Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros, tidligere pectoralis) – Gruppe: Blå

Her ses en herlig ung Rødsidet Ædelpapegøje-han (Eclectus roratus polychloros), der er den mest udbredte form for Ædelpapegøje såvel i naturen som i fangenskab, hvor den i Danmark primært kendes under betegnelsen New Guinea Ædelpapegøje (eller Ny Guinea Ædelpapegøje). ”Paw”, der er en af mine egne fugle, er kendetegnet ved at være utrolig nysgerrig og vil gerne deltage i alskens aktiviteter, herunder ved fodringen af mine øvrige fugle

Den latinske underartsbetegnelse ”polychloros” stammer fra poly = mange og chloros = grøn/gullig bleg, hvilket formentligt hidrører fra, at fuglens grønne farver changerer i mange nuancer i sollyset.

Denne underart blev første gang beskrevet af Scopoli tilbage i 1786, altså 10 år senere end nominatformen. 

Mange danske fugleholdere har denne underart under sit tag, og det er velbegrundet, da det er en pragtfuld fugl både i kraft af sin farvepragt og sit herlige, venlige og nysgerrige væsen.

I Danmark kendes den primært under betegnelsen New Guinea Ædelpapegøje (eller Ny Guinea Ædelpapegøje), selv om dens rigtige danske artsbetegnelse rent faktisk er Rødsidet Ædelpapegøje, som bl.a. benyttet af J. L. Albrecht-Møller i "Papegøjebogen". Benævnelsen Rødsidet Ædelpapegøje er en fordanskning af den engelsksprogede artsbetegnelse.

Her ses et par af Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros), som er en pryd for ethvert fuglehold. Over de seneste år er priserne for denne underart faldet ganske markant, hvilket både kan være en fordel og en ulempe. På den ene side får flere fugleholdere mulighed for at holde disse pragtfulde fugle, men på den anden side er der desværre i nogle tilfælde mindre incitament til at passe godt på fuglene

Farvebeskrivelse

Voksen han: Hannen har en dyb skovgrøn farve med et gulligt skær, som er mere synligt på hovedet og halsområderne. Hånddækfjerene er mørkeblå. Yderfanerne af håndsvingfjerene har en tydelig grøn kant. Halespidsen afgrænses af en ca. 1,25 cm bred bleg lysgul kant. Kanten langs halespidsen er især synligt set nedefra, og er smallere end den tilsvarende kant på Vosmaer’s Ædelpapegøje-hannen (Eclectus roratus vosmaeri). Den ydre irisring er orangerød i farven. 

Voksen hun: Bryst, overryg og nedre maveregion er strålende kongeblå. Denne kongeblå farve danner en meget tydelig ”hagesmæk”, som viser en veldefineret linje mellem den kongeblå farve og den røde hals samt de røde hovedfjer. Hos nogle individer ses en lys violet farvetone. De intenst farvede røde fjer på hoved og hals strækker sig ned til fuglens brystben og giver en skarp kontrast til den strålende blå ”hagesmæk”. Denne ”hagesmæk” er placeret lavt på brystet og nærmest synes at skære fuglen over i to halvdele. Fjerene fra den strålende blå ”hagesmæk” går ikke udover vingebuerne, når vingerne er lukkede. Ser man en hunfugl med en strålende blålig violet ”hagesmæk”, som går ud over den lukkede vingebue, er der næsten med sikkerhed tale om en krydsning. Ryggen, overhaledækfjerene og lårfjer er mørk røde (rødligt rødbrune). De indre dele af nogle af vingefjerene er grønne. Disse er overlappet af de næste fjer. Nogle af rygfjerene kan også vise en grøn farve (tættest på kroppen) under overlappende fjer. Halen er rødlig rødbrun ved basis og bliver lysere rød mod midten for at blive afsluttet med en lyserødagtig farve, som ofte har et skær af orange. 

En smal øjenring af bitte små blå fjer omkranser hele øjet. Denne blå øjenring fremkommer i reglen efter fuglens første fældning og kan i reglen ikke observeres, før end fuglen er mere end et år gammel. Hunner med en mørkere blå farvetegning på brystet synes at have en smallere blå øjenring. Den ydre irisring er hvidlig gul. 

Længde: 419 - 472 mm (hanner) og 356 – 399 mm (hunner). 

Gennemsnitlig længde: 37 cm.

Selv om denne underart generelt er en anelse større end nominatformen, Ceram Ædelpapegøjen (Eclectus roratus roratus) og en anelse mindre en Vosmaer’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus vosmaeri), så optræder nogle individer af den Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros) større end Vosmaer's Ædelsepapegøje (Eclectus roratus vosmaeri) 
.

Det er meget almindeligt, at Ædelpapegøje-hunnen plukker sig selv på brystet for bedre at kunne afgive varme til æggene, og at den i det hele taget ser noget ”slidt” ud i yngleperioden. Dog må der ikke være egentlige bare partier på kroppen, da der så kan være tale om en generel uvane med fjerplukning og altså være tale om en fugl, som man ikke bør købe. Her ses min første avlshun af Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros), der har plukket sig på brystet, men som alligevel stadig fremtræder med en fuldt farvet fjerdragt

I naturen

Denne underart er langt den mest talrige underart i naturen, og den har samtidig det største udbredelsesområde.

Desværre indebærer rydning af regnskoven på New Guinea dog, at artens naturlige levesteder bliver færre og mere begrænsede, hvorfor bestanden reduceres. 

Den Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros) er nemlig udbredt over hele New Guinea, hvor den bebor lavlandet af den kystnære regnskov. Den bebor tillige fastlandets regnskove i højlandets dalbunde som Wau Valley såvel som de vestlige Papua øer (Jobi, Mios, Nom, Waigeo, Batanta, Salawati og Misool), Kai og øerne ud for kysten (Goodenough og Normandy) samt Misol-Key-øerne, Sydøst-øerne, Trobriand-øerne. Den findes også på New Britain, the D’Entrecasteaux øerne og Louisiade Archipelagos. Endelig er den blevet introduceret på Koror, Goran-øerne i Indonesien samt på nogle mindre øer i Palau øgruppen. 

De holder primært til i enligt voksende træer og ikke i højskov, og man kan ofte se dem strejfe meget rundt i mindre flokke. 

Hunnerne gemmer sig gerne og skriger voldsomt op, når de bliver forskrækket. 

Trusler

Der findes ikke optegnelser hos BirdLife International omkring status i naturen på denne underart, da denne organisation alene opererer på artsniveau (nominatformen), jf. artiklen om Ceram Ædelpapegøje (Eclectus roratus roratus). 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

BirdLife International har ikke anført særskilte naturbeskyttelsesforanstaltninger for denne underart, der er optaget på CITES, liste II. 

I fangenskab

Den blev indført til London Zoo allerede tilbage i 1859 og blev frem til 1970’erne jævnligt indført til Europa. Når der kom importer til Europa af denne underart, var mange eksemplarer i uhyre dårlig forfatning og derfor ømtålelige samt vanskelige at håndtere. Et stort antal fugle gik over årene til grunde på grund af den lange transport og de forhold, hvorunder transporten i tidligere tider fandt sted, der bl.a. kunne resultere i spisevægring med dødelig udgang. 

Når man ser Ædelpapegøjer udbudt til salg i Danmark, er der typisk tale om denne underart. Det er den mest populære underart i fangenskab over hele verden. I Australien er de mest udbredte Ædelpapegøjer dog krydsninger af Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros) og Solomon Ædelpapegøje (Eclectus roratus solomonensis), hvilket siges at skyldes overskydende fugle fra Taronga Park Zoo i Sydney, hvor man allerede i 1950’erne begyndte at opdrætte disse fugle i en stor ”mixet” voliere, og hvor krydsning mellem de to underarter løbende fandt sted. Derimod er ”rene” stammer af Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros) veletablerede i såvel USA som Europa.

Fuglene er dejlige og rolige under beskyttede forhold. Hannerne bliver hurtigt fortrolige, medens hunnerne er mere reserverede, og visse kan undertiden være ret aggressive.
 

Det var Poul Nielsen fra Søborg, der opnåede det første danske opdræt af denne underart tilbage i 1970, hvor det lykkedes ham at få en unge på pinden. Som ganske ung havde jeg mulighed for at se dette par med unge på Foreningen for Fuglevenners udstilling i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Samme år blev denne underart også opdrættet i Malmø i Sverige.

Nogle par er lette at få til at yngle, og disse yngler regelmæssigt og får måske to kuld unger om året, medens andre par overhovedet ikke viser interesse for at yngle, eller måske yngler en eller to gange for derefter aldrig at returnere til reden. Når fuglene yngler, plukker hunnen sig selv på brystet for bedre at kunne afgive varme til æggene, men det er helt naturligt.

Her ses en anden af mine egne fugle, en Rødsidet Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus polychloros), ”Sille”, der er en på alle måder herlig fugl over for mig, men som desværre ikke tåler synet af kvinder, da hun – som oprindeligt håndopmadet fugl – har en afvigende adfærd og ikke tåler kvinder i nærheden af sig. Alle kvinder – uanset alder – betragtes som en konkurrent, hvorefter hun udviser aggressiv adfærd og på alle måder vil forsøge at angribe for at bide

Den Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros) er i lighed med de øvrige former for Ædelpapegøjer kendt for en glubende appetit. Når man fodrer disse fugle, kan det ofte virke som om, at det ikke var dagen før, men flere dage siden, at de sidst blev fodret, men det er en del af Ædelpapegøjens natur. 

Når man vil begynde at yngle med disse fugle, bør man tilbyde dem forskellige muligheder for redekasser. Man kan eksperimentere med forskellige størrelser af vertikale kasser, men også horisontale kasser kan man forsøge sig med. Nogle fugleholdere er store tilhængere af skæve vertikale redekasser, da der så er mindre risiko for, at hunnen ødelægger æggene, hvis hun ”hopper” eller ”falder” ned i bunden af redekassen. Jeg benytter rent vertikale redekasser, hvor der på indersiden lige under redeindgangshullet er monteret en trappestige. Samtidig er mine redekasser meget brede i bundarealet, så hunnen ikke umiddelbart er i stand til at ødelægge sine eventuelle æg. 

Når hunnen ligger og ruger, kan hun utålmodigt ligge og ”pive” eller nærmest ”mjave” efter hannen, så han til sidst kommer hen til redekassen og kikker ind. Derpå kommer hun ud af redekassen og tigger mad fra hannen på en gren i nærheden af redekassen. Hannen får nemlig aldrig lov til at komme ind i selve redekassen. Han får højst lov til at sidde og holde vagt lige foran redekassen eller til - en gang imellem - at kikke ind til hende for at konstatere, om alt er vel.

Blå farvemutation af en Rødsidet Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus polychloros). Man kan diskutere, hvorvidt den virkelig er smuk sammenlignet med de imponerende vildtfarvede eksemplarer. Grunden til at denne farvemutation nok er interessant blandt visse fugleholdere er nok snarere, at den fremtræder anderledes og indtil videre er sjælden og yderst kostbar. Denne farvemutation handles nemlig til vanvittigt høje priser og kan bl.a. købes hos en stor opdrætter i Holland. Den blå farvemutation nedarves som altid autosomalt recessivt, hvorved der også findes splitfugle (jf. artiklerne om dværgpapegøjer)

Farvemutationer

Som bekendt er www.birdkeeper.dk ikke et forum for farvemutationer bortset fra, at når sådanne findes, så omtales de kort. Derfor vil der heller ikke her blive redegjort for de genetiske forhold og sammenhænge, der fører til, at fuglenes fjerdragt skifter farve, men det konstateres blot, at der eksisterer farvemutationer. 

Over de seneste mange år er der også blandt de store papegøjearter opstået mutationsfugle, herunder hos denne underart af Ædelpapegøjen. I modsætning til når man arbejder med farvemutationer blandt de mindre papegøjearter, hvor fuglene inden for en kortere periode bliver kønsmodne, så skal man væbne sig med væsentlig større tålmodighed, når man vil arbejde med farvemutationer af de store papegøjearter. Der går nemlig år, før disse fugle bliver kønsmodne, hvorfor man skal være yderst tålmodig, hvis man giver sig i kast med denne disciplin, hvortil kommer, at det kræver en betydelig økonomisk investering at anskaffe sig en sådan farvemutation. Den store kønsforskel i fjerdragten hos vildtfarvede Ædelpapegøjer slår naturligvis også igennem, når man arbejder med farvemutationer, hvilket kan ses på den blå farvemutation, der for nogle år siden opstod af denne underart hos en europæisk fugleholder. Også når det gælder farvemutationer inden for denne papegøjeart, er det en hollandsk fugleholder, der ”fører an”.

I ynglesæsonen 2011 er der et par forskellige steder i Holland fremavlet hunfugle af Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros), hvor de rent røde kropsfjer er erstattet med nærmest orangerøde fjer, der er meget gullige i selve ansigtsområdet. Hvorvidt denne farvetone bibeholdes efter fældning, og hvad det i øvrigt kan føre med sig, kan kun tiden vise

Den blå farvemutation hos hanfugle fremtræder stort set blå i fjerdragten, idet den grønne del af fjerdragten overalt er erstattet af fjer, der fremtræder blå. De røde flanker langs kroppen og på undervingedækfjerene er erstattet af hvide fjer, ligesom den gullige kant langs halespidsen er hvidlig. Hunfuglen bibeholder, når den muterer, sin blå farve på brystet, bugen og nakken samt – naturligvis – den meget tynde ring af bittesmå fjer omkring øjet. Derimod er alle de rent røde fjer på hoved og hals, øverste del af brystet samt den øvrige del af undersiden, der ikke naturligt er blå, er hvide (altså som man f.eks. kender det hos den blå farvemutation af Pennant parakitten (Platycercus e. elegans)). Hunfuglens overryg, vinger og oversiden af halen er nærmest grålige, men de vildtfarvede hunfugle har jo heller ikke en ren rød farve disse steder, den er nærmest rødbrun (dvs., at der iblandet melanin i det røde psittacin disse steder). Den vildtfarvede hunfugls nærmest lyserøde kant langs halespidsen er på den blå farvemutation erstattet af en synlig hvid kant. 

Som altid, når vi taler om den blå farvemutation, nedarves den automalt recessiv (se artikler under de enkelte dværgpapegøjearter), hvilket betyder, at der også forefindes vildtfarvede fugle med skjulte anlæg for blåt, kaldet splitfugle. Det er givet, at der med tiden vil opstå yderligere farvemutationer inden for denne underart, da potentialet herfor er til stede.

Fra tid til anden har der endvidere været beretninger om fugle med en atypisk farvet fjerdragt, f.eks. hanfugle, der har haft en hel del røde fjer forskellige steder i sin fjerdragt eller hunfugle, der har grønne fjer på sine rødbrune vinger. Der kan i nogle tilfælde være tale om modifikationer, dvs. ikke-arvelige ændringer af fjerdragtens farve, og ofte har der været tale om fugle, der efter en eller flere fældninger har fået ”det normale udseende”, altså den gængse farvetegning for en vildtfarvet fugl. Nogle af disse farveændringer kan skyldes sygdom, hormonale ændringer eller forkert ernæring.

Her ses en Rødsidet Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus polychloros), som jeg også stødte på under mit sidste besøg på Hawaii øerne, hvor luksushotellerne holder tamme papegøjer inden for deres ressortområder, som er præget af imponerende parker med træer. Som man kan se på fuglens højre vinge stækkes disse papegøjer ganske indgribende, så fuglene det meste af dagen kan sidde i specielle træer samt underholde hotelgæsterne. Om aftenen – eventuelt efter deltagelse i et par shows, hvor fuglene viser indstuderede kunster – bliver de indsamlet og kørt bort, så de kan overnatte et afsidesliggende sted væk fra turister

Fodring

Se afsnittet om ernæring under artiklen ”Generelt om Ædelpapegøjer” samt artiklen om nominatformen, Ceram Ædelpapegøje.

 

Jørgen Petersen

 

Konciperet/Opdateret: 16.12.2011/16.01.2016

_______________________________________________________________________________________
DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!