En meget stor sjældenhed … i naturen

Svaleparakitten var tidligere en stor sjældenhed under beskyttede forhold og ret almindelig i naturen. Nu gør det modsatte sig gældende, idet denne art med årene er blevet en meget stor sjældenhed i naturen. Svaleparakitten er nemlig udryddelsestruet, idet der alene estimeres at være ca. 1.000 par tilbage i naturen, og populationen er endda fortsat faldende. Menneskets ødelæggelse af artens levesteder og af gamle træer med oplagte redemuligheder er de væsentligste årsager til Svaleparakittens store tilbagegang i naturen.

 

Svaleparakitten er en slank, mindre parakit med kantede, spidse vinger og en slank ”tilspidset” hale, som giver arten en karakteristisk strømlinet silhuet, når den flyver.

 

Dens gamle danske artsbetegnelse, Svale Lori, er meget betegnende, da det indikerer et tæt slægtskab med de penseltungede Lorier (Loriinae), hvad der primært skyldes dens smalle næb samt tungens udseende. Svaleparakitten udgør sin egen slægt, men betragtes som en overgangsform mellem på den ene side Lorierne og på den anden side slægten Fladhaleparakitter (Platycercus) samt slægten Ringparakitter (Barnardius). Svaleparakitten adskiller sig bl.a. fra Lorierne ved at være en trækfugl.

Svaleparakitten (Lathamus discolor) er en overordentlig smuk fugl, som det ses på dette foto. Dybden i fjerdragtens farver og glans indikerer klart en meget tæt relation til de egentlige Lorier (Loriinae), som også er kendte for meget smukke og yderst intensive farver

Ligesom slægten Blåmasket parakit (Northiella) er Svaleparakitten en monotypisk slægt, dvs. at den kun består af èn art, som den engelske ornitolog, dr. John Latham (deraf det latinske slægtsnavn ”Lathamus”) beskrev allerede tilbage i år 1790. Det latinske artsnavn ”discolor” betyder forskelligfarvet og henviser til fuglens ansigtsmaske. Imidlertid virker det danske artsnavn Svaleparakit meget mere betegnende, da fuglens anatomi med en langstrakt krop og med lange spidse (svalelignende) vinger godt kan give associationer til en svale (familien Hirundinidae). Det siges dog, at Svaleparakittens danske artsnavn kommer fra dens særprægede, bølgende flyvning. Dens engelske artsbetegnelse ”Swift Parrot” (Swift Lorikeet eller Swift Parakeet) er på sin vis også en meget sigende betegnelse, da ”swift” oversat fra engelsk betyder ”hurtig”, og hurtig er lige præcis, hvad denne lille smukke art er – hurtig i sine bevægelser og hurtig i sin flugt.

 

Gennem de seneste efterhånden mange år er Svaleparakitten blevet ret så populær – og dermed udbredt - i fangenskab i Europa som følge af sin livlige adfærd og sit meget venlige væsen overfor andre – selv mindre - fuglearter. Visse fugleholdere er efter at have holdt Svaleparakitten dog ikke længere så begejstret, da den – når den fodres på samme vis som Lorier – kan svine ganske betydeligt med sine tyndtflydende ekskrementer.


Farvebeskrivelse

I ”Papegøjebogen” beskriver J. L. Albrecht-Møller Svaleparakitten således:

 

”Hannen: Grøn. Pande og forreste del af kinder og strube skarlagenrøde. Isse blå. Tøjler og et bånd langs det røde på strube og kinder gule, resten af kinder og hovedsider grønne med et blåligt skær. Forryg svagt olivengrøn. Kroppens underside grøn med stærkt gult skær, flankerne skarlagenfarvede. Håndsvingfjer sorte med blåt skær ved basis og smalle, grønne kanter på yderfanen. Armsvingfjer grønne på yderfanen, de inderste med rød plet på inderfanen. Overvingedækfjer grønne, de smalle nær vingebuen mørkt røde, de yderste blå. Halens overside brunrød, der toner over i blåt mod spidsen, de tre yderste halefjer for det meste helt blå med grønt skær i spidsen. Underhaledækfjer skarlagen med grønliggule kanter, halens underside lys askegrå. Iris nøddebrun til gullig. Næb hornfarvet til gulligt. Fødder kødfarvede.

 

Længde: 240 – 260 mm.

 

Hunnen: Ligner hannen, men er som regel lidt mindre og har mindre klare farver. Undertiden mangler det røde på undersiden.

 

Unge fugle: Panderand, skægstribe og øvrige strube mat rosenrøde. Overhovedet grønt, hver fjer med bred, blå søm i spidsen, alle øvrige farver mere matte og sarte. De største skulderfjer rødliggule på inderfanen. Undersiden af kroppen falmet grøn, underhaledækfjerene græsgrønne og kun de største plettet med rødt”.

 

Ungernes iris er desuden mørkebrun, og næbbet er mat orangefarvet. Unge, ikke-udfarvede, Svaleparakitter er således væsentligt mattere i fjerdragtens farver end deres forældre, og ungfuglene har en bred hvid undervingestribe, hvortil kommer, at undergumpens fjer har en gullig farve iblandet rød. Ungfuglene fælder i en alder af 4 - 5 måneder og igen i 10 - 12 måneders alderen.

Her ses en Svaleparakit (Lathamus discolor) fra naturen. I modsætning til denne hanfugl, så er hunnen generelt mere mat i fjerdragten. Hos ungerne ser man den endnu mere udvaskede farvetegning og mattere fjerdragt

Paradoksalt nok vil man i naturen ofte ikke være i stand til at se denne arts smukke farver, da den som nævnt lever op til sit engelske artsnavn, når den flyver. Svaleparakitten har nemlig en særdeles hurtig – og fantastisk præcis - flugt, hvilket hjælper med til at adskille den fra sin ”genganger”, Moskus Lorien (Glossopsitta concinna), der også er at finde i samme leveområder i Australien, men som bl.a. adskiller sig fra Svaleparakitten med sine røde undervingedækfjer. Svaleparakitten kan tillige minde lidt om Skælbrystet Lori (Trichoglossus chlorolepidotus), som dog adskiller sig fra Svaleparakitten med sin ”skællede” gule underkrop.

 

I naturen

BirdLife International angiver Svaleparakittens udbredelsesområde til ca. 12.400 km2, svarende til ca. en god tredjedel af Danmarks areal, så i kraft af de meget få tilbageværende eksemplarer i naturen er den et sjældent syn. Når man læser Joseph M. Forshaw’s fremragende bog ”Australian Parrorts”, 2. rev. udgave fra 1988, så kan man få det indtryk, at Svaleparakitten er almindeligt forekommende i den australske fauna, hvilket ingenlunde længere er tilfældet.

Svaleparakittens udbredelsesområde omfatter det sydøstlige Australien, helt fra Adelaide i vest og til det sydlige Queensland, New South Wales (Griffith – Warialda) samt det sydøstlige South Australia, Victoria og Tasmanien (der er kronprinsesse Mary’s fødeø). Svaleparakitten opholder sig på Tasmanien, når træerne her er blomster- og nektarfyldte (nektar er den sukkerholdige væske, der dannes i blomsterne hos en- og tokimbladede planter), hvilket giver de bedste betingelser for formering. Det nuværende nationale naturbeskyttelsesprogram har vist, at Svaleparakitten er en regelmæssig gæst i Queensland, idet den er registreret her i seks ud af de sidste otte år i perioden indtil 2005. På det australske fastland har nye observationer af Svaleparakitten primært været koncentreret omkring den østlige del af Queensland.

Ovennævnte kort viser Svaleparakittens udbredelsesområde på det australske fastland og på Tasmanien. Imidlertid er chancerne for at se en Svaleparakit i naturen ret små, da populationstætheden, i kraft af de meget få tilbageværende fugle i naturen, er meget lav

Svaleparakitten trækker på tværs af Bass Strait (Bass Strædet) mellem Tasmanien og det australske kontinent (specielt ved staten Victoria). Ingen anden papegøjeart har et længere træk end Svaleparakitten. Den ankommer til Tasmanien fra slutningen af august til begyndelsen af september for at yngle, og den returnerer til fastlandet i det sydøstlige Australien i løbet af marts og april. Svaleparakitten trækker typisk mellem Tasmaniens nordkyst på strækningen mellem Launceston og Smithton og fastlandet omkring Port Phillip Bay, herunder halvøerne Mornington og Bellarine. Under sit træk synes den at passere gennem den vestlige del af Bass Strait i dagtimerne uden at standse. I lighed med størstedelen af ??verdens trækfugle risikerer også Svaleparakitten undervejs at møde forhindringer under trækket i form af bl.a. rovfugle og naturkatastrofer på ruten til og fra Tasmanien. Ikke mindst Vandrefalken (Falco peregrinus) er en alvorlig fjende for Svaleparakitten under dens træk.

 

Svaleparakitten bebor tørre Sclerophyll og Eukalyptus skove og skovområder (Sclerophyll er betegnelsen for en type vegetation, der har ”hårde” blade og korte stængler, og som er meget fremtrædende i hele det vestlige og sydlige Australien). Undertiden ses Svaleparakitten også i de øko-systemer som betegnes ”våde” Sclerophyll skove.

 

Den kan ses i mindre flokke på 4 – 20 individer, der på legende ”svalevis” jager hinanden med hurtige skrig samt med bratte drejninger og sving i luften. Er man heldig, så kan man opleve Svaleparakitten i små grupper på op til 30 fugle eller lejlighedsvis i større flokke (af flere hundrede fugle) omkring steder, der tilbyder rigelig adgang til føde. Der er tidligere ved et par ekstraordinære lejligheder rapporteret om flokke med over 1000 individer. Svaleparakitter er generelt selskabelige, når de yngler, og mange par kan yngle i nærheden af hinanden i en form for ”løse” kolonier.

 

På Tasmanien yngler Svaleparakitten altid inden for 8 km’s afstand fra kysten. Den største forekomst af ynglebestande ses mellem Cape Bernier og Orford samt Wellington Range nær Hobart, som er Tasmaniens ”hovedstad”. En mindre ynglebestand forekommer i det nordlige Tasmanien mellem Launceston og Smithton, hvortil fuglene først trækker.

 

Med andre ord yngler Svaleparakitten i den australske sommer på Tasmanien og efter ynglesæsonen spredes fuglene over hele Tasmanien, før de trækker mod nord til det australske fastland for at overvintre. I de fleste år overvintrer en stor del af populationen i det centrale Victoria, medens et mindre antal fugle overvintrer længere væk. I perioder med ekstrem tørke i det centrale Victoria kan Svaleparakitten finde på at lave et maratontræk på op til 1.000 km væk fra tørken for at søge tilflugt i de fugtigere kystområder i New South Wales. Man har på regelmæssig basis observeret små flokke i Queensland og i Australian Capital Territory. Udbredelsesområdet i South Australia synes at være blevet reduceret, idet der kun er uregelmæssige, nyere observationer af små flokke eller individuelle fugle fra den sydøstlige del af staten. I perioden 1987 - 1988 blev bestanden af Svaleparakitter estimeret til 5.000 fugle og 1.320 ynglepar, og i 1995-1996 estimeredes, at der var 1.000 ynglepar. I 2001 blev bestanden estimeret til at være mindre end 2.500 voksenfugle, så det er bestemt ikke en fugl, som ses hyppigt i det store udbredelsesområde.

 

Svaleparakitten adskiller sig fra de fleste papegøjearter ved at være en trækfugl, der primært følger blomstringen af forskellige Eucalyptus-træer. Føden består hovedsagelig af nektar og blomsterhonning, men den æder også selve blomsterne, selv om den med sine penseltunge fortrinsvis tager nektar og pollen (pollen er blomsterstøv, der spredes under planters forplatning, altså ved bestøvning). I naturen ernærer Svaleparakitten sig tillige af frø og korn, grøn vegetation, frugt samt anden nektar og pollen, insekter og larver.

 

På Tasmanien ser man oftest Svaleparakitten yngle i Eukalyptus-træer, typisk Eucalyptus globulus (”Blue Gum”) eller Eucalyptus ovata (”Svamp Gum”). Den følger de blomstrende træer, og blomstringen siges at være tilstrækkelig til at understøtte avlen i tre ud af hver ti år. De fleste ynglefugle findes i ”skovpletter” på mindre end 0,01 km2, og yngel finder sted i hulheder i både levende og døde Eukalyptus-træer. De mest almindelige træarter, som Svaleparakitten anvender som hjemsted til dens rede er Eucalyptus obliqua (”Stringybark”), Eucalyptus pulchella (”White Peppermint”) og tasmanske Eucalyptus globulus (”Blue Gum”), Eucalyptus viminalis (”White Gum”) samt Eucalyptus delegatensis (”Gum-topped Stringybark”). På fastlandet lever den i biotoper såsom Eukalyptus skov og skovområder, landbrugsjord og plantager samt undertiden i byområder. Undertiden er der knap adgang til den primære fødekilde i form af nektar fra frodigt blomstrende Eukalyptus af forskellige arter samt ”Lerp”, der er et sukkerholdigt sekret (ekskrementer) som saftsugende larver og insekter (tilhørende Glycaspis og Lasiopsylla) har afsat på blade, kviste og grene som en struktur af krystalliseret honningdug. I løbet af vinteren lever Svaleparakitterne en nomadetilværelse og søger andre former for føde end blomstrende Eukalyptus og ”Lerp”. Dens levested varierer fra år til år og er afhængig af de klimatiske forhold samt de hermed forbundne fødemuligheder. Svaleparakitten kan dog også vende tilbage og bruge de samme levesteder fra år til år og ofte forbliver den på vinterens levesteder i længere perioder inden for en sæson. Som følge af Svaleparakitterne store mobilitet, er de registreret hundredvis af steder i Australien. Disse steder varierer og hænger nøje sammen med tilgangen til blomstrende Eukalyptus og tilgængelighed af anden form for føde såsom ”Lerp”. Nogle gange benytter den også bymæssige områder til at søge føde. Betydningen af større træer som en hovedfødekilde for Svaleparakitten er blevet påvist gentagne gange, eftersom disse træer har tendens til at kunne tilbyde en mere pålidelig og rigelig kilde til nektar.

 

I naturen er Svaleparakitten oftest støjende, aktiv og iøjnefaldende, men den forekommer stille, når den fouragerer og hviler sig midt på dagen, hvor den foretrækker at sidde højt oppe i træerne. Svaleparakitten har en glubende appetit, og derfor kan man undertiden se Svaleparakitter med en fjerdragt, der er helt mat af nektar. Man kan nærme sig et træ med Svaleparakitter, når de ivrigt indtager føde, hvor man ofte kan se dem hænge med hovedet nedad højt oppe i træerne, hvor også forskellige Lori-arter fouragerer. Svaleparakitten søger således først og fremmest sin føde i træer, hovedsageligt Eukalyptus-træer, men den opholder sig også lejlighedsvis på jorden for at indtage frø, nedfaldne blomster, frugt, bær og ”Lerp”, samt – naturligvis – for at drikke vand.

Svaleparakitter (Lathamus discolor) drikker nektar fra Eukalyptus-blomster ved hjælp af deres særlige tunge, der har små knopper (”pensler”) på tungens overflade, som hjælper med til at holde på nektaren. Svaleparakitten begraver sit næb i blomsterne, og hiver nektaren op med sin tunge, som kan formes til en ”kop” (ligesom når et menneske lukker sin hånd sammen og fylder den med vand)

Svaleparakitten kalder ofte højlydt, men kan som nævnt også vise sig som en stille fugl. Dens stemme har en blød melodisk tone, der tydeligt adskiller sig fra de egentlige Loriers meget skarpe stemmepragt. Hvis man under et besøg om sommeren på Tasmanien vil gøre et forsøg på at se Svaleparakitten i naturen, skal man specielt opsøge områder med Eukalyptus-træer af arten Eucalyptus globulus (”Blue Gum”) samt andre Eukalyptus-arter med ”Lerp” på blade eller kronblade, hvilket også gør sig gældende på fastlandet i efteråret og om vinteren.

 

Ynglesuccessen er tæt forbundet med tilstedeværelsen af blomstrende ”Blue Gum” Eukalyptus-træer på Tasmanien. I år med dårlig blomstring synes der således at være lidt avl. Førsteårsfugle er set ynglende, men som regel yngler de senere på sæsonen, omkring november.

 

Svaleparakitterne vælger store træer som redepladser. Rederne findes i træernes hulheder og skal helst befinde sig så højt oppe som muligt (typisk 6 – 20 m over jorden), hvor flere par tit yngler i samme træ. En nylig undersøgelse har vist, at Svaleparakittens reder ofte er placeret tæt på hinanden. Træer med reder kan være placeret kun 10 - 15 m fra hinanden, og der kan ses op til fire aktive reder i hvert træ. De yngler såvel i levende som i udgåede træer. Svaleparakitten har samtidig en forkærlighed for at yngle i tørre skove på skråninger og bakker, hvilket desværre gør den yderst sårbar for ”bush”-brande, når der er unger i reden.

 

Der lægges 3 – 5 hvide æg pr. kuld, og yngletiden falder som nævnt fra september og frem til februar på Tasmanien.

 

Der foreligger ingen oplysninger om levetiden for Svaleparakitter i naturen.

 

Trusler

Svaleparakitten blev i 2010 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Endangered”, altså en truet art. Baggrunden for denne kategorisering er, at bestanden af ynglefugle er meget lille og fortsat faldende, eftersom bestanden står over for en række trusler såvel i de områder, hvor den yngler, som hvor den opholder sig om vinteren.

BirdLife International estimerer, at der kun findes 1.000 - 2.500 voksne eksemplarer af Svaleparakitten tilbage i naturen, og trenden for bestanden vurderes som allerede nævnt faldende (jf. "the Swift Parrot Recovery Team" 2001).

Bestanden menes at være faldende i takt med tab af levesteder og ødelæggelsen af samme, hvilket alt i alt har betydet indskrænkning af dens samlede udbredelsesområde. Hyppigheden, hvormed denne art forsvinder fra naturen, er endnu ikke estimeret.

Blandt fugleholdere hører man ofte om, at de store papegøjearter er stærkt udryddelsestruede i naturen. Det er også sandt, men hvis man ser BirdLife Internationals optegnelser for udvalgte store Sydamerikanske papegøjearter, og sammenligner talestimaterne for disse med Svaleparakitten (jf. nedenstående tabel), så kan man se, at Svaleparakitten i naturen er betydelig mere sjælden end f.eks. Hyacinth Araen.

Art

Status i naturen

Status i regi af CITES

Udbredelsesområde

Estimeret antal eksemplarer tilbage i naturen

Lys(e)rød Ara       (Ara macao) 1)

”Least Concern”

CITES 1

6.710.000 km2

20.000 – 49.999

Stor Soldater Ara       (Ara ambiguus)

”Endangered”

CITES 1

100.000 km2

1.000 – 2.499

Hyacinth Ara      (Anodorhynchus hyacinthinus)

”Endangered”

CITES 1

539.000 km2

6.500 voksne fugle

Lears Ara        (Anodorhynchus leari

”Endangered”

CITES 1

3.900 km2

250 - 500

Svaleparakit               (Lathamus discolor)

”Endangered”

CITES 2

12.400 km2

1.000 – 2.499

 

Note:

1)    BirdLife International skelner ikke mellem nominatformen Ara macao macao og underarten Ara macao cyanoptera.

 

På Tasmanien er Svaleparakittens yngleområder reduceret markant samtidig med, at levestederne er blevet fragmenterede, hvilket skyldes rydning af områder med Eucalyptus globulus (”Blue Gum”) til fordel for opdyrket land, plantage- og savværksdrift, flisfældning samt egentlig urbanisering. Over halvdelen af Tasmaniens områder med ”Blue Gum” skov er nu blevet ryddet. Selektiv skovhugst har resulteret i fjernelsen af større træer fra de resterende skovområder, der ofte regenereres dårligt. Samtidig konkurrerer Svaleparakitten med den Europæiske Stær (Sturnus vulgaris) om de resterende redemuligheder, hvilket man især ser langs skovbryn. Selv med beskyttelsen af ??de resterende levesteder (hvoraf 80 % er privatejet jord) samt ved forsøg på vedligeholdelse og genopretning af træområder synes regelmæssig avl tvivlsom, da Svaleparakitten ikke længere har stabil tilgang til nektar.

Svaleparakitten (Lathamus discolor) benytter gerne højtliggende hulheder i Eukalyptus-træer som redemulighed. Paradoksalt nok konkurrerer den om disse redemuligheder med den Europæiske Stær (Sturnus vulgaris), som vi kender fra vores egne himmelstrøg, og som er blevet indført til Australien, hvor den i lighed med andre invasive arter truer den oprindelige australske fauna

På det australske fastland har rydning og nedbrydning af Svaleparakittens levesteder til fordel for landbrug, skovbrug, bolig- og forretningsmæssig udvikling haft en endnu større indvirkning på arten. Således er mange af de foretrukne levesteder i lavlandet med de mest frugtbare og produktive lokaliteter blevet ryddet eller væsentligt ændret. Tørre tilflugtslevesteder ryddes fortsat og fragmenteres til fordel for udvikling af kystområder. Restområder, herunder mange af dem, som på nuværende tidspunkt eksisterer i bevaringsværdige øko-systemer, har også været stærkt udnyttet og forringet, og denne praksis fortsætter desuden i mange områder, herunder i skovområder med produktion af hårdt træ. Denne praksis resulterer i en dårlig og upålidelig adgang til nektarkilder i kraft af væsentligt færre, store gamle træer. Konkurrencen fra andre store nektarædere kan yderligere blive forværret af fortsat skovfragmentering. Om vinteren, afhænger Svaleparakittens overlevelse på det australske kontinent stærkt af offentlige arealer, der er blevet udnyttet til tømmer, honning og mineraler. Samtidig truer global opvarmning med at ændre levestedernes udseende og sammensætning. Hertil kommer, at det på det australske fastland desuden ikke er sjældent at opleve, at Svaleparakitten dør gennem kollision med vinduer, køretøjer og hegn.

 

Endelig er Svaleparakitten også truet af sygdommen ”Psittacine Beak and Feather Disease” (PBFD) samt ulovlig fangst og handel.

 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

På nationalt plan blev Svaleparakitten tilbage i 1999 kategoriseret som truet art i medfør af ”the Australian Environment Protection and Biodiversity Conservation Act”, hvilket skete efter en række delstater i de foregående år selvstændigt havde kategoriseret den som en truet art, jf. f.eks. ”The Victorian Flora and Fauna Guarantee Act” fra 1988 fra delstaten Victoria. I medfør af den nationale lov blev der udarbejdet en handlingsplan for artens genopretning i naturen og om den fremtidige forvaltning af denne art. I 2007 kategoriserede staten Victoria så Svaleparakitten som egentlig udryddelsestruet.

 

Der er udarbejdet en 6 punkts redningsplan for tiltag til at sikre Svaleparakittens overlevelse i den australske fauna, jf. ”the National Swift Parrot Recovery Plan 2006 – 2010”.

 

I alle delstaterne, hvor Svaleparakitten lever, er den således beskyttet af lovgivning, og arten kan kun holdes i fangenskab efter tilladelse fra de australske myndigheder. På Tasmanien har alene de fugleholdere, der har holdt Svaleparakitter i fangenskab fra før 1998, lov til stadig at holde denne art under beskyttede forhold. Det er samtidig ulovligt for australske fugleholdere at sælge, bytte eller overføre Svaleparakitter til andre fugleholdere.

 

Over tid er myndighederne i Australien blevet tiltagende mere restriktive i forhold til Svaleparakitten. Mange australske fugleholdere kan ikke forstå, at hvis naturbeskyttelsesmyndighederne virkelig er så bekymrede over situationen for Svaleparakitten i naturen, hvorfor gør disse myndigheder så ikke alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at ansvarlige fugleholdere avler så mange Svaleparakitter i fangenskab som overhovedet muligt? De australske fugleholdere spørger sig selv om, hvad værdien er af den overflod af oplysninger og erfaringer, som myndighederne efterhånden har opsamlet om Svaleparakitten i naturen, hvis ikke disse værdifulde informationer flyder videre og bruges som fundament for fangenskabsprogrammer i avlsmæssig sammenhæng kombineret med brug af den seneste DNA-teknologi og fast ringmærkning af unger.

Svaleparakitten (Lathamus discolor) er en af verdens mest sjældne papegøjearter i naturen, og de australske myndigheder har fastlagt meget stramme retningslinjer for at kan holde den i fangenskab på dette kontinent. Omvendt er Svaleparakitten over de seneste år blevet meget udbredt blandt fugleholdere i Europa, og fuglene handles – på trods af den meget store sjældenhed i naturen – til spotpriser bl.a. i Danmark (p.t. ned til ca. 300 kr. pr. stk.). Det kan blive et stort problem, da der på sigt så måske kan være for få seriøse opdrættere, der ønsker at beskæftige sig med denne fugleart, og bliver den først sjælden blandt europæiske fugleholdere, så kan Svaleparakittens dage under beskyttede forhold være talte. På fotoet ses en af mine egne avlshunner

De australske myndigheder er gået så langt, at man har foreslået opstilling af strenge krav for så vidt angår Svaleparakittens fodring og opholdssteder i fangenskab, før man udsteder tilladelser til fugleholdere, der ønsker at holde Svaleparakitten i fangenskab. Det har også været foreslået, at sådanne retningslinjer fastsættes i samarbejde med andre relevante naturbeskyttelsesmyndigheder, og at retningslinjerne skal håndhæves af tilsynsmedarbejdere fra Department of Environment.


De australske myndigheder foreslår ikke, at fugleholdere skal være Svaleparakittens ”redningsmænd”, men i betragtning af den massive ødelæggelse af artens naturlige levesteder og den ødelæggende konkurrence fra invasive fuglearter som f.eks. specielt den Europæiske Stær (Sturnus vulgaris), eksisterer der et stort behov for en samordnet indsats for at skabe et storstilet og systematisk opdrætsprogram for Svaleparakitten i fangenskab i Australien.

 

For australske fugleholdere er det ironisk at læse europæiske stuefugletidsskrifter og erfare, at Svaleparakitten er faldet til priser, der ligger langt lavere end i Australien, hvortil kommer, at der i Europa endda er fremavlet mindst 4 forskellige farvemutationer blandt fugle i fangenskab. Europas succes med Svaleparakitten skal ses i lyset af, at Australien i 1960 vedtog en streng lovgivning om et totalt eksportforbud, der bl.a. omfatter alle kontinentets papegøjearter. Dette er ironisk for australske fugleholdere, fordi Svaleparakitten i Australien holdes i fangenskab i et ekstremt lavt antal, og fordi staten, der har potentialet til at bidrage så meget til Svaleparakittens langsigtede overlevelse, mere har fokus på at etablere restriktiv og snæversynet lovgivning omkring fuglen i naturen frem for at sikre, at fangenskabsfugle kan bidrage til artens overlevelse i naturen. Man kan jo spørge sig selv om, hvem der er bedst til at bidrage til opdræt af Svaleparakitten - en fugleholder, der i en årrække har holdt og opdrættet Svaleparakitten i fangenskab, eller nogle myndighedspersoner, der lønnes af den australske regering for dette arbejde? Det kan der vist ikke være nogen tvivl om.

Fugleholderne mener, at de australske lovgivere bør lære af erfaringerne fra Brasilien med hensyn til naturbevarelsesmetoder for Blåaraer, herunder Hyacinth Ara (Anodorhynchus hyacinthinus), Lears Ara (Anodorhynchus leari) og Spix ara (Cyanopsitta spixii). Her valgte brasilianerne at etablere et genopretningsprogram, som bliver ledet af en bestyrelse, der består af medlemmer med meget forskelligartet baggrund. Inkluderet i denne bestyrelse er foruden statsansatte embedsmænd tillige ornitologer, Zoo-specialister samt – ikke mindst - brasilianske fugleholdere, der over flere år har holdt disse tre Ara-arter i fangenskab, og som besidder en uvurderlig viden og erfaring.

Ofte - og undertiden med god grund - beskyldes fugleholdere for at være skyldige i forskellige papegøjearters forsvinden fra naturen rundt omkring i verden. Det er derfor opløftende, at naturbevaringsprogrammet for den stærkt udryddelsestruede Spix Ara anerkender, at private fugleholdere sidder med nøglen til denne arts overlevelse for fremtidige generationer. I australske fugleholderkredse håber man på en lignende tilgang i relation til bevarelse af Svaleparakitten, men de australske lovgiveres og myndigheders nuværende fordomme over for fugleholdere tyder på, at dette kan have lange udsigter.

 

Man behøver blot at gå tilbage til 1980’erne for at observere den australske lovgivnings indvirkning på en række papegøjearter. Her fik fugleholdere i Queensland ikke lov til at holde den australske Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi), den Sorthovedet Sangparakit – bedre kendt som Hooded parakit (Psephotus dissimilis), og den Guldskuldret Sangparakit (Psephotus chrysopterygius) samt flere andre papegøjearter. Som følge af tamkvægets overgræsning og andre destruktive landbrugsmetoder blev den Sorthovedet Sangparakits og den Guldskuldret Sangparakits antal i naturen reduceret til uholdbare niveauer. Fugleholdere i hele Australien blev forpligtet til at liste disse (og andre) papegøjearter i et nationalt tilladelsessystem. Senere blev lovene i Queensland ophævet, og det blev herefter tilladt at holde og opdrætte disse arter i fangenskab efter udstedt tilladelse. I løbet af nogle få år faldt prisen på Sorthovedede Sangparakitter fra omkring 750 $ til 100 $ for et par, og prisen på Guldskuldrede Sangparakitter faldt fra 3000 $ til 300 $. I dag avles der så intensivt med den Sorthovedet Sangparakit blandt australske fugleholdere, at ungfugle nu kan købes for så lidt som 10 $ pr. fugl, og staten New South Wales har nu fjernet denne papegøjeart fra godkendelsesordningen. Dette vil samtidig reducere fristelsen til at indfange disse fugle i naturen. Det ville være opmuntrende, hvis det samme scenarie kunne opnås i forhold til Svaleparakitten. Australierne kan jo se, at europæiske fugleholdere med en yderst begrænset bestand af Svaleparakitter over årene har kunnet avle denne art flittigt i fangenskab, så det skulle være muligt at opnå de samme opdrætsresultater i Australien.

Svaleparakitten (Lathamus discolor) er i kraft af sin aerodynamiske anatomi en eminent flyver som følge af sit relativt lille hoved og næb samt ikke mindst i kraft af sine lange spidse vinger og en meget spids hale

I takt med at man læser mere og mere om virkningerne ved ødelæggelsen af Svaleparakittens levesteder, ville det være opløftende, hvis lokale og nationale naturbeskyttelsesmyndigheder kunne arbejde sammen med fugleholdere for at sikre Svaleparakittens overlevelse. I det mindste ville det være en begyndelse. Såfremt de australske myndigheder i stedet ville samarbejde med fugleholdernes organisationer, kunne det føre til et langt mere harmonisk forhold frem for den nuværende situation, hvor fugleholdere får at vide, hvad de skal gøre uden mulighed for at komme med noget forudgående forslag til lovgivning og retningslinjer om, hvordan man bør holde Svaleparakitter under beskyttede forhold i Australien.

Svaleparakitten er optaget på Appendix II under CITES. Af bevaringsforanstaltninger, som er på vej i regi af CITES Appendix II, kan nævnes regelmæssig overvågning af bestanden af Svaleparakitter på Tasmanien samt i hele udbredelsesområdet på fastlandet, hvortil man benytter et stort netværk af frivillige. Denne indsats koordineres af bl.a. ”the Swift Parrot Recovery Team”. Overvågningen omfatter tillige registrering af tab af naturtyper og ændringer i omkringliggende biotoper. Naturbeskyttelsen omfatter tillige udvikling og videreudvikling af retningslinjer for skovbrug samt oplysningsprogrammer for genskabelse af levesteder. Udover bestemmelse af tendenser og opdrætsfordeling under forskellige klimatiske forhold, vil der også blive udført forskning på ynglesucces og bestandens levedygtighed, hvorunder man f.eks. identificerer reder, fødesteder og trækruter ved hjælp af GIS (Geografiske Informations Systemer).

 

Uanset om man kan lide det eller ej, så kan private fugleholdere meget vel være nøglen til den langsigtede overlevelse for mange truede fuglearter, herunder Svaleparakitten. Lad os ikke håbe, at begrænsninger samt fordomme mod fugleholdere sender Svaleparakitten ad samme ”dødsrute” som f.eks. Paradis Sangparakitten (Psephotus pulcherrimus) og Rodriguez papegøjen (Necropsittacus rodericanus), som begge desværre er blevet udryddet af menneskeheden. Vi må håbe, at en mere oplyst holdning kan give et langt større antal australske fugleholdere mulighed for at opdage glæderne ved at holde en af de mest farverige og tillidsfulde af alle australske papegøjer, nemlig Svaleparakitten.

 

I fangenskab

Man så første gang Svaleparakitten i fangenskab allerede tilbage i 1863 i London Zoo, og i årene herefter fulgte ofte importer.

 

Det er en fugl, som skal holdes i voliere. Det tenderer dyremishandling at holde denne art i et bur, hvor den slet ikke hører hjemme. Når det så er sagt, så kommer nyindkøbte Svaleparakitter hos mig altid i karantæne i et lille bur, hvor der i den første tid efter anskaffelsen er mulighed for at omgås fuglene så tæt, at de blive mere fortrolige ved menneskelig omgang, hvilket vil være en stor fordel, når fuglene senere flyttes over i en voliere.

 

Svaleparakitten er en meget nysgerrig fugl, som gerne vil undersøge alt, og derfor er det heller ikke sjældent, at den kan finde frem til en utilsigtet åbning i volieren, der gør, at den kan undslippe. Netmaskerne skal af samme grund have en størrelse, så den ikke kan få hovedet ud gennem trådvævet.

 

Arten er kendt for at have en meget fredelig adfærd, og den kan endda holdes sammen med mindre fuglearter som eksempelvis Risfugle (Padda oryzeva) eller andre mindre australske parakitter som f.eks. Græsparakitter (Neophema).

Som følge af Svaleparakittens (Lathamus discolor) meget fredelige væsen kan den både holdes sammen med artsfæller og mindre fuglearter som eksempelvis Risfugle (Padda oryzeva) eller andre mindre australske parakitter som f.eks. Græsparakitter (Neophema). Selv ikke i yngletiden udviser denne art aggressivitet. Her et par med sine unger

Efter akklimatisering og tilvænning til frøfoder, er Svaleparakitten både udholdende og hårdfør. Den er altid aktiv og virker yndefuld, og man kan ofte se hannen siddende på en gren, medens den laver nogle mærkelige bevægelser, hvor den ”svipper” med vingerne. Samtidig udstødes nogle skarpe skrig, der dog ikke er gennemtrængende. Generelt har begge køn en ret behagelig, men måske lidt ensformig, pludrende sang, og hunnens stemme virker markant svagere end hannens.

 

Nogle fugleholdere mener, at Svaleparakitten lettest yngler i separat voliere og helst vælger at yngle i åben voliere frem for i en indendørsvoliere. Der bør tilbydes flere redemuligheder, gerne i en beplantet voliere, hvor reden hænger lidt i skjul af beplantningen. Hvis den får muligheden, foretrækker Svaleparakitten udhulede træstammer som redekasse, men generelt set er den meget åben over for de muligheder, som man byder dem uanset, om der er tale om vandrette, lodrette eller skråtstillede redekasser. Redekassens bund bør forsynes med et ca. 5 cm’s tykt redeunderlag, f.eks. i form af mos, hvilket synes at være velegnet redeunderlag for de fleste Svaleparakitter. Undertiden kan man se hunner, der graver i redeunderlaget i et sådant omfang, at dette ”flyver” ud af indgangshullet til redekassen som man f.eks. også kan se hos Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta). I modsætning til redekasser hos de egentlige Lorier, hvor man ofte kan observere ”våde kasser”, så ses det ikke hos Svaleparakitten, hvorfor det ikke er nødvendigt at supplere det eksisterende redeunderlag med sphagnum.

 

Når man forsøger at avle med Svaleparakitter, er det vigtigt, at fuglene har ro i yngletiden, så unødige forstyrrelser skal undgås. Jeg yngler ikke med hunner, før de er ca. 2 år. Der lægges 3 – 5 (undertiden 6) hvide æg, som alene udruges af hunnen. Nogle avlspar af Svaleparakitter giver regelmæssigt 2 – 3 unger, andre 4 unger pr. kuld og atter andre 5 unger pr. kuld. Når hunnen ruger, forlader hun reden om morgenen og sent på eftermiddagen for at gøre toilette og blive madet af hannen. Rugetiden er omkring ca. 25 dage i fangenskab, men oplyses at være 20 dage i naturen, hvilket forekommer besynderligt. Ungerne forlader reden efter ca. 6 uger, og undertiden kan Svaleparakitten opnå 2 kuld på en ynglesæson. Ungerne forlader reden 1 – 2 uger senere, end man ser det hos andre frøædende parakitter, hvilket hænger sammen med, at deres vinger ikke kan bære den kraftige krop, før de er ca. 6 uger gamle.

 

Blandt australske fugleholdere påbegynder man normalt avl med Svaleparakitter i slutningen af september, men æglægningen sker undertiden først i slutningen af november. Det sene avlstidspunkt kan få katastrofale konsekvenser for fastlandsfugle som følge af den stærke varme på denne tid af året. I Australien får fugleholdere normalt kun to kuld på en sæson, når avlen påbegyndes tidligt i september.

En flot gennemfarvet Svaleparakit (Lathamus discolor) i topkondition er et herligt og smukt syn, og det er fuldt forståeligt, at denne art over de seneste mange år har opnået så stor en udbredelse blandt europæiske fugleholdere. Selv om Australien er hjemsted for nogle af verdens smukkeste og mest farvestrålende papegøjearter, så har landets postvæsen ikke – som andre landes - været ”fremme i skoene” og ladet disse fugle illustrere på frimærker. Derfor må vi i denne artikel udelukkende ”nøjes” med fotos af denne art

Uanset om Svaleparakitten holdes parvis eller i en lille flok, synes den kun at have beskedne præferencer, hvad angår volierens udformning. Nogen fugleholdere har 2 par Svaleparakitter i en voliere på 5 meters længde, 1,5 meters bredde og 2 meters højde, andre holder dem i en mindre voliere på 3 meters længde, 1 meters bredde og 2 meters højde. Hvad enten man holder et enkelt eller to par sammen, eller sågar en lille flok, så kommer der unger af Svaleparakitten. Ved koloniopdræt kan man ofte se flokke, hvor der er flere hanner end hunner, og alligevel frembringes der unger uden tegn på åbenlys aggression, som dog undertiden bemærkes af nogle fugleholdere. Det siges i øvrigt, at der kan forekomme polygami blandt Svaleparakitter, der holdes i flok. Det primære problem, der kan opstå ved at holde Svaleparakitten i meget store volierekomplekser, er risikoen for en brækket nakke og/eller vinger på grund af artens ekstremt hurtige flugt, hvilket især er en risiko, når fuglene forstyrres om natten.

 

I Australien er fuglene især udsatte om natten i områder, hvor der lever Pungrotter, lokalt kaldet Opossums (Didelphimorphia), som kan give fuglene et voldsomt chok, og det er rent faktisk den hyppigste årsag til dødsfald blandt Svaleparakitter i fangenskab. Omstrejfende katte og vilde fugle kan også overraske Svaleparakitter i fangenskab om natten, men fuglene kan også skræmmes fra vid og sans om dagen af omkringflyvende rovfugle. Når man holder Svaleparakitten i volierer, der er over 3 m i længden, bør man derfor afhjælpe denne potentielle risiko ved eksempelvis at opsætte en ”væg” af tætte naturgrene eller et tæppe, som hænger et stykke fra begge endevægge. Specielt Svaleparakittens unger er særligt udsatte for denne skæbne i de første par uger efter, at de har forladt reden.

I Australien er der bl.a. blevet lavet en ph.d.-afhandling, der omfattede fastlæggelse af dødsårsager hos Svaleparakitter i fangenskab (og i naturen) gennem obduktion af en række fugle. Hos en enkelt opdrætter viste det sig, at snyltende rundorme var årsag til for døden hos tre fugle, og hos en fjerde fugl skyldtes døden et hovedtraume (som følge af Pungrotter). Alle denne opdrætters voksne Svaleparakitter fik hvert år en ormekur givet direkte i fuglenes kroer samt vandbaseret ormekur to gange årligt, men det blev ikke givet ungfugle. Opdrætteren havde nemlig haft nogle negative oplevelser blandt andre papegøjearters ungfugle, som han mente skyldtes den virale ormekur, hvorfor han havde gjort det til en regel aldrig at give ungfugle af Svaleparakitter ormekur. De eneste fugle, som gik tabt som følge af spoleorm, var unge Svaleparakitter. Siden ovennævnte ph.d.-afhandling har opdrætteren givet ormekur via kroen til alle Svaleparakitter, også ungfuglene.

Specielt i Australien skal man som fugleholder være opmærksom på, at det er af afgørende betydning, at man minimerer varmeudviklingen i både volierer og redekasser. Svaleparakitten synes nemlig meget intolerant over for stærk varme, især i yngleperioden, hvilket i Australien ofte giver anledning til tab af unger, når der er tale om usædvanligt varme perioder. I år, hvor der er særlige problemer med sommervarmen, resulterer det ofte i, at fugleholdere må håndopmade unger, der forlades af forældrefuglene. Derfor overdækkes volierer med Svaleparakitter i Australien med klude eller faste mørke tagplader. I Australien er det desuden udbredt at bygge redekasser med enten tag (låg) eller bund fremstillet af tin, hvilket er stærkt varmeabsorberende. Til Svaleparakitter erstatter australske fugleholdere derfor disse dele med træ eller sågar små cementplader for at reducere varmen i redekasserne. Visse australske fugleholdere har ydermere tag på sine volierer, som kan åbnes i meget varmt vejr for at sikre friske luftstrømme over fugle og redekasser. Atter andre fugleholdere opsætter hessian i redekassen, som kan fugtes med vand, når det bliver rigtig varmt, så æg og unger ikke forlades af forældrefuglene. Paradoksalt nok menes de mindre varme somre i Europa at være den primære årsag til de europæiske fugleholderes store succes med opdræt af Svaleparakitten i fangenskab.

 

Farvemutationer

Da www.birdkeeper.dk ikke - på nær nogle enkelte undtagelser - er et forum for farvemutationer, skal dette punkt blot berøres ganske kort.

 

I Europa er Svaleparakitten opstået i hvert fald i fire forskellige farvemutationer, bl.a. Misty (khaki-farvet), som jeg har haft fornøjelsen af at se i udlandet, samt Oliven.

Svaleparakitten (Lathamus discolor) er opstået i flere forskellige farvemutationer, her ses en Misty, som bl.a. kan ses flere steder i Holland og Belgien. Den første farvemutation blandt Svaleparakitter var dilute (gul) og siges at være opstået i Tyskland

Derudover ser man også forskellige modifikationer af Svaleparakitten med større eller mindre områder med røde fjer ikke mindst på bugen.

Der er bl.a. i Holland opstået Svaleparakit (Lathamus discolor) fugle med større eller mindre røde fjerpartier, specielt på bryst og bug, Man tilstræber – i lighed med, hvad der ses hos visse andre australske parakitarter – at selektivt fremavle fugle, hvor den røde farve er repræsenteret på dele af fuglen, som ikke ses på den vildtfarvede fugl i naturen i almindelighed

Fodring

Der er to veje at gå med hensyn til fodring af Svaleparakitter i fangenskab. Enten kan man primært fordre dem med flydende føde, som det kendes fra de egentlige Lorier (honningvand, flydende nektarblanding, evt. jævnet med frugtkompot, babymad, mælkepulver, etc.), eller også kan man vælge primært at fodre dem med udgangspunkt i en frøblanding suppleret med frugt og grønt. Mange fugleholdere sværger til sidstnævnte, da fuglene derved ikke ”grisser” så meget med deres ekskrementer.

 

Vælger man at fodre Svaleparakitten med flydende føde, kan man enten selv blande den flydende føde, eller man kan købe færdigfabrikerede, vandopløselige pulverblandinger. Det er vigtigt, at enhver kostforandring sker gradvist, specielt når man introducerer den for frøfoder af forskellige sorter. Under alle omstændigheder skal fodersammensætningen være varieret og bør bestå af mange forskellige søde frugter (æbler, pærer, vindruer, appelsiner, kiwi frugt og vandmeloner) og grønt i form af forskellige former for salat, herunder grøn bladsalat, spinat, selleri, majs, ærter og broccoli, hvortil kommer kløverblomster, alle former for græsfrø, og friske naturgrene gerne med kviste fyldt med bladknopper. Spiret frø i alle modningsstadier er også et must for Svaleparakitten.

 

I naturen er vellykket opdræt Svaleparakitten som tidligere omtalt tæt knyttet til tilstedeværelsen af specielt to forskellige Eucalyptus arter, nemlig ”Blue Gum” (Eucalyptus globulus) og ”Swamp Gum” (Eucalyptus ovata), men i Australien vil fugle i fangenskab også fortære blomstrende knopper af en langt bredere vifte af Eukalyptus-sorter med glæde. De mest succesfulde australske opdrættere benytter en kommerciel pellet-baseret kost, en vandopløselig Lori-blanding samt en parakitfrøblanding suppleret med årstidens frugt. Det er sjældent, at man ser vildtlevende Svaleparakitter æde frugt, men i fangenskab er Svaleparakitten glad for dette.

 

Nogle anbefaler at begrænse mængden af solsikkefrø i foderet, da disse frø som bekendt er meget fedtholdige, og Svaleparakitten har tendens til at lide af fedme i fangenskab, hvis man fodrer den forkert, især hvis dens voliere ikke er særlig stor.

 

Svaleparakitten elsker at bade og skal derfor altid have adgang til frisk badevand. Det er et underholdende syn at opleve fuglen ”spjætte” med sine vinger i et vandkar til den er helt gennemblødt.

I yngletiden tages gerne æggefoder og sandkage. Mange forfattere påpeger derudover, at der i yngletiden også er behov for insektfoder, da det synes at være en væsentlig fødekilde for de vilde fugle i yngletiden. Derfor bruger man i fangenskab ofte melorme, myrepupper og larver som føde, hvilket kan medvirke til succesfuldt opdræt år efter år. Med de nyeste fødeinformationer og forskning, der foreligger om Svaleparakitten, kan fugleholdere opnå en langt større grad af ynglesucces, end det tidligere var muligt. Vi skal ikke længere tilbage end 1981, hvor Joseph M. Forshaw i ”Parrots of the World” bemærkede, at Svaleparakitter sjældent yngler i fangenskab, og ikke har let ved at tilpasse sig en eksistens i voliere, hvilket må siges at være oplysninger, der ikke længere er gældende for Europa og Tasmanien. Det er en skam, at det kun er tilladt så få australske fugleholdere at holde denne art i fangenskab og derved medvirke til dens overlevelse.

 

Fremskridtene inden for viden om optimal kostinformation har i øvrigt betydet, at Svaleparakitten kan opleves i en langt bedre sundhedstilstand end før i tiden. På trods af dette faktum bør man løbende checke sine fugles sundhedstilstand ikke mindst for tegn på fedme, så man eventuelt kan omlægge fodersammensætningen.

 

Samlet set finder jeg, at Svaleparakitten er en af de mest smukke og nøjsomme arter i vores volierer.

 

 

Jørgen Petersen

 

 


Konciperet/Opdateret: 16.06.2011/16.06.2011

 

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!  

 

Her ses to af mine Svaleparakitunger (Lathamus discolor). Det er tydeligt at se, at der er tale om ungfugle i kraft af deres svage farvetegning og matte fjerfarver