Riedel’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus riedeli) – Gruppe: Rød

Her ses en hunfugl af Riedel’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus riedeli), der er en af kun to underarter, som udelukkende har en rød kropsfjerdragt, og altså hverken har noget blåt, violet eller lavendelfarvet brystbånd. Bemærk det brede gule bånd på halespidsen, som mangler hos den anden underart fra ”den røde gruppe”, Cornelia’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus cornelia)

Denne underart er opkaldt efter hollænderen Johan Gerhard Friederik Riedel, som var rejst ud og havde bosat sig på Sumba. Herfra sendte han bl.a. skindlagte eksemplarer af denne – nu underart – tilbage til Europa, herunder Dresden Museum, hvor A. B. Meyer i 1881, efter nærmere undersøgelser, bestemte den som en ny form for Ædelpapegøje, og han katalogiserede den særskilt under navnet ”Riedel”. 

Farvebeskrivelse

Voksen han: Hannen forekommer – om muligt – mindre end hannerne hos nogen af de andre former for Ædelpapegøjer, og konkurrerer derved med Solomon Ædelpapegøjen (Eclectus roratus solomonensis) om at være mindst. Hannen har mindre synlige røde flanker på siderne af brystet end nogen af de andre underarter. Siderne på hovedet og nakken er mere blålig grøn, og fanerne på håndsvingfjerene er mørke blå uden nogen former for grønne kanter. Den er tydeligt lysere i farven end nominatformens og de øvrige underarters hanner. Oversiden af de grønne halefjer har en ca. 2,5 cm bred bleg gul kant langs halespidsen. Oversiden af de ydre halefjer er blå med et grønligt skær. Undersiden af halen er sort. Den indre irisring er orange, den ydre irisring er bleg orange. 

Voksen hun: Hunnen er meget karakteristisk, da den ligesom dens nære slægtning, Cornelia’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus cornelia), har en komplet rød kropsfjerdragt. Den mangler enhver form for blå, violet eller lavendel brystfarve, som findes hos de øvrige underarter og nominatformen. Den røde fjerdragt er mørkere i farven end den, som man finder hos Cornelia’s Ædelpapegøje-hunnen (Eclectus roratus cornelia). Den nederste del af ryggen og overhaledækfjerene har en kedelig mørk rød farve. Underhaledækfjerene og en bred kant langs halespidsen har en stærk gul farve, svarende til den, som man finder hos Vosmaer’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus vosmaeri). Den ydre irisring er hvidlig gul. 

Længde: 350 mm (hanner) og 330 mm (hunner). 

Gennemsnitlig længde: 33 cm.

Her ses ligeledes en hunfugl af Riedel’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus riedeli), hvor man specielt lægger mærke til den brede gule kant langs halespidsen, som adskiller den fra den anden underart tilhørende ”den røde gruppe”, Cornelia’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus cornelia). Samtidig er Riedel’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus riedeli) markant mindre

I naturen

Denne underart bebor regnskovene på Tanimbar øerne, der grænser op til den sydvestlige del af øen Aru. Tanimbar øerne, som også kaldes Timor Laut, er en øgruppe bestående af omkring 65 øer i Indonesiens Maluku provins, herunder Fordata, Larat, Maru, Molu, Nuswotar, Selaru, Selu, Seira, Wotap, Wuliaru og Yamdena. 

Den lever i de store regnskove, hvor den er svær at iagttage, da den falder sammen med blomster og blade. 

Antallet af denne underart i naturen er faldet som følge af menneskets ødelæggelser af dens levesteder. 

Trusler

Der findes ikke optegnelser hos BirdLife International omkring denne underarts status i naturen, da denne organisation alene opererer på artsniveau (nominatformen), jf. artiklen om Ceram Ædelpapegøje (Eclectus roratus roratus). 

Hanfugl af Riedel’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus riedeli), hvor man også finder den brede gule kant på halespidsen, som er særlig tydeligt hos hunfuglen. Derudover bemærkes også den blålig grønne farve i hoved og nakke samt de meget lidt synlige røde flanker på siderne af brystet. Det er en kun ca. 33 cm lang fugl, størrelsesmæssigt svarende til Solomon Ædelpapegøjen (Eclectus roratus solomonensis), men hvor dennes overnæb er meget lyst gulligt, så har Riedel’s Ædelpapegøje-hannens (Eclectus roratus riedeli) overnæb en stærk orange farve

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

BirdLife International har ikke anført særskilte naturbeskyttelsesforanstaltninger for denne underart, der er optaget på CITES, liste II.

I fangenskab

Riedel’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus riedeli) blev i løbet 1960’erne af og til importeret til det daværende Vesttyskland. 

Denne underart er meget sjælden i fangenskab og i skrivende stund, er jeg ikke bekendt med, om den overhovedet er at finde under beskyttede forhold i Danmark.

Farvemutationer

Jeg er ikke bekendt med, om der findes farvemutationer af denne underart.

Fodring

Se afsnittet om ernæring under artiklen ”Generelt om Ædelpapegøjer” samt artiklen om nominatformen, Ceram Ædelpapegøje. 

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 16.12.2011/16.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden