Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri)

Den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) er et fantastisk smukt syn, og det er fuldt forståeligt, at den gennem årene er blevet så udbredt blandt fugleholdere

Når virkeligheden overgår fantasien

Ind i mellem overgår virkeligheden ens fantasi, og det er denne fantastisk smukke fugleart et enestående eksempel på. Farvepragten har dog også haft en meget høj pris for den Rødhovedet dværgpapegøje, idet dens naturlige population gennem de seneste mange år er faldet ganske betydeligt, da den netop i kraft af sine farver har været meget efterstræbt. 

Den Rødhovedet dværgpapegøje har også et andet officielt anerkendt dansk artsnavn, nemlig Fischers dværgpapegøje. Det var den tyske læge, dr. Gustav Adolf Fischer, der på sin sidste ekspedition i 1877 opdagede denne art i Ussure i det land, der er dag hedder Tanzania. Det skete på den samme rejse, hvor han også opdagede den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Ti år senere, i 1887, blev arten beskrevet af den tyske ornitolog, Anton Reichenow, og han gav den det videnskabelige artsnavn ”fischeri” opkaldt efter dr. Gustav Adolf Fischer. Reichenow arbejdede ved Humboldt Museet (Berlins Naturhistoriske Museum) fra 1874 til 1921, og han var ekspert i afrikanske fugle og bl.a. forfatter til værket, ”Die Vögel Afrikas” fra 1905, som han var over 5 år om at skrive. Navnet ”Fischer” blev også dens artsbetegnelse på flere andre sprog, bl.a. på engelsk (Fischer’s Lovebird) og på tysk (Fischers Unzertrennlicher). Dr. Gustav Adolf Fischer lagde i øvrigt også navn til en række andre fuglearter, bl.a. en anden blandt fugleholdere kendt fugl, Fischers Vidafinke (Vidua Fischeri), som blev fundet i Amboseli regionen, og som er kendetegnet ved, at hannen i yngletiden har en imponerende lang hale.

Tyskerne har også en anden artsbetegnelse for Rødhovedet dværgpapegøje, nemlig Pfirsichköpfchen, hvilket svarer til det gamle danske artsnavn Ferskenpapegøje.

Dr. Gustav Adolf Fischer har også lagt navn til en række andre smukke fuglearter, bl.a. denne art, som vi også holder i fangenskab, Fischers Vidafinke (Vidua fischeri) – her en 1,0

Farvebeskrivelse

J. L. Albrecht-Møller beskriver i sit værk ”Papegøjebogen” arten således: 

”Han og hun: Pande dyb orangerød, kinder, hage, strube og forbryst lysere og jævnt gående over i mørkt orangegult; isse og baghoved mørk orangegule, nakke og baghals lysere; ryg og vingedækfjer grønne; underside tydeligt lysere grøn; underryg og overhaledækfjer ultramarinblå; håndsvingfjer sortbrune med mørkegrøn og gullig yderfane; undervingedækfjer grøn/blå. 

Halens to midterste fjer grønne med en lille vandblå spids, de næste 4 fjer med en lidt større vandblå spids inden for hvilken der findes en pæreformet sort tegning på inderfanen, så en grøn rand og endelig et grumset gulorange felt, afsluttet med en mørkere farve ved fjerens rod, den gulorange farve kan variere mod rødorange. Iris sortbrun, nøgen hvid øjenring; næb koralrødt, lysest mod basis; vokshud elfenbensfarvet; ben blågrå, kløerne grå, lysest i spidsen (hos ældre fugle er kløerne gule). 

NB. For arterne med hvid øjenring:

Håndsvingfjerenes inderfane rent sorte hos hunnen, mere gråsorte hos hannen (halefjerenes røde farve er i regelen også mere rød hos hannerne end hunnerne).

Længde 140 – 150 mm.” 

Ungerne af den Rødhovedet dværgpapegøje har generelt en mattere fjerdragt end forældrene, specielt i området omkring masken. Næbbet er endvidere ikke så intensivt rødt og har nogle mørke striber langs næbroden, der forsvinder i en alder af ca. 3 måneder. Den begynder fjerskiftet til voksenfjerdragten i en alder af ca. 6 måneder.

São Tomé og Príncipe, officielt Den Demokratiske Republik São Tomé og Príncipe, der er en portugisisk-talende ø-stat i Guineabugten, ud for den vestlige ækvatoriale Afrikas kyst har også valgt at udsende et frimærke med den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) uden, at arten er naturligt hjemmehørende her. Bemærk at denne stats postvæsen har begået en kæmpebrøler ved at kalde fuglen det videnskabelige artsnavn for den Lille Alexanderparakit (Psittacula krameri)

Skal den Rødhovedet dværgpapegøje have et lyst eller mørkt baghoved?

Visse fugleholdere, og nogle fugledommere, er af den opfattelse, at den Rødhovedet dværgpapegøje skal have et lyst baghoved. Såfremt fuglen ikke har et lyst baghoved, trækker det således ned ved disse fugledommeres bedømmelse under udstillinger. Det er imidlertid helt forkert, da man således forfølger et ideal, der ikke har bund i virkeligheden. En lang række videnskabelige optegnelser omkring farvebeskrivelsen af den Rødhovedet dværgpapegøje viser, at farvetegningen udviser store variationer. Det kan man også forvisse sig om, hvis man ser farvefotos af fuglen fra dens naturlige udbredelsesområde i Afrikas natur, specielt når man ser fotos af en hel flok ved et vandhul. 

Det underbygges også af anden faglitteratur om den Rødhovedet dværgpapegøje; f.eks. skriver Heinz Schwichtenberg i sin bog ”Die Unzertrennlichen” fra 1970 (Lizenz-Nr. 251-510/32/69) i en farvebeskrivelse af den vildtlevende Rødhovedet dværgpapegøje, at ”issen er brunoliven, nakken (baghovedet) er olivenfarvet til olivengul”. 

I bogen ”Die Agapornis-Arten und ihre Mutationen” fra 1995 (ISBN 3-9803274-1-8) skriver Gottlieb Gaiser og Bodo Ochs følgende om farven på baghovedet af den vildtlevende Rødhovedet dværgpapegøje: ”…. Bagerst er masken afsat over for en tydeligt mørkere farvetone, der kan variere fra brunlig orange til olivenfarvet. Tilsvarende kan nakken og den bagerste del af halsen falde lysere eller mørkere ud ….”. Forfatterne taler endda om to typer, som de betegner for enten ”den mindre markante” variant (med lyst baghoved) eller den ”kontrastrige” variant (med mørkt baghoved), og begge varianter er i bogen afbildet med farvefotos over for hinanden, så man kan sammenligne dem. Den kontrastrige variant har absolut de mest intensive farver, og den fremtræder utrolig smuk. 

Det er i øvrigt mit indtryk, at der er en tendens til, at visse eksemplarer af den Rødhovedet dværgpapegøje bliver mørkere og mere intensive i farverne, jo ældre de bliver.

En lille Rødhovedet dværgpapegøje-familie (Agapornis fischeri) fra Storbritannien bestående af 4 ungfugle til venstre og en voksenfugl. Bemærk den voksne fugls næbfarve, der er dybere koralrødt end ungfuglenes, der samtidig har en mørk kant langs næbroden

I naturen

BirdLife International estimerer artens udbredelsesområde til at være ca. 136.000 km2, svarende til lidt mere end 3 gange Danmarks størrelse. Den betegnes som en landsendemisk art, da dens hovedudbredelsesområde er den nordlige og centrale del af Tanzania, hvor den historisk set har været at finde på 14 lokaliteter (herunder i 3 nationalparker). Optegnelser fra Rwanda, Burundi og Kenya vedrører sandsynligvis vildtlevende fugle og ikke vilde populationer. Det vides nemlig med sikkerhed, at et stort antal Rødhovedede dværgpapegøjer med succes er indført til de kystnære områder omkring Dar es-Salaam (Tanzanias administrative hovedstad) og i nogle områder af Kenya, hvor de er blevet naturaliseret. Desværre er store bestande af den Sorthovedet dværgpapegøje også blevet indført til de samme områder omkring Dar es-Salaam og i Kenya, hvilket desværre har skabt ”naturlige” hybrider, jf. nedenfor. 

Den Rødhovedet dværgpapegøje var tidligere meget almindelig, men siden 1970'erne har der været et stort fald i populationen, primært forårsaget af omfattende fældefangst af vilde fugle til handelsmæssige formål, men der er sandsynligvis stadig store flokke omkring Ndutu og Serengeti National Parkerne. 

Birdlife International har i 2009 estimeret antallet af tilbageværende Rødhovedede dværgpapegøjer i naturen til at være 290.000 – 1.002.000 eksemplarer. 

Den Rødhovedet dværgpapegøjes udbredelsesområde ligger nord vest for den Sorthovedet dværgpapegøjes udbredelsesområde, og biotoperne er meget ens. Der er ca. 64 km mellem udbredelsesområderne for den Rødhovedet dværgpapegøje og den Sorthovedet dværgpapegøje, og de er – med visse undtagelser, som BirdLife International påpeger, jf. senere - forblevet adskilt som følge af den naturlige vegetation (krat) og højt terræn. Det understøtter teorien om, at de 4 dværgpapegøjearter med hvid øjenring er nært beslægtede, men hver især er udviklet i isolation som følge af geografiske barrierer. 

Den Rødhovedet dværgpapegøjes ernæring og adfærd i naturen svarer til, hvad der er gældende for den Sorthovedet dværgpapegøje. Begge arter færdes i store flokke og fouragerer i vid udstrækning på jorden, hvor de ernærer sig af korn og vilde frø, eller i nærheden af jorden, hvor de indtager bær og frugter. Den Rødhovedet dværgpapegøje tager også Acacie-frø direkte fra træerne. Arten er for det meste frøædende, og de viger ikke tilbage for at invadere opdyrkede landområder i modningstiden, og betragtes af de lokale ofte som en trussel mod kornafgrøder i dyrkede arealer, specielt marker med hirse og majs. Den kommer dagligt til vandhuller og andre typer overfladevand i større eller mindre flokke for at drikke. 

Ynglesæsonen for den Rødhovedet dværgpapegøje begynder måske tidligere end for den Sorthovedet dværgpapegøje, da ynglesæsonen allerede kan starte i januar. Redeforholdene er også meget ens, og man kan finde ynglekolonier såvel på den skovklædte savanne som i palmelunde.

Som gammel kolonimagt har Portugal udgivet dette frimærke, hvori den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) af ukendte årsager også indgår som motiv, idet Portugal havde besiddelser i andet regi

Den Rødhovedet dværgpapegøje lever i halvtørre skovområder med Acacier, Adansonia (den afrikanske type af Baobabtræet, også kaldet Abebrødstræet), og Commiphora (som er en slægt af blomstrende planter omfattende 185 forskellige træer og buske, som er kendetegnet ved at have mange og meget store torne), der er beliggende i en højde på 1.100 – 2.200 m. Desuden findes den i skovede græsområder, der er dyrket med Adansonia og Palmyra palmer (savanne). 

I Serengeti Nationalparken er den Rødhovedet dværgpapegøje til stede i alle typer af skovområder. Områder med vandløb, hvor skoven er domineret af bl.a. Ficus og Ziziphus (en slægt af omkring 40 arter af tornede buske og små træer), er en vigtig del af fuglens leveområde i tørkeperioden. Man ser ofte fotos af de Rødhovedede dværgpapegøjer fra naturen, hvor de sidder i toppen af disse træer, som er fyldt med lange torne. 

Den har en hurtig og direkte flugt, hvorunder den ”skræpper”. Det siges, at man kan høre en flok Rødhovedede dværgpapegøjer i god tid, før man kan se fuglene. 

Den yngler i perioden fra januar til april og i juni og juli. De fleste reder ligger 2 - 15 meter over jorden i huller og sprækker i døde træer eller i døde grene af levende træer, og ind imellem er rederne også at finde i klippeområder.

Selv om Cuba ligger på den anden side af jorden og ikke er hjemsted for dværgpapegøjer, har landet udgivet dette frimærke med vellignende motiver af den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) og den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus)

Trusler

Den Rødhovedet dværgpapegøje er i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Near Threatened”, ligesom den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae). 

Arten er således kategoriseret som ”næsten truet”, da populationen har oplevet en ret hurtig reduktion i populationen i dens relativt begrænsede udbredelsesområde som følge af indfangning til eksport, der dog er stoppet. Selv om lovlig indfangning af denne art er blevet stoppet, kan det ikke udelukkes, at indfangningen genoptages, og ethvert nyt bevis for et større fald i populationen vil kunne kvalificere den Rødhovedet dværgpapegøje til en højere trusselskategori. 

Den Rødhovedet dværgpapegøje var i 1987 – i 110-året for dens opdagelse (!) - den mest handlede vilde fugleart i hele verden. Den var samtidig den mest populære vildtfangede papegøjeart, som på daværende tidspunkt blev importeret til EU (som det hedder i dag); således tegnede arten sig for ca. 80 % af alle eksporterede papegøjearter fra Tanzania.
 

Ifølge BirdLife International er den Rødhovedet dværgpapegøje blevet krydset med den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) i naturen, men ikke inden for dens eget naturlige udbredelsesområde. Det hedder endvidere: ”Der er overlap af udbredelsesområder, men den Rødhovedet dværgpapegøje synes at være en ikke-ynglende gæst i den Sorthovedet dværgpapegøjes udbredelsesområde, så det er usandsynligt, at det udgør en trussel”, men alligevel foreslår man et tiltag i denne forbindelse (jf. afsnittet om naturbeskyttelsesforanstaltninger). 

Først gennem de seneste 25 år er der opstået bestande af hybrider mellem Rødhovedede og Sorthovedede dværgpapegøjer i Kenya, men det er som nævnt på baggrund af, at begge arter er blevet indført til de samme områder af landet. Omkring Lake Naivasha i Kenya findes en bestand af ”Rødhovedet dværgpapegøjer”, der i virkeligheden er hybrider mellem den Rødhovedet og Sorthovedet dværgpapegøje.

Naturbeskyttelsesforanstaltninger
Der er fremsat en række forslag til beskyttelse af den Rødhovedet dværgpapegøje i naturen, som bl.a. omfatter:
 

  • Gennemførelse af undersøgelser for at få et opdateret estimat af populationens størrelse
  • Løbende monitorering af trends i udviklingen af populationen
  • Forhindre at indfangning af fugle til eksport genoptages
  • Undersøgelse af omfanget af hybridisering med den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) i naturen.

Den Rødhovedet dværgpapegøje er i lighed med 7 andre dværgpapegøjearter (slægten Agapornis) optaget på CITES, liste II.

Den demokratiske republik Congo, som er nabo til Tanzania, der er hjemsted for den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri), har udgivet dette frimærke med dette, lidt primitive, motiv af arten

I fangenskab

Den Rødhovedet dværgpapegøje er en god fugl at starte med, hvis man ønsker at holde dværgpapegøjer. Imidlertid er det yderst beklageligt, at fuglen er så billig at anskaffe, da det er medvirkende til at svække interessen for arten og bidrager til skødesløs omgang med den. Der er således ikke – udover idealistiske hensyn - noget incitament til at udvikle kvalitetsfugle. Mister vi kvalitetsfugle af den Rødhovedet dværgpapegøje i fangenskab, vil vi ikke kunne få adgang til nye, da handelsrestriktionerne på denne art ikke bliver lempet. Man kan derfor ikke, som det tidligere er sket i andre europæiske lande, genopbygge en ny bestand i fangenskab med importer fra naturen, som det f.eks. skete i Storbritannien i forlængelse af 2. Verdenskrig. 

I Danmark er det indtil videre ikke et problem at anskaffe artsrene Rødhovedede dværgpapegøjer af en god kvalitet, idet de opdrættes en hel del steder. Det forholder sig noget anderledes i Storbritannien; i skrivende stund (januar 2010) har jeg f.eks. modtaget en forespørgsel via denne hjemmeside fra britiske Lovebird-entusiaster om, hvor man på det europæiske kontinent kan anskaffe sig artsrene Rødhovedede dværgpapegøjer, som samtidig er mutationsfrie. Det er øjensynligt igen blevet et problem i Storbritannien at anskaffe sig kvalitetsfugle af denne art, og en væsentlig årsag hertil skal nok også søges i den lave pris på fuglen. 

I ”Guide to Lovebirds and Parrotlets”, 2. udgave, fra 1967, skriver den britiske dværgpapegøjeekspert, E. N. T. Vane, at den Rødhovedet dværgpapegøje måske er slægtens mest hårdføre art. Under 2. Verdenskrig, da Storbritannien var ved at gå i knæ, og hvor der var mangel på basale fødevarer til mennesker, slog manglen også igennem i forhold fuglefoder. Den Rødhovedet dværgpapegøje viste her sin formidable tilpasningsevne ved at overleve på de meget begrænsede fodermuligheder, der nu engang var til rådighed. Ofte bestod foderet hovedsageligt af boghvede, uvalset hvede, affaldshavre samt lidt kanariefrø, hvilket den klarede sig bemærkelsesværdigt godt på. Alligevel overlevede kun et mindre antal fugle krigen, og samtidig var indavl blevet et udtalt problem. Det blev der rettet op på i årene efter krigen ved massive importer af fugle fra naturen. 

I fangenskab er den Rødhovedet dværgpapegøje også i dag en robust art, der er let at passe, og den er herudover kendt som en ynglevillig fugl uanset, om der er tale om en flok i en voliere eller et enkelt par i et stort bur. Det gælder også for denne arts vedkommende, at der skal være tale om en han og en hun, der sympatiserer.

Min erfaring er, at holder man den Rødhovedet dværgpapegøje i flok, så går der ikke lang tid, før der opstår skærmydsler mellem parrene, der enten kommer i konflikt med de andre par eller overskydende enkeltfugle, og det er uanset, hvor stor volieren er. Man kan selvfølgelig gøre sit til at modvirke disse konflikter, f.eks. ved hyppigt at forsyne volieren med friske naturgrene og andre aktivitetsmuligheder samt rigelig adgang til sovekasser. I ynglesæsonen er det vigtigt, at der er ca. to redekasser for hvert par, og at der er en vis afstand mellem kasserne samt, at fuglene ikke kan sidde oven på taget af disse. Den er dog langt fra så aggressiv som den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis). Min anbefaling er, at den Rødhovedet dværgpapegøje holdes parvis og ikke i flok, da den simpelthen er for aggressiv, og det vil før eller siden ende med ødelagte tæer og i visse tilfælde defekte næb. Dertil kommer, at holdes den i flok, vil det ofte give nogle tvivlsomme yngleresultater samtidig med, at de voksne fugle vil efterstræbe netop udfløjne unger fra andre par. Alt for ofte ser man Rødhovedede dværgpapegøjer med defekte tæer og afbidte kløer, hvilket bestemt ikke er noget kønt syn.

Den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) hører til på det afrikanske kontinent, men det har ikke afholdt det asiatiske land, Laos, fra at udgive et frimærke med vellignende motiver af denne art

Kønnet hos denne – og de andre arter med hvid øjenring - kan med ret stor sikkerhed konstateres ved hjælp af den såkaldte bækkenbundstest af voksenfugle. Testen går ud på, at man forsigtigt placerer sin pegefinger på fuglens to bækkenbensknogler, og her kan man mærke, at hun-fuglens knogler både er elastiske, og at der er stor afstand mellem knoglerne (specielt efter første æglægning). Hos hannerne forekommer de to knogler faste og tætsiddende. 

Den Rødhovedet dværgpapegøje finder sig godt til rette med såvel en horisontal som en vertikal redekasse. Også denne art bygger rede, og den ligner meget den rede, som den Sorthovedet dværgpapegøje bygger, men er måske i nogle tilfælde lidt finere bygget. Den benytter gerne kviste fra pil og birk som bygningsmateriale, som specielt hunnen bearbejder i sit næb for derpå at flyve til reden med materialet i næbbet. Derudover afbarkes grenene gerne, og man skal selvfølgelig være meget opmærksom på ikke at benytte naturgrene fra haver eller grønne områder, der kan være sprøjtet eller udsat for forurening. Også andre typer redemateriale benyttes, f.eks. afgnavede hirsekolber. Undertiden lægger hunnen afgnavet redemateriale ”i blød” i vandkarret, da den benytter vådt redemateriale til at opnå højere fugtighed i redekassen, hvorved æggene lettere klækkes. Man bør skylle sådant materiale, når man skifter drikkevand, og derpå lægge det tilbage i det fyldte drikkekar, da det stimulerer fuglene. 

I forlængelse af op til flere parringer lægger hunnen typisk 4 – 6 hvide æg, i nogle tilfælde flere. Hunnen ruger i 19 - 22 dage (22 dage målt fra det 1. æg) oftest intensivt fra det 2. eller 3. æg, hvilket betyder at forskellen mellem ungernes udviklingsfaser bliver reduceret. Det siges, at over årene er antallet af gennemsnitligt lagte æg pr. kuld for denne art i fangenskab forøget. Ungerne åbner sine øjne i en alder af ca. 10 dage, og de første fjer ses i en alder af 14 dage. De forlader reden i en alder af ca. 5 – 6 uger, og mades i dagene umiddelbart herefter af begge forældrefugle, men sidenhen kun af hannen, da hunnen ofte starter et nyt kuld. Man skal som ansvarlig opdrætter begrænse sig til højst 2 kuld pr. ynglesæson, og er hunnen gået i gang med det 2. kuld, kan forældrene undertiden finde på at jage ungerne. Ungerne er selvstændige i en alder af knapt 8 uger. Ungerne synes at blive tolereret længere af forældrene i et bur, når ungerne har lært at holde sig fra redekassen. 

Når man holder dværgpapegøjer i volierer (bure) ved siden af hinanden, skal man altid sørge for, at der er dobbelt tråd mellem disse adskilt med en behørig afstand. Fuglene kan nemlig godt lide at sidde i nettet over for hinanden i hver sin voliere, og kan de få fat i hinandens tæer, opstår der snart alvorlige bidskader. 

Den Rødhovedet dværgpapegøje må naturligvis ikke holdes sammen med andre dværgpapegøjearter, da hybrider hurtigt vil opstå, hvilket udvisker artssærpræget. Den kan heller ikke holdes sammen med andre fuglearter som f.eks. tropefugle, da disse vil blive jagtet og sandsynligvis få voldsomme bid i ben og tæer. 

Det er formentlig den mest støjende dværgpapegøjeart efter den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis), hvis stemme trods alt er noget mere skinger. Det skal man tage højde for, hvis man bor i et tæt bebygget område og har mindre tolerante naboer.

Blå farvemutation af Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri), bagved ses en sortøjet hvid farvemutation, begge af fransk oprindelse

Farvemutationer

I starten af 1970’erne tog udbredelsen af farvemutationer inden for dværgpapegøjerne blandt almindelige fugleholdere i Danmark for alvor fart. Det startede med den smukke blå farvemutation af den Sorthovedet dværgpapegøje, som på dette tidspunkt var blevet etableret med en levedygtig bestand. Det var lykkedes pionerer inden for fugleholdet i de foregående år at opbygge en sådan bestand efter at have prøvet kræfter med bl.a. japanske mutationsfugle af tvivlsom kvalitet, hvilket havde afstedkommet store ærgrelser og økonomiske tab. Hen mod slutningen af samme årti fulgte så udbredelsen af farvemutationer inden for den Rosenhovedet dværgpapegøje. For begge disse arters vedkommende er det siden blevet til et utal af mere eller mindre kønne farvemutationer. Efterfølgende er der ligeledes fremkommet en stor vifte af forskellige farvemutationer hos den Rødhovedet dværgpapegøje. Tilsammen har disse 3 dværgpapegøjearter i en årrække været dominerende, forstået på den måde, at de repræsenterer de flest forskellige farvemutationer inden for dværgpapegøjeslægten. 

For så vidt angår den Rødhovedet dværgpapegøje, så opstod der allerede før 2. Verdenskrig i Storbritannien ind i mellem brogede eksemplarer blandt ungfugle, men de var kendetegnet ved, at fjerdragten blev vildtfarvet ved første fældning. 

Heinz Schwichtenberg redegør i bogen, ”Die Unzertrennlichen”, for udviklingen af farvemutationer hos den Rødhovedet dværgpapegøje. Det fremgår således, at der allerede i 1930’erne i Tyskland opstod en gul farvemutation, som dog gik til grunde igen. I 1956 dukkede en enkelt tilsvarende fugl op i Zürich, og senere dukkede nogle flere op hos en opdrætter i det daværende Vesttyskland, som i hvert fald eksisterede frem til omkring 1970. I modsætning til den første gule farvemutation hos den Sorthovedet dværgpapegøje, som var dilute (afbleget grønlig-gul fugl med brunlig maske), så var den første gule farvemutation af den Rødhovedet dværgpapegøje en ren lysegul fugl med rød maske og sorte øjne.

De første blå farvemutationer af Rødhovedet dværgpapegøje skulle efter sigende være opstået i Sydafrika tilbage i 1957 af vildtfarvede fugle med en speciel intensivt farvet maske, der efter nogle generationers linieavl gav i alt 3 blå unger. To år senere, i 1959, rapporteredes der fra Californien i USA om en blå fugl, der ligeledes skulle være opstået efter vildtfarvede fugle. 

I maj 1966 blev der i det daværende Østtyskland publiceret en artikel i et fugletidsskrift, hvor V. Humpl fra det daværende Tjekkoslovakiet beretter om den første blå farvemutation i Europa hos den Rødhovedet dværgpapegøje. Af artiklen fremgår, at der allerede i 1964 var opstået en blå fugl af 2 vildtfarvede fugle hos en tjekkisk opdrætter, men ungen gik dog til samme vinter. I den følgende ynglesæson opstod der i første kuld hos samme forældrefugle 2 blå unger, og en blå unge mere i 2. kuld. Det menes, at disse fugle er grundstammen til den artsrene udgave af den blå farvemutation, som vi kender i dag. 

Der er imidlertid også et ”sort kapitel” inden for farvemutationsopdræt, idet uansvarlige fugleholdere beklageligvis også har ”fremstillet” den blå Rødhovedet dværgpapegøje gennem transmutationer, hvor man har haft den blå farvemutation af den Sorthovedet dværgpapegøje inde over blodlinien. Disse fugleholdere har gjort noget tilsvarende i forhold til ”fremstilling” af andre farvemutationer hos den Rødhovedet dværgpapegøje. Denne fremgangsmåde kendes desværre nu også alt for godt i forhold til de mange farvemutationer, der efterhånden er frembragt hos den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae) og hos den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis). Farvemutationer skabt gennem transmutationer er efter min opfattelse aldeles værdiløse, da de ikke er artsrene, selv om de måske ved første øjekast ser sådan ud. Derfor er en stadig anvendelse af artsrene vildtfarvede fugle med arvelæg for den pågældende farvemutation vejen frem for de seriøse og ansvarsfulde opdrættere af sådanne farvemutationer. 

For yderligere oplysninger omkring farvemutationer henvises der til DAK (Dansk Agapornis Klub). Denne forening, der har specialiseret sig inden for dværgpapegøjer (og spurvepapegøjer), gør et udmærket stykke arbejde inden for mutationsfugle. 

Fodring

Der henvises til artiklen om den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus).

 

Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 29.01.2010/14.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Hovedet på den Rødhovedet dværgpapegøje kan være meget udtryksfuldt med blandt den fjerløse hvide øjenring