Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae)

Malawi har udgivet hele 5 frimærker med motiver af den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae), så sent som i 2009, hvor der blev udgivet en serie på 4 frimærker udelukkende med vellignende motiver af denne art

Oprindeligt en vanskelig art at have med at gøre

Denne art har også en anden artsbetegnelse på dansk, nemlig Nyassa dværgpapegøje, men denne betegnelse benyttes stort set ikke mere. Navnet Nyassa stammer i øvrigt fra de forskellige lokale sprog blandt indfødte omkring Malawi søen og er en lokal betegnelse for denne. I koloniperioden blev søen kaldt Lake Nyasa, og landet Malawi blev oprindeligt kaldt Nyasaland. I dag benytter man udelukkende betegnelsen Jordbærhovedet dværgpapegøje, der ligger meget tæt op ad det tyske artsnavn, Erdbeerköpfchen. Det latinske artsnavn stammer tilbage fra 1894, hvor kaptajn G. E. Shelley opdagede arten i naturen, og opkaldte den efter ekspeditionsleder Sclaters søster, Lilian E. L. Sclater. Betegnelsen slog efterfølgende også igennem til det engelske artsnavn, Lilian’s Lovebird.

Farvebeskrivelse

J. L. Albrecht-Møller beskriver i Papegøjebogen arten således: 

”Han og hun: Den mindste af dværgpapegøjerne med hvide øjenringe. Pande, isse til over øjet, hovedets sider og den øverste del af struben orange til mønjerød (jordbærrød), panden er mørkest (dyb karminrød), underste del af struben nærmest laksrød (INSERAT: som hos Agapornis nigrigenis); baghoved, nakke og halssider lys olivengrønne; vingedækfjer, baghals, ryg og overhaledækfjer mørkegrønne, bryst, sider, bug og underhaledækfjer lysegrønne, armsvingfjer helt grønne; håndsvingfjerenes inderfane sort, yderfane grøn, de yderste fjer med sort spids; halefjerenes spids gulgrøn, de to midterste fjer helt grønne, de øvrige 5 har over den gulgrønne spids et mørkt grønt bælte, som fortsætter ad yderfanen til fjerens rod, inden for denne atter en gulorange plet over næsten hele inderfanen og en strimmel af yderfanen langs fjermidten. Nøgen øjenring hvid. Iris sortbrun (hos ældre fugle dog grågul eller grå); næb koralrødt, overnæbbet lysest ved roden, vokshud kødfarvet; ben kødfarvet lysegrå eller blågrå. 

Hunnen dog lidt mattere i farverne. 

Længde 130 – 140 mm”. 

Ungfuglenes fjerdragt forekommer i det hele taget noget mattere i farverne og har, i modsætning til flere af de andre Agapornis-arter, ikke nogen sort kant langs næbroden i deres første uger efter, at de har forladt reden. Dertil kommer, at der i ungfuglenes ansigtsmaske, specielt omkring kinderne, kan være mørke partier (”skygger”), hvilket er ganske naturligt. Imidlertid skal der, når fuglene fælder til deres voksendragt, ikke længere være nogen former for ”skygger” tilbage i ansigtsmasken, da det så er tegn på manglende artsrenhed, hvorfor fuglen ikke må anvendes i den videre avl. I fangenskab tilstræber visse opdrættere at fremelske Jordbærhovedet dværgpapegøjer uden skygger i ansigtsmasken allerede fra ungestadiet, hvorved fuglene så at sige springer deres ungfuglefjerdragt over. 

Bemærk, at der i lighed med, hvad der gælder for den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis) heller ikke hos den Jordbærhovedet dværgpapegøje må forefindes nogle former for blå – eller antydninger af blå – fjer på overgumpen (overhaledækfjerene), da det er et klart tegn på hybridicering. Ligeledes skal den øverste del af overnæbbet nærmest være hvidligt. 

Den Jordbærhovedet dværgpapegøjes flugt er – ligesom den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes – hurtig, og dens stemme har samme niveau som den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes. Jeg har i tidlige værker om dværgpapegøjer læst, at visse forfattere mener, at denne art, specielt hannen, skulle have en melodisk stemme. Det har jeg dog ikke oplevet, men jeg har lagt mærke til en anden ting, og det er, at de er en anelse mere støjende end den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, forstået på den måde, at de benytter deres stemme i længere perioder ad gangen.

På ovenstående foto ses forrest til venstre et eksemplar af en Jordbærhovedet dværgpapegøje, der har et lyst olivengrønt baghoved, som man ser det på fugle i naturen, medens fuglen til højre er af den variant, som har et gulligt baghoved, som over tid er blevet fremavlet til at være mere tydeligt

Må farven på baghovedet være olivengul?

Over de senere år er der blandt visse europæiske opdrættere af Jordbærhovedede dværgpapegøjer opstået en variant, der har et næsten gulligt baghoved, som er særlig tydeligt i ungfuglestadiet, hvor området nærmest kan være helt gult, hvilket ser meget forkert ud.

I foråret 2010 var jeg på ny rundt at besøge nogle af Europas førende opdrættere af den Jordbærhovedet dværgpapegøje. Ikke mindst i Holland er varianten med det gullige baghoved fremherskende. I Holland fik jeg at vide, at man stort set ikke længere kan afsætte varianten med det gullige baghoved til det tyske marked, så i stedet for eksporterer man disse fugle til lande i det sydlige Europa (typisk Portugal, Spanien og Italien), der efterspørger denne type.

Nogle opdrættere – også danske - tilstræber, at Jordbærhovedede dværgpapegøjer skal være så gule i baghovedet som overhovedet muligt, men sådan ser fuglen altså ikke ud i naturen.

Da kaptajn Georg Ernst Shelly i 1894 beskrev den Jordbærhovedet dværgpapegøje som art for første gang blev baghovedet, nakke og siderne af halsen beskrevet som ”lys olivengrønne”. I alle betydende autoritative kilder fra ind- og udland siden da, har det heddet sig, at betegnelsen for baghovedet er ”lys olivengrøn” og nogen steder står der endda blot ”olivengrøn”. Det gælder helt fra R. Neunzig’s beskrivelser (1926) over Helmuth Hampe’s i ”Die Unzertrennlichen” (1933) – der må betegnes som nøgleværket inden for Agapornis-slægten – til nyere publikationer og værker, bl.a. H. Schwichtenberg (1970), Gottlieb og Gaiser (1995) samt – ikke mindst - vores egen J. L. Albrecht-Møller (1966 og frem). 

Jeg har derudover haft lejlighed til at gennemse farvefotos taget af Jordbærhovedede dværgpapegøjer i naturen, og alle disse billeder understøtter betegnelsen ”lys olivengrøn”. Der er således ikke en væsentlig artsvarians i baghovedets udseende på den Jordbærhovedet dværgpapegøje, som man f.eks. kender det fra den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri), jf. artiklen om denne art. 

Det er vigtigt, at alle seriøse opdrættere af Jordbærhovedede dværgpapegøjer holder sig til farvebeskrivelserne fra de autoritative kilder, dels af hensyn til artens bevarelse i fangenskab, dels fordi det er vigtigt at have den rigtige referenceramme for den vildtfarvede fugl, når man arbejder med farvemutationer.

Den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae) ses i forskellige "varianter". Arbejder man med udstillingsfugle, så forsøger man bl.a. at få en skarp overgang mellem ansigtsmasken og den grønne kropsfarve, hvilket ses på denne fugl

I naturen 

Den Jordbærhovedet dværgpapegøje hører hjemme langs Zambezi-dalen i Mozambique og ind i Zimbabwe, nordpå langs floden Luangwa i Zambia og i den sydlige del af Tanzania, og langs Shire-floden i Malawi over et samlet område på 129.000 km2. Skønt den beskrives som almindelig i de fleste af de områder, hvor den lever, så anslår Birdlife International den samlede population til at ligge i intervallet 10.000 - 20.000 eksemplarer.

Den Jordbærhovedet dværgpapegøje har en stærk tilknytning til Mopane skovområderne (Colophospermum) i den sydlige del af sit udbredelsesområde, men den lever tillige i bælter af Akacie træer (Acacia), ligesom den i den nordlige del af udbredelsesområdet færdes i figentræer (Ficus). Den lever af græsfrø, herunder Hyparrhenia-arterne (Hyparrhenia er en slægt, der for det meste er hjemmehørende i det tropiske Afrika, og som består af ca. 20 forskellige græsarter, der er kendt som ”stråtagsgræs”), hirse (Panicum) og vilde ris (Oryza perennis), men den Jordbærhovedet dværgpapegøje tager også blomster, frø og frugter af forskellig slags.

Yngleperioden strækker sig fra januar til marts og i juni og juli i Zambia, og forekommer noget tidligere i januar og februar i Malawi. Ungfugle er blevet observeret i løbet af april-måned i Zimbabwe.

I naturen består den Jordbærhovedet dværgpapegøjes rede ofte af en overdækket struktur i Mopane træernes sprækker. I fangenskab er kuldstørrelsen 3 – 5 æg med en rugetid på ca. 22 dage og den bliver flyvefærdig i løbet af ca. 44 dage.

En ca. 20 dage gammel unge af Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae). Bemærk de klare farver i ansigtsmasken uden mørke partier (skygger)

Trusler

Den Jordbærhovedet dværgpapegøje er i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Near Threatened ”, ligesom den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri). 

Begrundelsen for, at arten er registreret som "nær truet", skyldes den relativt lille population, som kan være i tilbagegang. Hvis den samlede population af Jordbærhovedede dværgpapegøjer var mindre, ville den komme i betragtning til en højere trusselskategori.

Antallet af Jordbærhovedede dværgpapegøjer er blevet reduceret betydeligt ved oversvømmelser af en stor del af Zambezi-dalen ved Lake Kariba, og sandsynligvis også af Cahorra Bassa-dæmningen i Mozambique. Fuglen betragtes af de lokale små landbrug som et skadedyr. 

Ud over lovlig indfangning af den Jordbærhovedet dværgpapegøje i store mængder til det internationale marked for stuefugle (man estimerer, at over 10.000 eksemplarer er indfanget til dette formål siden 1981, hvor den blev opført på CITES, liste II) er mange fugle blevet fanget og solgt lokalt i Mozambique, hvortil kommer, at arten også fanges og handles i Zimbabwe og Zambia. 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger
Den Jordbærhovedet dværgpapegøje er optaget på CITES, liste II, i lighed med 7 af de 8 andre dværgpapegøjearter. Den eneste, der ikke er omfattet heraf, er den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis roseicollis)).

Der er fremsat forskellige forslag til beskyttelse af den Jordbærhovedet dværgpapegøje i naturen, bl.a. gennemførelse af overvågning for at opnå et mere præcist estimat over den samlede population. Man vil forsøge at monitorere udviklingen i populationen gennem regelmæssig overvågning. Kontrol med eller standsning af indfangning og handel for at undgå undgå ”rovdrift” på arten overvejes ligeledes.

I gammel faglitteratur kan man læse, at den Jordbærhovedet dværgpapegøjes (Agapornis liliane) ansigtsmaske skal være mønjerød, og det træder rigtigt frem på dette eksemplar

I fangenskab

Den Jordbærhovedet dværgpapegøje var indtil for relativt få år siden en kostbar fugl, hvilket bl.a. hang sammen med, at der var en meget høj dødelighed blandt arten, da den var meget ømfindtlig, ikke mindst i forhold til det skiftende danske vejrlig, men med tiden er denne art blevet meget mere robust. Hos mig har fuglene mulighed for at gå ude hele året, naturligvis med mulighed for at søge ind om natten og på særligt kolde dage i et inderrum, som er tørt og opvarmet, og hvor der er drikkevand og fodertrug. Imidlertid oplever jeg, at fuglene gerne sidder ude flere timer om dagen ved ned til -10 graders C eller mere. Det skal bemærkes, at alle mine udendørsvolierer er overdækkede med tag, så fuglene ikke sidder på våde eller fugtige siddepinde, hvor der kan danne sig frost, som fuglene under ingen omstændigheder kan tåle. 

Den Jordbærhovedet dværgpapegøjes adfærd minder meget om den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes (Agapornis nigrigenis), og den går også gerne flere gange om dagen på volierens bund for at fouragere, hvorfor det er vigtigt, at der regelmæssigt gives ormekur, og der efterfølgende foretages oprensning i såvel volierens bund som i inderrummets bund. 

Den Jordbærhovedet dværgpapegøje er fra naturens side en flokfugl, og det er mit indtryk, at den i fangenskab trives bedst ved at gå parvist sammen i en mindre flok. Man skal holde styr på flokken, så den skal bygges gradvist op, og er der en enkelt fugl, der ødelægger det for de andre ved at udvise en aggressiv adfærd, gør man bedst i at fjerne denne fugl fra flokken, give den en mage og måske opbygge en ny flok omkring disse fugle. Hvis man opbygger en flok gradvist, virker det som om, at de voksne fugle kommer bedre ud af det sammen, hvortil kommer, at de ind i mellem forekommer at kalde de unge ustyrlige fugle til orden. Der kan ind i mellem opstå konflikter mellem enkelte fugle, men jeg har lykkeligvis endnu ikke oplevet, at det har udviklet sig til noget alvorligt i form af afbidte tæer eller kløer, som det kendes fra flere af de større Agapornis-arter. 

At holde den Jordbærhovedet dværgpapegøje i flok stiller imidlertid krav til, at man som seriøs opdrætter sørger for at holde styr på sit avlsmateriale, så det er ubeslægtede sammenparrede sympatipar, der går sammen i flokken. Det er desværre mit indtryk, at kun ganske få danske opdrættere af den Jordbærhovedet dværgpapegøje lægger vægt på at få ”nyt blod” ind i avlsmaterialet, så man undgår indavl. Mange køber en flok nærtbeslægtede ungfugle hos en enkelt opdrætter, som man så sætter sammen, og det samme gør den næste fugleholder, osv. Jeg har desværre selv med al tydelighed oplevet konsekvenserne af dette, da nogle ret dyrt indkøbte, artsrene Jordbærhovedede dværgpapegøjer - fra forskellige anerkendte danske opdrættere - fik unger som udviste tydelige tegn på indavl (degeneration), f.eks. i form af i form af asynkron fjerudvikling, ”krydsvinger” (håndsvingfjerene krydser hinanden ved armsvingfjerenes afslutning) og tegn på neurologiske forstyrrelser. Disse unger er naturligvis blevet aflivet. Jeg har herudover oplevet, at der specielt hos den danske bestand af Jordbærhovedet dværgpapegøjer er mange eksemplarer med et meget kort baghoved, hvilket ser helt forkert ud, specielt på hunnerne, der normalt har det største baghoved, hvor den lyse olivengrønne farve på normalt udviklede fugle er rigt udbredt. 

Jeg har derfor taget konsekvensen af dette og importerede i sommeren 2009 og igen i 2010 en række Jordbærhovedede dværgpapegøjer fra nogle af Europas førende opdrættere, der nøje fører stambog over de fugle, som man sammenparrer og deres afkom. Dermed forsøger jeg at gøre mit til, at vi har fået tilført nyt blod til den danske bestand af Jordbærhovedede dværgpapegøjer. Jeg glæder mig meget til at arbejde videre med disse pragtfulde fugle, når de er blevet kønsmodne. Jeg vil over de kommende år systematisk og målrettet forsøge at arbejde på at sikre en livskraftig stamme af højeste kvalitet. 

Den Jordbærhovedet dværgpapegøje er en fredelig fugl, der kan holdes sammen med andre fuglearter. Den må ikke holdes sammen med nogen andre Agapornis-arter, dels som følge af risikoen for hybridicering, dels fordi den Jordbærhovedet dværgpapegøje i kraft af sin begrænsede størrelse og godmodige adfærd ikke er i stand til at forsvare sig i forhold til de større og mere aggressive arter.

Den artsrene Lutino mutation af Jordbærhovedet dværgpapegøje er tilbage i Danmark (Agapornis lilianae).
Fotoet viser en 1,0 snart kønsmoden mutationsfugl (lutino) efter tysk champion, importeret i sommeren 2009 samt en 0,1 splitfugl (ligeledes importfugl). Disse mutationsfugle, herunder splitfugle, holdes fysisk adskilt fra stammen af ikke-mutationsfugle, så der opereres med to forskellige avlsstammer

Farvemutationer

Også den Jordbærhovedet dværgpapegøje kan fremvise en række forskellige farvemutationer. Ifølge nogle af Europas førende opdrættere af farvemutationer inden for den Jordbærhovedet dværgpapegøje eksisterer der med sikkerhed kun to helt artsrene mutationer, nemlig Lutino and Dilute. Alle andre farvemutationer inden for den Jordbærhovedet dværgpapegøje er tilvejebragt som transmutationer, dvs. parring med den ønskede farvemutation af en anden art, f.eks. den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri), og derpå tilbageparring á flere gange til Jordbærhovedet dværgpapegøje for at reetablere dennes artssærpræg, hvilket vel næppe er lykkedes fuldt ud. Lutino-mutationen opstod allerede tilbage i 1933 hos en australsk opdrætter i byen Adelaide, formodentligt på baggrund af vildtfangede eksemplarer. Det var i øvrigt den første dværgpapegøjeart, der kunne fremvise en Lutino-form. Pudsigt nok er arveligheden for denne mutation (i lighed med de tilsvarende mutationer hosAgapornis fischeri og Agapornis personatus) autosomal recessiv og ikke kønsbundet, som det f.eks. ses hos Lutino-formen af Agapornis r. roseicollis, og som det også kendes fra en lang række andre større papegøjearter. Denne mutation er utrolig smuk, og faktisk var en af dansk fugleholds ”grand old men”, den navnkundige Walther Langberg, opdrætter af Lutino-formen over en længere årrække indtil 1971, hvor bestanden gik til som følge af sygdom. Personlig finder jeg også, at Lutino-formen er utrolig smuk, men det vil nok tage noget tid, før den denne farvemutation – i den helt artsrene udgave - bliver mere udbredt, da den stadig må siges at være ret kostbar i anskaffelse, ikke mindst på baggrund af en høj dødelighed blandt disses afkom. Derfor skal man fortløbende sammenparre livskraftige artstypiske vildtfarvede fugle, herunder stærke splitfugle, med Lutino-formen (s e særskilt artikel om Lutino-formen under en anden fane).

Ca. 10 dage gamle unger af Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae)

Fodring

Se artiklen om den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) for så vidt angår fodring. Derudover skal det specielt fremhæves, at den Jordbærhovedet dværgpapegøje hos mig er utrolig glad for søde æbler og pærer samt reven gulerod.

 

Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 01.01.2010/03.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!