Fotoalbum

MÅNEDENS FOTO (05-2017): 1,0 Blå Rosella parakit – eller Bleghovedet (Blå) Rosella - (Platycercus adscitus palliceps) er en blandt fugleholdere udbredt og elsket repræsentant for den farvestrålende og populære australske fladhaleparakitslægt, kaldet Rosella-slægten. Den er således en af de mere almindelige arter inden for denne slægt, som man støder på blandt fugleholdere. Fjerdragtens farvesammensætning på den Blå Rosella har altid fascineret mig fordi den forekommer at være meget usædvanlig og samtidig utrolig smuk. Disse fugle kan blive op til ca. 33 cm, og de to køn er som udgangspunkt ens af udseende, dog er hunnen typisk noget svagere og mere udvasket i farverne, ligesom den generelt er mindre af størrelse og har et lidt mindre og mere afrundet hoved. Udfarvede hunner har den for Rosella-arterne kendte hvide ”stribe” på undersiden af vingerne, og kan på den baggrund med sikkerhed adskilles fra hanner. I naturen lever den Blå Rosella i Australien i det sydlige Queensland og New South Wales, hvor de typisk forekommer i fladt, åbent land - savanne. Den Blå Rosella er underart til den i fangenskab sjældnere forekommende - og noget mindre nominatform - Blåkindet Rosella (Platycercus adscitus adscitus), der kommer fra det nordlige Queensland i Australien. De to former af Blå Rosella har i naturen et samlet udbredelsesareal på ca. 2,2 mio. km2 og er således ikke truet. I Australien findes der i overgangsområdet mellem underarten og nominatformen krydsninger af de to forskellige former. Derudover kendes fra naturen tillige bastarder opstået på baggrund af, dels Rosellaen (Platycercus eximius) og Pennant Parakitten (Platycercus elegans). Desværre har den Blå Rosella under beskyttede forhold også været bastarderet med andre Rosella-arter, og det er derfor noget tvivlsomt, om der fortsat eksisterer artsrene eksemplarer på vores breddegrader. Jeg har i mere end 5 årtier interesseret mig for papegøjer, og jeg har blandt fugleholdere og på udstillinger kun nogle ganske få gange set eksemplarer af Blå Rosella, som af fænotype må betragtes som (under)artsrene, men det er en stor fornøjelse at se en Blå Rosella med fuldstændigt skarpt aftegnet fjerdragt, herunder med en helt hvid og tydeligt aftegnet kindplet uden antydningen af blå fjer. På baggrund af visse fugleholderes fuldstændigt misforståede trang til systematisk at ændre på fuglenes naturlige udseende, forefindes nominatformen, Blåkindet Rosella, nu i en meget farvestærk version, hvor hele fuglens kindplet er stærk blå, og hvor også den øverste del af brystet er intensivt blåt farvet. I naturen ser man som hovedregel disse fugle med kun den nederste del af kinden som værende blå, hvorimod den øverste del af kinden er hvid/let gullig. En anden forskel mellem fugle i naturen og fugle under beskyttede forhold er, at den øverste del af brystet, som hos nominatformen i naturen er gulligt, på de meget intensivt farvede eksemplarer af Blåkindet Rosella under beskyttede forhold har den kraftige blå farve helt op på den øverste del af brystet, som det egentlig kun skal være på underarten af den Blå Rosella. Så der kan være store forskelle mellem eksemplarer af disse fugle i naturen og under beskyttede forhold. Det er udtryk for en helt afsporet ”forædling” af nominatformen, som ikke hører nogen steder hjemme, men det er desværre disse meget intensivt - men forkert farvede fugle - som efterspørges, og som visse fugleholdere åbenbart kan tjene penge på.

MÅNEDENS FOTO (04-2017): Blå Ara, Gulbrystet Blå Ara, Blå og Gul Ara eller Ararauna - efter dens videnskabelige artsbetegnelse Ara Ararauna - kært barn har mange navne. I hele min levetid har denne fantastisk smukke repræsentant for de egentlige (store) araer været den mest udbredte art under beskyttede forhold - og med rette. Dens fantastisk stærkt farvede fjerdragt, dens intelligente - og ofte sjove samt hengivne adfærd, der af mange betragtes som menneskelignende - og ikke mindst dens evne til at imitere menneskelig tale, har gjort den Gulbrystet Blå Ara til den mest populære Ara-art under beskyttede forhold over store dele af verden. Jeg anskaffede min første Gulbrystet Blå Ara tilbage i 1974, hvor den var blevet importeret fra Brasilien, og den opnåede allerede efter kort tid status som en form for familiemedlem, som familien stadig den dag i dag snakker om. Når man mødte den, begyndte den at nikke samtidig med, at den sagde ”goddag”, og derfor fik den navnet ”Nikke”. I naturen har den Gulbrystet Blå Ara et kolossalt udbredelsesområde, der omfatter en række lande i det tropiske, nordlige Sydamerika med Brasilien, som det absolut største område. Den forefindes i skove og skovland, hvor den ruger i højt beliggende huler og hulheder i træerne. Som følge af det store udbredelsesområde kan der være store udsving i størrelsen af de lokale bestande af denne art, men trods fortsatte trusler i form af industriel skovrydning og illegal jagt, så er den Gulbrystede Blå Gule Ara generelt ikke en udryddelsestruet fugleart. Lokalt kan den dog være truet eller decideret udryddet (Trinidad). Kønnene er ens af udseende, og når først sympatien er til stede, holder et par sammen for livet. I takt med DNA-teknologiens fremmarch, hvor det på baggrund af få fjer er muligt at bestemme den enkelte fugls køn, er det over de seneste mange år blevet stadig mere almindeligt at støde på opdræt af denne art. Desværre er mange opdrættede eksemplarer nu om dage håndopmadet. De fugle, som har været udsat for håndopmadning med menneskets mellemkomst, udviser desværre ofte en for fuglene invaliderende menneskelig adfærd, der gør, at de bl.a. ikke accepterer artsfæller. Det er tamfugle, som samtidig lider en kummerlig tilværelse, hvor de ikke får lejlighed til at udfolde helt basale adfærdstræk som f.eks. det at kunne flyve, skønt nogle fugleholdere forsøger sig med fritflyvning. En fugl af denne størrelse kræver en endog meget stor voliere, og det er en vigtig trivselsfaktor, at den på daglig basis får mulighed for at udnytte sit store vingefang for at kunne opretholde og udbygge muskelmasse nok til at kunne løfte sig selv. Selv om der faktisk kan være meget store forskelle mellem de enkelte individer, især i forhold til fuglenes størrelse, betragtes den Gulbrystede Blå Ara af videnskaben fortsat som en enkelt art. Nogle eksemplarer har en meget orangefarvet underside, andre fugle har en mere ren gul underside, hvilket typisk antages at hænge sammen med det sted i naturen, hvorfra fuglen oprindelig stammer og synes således at skyldes miljømæssige faktorer. Den Gulbrystede Blå Aras store næb bider med langt over 100 atmosfæres tryk, og er derfor meget velegnet til at knække store nødder samt til at kravle med og gnave med. Den Gulbrystede Blå Ara kan være meget støjende – og den har en stor stemme – men jeg havde gennem en årrække et avlspar, som jeg holdt i et tæt bebygget villakvarter. Dette par sagde kun noget, hvis de blev bange eller overrasket af uvante hændelser i omgivelserne. Som tamfugl knytter den Gulbrystede Blå Ara sig meget tæt til sin ejermand, og her kan man slet ikke undgå - såfremt der er tale om en sund Ara - at lægge mærke til, at den har en dejlig odeur, en særlig duft som især er tydelig på varme sommerdage. Ejeren lærer også hurtigt at aflæse fuglens kropssprog og sindsstemning at kende, og her er det nøgne hvide ansigtsparti en vigtig indikator, da det får et tydeligt lyserødt skær, når fuglen er vred, ophidset eller ivrig.

MÅNEDENS FOTO (03-2017): 1,0 Alexander Parakit (Psittacula eupatria eupatria), som J. L. Albrecht-Møller betegner den i storværket Papegøjebogen, kendes af de fleste fugleholdere nok bedst under betegnelsen Stor Alexanderparakit, men denne betegnelse er faktisk forbeholdt den noget større underart fra Nepal, med det videnskabelige artsnavn Psittacula eupatria nipalensis. Det er i sandhed imponerende fugle, der i kraft af sin størrelse, herunder halens længde, og fysiske slanke fremtoning fremstår majestætis

MÅNEDENS FOTO (02-2017): Hoffmann’s Conure (Pyrrhura hoffmanni hoffmanni) – eller som J. L. Albrecht-Møller i Papegøjebogen foretrak at kalde den, Svovlgulvinget Conure, er en 24 cm lang repræsentant for den sydamerikanske slægt af mindre parakitter, som ifølge den nyeste videnskabelige taxonomi består af 23 arter og 25 underarter, hvoraf 1 antages at være uddød. Arten blev først beskrevet af Cabanis helt tilbage i 1861, og han opkaldte den efter Carl H. Hoffmann, der var en tysk læge, som levede i årene 1823 - 1859. Carl H. Hoffmann tog til Costa Rica i 1853 for sammen med Alexander von Frantzius at tage på opdagelse i landet og primært indsamle botaniske effekter. Carl H. Hoffmann blev senere læge for Costa Rica’s hær og endte med - som eponym - at få flere fuglearter opkaldt efter sig samt et pattedyr og et krybdyr. Begge køn hos Hoffmann’s Conure forekommer umiddelbart ens af udseende, men hunnen er generelt en anelse mindre og dens farver er ikke så intensiv. Hoffmann’s Conure kommer som noget helt specielt ikke fra selve Sydamerika, men fra Mellemamerika, nemlig som allerede nævnt fra Costa Rica, især de sydlige bjergegne, men den forekommer også i det vestlige Panama, hvor der tillige lever en noget mere farverig underart, kaldet Issestribet Conure (Pyrrhura hoffmanni gaudens). Selv om denne Conures udbredelsesområde er ret lille, så er den ret hyppigt forekommende, og populationen synes at være stabil. I naturen antræffes den typisk i randområder af skove og åbne skovområder i tropiske og subtropiske zoner mellem 500 og 3.000 m’s højde. På forskellige tider af året kan man således finde den i forskellige højder, da den følger de naturlige fødeemner, som bl.a. omfatter frugter som æbler, banaer, kaktustus, appelsiner, papaya, mango, forskellige former for frø, bær og blomster. I naturen ses den ofte parvis eller i små flokke på 5 – 15 individer i skovområder. Den er ret social, hvilket også giver sig udtryk i, at flere fugle kan sidde tæt sammen på grene, hvor de sidder og pudser hinandens fjerdragter, og nogle beretninger beskriver dem som meget tilgængelige, andre som ret sky. Hoffmann’s Conure kan opleves støjende, når de skrigende flyver over åbne markområder, men under beskyttede forhold oplever fugleholdere den som meget støjsvag art undertiden med en kvidrende stemme. Fuglenes flugt er hurtig og direkte på målet, f.eks. en gruppe af træer, hvori der skal søges føde. I gamle publikationer betegnes Hoffmann’s Conure som sjælden såvel i naturen som under beskyttede forhold. Imidlertid rubricerer Birdlife International Hoffmann’s Conure som tilhørende kategorien ”least concern”. Under beskyttede forhold må den stadig siges at være ret sjælden, og bestanden stammer fra nogle oprindeligt relativt få fugle. Den beskrives som glad for at bade og volder ikke problemer med hensyn til at yngle. Hunnen lægger i reglen 4 – 6 æg og parret ynder at overnatte i redekassen både i og uden for yngletiden, hvilket kan være et problem, da det kan afstedkomme aspergillose, som er en svampeinfektion i fuglens luftvejene, der opstår på baggrund af svampesporer.

MÅNEDENS FOTO (01-2017): Gråpapegøje eller Grå Jako (Psittacus erithacus erithacus) er den mest populære og udbredte mellemstore papegøje, der holdes som tamfugl under beskyttede forhold. Dens nærmest ikon-agtige status hænger sammen med, at mange tillægger den menneskelignende egenskaber på visse områder. Det skyldes artens unikke intelligens, som der til stadighed forskes i på universiteter rundt omkring i verden. Konkret kommer dens intelligens til udtryk i Gråpapegøjens fantastiske evne til at imitere menneskers stemmer, ikke kun i lange sætninger i meningsfyldte sammenhænge, men også i et sådant toneleje, at man kan høre, hvem det er, der har lært den at sige sætningen eller synge sangen. Nominatformen, der har en længde på ca. 33 cm, kommer oprindeligt fra en række lande i Afrika, nærmere betegnet et meget stort udbredelsesområde gående fra det sydøstlige Elfenbenskysten til det vestlige Kenya og det nordlige Angola. Den gældende, førende videnskabelige systematik anerkender nominatformen og to underarter, henholdsvis den store, noget mørkere, Principe Gråpapegøje (Psittacus erithacus princeps) og den Brunhalede Gråpapegøje, også kaldet Timneh Gråpapegøje (Psittacus erithacus timneh), hvor sidstnævnte adskiller sig mest fra nominatformen, dels ved at være synligt mindre, dels ved at have noget andre farver i fjerdragt og på næb. Visse fugleholdere kategoriserer Gråpapegøjen i forskellige typer med afsæt i deres oprindelsesområde, som skulle komme til udtryk i forskellig størrelse og farveintensitet på fuglene, men det er en uautoriseret opdeling, som ikke anerkendes af videnskaben. Disse forskelle må derfor betragtes som naturlig artsvarians. Under FN’s CoP17-konference, der fandt sted i dagene 24. september – 5. oktober 2016 i Johannesburg i Sydafrika blev der behandlet en ansøgning fra en række afrikanske lande, EU og USA om at opgradere Gråpapegøjens fremtidige status fra CITES liste II til CITES liste I-fugl, der bl.a. fordrer et CITES bevis for handel med disse fugle fremadrettet. Over efterhånden en årrække har der været tiltagende beretninger fra naturen om, at Gråpapegøjen er forsvundet fra dens sædvanlige levesteder. Især i de vestafrikanske i dens store udbredelsesområde har oplevet en stor nedgang i den naturlige population som følge af indfangning og illegal handel samt skovning af dens naturlige levesteder. Over de seneste 40 år skønnes det, at et sted mellem 2 – 3 millioner Gråpapegøjer er blevet fjernet fra naturen. De fleste af disse fugle er dog fjernet fra den Demokratisk Republik Congo, som til det sidste under FN’s CoP17-konference kæmpede mod forslaget om en opgradering til CITES liste I, da en sådan opgradering vil fjerne det økonomiske grundlag for dele af befolkningen, hvilket ikke kan overraske, da det på mange måder er et lovløst land, hvilket i skrivende stund understreges af, at landets præsident, Joseph Kabila, i strid med landets forfatning nægter at træde tilbage efter at have siddet i de tilladte to præsidentperioder à 4 år. Opgraderingen til CITES I har afstedkommet, at arten og de tilhørende underarter fra starten af januar 2017 ikke længere kan handles frit, idet man skal have CITES-certifikat på fuglens oprindelse (med visse undtagelser). Det er værd at understrege, at opgradering til status som ”truet” ikke sker fordi antallet af Gråpapegøjer i naturen i dag på nogen måde er kritisk sammenlignet med en lang række andre truede papegøjearter. Det, der imidlertid er stærkt foruroligende i relation til Gråpapegøjen, er det voldsomme fald i den vilde population, som har fundet sted over en kortere årrække, og som forventes at fortsætte med endnu større fart. Jeg håber, at alle gode kræfter blandt fugleholdere forener sig således, at vi så vidt muligt undgår at holde enligt siddende tamfugle og i stedet - som minimum - holder Gråpapegøjer parvis m.h.p. opdræt for øje, så fugleholdere ikke understøtter den illegale efterspørgsel af vildtfangede fugle.

MÅNEDENS FOTO (12-2016): Rødbuget Dværgara (Orthopsittaca manilatus, tidligere Ara manilata) er faktisk en ret stor fugl på helt op til knapt ca. 50 cm.’s længde. Den er udbredt i flere lande i den tropiske del af Sydamerika, hvor dens naturlige levesteder er sumpområder med Buriti palmer (Mauritia flexuosa) og sandede savanner med palmelunde. Rødbuget Dværgara er stærkt afhængig af denne palme, da arten lever i, sover i, yngler i og ernærer sig fra disse træer. Når fuglene flyver, bevæger de sig typisk mellem forskellige områder, hvor disse palmetræer er at finde. Selv om denne art er lokalt almindelig i store dele af udbredelsesområdet, er den alvorligt negativt påvirket af rydning af de vitale habitater med disse palmer, men også kvægdrift er en alvorlig trussel for den. Rødbuget Dværgara har tidligere været særdeles vanskelig at holde i live under beskyttede forhold, og en meget stor procentdel af fuglene døde allerede relativt hurtigt efter indfangningen og importen. Den gang det var tilladt at eksportere disse fugle fra deres sydamerikanske hjemlande, valgte ansvarlige eksportører at stoppe eksporten på grund af den særdeles høje dødelighed, som startede allerede umiddelbart efter indfangningen af fuglene i naturen, og ofte var der ingen overlevende individer ét år efter importen havde fundet sted. På det tidspunkt havde man ikke forbundet dens overlevelse med artens store afhængig af ét bestemt habitat. Det er i dag en meget sjældent at finde arten under beskyttede forhold, men det skyldes ikke længere, at fuglene dør for et godt ord. Det skyldes, at den har været svær at etablere som en ynglefugl, og fordi det gennem en årrække ikke har været tilladt at importere papegøjer til Europa, men også fordi dens ”toiletadfærd” er særdeles speciel, hvilket gør den total uegnet til at være en fugl for begyndere. Ud over redekasse, skal den Rødbuget Dværgara således helst have en højtsiddende redekasselignende konstruktion uden bund, hvorfra den forretter sit toiletærinde. Hvis ikke den får dette stillet til rådighed, vil den en stor del af de lyse timer sidde i øverst i volierens trådvæv og forrette sit toiletærinde derfra. Da den samtidig - sammenlignet med andre arter af Dværgaraer - har nogle meget store og kraftfulde ben og fødder, foretrækker den ofte at klatre i trådvævet – også under volierens loft – vel at mærke helt uden brug af sit næb, som det f.eks. også kendes fra slægten Gedeparakitter (Cyanoramphus). Visse eksemplarer af denne art har en meget skarp stemme og kan være særdeles støjende, men faktisk er mange individer overraskende lidt støjende sammenlignet med øvrige arter af Dværgaraer, ikke mindst de Blåpandede dværgaraer (Diopisttaca nobilis). Også på en række andre områder adskiller Rødbuget Dværgara sig fra de øvrige arter af Dværgaraer, bl.a. i deres adfærd og ynglebiologi. Ved umiddelbart øjekast forekommer denne art måske ikke så farvestrålende, men ser man den på en højlys dag i solskinsvejr, ser man de mange forskellige meget smukke nuancer af farver i dens fjerdragt, bl.a. det turkisblå anstrøg, som fjerdragten har i hoved- og halsregionerne samt på bryst, bug og vinger. Fra naturens side er den sky, men denne egenskab forstærkes i yngleperioden. Kønnene forekommer umiddelbart ens af udseende, men hannens farver er stærkere, ligesom hannerne som oftest også er større.

MÅNEDENS FOTO (11-2016): Denne måneds foto er ikke et foto af en fugl, men af et imponerende hjemsted for fugle under beskyttede forhold, nemlig verdens flotteste fuglehus, ”Welt der Vögel” (eller på dansk ”fuglenes verdens”), i Berlin Zoo, Tyskland. Denne zoologiske have er en af Europas ældste (fra 1844) og samtidig verdens mest artsrige zoo. Uanset hvor jeg gennem årene har rejst rundt omkring i verden, så har jeg altid forsøgt afse tid til at besøge de lokale zoologiske haver, da det siger meget om et land og dets kultur, hvorledes man huser og behandler vilde dyr. Berlin Zoo har igennem mange år indtil opførelsen af ”Welt der Vögel” haft et noget trist fugleanlæg fra 1962, der ikke var noget særligt, men det nye fuglehus, der officielt blev åbnet 30. juni 2016, er både stort, flot og gemmer på mange overraskelser som f.eks. interaktive oplevelser og displaying af forskning i fugle. Desuden er der en 450 m2 stor friflyvningshal, der viser en række af Afrikas fuglearter. Fuglehuset er opdelt geografisk således, at kan se fuglearter, der er hjemmehørende i en bestemt verdensdel, f.eks. Sydamerika, etc. For papegøjernes vedkommende har den geografiske opdeling dog ikke kunnet opretholdes konsekvent, hvilket formentlig må tilskrives, at omfanget af den eksisterende bestand af papegøjer ikke helt har kunnet indpasses i geografien. Af papegøjearter kan man bl.a. se Rosa Kakaduer, Inka Kakaduer, Banks Ravnekakaduer, Ara Kakaduer, Keaer, Hyacint Araer samt diverse Lorier og parakitter. Et særligt sted i ”Welt der Vögel” kan man se, hvorledes foder m.m. tilberedes under meget hygiejniske forhold. Rundt om selve det store fuglehus er anlagt kunstige klippeformationer, som de imponerende udvendige voliereanlæg læner sig op ad, og er et kapitel for sig. Såvel inder- som ydervolierer er flot indrettede med eksempelvis klippeformationer, eller meget livagtige malerier af relevante biotoper, rindende vandløb, levende træer, buske og grønne planter samt blomster, der nøje afvaskes på daglig basis af dyrepasserne. Totalt set huser ”Welt der Vögel” knapt 100 fuglearter og rummer 35 større volierer. I alt huser Berlin Zoo ca. 300 fuglearter, som også bl.a. tæller Kiwier. ”Welt der Vögel” er nu en ekstra god grund til at lægge turen forbi Berlin Zoo.

MÅNEDENS FOTO (10-2016): Rødsidet Ædelpapegøje, eller oftere kaldet Ny Guinea Ædelpapegøje på dansk (Eclectus roratus polychloros), er den mest udbredte underart under beskyttede forhold. Det er en populær fugl, også som tamfugl, da fuglene – især hannerne – typisk har et ret roligt væsen. Fotoet viser en forældreopmadet hanfugl, der netop har forladt redekassen her i sommer (2016). Hannerne er - som fotoet viser - overvejende grønne med et stort rødt fjerparti på kropssiderne og under vingerne, hvorimod hunfuglene er intensivt røde med et blåt bånd hen over bryst, bug og nakke. Ædelpapegøjer har det som en række andre papegøjearter nemlig, at de nærmest ”fryser” (dvs. sidder helt stille), når der er noget i nærheden af dem, f.eks. et menneske, som de ikke er trygge ved. Det er muligt, at fuglen er skræmt indvendigt ved synet af et menneske efter nogle måneders ophold i redekassen, men det giver sig altså ikke udtryk ved, at fuglen flakser rundt for at flygte for ukendte farer. Kommer man ind bag ved fuglens ”comfort zone”, vil den dog oftest fortrække til et andet mere trygt sted. I modsætning til håndopmadede unger, der fra de kommer ud af ægget bliver håndopmadet af mennesker, vil en forældreopmadet fugl bl.a. være forsynet med forældrefuglenes naturlige modstandskraft samt være præget af en naturlig adfærd, som gør, at den uden problemer kan omgås artsfæller. Man kan også få en glimrende tamfugl ud af en forældreopmadet unge uden fuldstændigt at fratage fuglen dens oprindeligt naturlige adfærd, og papegøjer trives nu allerbedst blandt sine artsfæller. For nærmere informationer generelt om Ædelpapegøjer, men også om især denne underart, henvises til andre artikler på www.birdkeeper.dk, herom.

MÅNEDENS FOTO (09-2016): Dobbeltøjet Figenpapegøje (Cyclopsitta diophthalma diophthalma) er en meget lille, kompakt papegøje med en meget stor personlighed. Dens længde er således kun knapt 14 cm, men med dens vævre bevægelser og yderst livlige væsen, hvor den i hurtige ryk bevæger sig lynhurtigt rundt, fylder den alligevel godt i volieren. Fjerdragten på Figenpapegøjer har samme farveintensitet og klarhed som Lorierne, og slægtsnavnet på dansk var da også tidligere ”Dværglorier”. Ud over nominatformen anerkender videnskaben i dag 7 underarter, der såvel i størrelse som i udseende adskiller sig fra hinanden

MÅNEDENS FOTO (08-2016): Rødøret Ara, eller Brunkindet Ara, som J. L. Albrecht Møller har betegnet den i ”Papegøjebogen”, (Ara rubrogenys), hører med en længde på lidt over 60 cm til de mindste arter blandt de egentlige Ara-papegøjer efter, at diverse Dværg Araer over de senere år af videnskaben er blevet rubriceret i egne særligt adskilte slægter. Den adskiller sig fra de øvrige øvrige egentlige Araer ved, at det kun er tøjlerne (området mellem næb og øjet), der er nøgne. Den Rødørede Ara var indtil for nogle få år siden en stor sjældenhed i fugleholdet, hvilket der siden er ændret på i takt med vellykkede opdræt under beskyttede forhold

MÅNEDENS FOTO (07-2016): Jenday eller Jendaya Parakit (Aratinga jandaya) er en af de kun 6 tilbageværende arter i Aratinga-slægten efter, at videnskaben over tid har fjernet en lang række arter. Nye videnskabelige undersøgelser og analyser under anvendelse af ny teknologi har nemlig gjort det nødvendigt at tildele flere arter nye, egne slægter, f.eks. Psittacara-slægten.

MÅNEDENS FOTO (06-2016): Bjergparakit, også kaldet Rock Pebbler Parakit (Polytelis a. anthopeplus), hører til slægten Pragtparakitter, der er en gruppe af mellemstore australske parakitter, der bl.a. også omfatter den blandt fugleholdere meget udbredte Barraband Parakit (Gulstrubet Pragtparakit) med den videnskabelige artsbetegnelse Polytelis swainsonii. Det er nogle farvestrålende repræsentanter for den australske fauna, som generelt er meget populære at holde under beskyttede forhold. Udover de flotte farver, så er deres rolige væsen også en af årsagerne til deres udbredelse sammen med deres store robusthed og ynglevillighed.

MÅNEDENS FOTO (05-2016): Tui Smalnæbsparakit (Brotogeris s. sanctithomae) tilhører – som dens navn allerede antyder – de sydamerikanske Smalnæbsparakitter, der er kendetegnet ved to ting, dels at det er er mindre parakitter med en langt overvejende grøn fjerdragt, dels ved deres smalle næb gennem hvilket de forskellige arter hyppigt og højt lader deres skarpe stemme lyde. Denne arts stemme eller lydniveau er dog ikke så høj og ubehagelig som mange af de øvrige arters. Kønnene ligner hinanden, men ofte er hunnen noget kortere og har lidt smallere næb. Den er ca. 17 cm lang, og der findes en underart, som er lidt mindre og bl.a. adskiller sig fra nominatformen ved at have en gul plet bag øjet. Tui Smalnæbsparakitten har i naturen et gigantisk udbredelsesområde, der omfatter Brasilien (Amazonas), Peru, Bolivia, Equador og Colombia, hvor den hyppigt antræffes i store dele af udbredelsesområdet. Det er fugle, som i naturen typisk forefindes i regnskovsområder i en vis højde, hvor man også finder dens rede. Denne parakit kan dog også ses i områder med kulturafgrøder, som f.eks. sukkerrørsplantager. Den er glad for frugt, bær og blomster, men indtager tillige insekter og larver i naturen. Der lægges 4 – 5 æg, som ruges over 23 dage, men som fugleholder skal man være heldig – og/eller dygtig – for at få opdræt af denne art, som kun sjældent ses under beskyttede forhold. Man kan under beskyttede forhold bidrage til dens trivsel ved på daglig basis at tilbyde den rent badevand.

MÅNEDENS FOTO (04-2016): Blåstreget Lori (Eos reticulata) er en 31 cm lang repræsentant for Lorierne, der er en gruppe af papegøjer, der er kendetegnet ved at være frugt- og nektarædende, og som fra naturens side derfor er blevet udstyret med en såkaldt penseltunge, så disse fugle bedre er i stand til at samle den flydende føde. Den kommer fra Indonesien, nærmere betegnet øen Tanimbar nord for Australien samt enkelte andre øer i området, hvor den færdes parvis eller i mindre grupper på op til 30 individer. Den bebor skovområder og åbent land med træer i lavlandsområder samt i op til 1.000 m over havets overflade. Kønnene er stort set ens af udseende. I yngletiden lægger hunnen to æg i naturlige hulheder i træer. Æggene udruges efter ca. 26 dage og ungerne er flyvefærdige i en alder af 80 - 85 dage. Siden starten af 1950’erne er populationen af denne art faldet drastisk i naturen, og har især på grund af sit meget lille udbredelsesområde status af at være ”næsten truet”. Selv om den er opdrættet flere gange, har den altid været sjælden under beskyttede forhold, hvor jeg første gang så den tilbage i slutningen af 1960’erne i Broholms Dyrehandel på Amager. Mange besøgende i butikken havde ikke tidligere set denne slags Lori før, så disse nyimportede fugle blev noget af et tilløbsstykke. Den er af natur særdeles støjende og aggressiv, ikke mindst i yngletiden, hvilket nogle fugleholdere, der er så heldige at have denne art, har oplevet, da den ikke holder sig tilbage for at angribe mennesker, hvis dens ”comfort zone” overskrides. Lorier har som følge af den flydende føde, som de hovedsageligt indtager, en hurtig fødeomsætning, der sammen med ekskrementernes flydende konsistens stiller store krav til rengøring af dens voliere, men det betyder ikke noget for Lori-fanatikere, der elsker disse utroligt farvestrålende fugle, der kan have en meget legesyg og dermed særdeles underholdende adfærd.

MÅNEDENS FOTO (03-2016): Blåkronet Amazonpapegøje, også kaldet Guatemala Amazonepapegøje, (Amazona farinosa guatemalae) hører med sin længde på 38 cm og en vægt på omkring 750 gram til blandt de største arter i denne yderst populære sydamerikanske papegøjeslægt. I naturen lever den i Mellemamerika (fra det sydøstlige Mexico sydpå gennem Guatemala til det nordvestlige Honduras), hvor den primært ses parvis eller i små grupper i tæt regnskov og skov i op til 1.500 meters højde samt savannelignende områder.

MÅNEDENS FOTO (02-2016): Undulat (Melopsittacus undulatus) – ingen over og ingen ved siden af. Udover at være den mest udbredte art i naturen tilhørende ordenen Papegøjer (Psittaciformes), er den tillige den mest populære og udbredte art under beskyttede forhold. Siden den første gang blev importeret til Europa i 1840 er den blevet fremavlet i mange forskellige farvemutationer. Mangen en fugleholder har startet sin interesse for stuefugle ved i barndommen at have fået det store ansvar at passe en Undulat, naturligvis bistået af sine forældre, alt afhængig, hvor gammel man er. Undulaten har fulgt mange fugleholdere gennem livet, selv om fugleholderen over tid har fundet interesse for andre papegøjearter, men disse fugleholdere har ikke kunnet undvære Undulatens særdeles underholdende væsen. Det gamle danske artsnavn for Undulaten er Selskabspapegøje, og det er en særdeles velvalgt betegnelse. Jeg startede selv i barndommen med have en tam Undulat, som blev min nærmeste ven. Noget af det jeg, som jeg meget hurtigt lagde mærke til - og har husket på siden da - er, at uanset vind og vejr, medgang eller modgang i livet, så er en sund Undulat altid i godt humør, og det har en afsmittende effekt på mennesker. Det kan være livsbekræftende at omgås en Undulat i hverdagen, og det har mange mange kommunale plejehjem rundt omkring i landet allerede for mange år siden indset. På disse plejehjem holder man ofte en lille folk Undulater i en voliere i et fællesareal, som beboerne nyder at sidde og se på, og trods beboernes typisk meget høje alder, kan man se, at disse mennesker stadig kan få lys i øjnene, når de følger disse fugles livlige væsen. Der er nemlig altid noget at se på i en voliere fyldt med Undulater. Altid sker der noget nyt, hvorved denne lille – menneskets nærmeste trofaste flyvende ven – er med til at skabe livsglæde og et afbræk i en hverdag for mennesker, der ofte har det svært i livets efterår. Undulaten er udbredt over det meste af det australske kontinent. På fotoet ses to vildtfarvede voksne hanfugle.

MÅNEDENS FOTO (01-2016): Blåpandet Amazonpapegøje (Amazona aestiva aestiva) er den mest populære, og dermed også mest udbredte, Amazonpapegøjeart under beskyttede forhold. Det skyldes ikke mindst, at den er meget velegnet som tamfugl, hvor den typisk holdes i boligens stue, så man kan interagere med den underholdende væsen. Visse eksemplarer har en fantastisk imitationsevne, idet de kan være rigtig gode til at efterligne menneskers tale, fløjte sange og synge flere viser, ligesom de også kan efterligne gøen fra husets hund. Derudover kan den ved reaktionsindlæring trænes til at sige ting på bestemte tidspunkter, f.eks. at sige ”Godnat”, når man trækker gardinerne for i stuen. Ikke mindst søens folk har allerede for mange år siden bidraget til dens popularitet, hvor den blev bragt med hjem fra ture til Brasilien over Atlanterhavet. Denne art, der typisk bliver 35 – 41 cm, findes i mange forskellige farvevariationer med hensyn til den blå pandefarve og dennes udbredelse, hvilket også gælder den gule ansigtsfarve. Den har over de seneste mange år været opdrættet hyppigt, hvilket ikke mindst skyldes, at fugleholdere har gjort brug af DNA-teknologien i forbindelse med kønsbestemmelse på baggrund af fjer fra den enkelte fugl.

MÅNEDENS FOTO (11-2015): Finsch Amazonpapegøje – også kaldet Blåkappet Amazonpapegøje (Amazona finschi) er en noget overset og relativt sjælden art under beskyttede forhold. Størrelsen på denne art varierer ret meget fra lidt mere end 30 cm’s længde til knapt 35 cm. Ifølge den nyeste videnskabelige taxonomi anerkendes der kun en enkelt art, men tidligere anerkendtes tillige en underart. Finsch Amazonpapegøje kommer fra det vestlige Mexico, nærmere betegnet det sydøstlige Sonora og sydvestlige Chihuahua til Oaxaca. I naturen lever den i løvfældende skov og visse steder også stedsegrøn. Den ses i mindre grupper eller i støjende flokke på op til omkring 300 individer i kystområderne i skove med fyr ege (pine oaks) i helt op til 2000 meters højde, men også i de lavereliggende fugtige dalområder. Den ernærer sig af blomster, nødder, bladknopper, frugt og bær. Den er ikke særlig udbredt i sit naturlige habitat og er desværre truet af skovbrug og jagt. Lokalt er den ikke særlig populær, da den anretter en del skade på såvel kornmarker som bananplantager. Opdrættes under tiden under beskyttede forhold, hvor den lægger 2 – 4 hvide æg, der udruges i løbet af ca. 26 dage.

MÅNEDENS FOTO (10-2015): Brasiliansk Kravepapegøje (Deroptyus accipitrinus fuscifrons) er den i fangenskab yderst sjældent sete underart af den almindelige Kravepapegøje (Deroptyus accipitrinus accipitrinus). Denne underart har stort set samme størrelse som nominatformen (ca. 35 cm), men adskiller sig fra denne ved at have en væsentligt mørkere fjerdragt. Den blev først opdaget i 1905, altså ca. 150 år efter nominatformen. Den kommer fra det sydlige og østlige lavlandsområde af Amazonas i Brasilien. Den ynder at opholder sig i tæt og høj skov, hvor hunnen lægger 2 – 4 hvide æg i naturlige hulheder i de høje træer. Ses i naturen typisk parvis, i grupper eller små flokke på op til ca. 20 individer, som ernærer sig af forskellige former for frugter, bær, frø, blomster, knopper og nødder, men kaster sig også over kulturafgrøder, bl.a. i form af frugter fra Guava træer. Når fuglen er i affekt, rejser den en ”krave” af fjer rundt om hovedet, der i visse sammenhænge, kombineret med høje skrig, også kan medvirke til at skræmme mulige naturlige fjender væk.

MÅNEDENS FOTO (09-2015): Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis p. pullarius) – den smukkeste af alle de 8 arter afrikanske dværgpapegøjer, som holdes under beskyttede forhold. Ingen andre dværgpapegøjearter har fra naturens side så stærke, ja nærmest selvlysende farver, som en Orangehovedet dværgpapegøje i topkondition. Det gælder både i forhold til dens orangefarvede maske som kroppens og vingernes grønne fjerdragt, den er simpelthen superflot og med flotte afgrænsede farvetegninger. Hunnerne er fra naturens side noget mere afdæmpede i farveintensiteten, men der findes også hunner, der har en næsten lige så stærkt farvet fjerdragt som hannens. Med sit enorme udbredelsesområde på det afrikanske kontinent er den på ingen måde en udryddelsestruet art i naturen, men alligevel er den ret så sjælden under beskyttede forhold, hvilket primært skyldes to ting, dels at den kan være svær at holde i live over en længere periode (helt fra ungfugl), dels at den som følge af dens ynglebiologi, er en af de allersværeste papegøjearter til at få til at yngle, måske den sværeste. Den yngler i naturen i kæmpestore termitboer, som mangen en fugleholder over tid, der har været så heldig at holde denne fugl, har forsøgt at genskabe på kunstig vis under beskyttede forhold. Alligevel blev det første fuldstændigt kontrollerede og vellykkede opdræt under beskyttede forhold gennemført under brug af en almindelig undulatredekasse, og det var i øvrigt en dansker, Aage V. Nielsen, der havde æren af at stå for dette usædvanlige opdræt helt tilbage i 1960.

MÅNEDENS FOTO (08-2015): Mexikansk Kilehaleparakit (Psittacara h. holochlorus), også kaldet Guatemala Kilehaleparakit, hører hjemme i Mellemamerika og ses yderst sjældent blandt fugleholdere under vores himmelstrøg. Det hænger nok mest sammen med dens meget høje og enerverende skrig, som kendetegner netop denne slægt, samt den – i nogle fugleholderes øjne kedelige – helt ensartede grønne fjerdragt, der er karakteristisk for begge køn, men som ind i mellem kan være ”krydret” med enkelte rødlige fjer på strube samt øre- og øjenområderne. I naturen flokkes den Mexikanske Kilehaleparakit i yderkanten af skovområder i grupper på 20 - 40 individer, hvor etablerede par holder sammen. Når fuglene hviler sig i træerne falder de i kraft af fjerdragtens helt grønne farve fuldstændig sammen med omgivelserne. Den er ikke velset blandt lokalbefolkningen, da den tager godt for sig af kulturafgrøder, ikke mindst på majsmarkerne. Jeg har selv for nogle år siden haft den store oplevelse at observere denne art i naturen i Mexico’s tætte jungle i Chiapas-provinsen, hvor en flok særdeles støjende strøg henover hovederne på os medens vi stod på toppen af de verdensberømte Maya-pyramide i Palenque (i kraft af at det er den eneste pyramide uden for Ægypten med en kongegrav) – et fuldstændig fantastisk syn. Under beskyttede forhold vil man opleve Mexikansk Kilehaleparakit som en art, der gnaver i stort set alt, hvad der kan gnaves i, hvorfor en voliere helt af metal stærkt anbefales. Samtidig er denne art en ivrig bader, og bør derfor altid have adgang til rent vand.

MÅNEDENS FOTO (07-2015): 1,0 Grønvinget Kongeparakit (Alisterus c. chloropterus) er en af en række forskellige Kongeparakitter, der lever i det omfattende ø-hav nord og nordvest for det australske kontinent (især på den østlige del af New Guinea). I naturen ses den ofte i meget små grupper eller parvis, hvor den oftest opholder sig i regnskoven og søger føde i form af bær, frugter, frø m.m. Den ca. 36 cm lange fugl kom forholdsvist sent ind i det europæiske fuglehold og var i en årrække en sjælden fugl blandt fugleholdere, der kun kunne anskaffe den til en høj pris. I dag koster denne fugl – i modsætning til sine to underarter - ”næsten” ingenting, og det virker som om interessen for den er ret svækket, selv om den med sin overvejende karminrøde – og grønne – fjerdragt er meget farvestrålende. Hunnen, der er noget mindre, mangler hannens ultramarinblå skulderområde, der i stedet er grønt. Det kan være en ret stillesiddende fugl uden for yngletiden, hvor der stort set ikke er kontakt mellem kønnene. Den har et skingert kald, som den ofte gør brug af, og det kan være ret generende for naboer i tætte parcelhusområder.

MÅNEDENS FOTO (06-2015): Hanfugl af Gulpandet Citronparakit (Psilopsiagon a. aurifrons), som J. L. Albrecht-Møller i sin tid betegnede den. Den er i dag nok mest kendt under det danske artsnavn Gulmasket Citronparakit, eller blot Citronparakit. Det er en lille ca. 18 cm lang sydamerikansk parakit, der over de senere år er blevet hyppigere blandt fugleholdere. Det er en som oftest rolig og omgængelig fugl, der kan holdes sammen med selv små tropefugle uden, at disse lider skade. Der er forskel på kønnene, idet hannen er den mest farvestrålende i kraft af det gule ansigtsparti og ofte store gule – eller gullige - fjerpartier på bryst og bug, hvortil kommer, at den øvrige fjerdragt er mere intensiv grøn end hunnens, der helt mangler det gule ansigtsparti. Det er først over de seneste årtier, at denne art er blevet ret udbredt blandt fugleholdere, idet den Gulpandet Citronparakit tidligere var meget sjælden under beskyttede forhold, hvilket ikke mindst hang sammen med, at da det i tidligere tider var tilladt at importere papegøjer fra deres oprindelseslande, var denne art kendetegnet ved at have en dødelighed på over 80 % i akklimatiseringsperioden. Derudover er det først i nyere tid, at man har opnået mere detaljeret viden omkring dens levevis i naturen, hvor den er hyppigt forekommende. Den lever i kystegne og den vestlige del af Andes bjergene i det centrale og sydlige Peru. Sammen med sine 3 underarter betegnes den på engelsk da også Mountain Parakeet. Den foretrækker redekasser, som er meget mørke, hvorfor nogle fugleholdere benytter skillevægge i redekassen for at undgå, at sollys trænger ind til de typisk 4 hvide æg, som hunnen lægger.

MÅNEDENS FOTO (05-2015): Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) anses sammen med Undulaten (Melopsittacus undulatus) og Nymfeparakitten (Nymphicus hollandicus) - som begge kommer fra Australien - for at være de tre mest almindelige papegøjearter i verden. Denne art har et gigantisk udbredelsesområde i Afrika på hele 469.000 km2, så selv om populationen er faldende i naturen er den på ingen måde truet. I store dele af udbredelsesområdet, som især udgøres af Sydafrika og Namibia, er den Rosenhovedet dværgpapegøje talrigt repræsenteret i såvel tørre kystområder som på åben savanne, hvor den ses hyppigt. Der er over årene under beskyttede forhold opstået og fremavlet overordentligt mange farvemutationer, faktisk er det den dværgpapegøjeart, der byder på de flest forskellige farvemutationer. Især Lutino farvemutationen (SL INO) er utrolig smuk, og i modsætning til, når man arbejder med farvemutationer inden for dværgpapegøjearterne med hvide øjenringe, så kan man være sikker på, at den Rosenhovedet dværgpapegøjes farvemutationer er artsrene, da det ellers tydeligt vil kunne ses. I naturen snylter den i visse Væverfuglearters redekolonier, hvor den afslører en meget spændende redebygningsadfærd.

MÅNEDENS FOTO (04-2015): Patagonisk Parakit, også kaldet Klippeparakit (Cyanoliseus p. patagonus) er en stor sydamerikansk parakit, som nok mest er forbeholdt en mindre kreds af fugleholdere, dels fordi den ikke er særligt farvestrålende, dels fordi den er særdeles støjende og kan være ret sky, hvilket gør, at hvis den har adgang til en redekasse hurtigt vil søge ly i denne. Under alle omstændigheder vil et par, selv uden for yngletiden, som hovedregel overnatte i redekassen. På vores breddegrader ser man med enkelte undtagelser udelukkende denne nominatform og ikke de 3 forskellige underarter, hvoraf den ene, Stor Klippeparakit (Cyanoliseus p. bloxami) er væsentlig større med en gennemsnitlig længde på i mange tilfælde over 50 cm. I naturen findes de i bjergrige egne, hvor de yngler i klippespalter og –åbninger. I Loro Parque’s nye voliereanlæg for denne art har man da også opbygget en meget stor klippevæg på volierens bagside, hvor man holder en hel flok, da den af natur er meget social. Selv om Patagonisk Parakit er sky af natur, så kan unge fugle bliver overordentligt tamme og hengiven over for sin ejer.

MÅNEDENS FOTO (03-2015): 1,0 Kinaparakit (Psittacula derbiana) eller – på engelsk betegnet med det imponerende artsnavn ”Lord Derby’s Parakeet” – hører med en længde på ca. 50 cm til blandt de største Alexanderparakitter. Hos voksne fugle er der en tydelig forskel mellem kønnene med hannen som den mest farveprægtige med sit overvejende koralrøde overnæb og blå til violetblå hoved. I naturen forekommer den såvel i det sydlige Kina (Tibet) som det nordlige Indien typisk i højder fra 1.200 til 4.000 m, hvor de træffes i mindre flokke. Fuglen holdes visse steder i Kina som tamfugl. Under beskyttede forhold er det en fugl, der er kendt for at gnave i alt, hvad den kommer i nærheden af og for at være ret så støjende. Det er med fjerdragtens farvesammensætning og unikke afgrænsning mellem de forskellige farveområder en af de absolut smukkeste parakitter, der findes.

MÅNEDENS FOTO (02-2015): Grovnæbspapegøje (Tanygnathus m. megalorynchus) tilhører slægten Grovnæbspapegøjer, som jeg er utroligt fascineret af, ikke mindst i kraft af disse fugles uforholdsmæssigt store næb sammenlignet med fuglens størrelse og kropsbygning i øvrigt. Dens nugældende danske artsnavn er blot ”Grovnæbspapegøje”, men den burde egentligt hedde ”Stornæbbet Grovnæbspapegøje” (som den også hedder på engelsk og tysk), da der findes flere forskellige arter, og denne art er absolut den største og har samtidig det største næb. Hunnen ligner hannen, men er mindre og mere spinkel bygget, hvortil kommer, at næbbet er mindre. Denne art bliver ca. 41 cm lang og kan veje helt op til 310 gram. Den er hjemmegørende på det nordlige Sulawesi og en række omkringliggende småøer, det nordlige Molukkerne, Lesser Sundas og det vestlige Papua. I naturen lever den i lavlandsområder på op til 1.500 m over vandets overflade, hvor den færdes i mindre grupper. Den holder især til langs flodbredder i skove, mangrover og ses ind i mellem også i åbne græsområder. I naturen består dens føde især af nødder, bær og frugt, som den med lethed håndterer med sit kæmpestore næb. Den er lykkeligvis ikke en sjælden fugleart i naturen, selv om trenden for populationen i naturen er for nedadgående; derimod er den yderst sjælden blandt fugleholdere under beskyttede forhold på vores breddegrader, selv om den har været kendt helt tilbage fra 1783.

MÅNEDENS FOTO (01-2015): Meyers Papegøje (Poicephalus meyeri) er den i fangenskab mest udbredte Poicephalus-art efter Senegal papegøjen (Poicephalus senegalus). I kraft af sit enorme udbredelsesområde i Afrika repræsenterer denne art en stor artsvarians, der bl.a. giver sig udslag i forskellig udbredelse af de gule områder i fjerdragten samt forskellige farvenuancer. Den meget varierede udstrækning af de gule områder i fjerdragten skal ikke forveksles med, at der tillige findes forskellige underarter, hvoraf nogle intet – eller næsten intet - gult har i fjerdragten. De eksemplarer, som har de største og mest klare gule områder i fjerdragten, er de mest efterspurgte blandt fugleholdere, hvilket vel ikke kan undre, men de synes at blive efterspurgt ukritisk uden hensyntagen til spørgsmålet om underart. I lande som Tyskland og Holland går man også på dette område meget mere professionelt op i disse ting end i Danmark, og her holder man de enkelte former adskilt fra hinanden. I øvrigt er det generelt min erfaring, at jo ældre fuglene bliver, jo større kan de gule fjerpartier blive samtidig med, at farverne bliver dybere. På dette foto ses et par (1,1) Meyers Papegøje (Poicephalus meyeri), hvoraf det tydeligt fremgår, at det er svært – eller rettere sagt umuligt – at se forskel på kønnene. Derfor DNA-tester man disse fugle nu om dage. Alligevel kan visse erfarne fugleholdere observere nogle sekundære kønsforskelle hos denne art, og en af disse forskelle er bl.a., at hannens baghoved er mere kantet, hvorimod hunnens kortere og mere afrundet. Af billedet ses derfor, at det er hannen til venstre. I fangenskab oplever mange fugleholdere, at voksne Meyers Papegøjer har en naturlig skyhed, som de aldrig lægger fra sig. Det kan bl.a. give sig udslag i, at hvis man står for tæt på fuglenes voliere, så begynder fuglene ”uden mål eller med” vedblivende at flakse rundt i volieren. Denne adfærd stopper først, når man trækker sig væk fra volieren. Selv ikke rolig adfærd fra fugleholderens side og tildeling af godbidder, som f.eks. friske kirsebær, over en længere periode, kan ændre på dette faktum. Meyers Papegøjen har en adfærd, som minder om den, som man kan observere hos de større papegøjearter, hvilket bl.a. ses på den måde, hvorpå de bevæger sig hen ad en siddepind, eller når de sidder og indtager et større foderemne, der holdes i dens ene fod under fødeindtagelsen, hvilket både virker morsomt og samtidig må tolkes som et udtryk for en ikke ubetydelig intelligens. Hvis man gerne vil holde papegøjer af en vis størrelse i udendørsvoliere i et tætbebygget parcelhusområde, så kan Meyers Papegøje være et godt bud en velegnet fugleart, da dens stemme på ingen måde er ubehagelig, men er en form for blød og nærmest melodisk skræppen.

MÅNEDENS FOTO (12-2014): 1,0 Blåissset Flagermuspapegøje (Loriculus galgulus). Er man som fugleholder til små frugtædende papegøjer, er slægten Flagermuspapegøjer (slægten Loriculus) med sine – i skrivende stund i alt 13 arter samt en række underarter - et oplagt valg. Den Blåissede Flagermuspapegøje er en af de mest almindelige arter med en længde på 12 – 13 cm og en vægt på kun 22 – 35 gram. Slægten har fået sit danske slægtsnavn efter disse fugles helt specielle adfærd, når de indtager deres hvilestilling, hvor de ynder at hænge med hovedet nedad enten fra grene eller volierens trådtag og ofte kun i en fod. Det er fredelige fugle, som kan gå sammen med selv mindre tropefugle uden, at det giver anledning til problemer. Man kan endda holde Flagermuspapegøjer i en beplantet voliere, da de ikke gnaver, men i yngletiden vil de afgnave blade, som de forer deres rede med. Dens naturlige biotop er skove, plantager, sumpområder, mangrover samt haver med træer i byområder. Udbredelsesområdet strækker sig fra det sydlige Thailand, det vestlige Malaysia, Singapore samt Sumatra og Borneo (begge med omkringliggende øer), hvortil kommer det vestlige Java. I naturen ernærer den sig af frugter i form af figner og oliepalmefrugter samt blomster, knopper, nødder og frø. De er i lighed med de mange forskellige Lorier livlige fugle og har ligeledes som Lorierne en utrolig smuk, nærmest changerende fjerdragt med skarpt afgrænsede kontrastfarver. De adskiller sig dog fra Lorierne på en række områder bl.a. i kraft af deres generelle størrelse og filegrubberne på undersiden af overnæbbet, der forefindes hos de egentlige papegøjer. Hunnen ligner hannen, men er mindre farvestrålende og mangler bl.a. den gule farvetegning på bagryggen samt isse- og strubeplet. Under beskyttede forhold fodres de med diverse former for frugt og de forskellige former for fabriksfremstillede, vandopløselige Nektar-produkter, der gives i en lukket drikkebeholder. De tager også forskellige former for småkornede frø, f.eks. kanariefrø og de forskellige hirsesorter, gerne i spiret form. De nøjsomme med hensyn til valg af rede og en Undulatredekasse kan således benyttes, når de typisk 3 æg udruges i løbet af ca. 20 dage. Ungerne er flyvefærdige omkring 5 uger efter klækningen. Selv om det er små fugle, flyver Flagermuspapegøjer akavet uanset afstanden. De foretrækker at klatre i grene og kviste, hvilket de mestrer til perfektion. Derimod ynder Flagermuspapegøjerne sjældent at opholde sig på jorden, hvor de så typisk fouragerer. Flagermuspapegøjer har aldrig været almindelige i fugleholdet, men i dag må de siges at være forbeholdt relativt få entusiaster. Selv om de alene holdes med henblik på opdræt, kan Flagermuspapegøjer blive meget fortrolige. Da Flagermuspapegøjer er frugtædende fugle med en høj stofomsætning, kræver det, at man har den fornødne tid til regelmæssigt og grundigt at rengøre deres bur/voliere.

MÅNEDENS FOTO (11-2014): Hvidtoppet Kakadue (Cacatua alba), på dansk også kaldet Alba Kakadue, er en bredtoppet Kakadue, som med sin overvejende helt hvide farvedragt er en meget smuk repræsentant for de mellemstore kakaduer. Når denne fugl flyver, kan man under vingerne og på undersiden af halens styrefjer se de sirligt svovlgule midterfaner på fjerene. I naturen er den lokalt almindeligt forekommende, men den samlede population af Hvidtoppede Kakaduer har gennemgået en hastig tilbagegang, hovedsageligt på grund af menneskets uholdbare udnyttelse af især store skovområder. Denne tilbagegang forventes at fortsætte med stigende intensitet i fremtiden baseret på fremskrivninger af forventningerne til den fortsatte udnyttelse af skovene i dens udbredelsesområder. Samtidig er det en art, som stadig er under pres fra illegal handel, da den er populær at holde som tamfugl. Derfor er arten af BirdLife International blevet opgraderet til at være udryddelsestruet. Den Hvidtoppede Kakadue er endemisk koncentreret til øerne Halmahera, Bacan, Ternate, Tidore, Kasiruta og Mandiole i Nord Molukkerne, Indonesien. Dens tilstedeværelse på Obi og Bisa menes at afspejle menneskets introduktion af arten på disse øer. Desuden er der indført en større population af Hvidtoppede Kakaduer til Taiwan (Kina), hvor den yngler i naturen. Med sit venlige væsen bliver det let en fortrolig fugl, og man kan imødese mange sjove stunder i dens selskab. De to køn er ens, på nær hunnen er en del mindre end hannen, ligesom dens næb er mindre. Blandt voksne eksemplarer ses forskellen mellem de to køn tydeligst i fuglenes øjne, idet hannens iris er sortlig eller mørkebrun, hvorimod hunnens iris er rødbrun. Denne forskel ses let i sollys. Over de seneste mange år har det ikke været ualmindeligt at se opdræt af Hvidtoppede Kakaduer under beskyttede forhold. Det er intelligente fugle, som hele tiden skal have adgang til friske naturgrene, idet de gnaver i alt med deres meget stærke næb, hvor undernæbbet – set forfra – nærmest ligner et stemmejern med en spids i hver side. Det vil være umuligt over længere tid at holde denne art i en voliere, som er bygget af træ, og selv trådvæv af ekstra tykkelse kan den, når den keder sig, let få bugt med. Den helt hvide fjertop rejses, når fuglen er i affekt, hvor man samtidig både kan se og høre, at den stamper på sin siddepind med sin ene fod samtidig med, at den giver en hvæsende lyd fra sig.

MÅNEDENS FOTO (10-2014): 1,1 Mellemamerikansk Aratinga. Med udgivelsen af publikationen ”Danske navne på alverdens fugle” i 2008 gav Dansk Ornitologisk Forening, Landsorganisationen Danske Fugleforeninger, o.a. denne fugl dette noget besynderlige artsnavn. Arten havde indtil da, jf. bl.a. J. L. Albrecht-Møllers ”Papegøjebogen” været betegnet Finsch’s Kilehalehaleparakit efter dens latinske artsnavn ”finschi”, idet den er navngivet efter den tyske ornitolog, professor Hermann Finsch, der bl.a. blev verdenskendt for udgivelsen af en række bøger og videnskabelige artikler om papegøjer. Med sidste års udgivelse af en ny version af verdens førende videnskabelige taxonomi for fugle (Howard & Moore, Complete Checklist of the Birds of the World) anses denne fugl ikke længere som tilhørende Aratinga-slægten. Sammen med alle de andre – overvejende helt grønne – Kilehaleparakitter (Rødhovedet, Rødmasket, Blåkindet, Waglers, Pavua, Meksikansk, Grønvinget, etc. – i alt 25 arter og underarter) er den nemlig nu blevet samlet i en hel ny slægt, betegnet Psittacara. Alle disse parakitter betragtes altså ikke længere som værende i slægt med Aratinga-arterne, som i dag kun omfatter i alt 6 arter, herunder eksempelvis Solparakit, Jendaya parakit og Guldisset parakit. I dag er denne arts korrekte videnskabelige slægts- og artsnavn Psittacara finschi, hvilket jo – på et eller andet tidspunkt – må betyde, at Dansk Ornitologisk Forening o.a. må ændre det nuværende officielle danske artsnavn ”Mellemamerikansk Aratinga”. Derfor foretrækker jeg stadig at benytte J. L. Albrecht-Møllers fortsat meget sigende danske artsnavn Finsch’s Kilehaleparakit. Arten, der typisk bliver ca. 28 cm lang, er i lighed med de øvrige Psittacara-arter særdeles støjende, men de har alle en livlig og spændende adfærd, som man kun sjældent oplever hos de asiatiske og australske parakitarter. Den er i naturen udbredt fra det sydøstlige Nicaragua til det vestlige og centrale Panama. Dens biotop er subtropiske eller tropiske lavlandsskove, kaffeplantager, etc. I visse dele af dens udbredelsesområde er den at finde i bjerge i højder på op til 1650 m over havets overflade.

Den store Rødhalede Ravnekakadue (Calyptorhynchus b. banksii, tidligere Calyptorhynchus m. magnificus) er en mere end 60 cm lang fugl. Den er væsentligt slankere bygget end de "hvide" kakaduearter og har en længere hale. Denne bredtoppede kakadueart er yderst sjælden i fangenskab, og handles til særdeles høje priser, men med 100.000 estimerede fugle i hjemlandet Australien er den ikke en ualmindelig fugl i sit enormt store udbredelsesområde. Den er i lighed med de fleste andre kakaduearter udstyret med en imponerende stemmepragt, som den ofte gør brug af

Rosa Kakadue (Eolophus r. roseicapilla), her en 1,0, forekommer i kæmpeflokke mange steder i Australien. Foruden nominatformen, findes der 2 underarter, som næppe erkendes under beskyttede forhold i dag. Inden for nominatformen forekommer der en stor farvemæssig artsvarians, hvor man typisk skelner mellem den nordlige ”lyse type” og den ”mørke type” (som ses på dette foto), der kommer fra New South Wales i Australien, som bl.a. kendetegnes ved at være noget større og ved, at den rosa farvetone på brystet og den grå farve på fuglens overside er markant mørkere

Nøgenøjet Kakadue (Cacatua sanguinea normantoni) - 1,0

Stor Gultoppet Kakadue (Cacatua galerita galerita) er en stor og kraftig fugl på ca. 50 cm’s længde, som er ret almindeligt forekommende i Australiens lavtliggende åbne skov- og savanneland samt ved landbrugsjord. Det er en støjende og iøjnefaldende fugl, som normalt ses parvis eller i små familier i yngletiden, medens den uden for yngletiden kan antræffes i flokke på flere hundrede eksemplarer. Under beskyttede forhold er den ret sjælden. De Gultoppede Kakaduer, man som oftest ser i fangenskab, er andre – mindre - former (herunder underarter), der kommer fra de øvrige dele af Oceanien

Moluk Kakadue (Cacatua moluccensis), der kommer fra ø-gruppen Molukkerne (Indonesien) er den største af de "hvide" kakadue-arter. Det er fantastisk at se, når denne art oplever regnvejr, hvorledes den spreder sine vinger og puster sin fjerdragt op under et øredøvende skrigeri

Solomon ædelpapegøje (Eclectus r. solomonensis) - 1,0

Halmahera ædelpapegøje (Eclectus r. vosmaeri) - 1,0 få mdr. gammel ungfugl

Halmahera ædelpapegøje (Eclectus r. vosmaeri) - 0,1

Ny Guinea ædelpapegøje (Eclectus r. polychloros) - 1,0 kaldet "Paw" sammen med Emil

Ny Guinea ædelpapegøje (Eclectus r. polychloros) - 0,1

0,1 Ceram Ædelpapegøje (Eclectus r. roratus) - nominatformen blandt slægten Ædelpapegøjer og dermed den eneste art

1,0 Lessons Spurvepapegøje (Forpus coelestis). En af de mest almindelige arter i fangenskab af denne sydamerikanske papegøjeslægt, hvis medlemmer for de flestes arters vedkommende generelt er mindre end slægten dværgpapegøjer (Agapornis)

1,0 Lessons Spurvepapegøje (Forpus coelestis). Specielt denne art er fremavlet i en lang række farvemutationer, hvoraf nogle - som denne blå mutation - er meget smukke

1,0 Rødbrystet græsparakit eller Splendid parakit (Neophema Splendida) tilhører slægten den australske græsparakitslægt (Neophema), som består af små, kompakte fugle, hvoraf flere arter har en smuk farvetegning. De er alle velegnede til at holde i parcelhusområder, da de er meget lidt støjende

Pennant parakit (Platycercus e. elegans, altså nominatformen) er - hvis ikke den smukkeste - så en af de allersmukkeste australske Fladhaleparakitter overhovedet. Udover sin smukke fjerdragt har den en både livlig og sjov adfærd. Ved daglig, rolig omgang vil ejeren ofte opleve, at denne art bliver ganske fortrolig

Stanley parakit (Platycercus icterotis), her en meget rød udgave af nominatformen Grønrygget Stanley parakit (Platycercus icterotis icterotis). Skulle det have været underarten, den Rødryggede Stanley parakit (Platycercus icterotis xanthogenys) skulle kanterne på alle rygfjerene ikke være grønne, men røde, og de blå vingedækfjer i stedet blåviolette

Ungfugle af Grøn rosella parakit (Platycercus c. caledonicus), der er Platycercus-slægtens største repræsentant, og som kommer fra øen Tasmanien

Gul rosella (Platycercus elegans flaveolus) burde som underart til Pennant parakitten (Platycercus elegans) egentlig hedde "Gul Pennant"

Mangefarvet (Sang)parakit (Psephotellus varius), som er nært beslægtet med den Sorthovedet Sangparakit. Det er også en meget smuk, men ret stridslysten art

Sorthovedet parakit, populært kaldet Hooded parakit (Psephotellus dissimilis), her en han. Denne mindre australske parakit er utroligt farvestrålende og var tidligere sjælden i naturen. I kraft af naturbeskyttelsesforanstaltninger m.m. er den opdrættet i et meget stort antal over de seneste år, så hvor den tidligere var en kostbar fugl, så handles den i dag for sølle 10 australske $ pr. stk.

Guldskuldret parakit (Psephotellus chrysopterygius)

Barraband parakit, også kaldet Gulstrubet Pragtparakit (Polytelis swainsonii) er en noget større australsk parakit. Her ses 1,1 i olivengrå farvemutation

Gulisset Amazonpapegøje også kaldet Surinam Amazone papegøje (Amazona ochrocephala ochrocephala) er en smuk repræsentant for denne yderst populære papegøjeslægt. Her 1,1 med en unge

MÅNEDENS FUGL: Venezuela Amazonpapegøje, også kaldet Orangevinget Amazonpapegøje (Amazona amazonica), er nu om dage en af de hyppigst forekommende Amazonpapegøjearter i fangenskab. Den kan minde om den Blåpandet Amazonpapegøje (Amazona aestiva), men adskiller sig bl.a. fra denne ved at være noget mindre og med en svagere farvet fjerdragt og sit lyse næb. Venezuela Amazonpapegøjens popularitet synes svækket i takt med, at andre ofte langt mere farvestrålende – og sjældnere – arter er blevet tilgængelige

Gulvinget Blåpandet Amazonpapegøje (Amazona aestiva xanthopteryx) , som har hjemsted i Bolivia, Brasilien, Paraguay og Argentina, er både større og vejer væsentlig mere end nominatformen, Blåpandet Amazonepapegøje (Amazona a. aestivax), der kommer fra Brasilien. Gulvinget Blåpandet Amazonepapegøje var tidligere meget sjælden i fugleholdet, men ses ret ofte hos fugleholdere i dag, skønt der kan være langt mellem de helt ”rene” gulvingede eksemplarer. Som følge af overlappende udbredelsesområder i naturen, fo

Hahns Blåpandet Dværgara (Diopsittaca nobilis nobilis, tidligere Ara nobilis hahni). Dette er verdens mindste Ara-art, men den har nu fået sin egen slægt, da den på en række områder i øvrige adskiller sig fra de egentlige Araer (Ara). Det er en særdeles underholdende art, som dog er overordentlig støjende

Rødrygget dværgara eller Illigers Ara (Primolius maracana, indtil 2006 i nyere tid kendt under den videnskabelige artsbetegnelse Ara maracana). En herlig og livlig ”mini ara” på lidt over 40 cm, som tidligere var særdeles sjælden i fangenskab. Jeg var så heldig som knægt ved et tilfælde at ”støde ind i” denne art helt tilbage omkring 1970, hvor der højst overraskende sad en enlig tamfugl i en afsides liggende dyrehandel i Københavns indre by, som jeg af mine forældre fik lov til at købe for egne opsparede midler. Rødrygget dværgara er, i lighed med de øvrige dværgaraer (som nu er fordelt på flere forskellige slægter) særdeles støjende, men den har en inderlighed og et nærvær i sit forhold til mennesker, der gør den til et spændende bekendtskab. Den har uden for yngletiden et venligt væsen, og enligt siddende fugle kan blive meget tamme og gode til at imitere. Over de senere år er den ofte opdrættet i fangenskab, og den er vel i dag den dværgara-art, som oftest ses udbudt til salg i Danmark. Birdlife International estimerer, at der er mellem 2.500 og højst 10.000 eksemplarer af denne art tilbage i naturen, hvilket giver den status som ”næsten truet”, og dermed gør den til en væsentlig større sjældenhed i naturen end dens to nærmeste slægtninge, Gulnakket dværgara (Primolius auricollis) og Blåhovedet dværgara (Primolius couloni). Rødrygget dværgara var tidligere udbredt over et meget stort udbredelsesområde i Brasilien, Paraguay og Argentina, men den anses nu for at være uddød i Argentina. Generelt set er bestanden i naturen relativt hurtigt faldende som følge af menneskets ødelæggelse af dens naturlige levesteder, og fordi denne art i særlig grad betragtes som et skadedyr for afgrøder. Herudover efterstræbes den, idet den indfanges til burfuglehandel. Artsbetegnelsen ”maracana” er de indfødtes navn til fuglen og associerer sig til dens skrig. Den elsker at bade, hvorfor den altid bør have adgang til rent badevand, når forholdene i øvrigt tillader det

Lys(e)rød Ara, også kaldet Arakanga, her den "store" underart Ara macao cyanoptera, der kommer fra det nordlige Mellemamerika. Denne underart er stærkt udryddelsestruet

Her ses to af de i fangenskab mest populære ara-arter, Mørk(e)rød Ara (Ara chloropterus) og Gulbrystet Blå Ara (Ara ararauna). Der er tale om meget intelligente og farvestrålende arter, som er særdeles underholdende i kraft af sine "menneskelige" træk, men som også stiller meget store krav til plads, pasning og pleje, hvilket desværre de færreste fugleholdere kan honorere

Mørk(e)rød Ara, også kaldet Grønvinget Ara (Ara chloropterus), som med sit gigantiske næb er min absolutte favorit blandt de egentlige Araer. Den har et kolossalt tryk i næbbet, der gør, at den skal holdes i en særdeles solid voliere. Selv om der er tale om en stor - og for nogle måske skræmmende - fugl, kan tamme individer blive særdeles hengivne overfor sin ejer

Her er "Kongen over dem alle", Hyacinth Araen (Anodorhynchus hyacinthinus), som med 1 m's længde er verdens absolut største papegøjeart

Hyacinth Araen (Anodorhynchus hyacinthinus) er i lighed med en række andre store sydamerikanske papegøjearter udryddelsestruede, men er ikke lige så sjælden i naturen som f.eks. Stor Soldater Ara (Ara ambiguus)

Svaleparakit, også kaldet Svale Lori (Lathamus discolor) er en smuk mindre australsk parakit, som der kun findes ca. et par tusinde eksemplarer tilbage af i naturen

Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), her en af mine egne artsrene fugle uden nogen former for blå eller turkise fjer (herunder turkise nuancer) på overgumpen. Fuglen er nøje udvalgt blandt mere end 30 indkøbte fugle.

Kongopapegøje (Poicephalus gulielmi) er med sine knapt 30 cm i længden en af de større arter af Senegalpapegøjer. Denne afrikanske papegøjeart var i mange år en overset fugleart blandt fugleholdere, men over det seneste årti er den i lighed med en række andre Senegalpapegøje-arter med rette blevet en populær fugl. Den seneste videnskabelige taksonomi anerkender èn art og to underarter, og på fotoet ses underarten Orangeisset Kongopapegøje (P. g. fantiensis)

Rødpandet Gedeparakit (Cyanoramphus n. novaezelandiae) tilhører slægten Springparakitter, der består af 9 arter, hvoraf 2 arter er uddøde. Som det latinske artsnavn direkte angiver, så kommer denne art fra New Zealand og omkringliggende øgrupper, bl.a. Auckland Islands og Stewart Island. Kun to af de 7 nulevende arter af Springparakitter er at finde i fangenskab i dag, den anden er den Guldpandet Springparakit (Cyanoramphus auriceps), som også kommer fra de samme egne. Arten Rødpandet Gedeparakit har 5 underarter, hvoraf desværre også her to underarter er døde, ligeledes som følge af menneskets evindelige intervention. Arten var tilbage i 1960’erne en stor og kostbar sjældenhed blandt fugleholdere i Europa, men i kraft af, at den har vist sig at være særdeles robust samt ynglevillig i fangenskab, er den i dag så almindelig og billig, at mange fugleholdere beklageligvis dårlig nok ænser den, hvilket har betydet, at der er langt mellem opdrættere, som arbejder seriøst på at bevare denne fugl med den rigtige størrelse og karaktertræk. Det er synd, da det er en smuk fugl med en sjov og anderledes adfærd. Den er en af få papegøjearter, der har så kraftige ben, at den er i stand til ubesværet at kravle op ad trådvæv uden brug af næbbet. Det danske artsnavn stammer fra dens stemme, der lyder som ged, der bræger. På artsniveau betragter BirdLife International denne art som ”sårbar”, da der estimeres at være højst 25.000 eksemplarer tilbage af den i naturen, og den betragtes i dag egentlig som uddød på selve New Zealand. De eksemplarer, som man kan se på denne hovedø menes at være eksemplarer undsluppet fra fangenskab eller som ”vagabonderende” fugle fra omkringliggende øer.

MÅNEDENS FUGL – MAJ 2012: Blåtoppet Lori (Vini australis) kommer fra det vestlige Polynesien i Oceanien, herunder Samoa og Tonga øerne, og hører til blandt de mindste lorier, da den med sin længde på ca. 18 cm kun er på størrelse med en spurv. Den tilhørte tidligere slægten Stribethovedede Lorier (Trichoglossus), men har i en årrække været kategoriseret under slægten Ocean Lorier (slægten Vini), der består af i alt 5 forskellige, særdeles farvestrålende arter, bl.a. den fantastisk smukke Safir Lori (Vini peruviana)

Nedenfor finder du fotos af et lille udvalg af papegøjearter, som jeg er stødt på i forskellige sammenhænge i ind- eller udland, og som præsenteres som "Månedens foto". Nogle af arterne enten har jeg - eller har haft - i mit fuglehold, atter andre af de viste arter har blot min store interesse (klik på et billede for at starte et lille slideshow med tilhørende undertekster).

Har du spørgsmål omkring de viste papegøjearter - eller for den sags skyld andre papegøjearter - er du velkommen til at kontakte mig på e-mail birdkeeper.dk@gmail.com
: