eneste opdræt af Orangehovedet dværgpapegøje i Danmark fandt sted i 2004, men denne bog udmærker sig jo heller ikke ved at gå i dybden med de vildtfarvede dværgpapegøjer, idet bogens fokus er farvemutationer. 

Skønt den Orangehovedet dværgpapegøje har slægtens suverænt største udbredelsesområde i naturen, er den i fangenskab uden tvivl den mest sjældne af de i alt 8 dværgpapegøjearter, som vi har rådighed over. Den er kendt for at være særdeles vanskelig at få til at yngle, selv om tendensen i det seneste årti giver anledning til en vis optimisme. Det er derfor bestemt ikke en fugleart for begyndere eller amatører, men den kan anbefales meget erfarne opdrættere og eksperter. 

Orangehovedet dværgpapegøje adskiller sig på flere måder fra de øvrige dværgpapegøjearter, bl.a. er dens kropsholdning meget rank, dens stemme er svag og væsentligt anderledes, nærmest lidt melodisk, og næbbet er noget mere aflangt og kan minde lidt om næbbene hos den sydamerikanske parakitslægt, Smalnæbsparakitterne (slægten Brotogeris), hvor – pudsigt nok – flere af disse arter også yngler i termitboer. Endelig forekommer den Orangehovedet dværgpapegøje mindre intelligent end f.eks. dværgpapegøjearterne med hvid øjenring, hvilket bl.a. giver sig udslag i dens adfærd.

Ghana er et af de mere end 20 afrikanske lande, hvor man finder den Orangehovedet dværgpapegøje i naturen, og landet har udgivet dette frimærke med et ret vellignende motiv af arten

Farvebeskrivelse

I ”Papegøjebogen” beskriver J. L. Albrecht-Møller nominatformen (Agapornis p. pullarius) således: 

”Hannen: Panden, issen til over øjet, tøjlerne og forreste del af kinderne samt øverste del af struben orangerøde; kroppens overside grøn; overgump lyseblå; underside lysere grøn; vinger grønne; svingfjer mørke med grønne kanter på yderfanen. Undervingedækfjer sorte; vingerand blå; midterste halefjer grønne med blå spidser, de øvrige indefra sorte-røde, sorte-grønne og blå. Iris brun; overnæb mønjerødt, undernæb lysere; løb grå. 

Længde: 130 – 150 mm. 

Hunnen mindre end hannen; overside lysere; ansigtsfarven lysere og mindre udstrakt; undervingedækfjer grønne; næbbet kortere og mere mat. 

Ungerne ligner hunnen, men ansigtsfarven er gullig og han-ungerne har sorte undervingedækfjer”. 

Om underarten, ”Uganda Orangehovedet dværgpapegøje” (Agapornis p. ugandae), hedder det: 

”Hannen: I alt væsentligt som Agapornis p. pullarius, fra hvilken den kun afviger ved at have en noget lysere blå farve på underryggen. 

Hunnen: Overgumpen er undertiden grøn, men med blåt skær. I øvrigt er det ikke muligt at adskille disse 2 arters hunner, hvis man ikke direkte kan sammenligne nogle eksemplarer”. 

 

Jeg har været så heldig at måtte få lov til at se Statens Naturhistoriske Museums (Zoologisk Museums) samling af skindlagte eksemplarer af den Orangehovedet dværgpapegøje, der også omfatter underarten "ugandae", som adskiller sig fra nominatformen ved at have betydeligt lysere blå overhaledækfjer eller kun et skær af blåt hos hunnerne. De to skind til venstre er underarten, hvoraf eksemplaret yderst til venstre er ekstremt stort, når man står med det i hånden

Hvad mange ikke ved er, at den Orangehovedet dværgpapegøje faktisk har en meget smal øjenring bestående af små fjer. Denne øjenring kan variere meget hos de enkelte individer og har intet med den nøgne hvide øjenring at gøre, som man ser hos visse andre dværgpapegøjearter. Nogle gange er øjenringens fjer hvidlig eller gullig og blå, og den er generelt mindre hos hunnerne og kan være meget svær at se. 

Som det fremgår af ovennævnte farvebeskrivelse er voksne Orangehovedede dværgpapegøjer lette at kønsbestemme, idet hannernes ansigtmaske generelt er mere intensivt farvet og tydeligt markeret. Ind i mellem ses dog også hunner med en intensivt farvet ansigtsmaske, så den helt sikre måde at adskille kønnene på er derfor at se på vingernes farver. Hos hannerne er undervingedækfjerene sorte og vingebuen blå, hvorimod undervingedækfjerene hos hunnerne er grågrønne og vingebuen gul. 

Frem til en alder af knapt 25 dage bliver ungernes næb næsten helt sorte, men ved udflyvningen har ungernes overnæb ved roden store store sorte pletter som det f.eks. kendes fra den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis). Skiftet til voksenfjerdragt starter i en alder af 4 måneder.

Det skal bemærkes, at det i fangenskab er særdeles vanskeligt at adskille nominatformen fra underarten, medmindre man har en gruppe af fugle til rådighed, hvilket oftest ikke er tilfældet. Som følge heraf vil der i fangenskab formentlig være tale om, at der i visse tilfælde er sket en sammenblanding af de to forskellige former.

Uganda huser såvel nominatformen af den Orangehovedet dværgpapegøje som underarten Uganda Orangehovedet dværgpapegøje, så på dette frimærke har man (måske ubevidst) helgarderet sig ved ikke at skrive den fuldstændige latinske artsbetegnelse, så man dækker begge former

I naturen

Den Orangehovedet dværgpapegøjes udbredelsesområde er af Birdlife International opgjort til hele 2.300.000 km2, svarende til over 53 gange Danmarks størrelse!!! Derimod har Birdlife International ingen estimater over den samlede population i naturen, hvilket hænger sammen med dens enorme udbredelsesområde. 

Den Orangehovedet dværgpapegøjes udbredelsesområde er primært det centrale Afrika, fra Elfensbenskysten i vest til Etiopien i øst. Den forekommer i en lang række lande, især i Angola, Benin, Burundi, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Congo, Elfenbenskysten, Ækvatorial Guinea, Etiopien, Gabon, Ghana, Guinea, Kenya, Mali, Niger, Nigeria, Rwanda, Sierra Leone, Sudan, Tanzania, Togo og Uganda. Arten fandtes også på Sao Tome og Principe samt på Fernando Póo øerne, der begge er beliggende i Guinea bugten. Da fuglen kommer fra det ækvatoriale Afrika, er den ikke vant til store temperaturudsving, hverken fra dag til nat eller fra sæson til sæson. 

Mere specifikt finder man nominatformen i det vestlige Afrika fra det nordlige Angola nordpå til Guinea, og det centrale Afrika østpå mod det sydvestlige Sudan og Lake Albert på Congo-Uganda grænsen. 

Underartens udbredelsesområde går fra det sydvestlige Etiopien og sydøstlige Sudan sydpå over Uganda og Kenya mod Kigoma-regionen i Tanzania. 

Ligesom det kendes fra den Gråhovedet dværgpapegøje og dennes underart (Agapornis c. canus og Agapornis c. ablectaneus), så gælder det også for den Orangehovedet dværgpapegøje og dennes underart, at de to formers udbredelsesområder overlapper hinanden, hvorfor der også må findes en hybridpopulation i naturen. 

Visse dele af den Orangehovedet dværgpapegøjes udbredelsesområde overlapper i øvrigt også andre dværgpapegøjearters udbredelsesområde, men der kendes ikke beretninger om hybrider med andre dværgpapegøjearter fra naturen. Eksempelvis overlapper dens udbredelsesområde det område, som den Grønhovedet dværgpapegøje (Agapornis swindernianus) lever i, men de to arter lever i vidt forskellige biotoper. Hvor den Orangehovedet dværgpapegøje lever i åbent landskab, så lever den Grønhovedet dværgpapegøje i tæt og høj skov, og de to arter kommer derfor næppe i kontakt med hinanden. 

Den Orangehovedet dværgpapegøje er en udpræget lavlandsfugl, som hovedsageligt lever i højder på op til 1.400 m over havoverfladen. De lever i sparsom skov og i savanne skovland samt på græsstepper med krat og spredte træer, specielt i nærheden af opdyrkede områder eller ved flodløb eller søer. Den undgår tæt skov, medmindre der findes græsdækkede lysninger. 

Fuglen er sjælden i bl.a. det nordlige Angola, men optræder fortsat i Ghanas kystområder på nær området omkring Accra. Den er ligeledes sjældent forekommende omkring Lagos i Nigeria, men til gengæld er der mange ved Nigers flodslette i Benin-distriktet, hvor savanne og skov møder hinanden. Den Orangehovedet dværgpapegøje er også meget almindelig i det sydvestlige Sudan. I Uganda, hvor de også er hjemmehørende, har man observeret, at fuglene bevæger sig lokalt alt efter, hvor de kan finde føde.

I naturen kan man undertiden godt observere store flokke, der samles for at ”angribe” marker med modnende afgrøder, men almindeligvis lever den Orangehovedet dværgpapegøje i små sociale enheder enten omfattende et enkelt par eller i mindre flokke på 15 – 20 fugle. Når der er flere fugle samlet, kan de godt have en arrig adfærd, som det også kendes fra den Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus). I løbet af dagen vandrer fuglene vidt og bredt for at fouragere, og ved skumringstid returnerer de til deres yndlingshvilepladser, som oftest findes i lave træer. Når flokken så skal falde til ro, sker det ofte under megen larm og uro. Den Orangehovedet dværgpapegøje bruger en stor del af dagen på jorden eller i nærheden heraf, hvor den ernærer sig af græsfrø (primært Sorghum halepensi, der er en vild græssart fra hvilken man har udviklet Durrahhirse, Dari og andre kulturafgrøder), nødder, bær, bladknopper, figner og andre frugter samt lejlighedsvis af insekter og deres larver. Dens næb er stærkt, og det benytter fuglen sig af, når den håndterer nødder med hårde skaller. Fuglene ses ofte ”klæbende” sig til frøstande på forskellige græssorter og kornplanter, hvor de adræt bevæger sig op og ned ad stænglerne for meget ofte at sidde med hovedet nedad i et forsøg på at nå frøene. Den Orangehovedet dværgpapegøje opfattes som et problem i områder med dyrkede afgrøder, hvor de angriber både umodent og modnet korn som f.eks. hirse. Man har også observeret, at de angriber marker med Guava, som er frugten fra Guavatræet (Psidium guajava) samt bananplantager.

Den Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullarius) er normalt også i fangenskab en sky fugl, men der forekommer dog eksemplarer, som er blevet vant til menneskelig kontakt, og som fremtræder rolige

Feltstudier fra naturen om den Orangehovedet dværgpapegøje er stadig sparsomme, og det gælder ikke mindst viden om dens yngleadfærd. Imidlertid ved man, at det er vigtigt, at levestedet også kan byde på forskellige termitarter, da den Orangehovedet dværgpapegøje graver (gnaver) et redekammer i termitboer. Termitterne finder sig både i, at fuglen graver og i dens vedvarende tilstedeværelse, da fuglen formentlig vælger at etablere sin rede i den side, der ligger væk fra det levende termitbo, hvorved de to forskellige skabninger kan sameksistere uden konflikter. Termitterne lever af cellulose, som er indeholdt i træ og anden vegetation, og de gør derved ikke fuglene noget. Faktisk kan termitterne siges at yde den Orangehovedet dværgpapegøje beskyttelse mod eventuelle naturlige fjender. Der benyttes tit beboede termitboer i træer, der er at finde i nogle få meters højde, men der kan også findes reder i højtliggende termitboer på op til 12 m. Derimod benytter den sjældent jordbaserede termitboer som rede. Brugen af velisolerede termitboer har den fordel, at redekammerets temperatur kun svinger lidt. Hunnen graver et rundt indgangshul og derpå en, om muligt, 20 – 40 cm lang tunnel med en diameter på ca. 5 cm for at slutte af med at udgrave et kugleformet redekammer inde i termitboet. Hunnen graver i 4 – 5 minutter ad gangen for derpå at komme ud. Selve hulrummets bund fores med græs og barkstykker. Når den Orangehovedet dværgpapegøje har gravet åbninger i termitboet, kan der i de beboede termitboer ske det, at termitterne lukker dette igen, hvorfor der skal graves en ny adgang. Der kan konstant være en temperatur på knapt 30 graders Celsius i redekammeret, hvilket gør hunfuglen i stand til ret ofte at forlade reden i op til nogle timer uden, at det skader æggene. I de første to til tre uger af ungernes levetid fodres de udelukkende med insekter og larver. Efter udflyvningen mades ungerne af forældrefuglene i ca. 2 uger. 

Det skal bemærkes, at nogle observatører betegner den Orangehovedet dværgpapegøje som koloni-ynglefugle, der yngler i større grupper, men det stemmer ikke overens med den adfærd, der som oftest beskrives fra naturen. 

Brugen af termitboer som rede er helt unik for den Orangehovedet dværgpapegøje inden for slægten Agapornis. Flere andre arter som f.eks. den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) og den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae) bygger kuppelformede reder med sidevendt indgang, hvorimod den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis roseicollis) bygger en mere kopformet rede. Den Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus) og Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta) bygger simple reder bestående af et redeunderlag. 

I naturen er den Orangehovedet dværgpapegøje sky og vanskelig at komme i nærheden af, og dens direkte flugt er meget hurtig, hvorunder den kan bruge sin stemme, som kan virke nærmest melodisk kvidrende.

I kraft af den Orangehovedet dværgpapegøjes kæmpemæssige udbredelsesområde strækker ynglesæsonen sig over en stor del af året, da udbredelsesområdet dækker de forskellige klimatiske forhold i løbet af året, herunder regntiden. I Uganda og Tanzania er yngleperioden i maj – juli måned, hvorimod den er fundet ynglende i Nigeria og Congo i det tidlige oktober. Generelt kan man sige, at de Orangehovedede dværgpapegøjer, der har deres udbredelsesområdet i det østlige Afrika yngler fra maj – juli, hvorimod de Orangehovedede dværgpapegøjer, der lever i det vestlige Afrika yngler fra begyndelsen af september.

Orangehovedet dværgpapegøje lever også i det afrikanske land, Togo, som har udgivet dette frimærke med et - ikke særligt vellignende - motiv af denne art

Trusler

Den Orangehovedet dværgpapegøje er i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Least Concern” art. 

Som anført oven for har arten et enormt udbredelsesområde, og den nærmer sig derfor slet ikke Birdlife Internationals tærskelværdier for sårbare arter begrundet i udbredelsesområdets størrelse. På trods af det faktum, at trenden for den Orangehovedet dværgpapegøjes population i naturen synes at være faldende, findes denne tilbagegang heldigvis heller ikke at være sket tilstrækkeligt hurtigt til, at Birdlife Internationals tærskelværdier for sårbarhed som følge af den demografiske udvikling finder anvendelse. 

Ved EU-forordning 2551/97 blev import af papegøjer til EU stærkt begrænset, men i nogle år var det stadigt muligt at eksportere Orangehovedede dværgpapegøjer fra 10 af de lande, hvor den hører hjemme, hvilket har været anvendt sporadisk. Efter indførelsen af det generelle forbud mod import af papegøjer i begyndelsen af 2007 vil det i fremtiden være næsten umuligt at få nyt blod fra vildtfangede fugle. Selv op i nyere tid, når denne art blev importeret, skete det ofte, at fuglene var bundet, da de var meget sky og nervøse. Man troede, at man på denne måde bedre kunne vænne fuglene til menneskelig kontakt. Resultatet var imidlertid, at mange Orangehovedede dværgpapegøjer ved ankomsten var handicappede, og de gjorde mere skade på sig selv, når nogen nærmede sig dem, medens de var bundne. I øvrigt blev fuglene under disse transporter primært fodret med Paddy ris.


Naturbeskyttelsesforanstaltninger
Ingen.
 

Den Orangehovedet dværgpapegøje er i lighed med 7 andre dværgpapegøjarter (slægten Agapornis) optaget på CITES, liste II.

Den Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullarius) er meget sjælden at finde under beskyttede forhold, men får man mulighed for at anskaffe sig nogle eksemplarer af denne art, så bliver man bjergtaget af dens imponerende smukke og intensivt farvet fjerdragt samt - ikke mindst - dens melodiske stemme og sjove, livlige væsen. På fotoet er det hannen til venstre og hunnen til højre

I fangenskab

Den Orangehovedet dværgpapegøje er ligesom den Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus) en ret sky fugl, og den vænner sig kun vanskeligt til kontakt med mennesker. Den er samtidig kendt for at være meget ømfindtlig over for forandringer, f.eks. når man flytter den til en ny voliere, eller hvis man sætter den sammen med andre fugle. Nogle eksemplarer har dog vænnet sig til menneskelig kontakt med tiden. Som udpræget lavlandsfugl er den Orangehovedet dværgpapegøje endvidere ret kuldefølsom, ja nogle betegner den som meget kuldefølsom, og som ikke må holdes under 18 graders Celsius i vinterhalvåret. 

Det siges, at den i fangenskab ofte kan hvile sig hængende med hovedet nedad, som det kendes fra flagermuspapegøjerne (slægten Loriculus), men det har jeg aldrig selv oplevet. 

Opdræt af den Orangehovedet dværgpapegøje er forbeholdt erfarne opdrættere eller eksperter. Den er meget ”kræsen” med hensyn til valg af passende redemulighed. Man skal derfor helst kunne tilbyde den forskellige redemuligheder, hvor den kan grave et hulrum i form af et redekammer. Som ”redefyld” accepteres ofte trampet græstørv, komprimeret tørvestrøelse eller korkblokke, og nogle opdrættere har også benyttet lerklinede vægge inde i redekassen. 

I fangenskab er det også primært hunnen, der graver reden, men hannen er ofte ivrig efter at hjælpe til, men den er ikke særlig effektiv. Bunden af redekammeret fores typisk med frøavner eller små stykker bark, græs eller blade, som bæres til reden af hunnen i de kropsfjer, som hun kan nå, altså på samme måde som Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta), men ikke på overgumpen, som det f.eks. ses hos den Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus).  

Flere fugleholdere – også danskere – har over årene investeret megen tid og mange kræfter i at forsøge at opdrætte den Orangehovedet dværgpapegøje. En af dem, som forsøgte at gøre Aage V. Nielsen kunsten efter, var Erik Thomasen fra Rødovre, den tidligere mangeårige indehaver af den velestimerede Frederiksberg Fuglehandel på Helgesvej. Som et af de første medlemmer af den nystartede forening, DAK (Dansk Agapornis Klub), brugte han fra slutningen af 1970’erne mange ressourcer på at få en gruppe Orangehovedede dværgpapegøjer til at yngle i en kæmpemæssig voliere, hvor fuglene blev tilbudt mange forskellige redemuligheder.

På dette billede af en Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullarius) ser man også artens karakteristiske ranke kropsholdning, her repræsenteret af en hanfugl

Det er således kendetegnende for fugleholdere, der har den Orangehovedet dværgpapegøje, at de eksperimenterer med forskellige typer af redemuligheder. Selv om opdræt også kan finde sted i en almindelig undulatredekasse, så har nogle opdrættere prøvet at lave kopier af trætermitboer fra naturen for at stimulere fuglenes ynglelyst. Med en blanding af sand, kalk, gips og cement har nogle fugleholdere, bl.a. den verdenskendte tyske dværgpapegøjeekspert, Helmut Hampe (der var forfatter til det klassiske værk, ”Die Unzertrennlichen”, fra 1934), bygget kunstige termitboer, der sågar blev malet udvendigt for at fremstå endnu mere virkelighedstro. Det kunstige termitbo indeholdt et redekammer, som der var adgang til via en ca. 30 cm lang adgangstunnel, og som var fyldt op med kork, der har vist sig at være det mest ideelle fyld, da det ikke styrter sammen. Det antages, at kork, der giver fuglen mulighed for at grave, stimulerer den Orangehovedet dværgpapegøjes redeadfærd i fangenskab. Andre har fyldt redeanlæggene med tørv, som forinden var blevet gjort vådt for siden at tørre hårdt op, inden det blev presset ned i redeanlæggets kammer og tunnel. Det blev banebrydende, da en tysk opdrætter i starten af 1970’erne udstyrede redekamrene hos sine Orangehovedede dværgpapegøjer med termostatbaserede varmelegemer, da det sikrer en højere og mere konstant temperatur inde i selve redekammeret i løbet af avlssæsonen. Man har benyttet temperaturer på 23 til 25 graders Celsius indtil klækning af det første æg, for derefter at sætte temperaturen op til 25 til 27 graders Celsius. I sommerperioder, hvor udendørstemperaturen fast har ligget på 25 graders Celsius, har man undladt at benytte den kunstige opvarmning. 

Medens hunnen graver reden, kan hannen sidde uden for redehullet ved siddepinden, hvor den sidder og ”sludrer”. Parring kan foregå samme sted. Når hannen lægger an til parring, sidder han rank og med oppustet fjerdragt samt udspilede halefjer, medens han vedvarende ryster hovedet. Han kradser sig ikke ved næbbet med den ene fod, som det f.eks. kendes fra dværgpapegøjearterne med den hvide øjenring. Man ser heller ikke, at den Orangehovedet dværgpapegøje-hun spreder vingefjerene op til og under parringen, som det ellers ses blandt flere af de øvrige dværgpapegøjearter. 

Hvis den Orangehovedet dværgpapegøje endelig tager den tilbudte redemulighed til sig, kan den lægge helt op til 7 æg, der alene ruges af hunnen, og som klækkes efter 22 - 23 dage. Hunnen kommer ud af reden et par gange om dagen og bliver i øvrigt madet af hannen. Sammenlignet med andre dværgpapegøjearters unger forekommer de Orangehovedede dværgpapegøjers unger straks efter klækningen meget nøgne. Den første tid har ungerne stadig deres næbtand, og i en alder af 11 – 13 dage begynder de at åbne deres øjne, og det er nu tid til at ringmærke fuglene. Man skal imidlertid være særdeles forsigtig med unødvendige forstyrrelser, da arten, som allerede nævnt, generelt er sky. Et par dage senere viser de første fjerposer sig, og derpå viser de første fjer sig. Ca. 35 dage gamle er ungerne næsten fuldt fjerede, og ca. en uge senere forlader de reden. Knapt 9 uger gamle er ungerne selvstændige. I modsætning til andre dværgpapegøjearters unger vender den Orangehovedet dværgspapegøjes unger ikke tilbage til reden, når de først er fløjet ud. Såfremt fuglene føler sig truet, ser man oftere end hos andre dværgpapegøjearter, at forældrefuglene forsøger at beskytte ungerne ved at lade disse sidde mellem sig på en gren. Nogle opdrættere betegner de udfløjne unger som særdeles sky, hvorimod andre betegner dem som forbavsende rolige. Ungerne begynder som tidligere omtalt, skiftet til voksenfjerdragten i en alder af ca. 4 måneder. 

Som siddepinde kan man med stor fordel benytte grene med mange forgreninger, som samtidig giver fuglene mulighed for at sidde på grene og kviste af forskellig tykkelse, så føddernes muskulatur benyttes i forskellige stillinger og ikke fastlåses i en bestemt position. Fuglene har en forkærlighed for tynde højtplacerede grene, hvor de kan sidde og hvile sig. Selv om hannen og hunnen i et sympatipar holder sammen for livet, så ser man, at når flere par af den Orangehovedet dværgpapegøje holdes i samme voliere, så sidder de ikke nødvendigvis altid sammen og hviler sig. Fuglene kan godt lide at sidde sammen to og to uanset køn, så to hanner eller to hunner kan også godt sidde og hvile sig sammen, hvilket må siges at være bemærkelsesværdigt. 

Blandt de Orangehovedede dværgpapegøjer opstår der oftere end blandt de øvrige dværgpapegøjearter uforklarlige dødsfald. Det er ikke sjældent, at fugleholdere har oplevet en pludseligt opstået gispen hos fuglen uden andre former for forudgående sygdomstegn. Hvis en fugl først har fået denne gispen, kommer den sig ikke over det, og den dør enten i løbet af nogle få timer eller enkelte dage. Omvendt er denne art også kendt for at kunne blive over 10 år gammel. Ligesom i forhold til Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta) går der også ”vandrehistorier” om den Orangehovedet dværgpapegøje, som går ud på, at såfremt den ene part i et sympatipar dør, så følger den længstlevende mage den i døden i løbet af kort tid. 

Den Orangehovedet dværgpapegøje skal holdes i en voliere, hvor den føler sig tryg, og dens naturlige adfærd kan komme fuldstændig til sin ret. I et lille bur vil denne art fremstå passiv, og den vil blot sidde stille på en bestemt pind eller gren i buret dagen lang. Omvendt er den Orangehovedet dværgpapegøje ikke en særlig aktiv fugl, og den foretrækker at kravle rundt i grenene frem for at flyve. 

Gennem de seneste år har en lille håndfuld opdrættere rundt om i Europa, ikke mindst i Portugal, Tyskland, Holland og Storbritannien haft held med regelmæssigt at opdrætte denne art, og lad os endelig håbe, at denne udvikling fortsætter, så arten ikke helt forsvinder i fangenskab.


Farvemutationer
Der er fundet en gulbroget fugl i naturen. Derudover er der rapporter tilbage i 1960’erne fra Portugal om en importfugl, der var Lutino. Jeg har haft lejlighed til at se farvefotos af denne fugl (en han-fugl), og det var en ekstremt smuk fugl. I USA er der omtalt en blå mutation i slutningen af 1970’erne, men denne oplysning er ikke bekræftet.

Der findes flest frimærker med ikke særligt vellignende motiver af den Orangehovedet dværgpapegøje. Her et frimærke fra Cameroun, hvor man ser en hanfugl til venstre og en hunfugl til højre. Læg mærke til, at man bruger en af de gamle latinske artsbetegnelser på frimærket. Nominatformen hedder i dag Agapornis pullarius pullarius

Fodring

Den Orangehovedet dværgpapegøje er den dværgpapegøjeart, som er sværest at fodre i fangenskab. Den kan i en lang periode ernære sig ved en bestemt frøblanding for derpå pludseligt ikke at ville indtage dette foder. En stor del af den samlede foderplan består af en blanding af småkornede hirsearter, søde æbler og pærer, gulerod samt figner. Den er overordentligt glad for kolbehirse. 

I yngleperioden er en spiret frøblanding obligatorisk. Under spiringsprocessen omdannes frøenes olier, fedt og stivelse til simple sukkerstoffer, der fuldt ud kan optages i fuglens organisme. Det spirede frø kan tilsættes reven gulerod. Resultatet er en let fugtig masse, der passende kan tilsættes vitaminer og pulveriserede mineraler. Det er vigtigt at understrege, at dette foder kun har en meget begrænset holdbarhed, og det skal derfor fjernes efter senest 12 timer og endnu hurtigere, hvis det er varmt i vejret. Nogle fugleholdere har haft held med at tilbyde den nektar, ligesom andre fugleholdere benytter levende foder i form af melorme i yngleperioden. 

Ud over forskelligt frugt, jf. ovenfor, tages gerne mælkebøtteblade, fuglegræs, o.lign. samt årstidens friske bær. Den er ligeledes glad for friske rajgræsfrø.

Se i øvrigt samme afsnit under artiklen om den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus).

Eksempel på ”stilleben”-maleri fra omkring år 1620/30, "Blumenstilleben", der er malet af Peter Binoit, og som hænger på Rheinland-Pfalz Staat Museum i Mainz i Tyskland. Det er blot et af flere samtidig eksempler på ”stilleben”-malerier, der illustrerer den Orangehovedet dværgpapegøje, her et par på maleriets nederste højre hjørne

Den Orangehovedet dværgpapegøje i (kunst)historisk perspektiv

Når man læser i faglitteraturen om den Orangehovedet dværgpapegøje får man at vide, at det var den første dværgpapegøjeart, der blev beskrevet og klassificeret af videnskaben, hvilket skete helt tilbage i 1758. Det var den senere så verdensberømte svenske læge, botaniker og zoolog, selveste Carl von Linnè (Carolus Linnaeus), som stod for dette arbejde. Imidlertid går vores viden om den Orangehovedet dværgpapegøje væsentlig længere tilbage i historien, idet den har været kendt i Europa siden år 1603. Den første omtale af den Orangehovedet dværgpapegøje fremgår af den videnskabelige bog, "Exoticum Libri decem" fra 1605, hvor den hollandske botaniker Charles de l'Escluse (Carolus Clusius 1526 - 1609) beskriver den Orangehovedet dværgpapegøje som "Psittacus minimus" (den lille papegøje). 

Allerede fra begyndelsen af det 17. århundrede var den Orangehovedet dværgpapegøje et foretrukkent ”kæledyr” blandt Europas velstående, ikke mindst blandt det engelske aristokratis fornemme damer, som gik spadsérture med fuglen på fingeren. Fuglene blev importeret fra Afrika og tabene ved at transportere fuglene fra dette kontinent til Europa, hvortil de ankom med klippede svingfjer, var betydelige. Betegnelsen ”lovebird” (kærlighedsfugl), som slægtsbetegnelse på engelsk, stammer fra de velstående kredse i det gamle England, hvor der eksisterede en tradition med at vise sin kærlighed i form af at forære en sådan fugl som gave til sit hjertes udkårne. Fra midten af det 18. århundrede blev det mere regelmæssigt at holde fugle i bure i Europa, og den Orangehovedet dværgpapegøjes popularitet i Europa fremgår også af den videnskabelige artsbetegnelse, som Carl von Linnè, gav den i 1758, nemlig "pullaria" (som er kælenavn for en lille kær papegøje, det latinske ”pullus” betyder egentligt et ungt eller lille dyr). Pullarius (tidligere pullaria) er den dag i dag stadig dens artsbetegnelse, selv om Agapornis-slægtens taxonomi og nomenklatur siden da er blevet revideret indtil flere gange. 

Den Orangehovedet dværgpapegøjes popularitet kan også dokumenteres gennem samtidens billeder i form af vellignende malerier. 

”Stilleben” (på engelsk ”still life” og på hollandsk ”stilleven”, hvilket på begge sprog betyder "stille liv") er den tyske betegnelse for en stilart inden for malerkunsten, hvor opsætninger af normalt mindre objekter, som f.eks. frugter, blomster eller instrumenter, der er anbragt uden for deres normale sammenhæng, gengives dekorativt, symbolsk og meget præcist. Det er svært nøjagtigt at skelne ”stilleben” fra portrætterlandskabsmotiver, historiske motiver, hvorfor den præcise historie bag denne stilart er uklar. Imidlertid kan ”stilleben” spores helt tilbage til det gamle Ægypten. På de gamle egyptiske gravmalerier kan man ofte se vægmotiver, der afbilder mad og brugsgenstande, hvilket menes at have en sammenhæng med de afdødes behov i den hinsides verden. Også antikkens Rom har anvendt denne stilart, hvilket bl.a. kan ses på de velbevarede friseri Pompeii . Det var dog først i den sene middelalder og tidlige renæssance , at begrebet dukkede om som en selvstændig stilart, hvor kunstnerne gjorde meget ud af opsætning, placering, udformning og lyssætning. Det var især i Nordeuropa, at ”stilleben” blev udbredt, og man regner det for en egentlig stilart fra omkring 1650'ernes Holland. Senere malere udviklede ”stilleben” til at være en fuldstændig naturtro gengivelse af de forskellige opstillinger. Malerier med frugt, mad og vin symboliserede gæstfrihed, hvorfor sådanne ”stilleben” malerier oftest hang i boligens entré. Jeg er ikke bekendt med, om Statens Museum for Kunst i København fortsat har en særududstilling om ”stilleben”, men da jeg var der senest, for ca. 3 år siden, kunne man opleve en hel afdeling med flot komponerede ”stilleben”-malerier.

En af disse ”stilleben”-malere var den hollandske Peter Binoit. Omkring 1620/30 malede han nedenstående ”stilleben”-maleri, der fremstår så realistisk, at man kan artsbestemme de enkelte blomster i buketten. Det er endda malet så realistisk, at man sidenhen har kunnet konstatere, at Binoit ikke har malet en buket, som stod foran ham, da de forskellige blomster blomstrer på forskellige tider af året. Hvis man ser på maleriets nederste højre hjørne, vil man kunne se to Orangehovedede dværgpapegøjer, der sidder og hakker i et granatæble. Virkeligheden er, at det nok ikke har været et granatæble, som fuglene hakkede i, da dette æble var en dyr importvare, som næppe har været brugt som fuglefoder.

Den Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullarius) er en meget omgængelig fugl, så hvis man er så heldig at have flere af dem, er det muligt uden problemer at holde dem i flok

Når den Orangehovedet dværgpapegøje blev illustreret på ”stilleben”-malerier skete det ofte i sammenhæng med frugt og grøntsager, hvilket sikkert er en henvisning til disse fugles kostvaner eller dens status som en værdifuld eksotisk fugl. På den tid var det at holde papegøjer i de velstående kredse nemlig en ”ædel besiddelse”, da fuglene ikke ikke blev spist og alene blev holdt i bure, oftest i boligens mest repræsentative rum.

 

Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 26.02.2010/12.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!