Meyers Papegøje (Poicephalus meyeri) er den i fangenskab mest udbredte Poicephalus-art efter Senegal papegøjen (Poicephalus senegalus). I kraft af sit enorme udbredelsesområde i Afrika repræsenterer denne art en stor artsvarians, der bl.a. giver sig udslag i forskellig udbredelse af de gule områder i fjerdragten samt forskellige farvenuancer. Den meget varierede udbredelse af de gule områder i fjerdragten skal ikke forveksles med, at der tillige findes forskellige underarter, hvoraf nogle intet – eller næsten intet - gult har i fjerdragten. De eksemplarer, som har de største og mest klare gule områder i fjerdragten, er de mest efterspurgte blandt fugleholdere, hvilket vel ikke kan undre, men de synes at blive efterspurgt ukritisk uden hensyntagen til spørgsmålet om underart. I lande som Tyskland og Holland går man også på dette område meget mere professionelt op i disse ting end i Danmark, og her holder man de enkelte former adskilt fra hinanden. I øvrigt er det generelt min erfaring, at jo ældre fuglene bliver, jo større kan de gule fjerpartier blive samtidig med, at farverne bliver dybere

Meyers Papegøje

Meyers Papegøje (Poicephalus meyeri) er en lille og kompakt afrikansk papegøje på 21 - 25 cm’s længde, heri indbefattet en kort hale, og med en vægt på 100 - 135 gram. Over de senere år er den blevet ret udbredt i takt med, at fugleholdere har fået øjnene op for disse mindre, men ”rigtige” papegøjer, der opfører sig som de større papegøjer ved bl.a. at holde fødeemner i den ene fod under fødeindtagelsen og på den måde, hvorpå de bevæger sig. Dertil kommer, at den også – desværre – er blevet udbredt som enligtsiddende håndopmadet tamfugl, hvor den ofte udviser en unaturligt fortrolig, menneskepræget adfærd.

Meyers Papegøje tilhører slægten Senegalpapegøjer (Poicephalus), der består af 9 forskellige arter, hvoraf den mest kendte fortsat er Senegal papegøjen (Poicephalus senegalus). I dag anerkender videnskaben én art – nominatformen - med tilhørende 5 underarter, hvoraf P. m. saturatus (på dansk kaldet Guldskuldret Papegøje) vel må siges at være den mest kendte. Hvor nominatformen kommer fra det sydlige Tchad (Chad) og det nordøstlige Cameroon til det centrale og sydlige Sudan, Eritrea og det vestlige Ethiopien, så kommer P. m. saturatus (Guldskuldret Papegøje) fra Uganda og det vestlige Kenya til det østlige Zaire og nordvestlige Tanzania. Nominatformen og de 5 underarter har varierende grader af gul farve på pande og isse samt på vinger, en enkelt underart er helt uden gult på hovedet Poicephalus meyeri damarensis, på dansk betegnet Damaraland Brun-Papegøjen. De forskellige former har alle en grålig brun overkrop med et blåliggrønt brystparti og en grøn underside samt blåt på overgumpen. Selv om disse fugle kan forekomme kedelige ved første øjekast, så bliver deres farver ved nærmere eftersyn forbløffende og smukke, især på bryst og lår, som nærmest changerer. Øjnene på de voksne fugle er orangerøde og næbbet er gråligt sort.

En lille pudsighed er, at nominatformen allerede blev anerkendt af videnskaben tilbage i 1827, hvorimod de 5 underarter efterfølgende alle er fundet og beskrevet inden for en meget kort periode på kun 3 år, nemlig i perioden 1898 – 1901.

I fangenskab oplever mange fugleholdere, at voksne Meyers Papegøjer (Poicephalus meyeri) har en naturlig skyhed, som de aldrig lægger fra sig. Det kan bl.a. give sig udslag i, at hvis man står for tæt på fuglenes voliere, så begynder fuglene ”uden mål eller med” vedblivende at flakse rundt i volieren. Denne adfærd stopper først, når man trækker sig væk fra volieren. Selv ikke rolig adfærd fra fugleholderens side og tildeling af godbidder, som f.eks. friske kirsebær, over en længere periode, kan ændre på dette faktum

Meyers Papegøje – med tilhørende underarter – har et kolossalt udbredelseområde, som af BirdLife International estimeres til hele 5.840.000 km2 (hele 135 gange større end Danmarks areal!) fordelt på en lang række afrikanske lande. Man har derfor heller ikke været i stand til at estimere antallet af individer i naturen. Birdlife International anfører samtidig, at arten generelt er almindeligt udbredt i den nordlige del af udbredelsesområdet, og nævner i samme forbindelse, at bestanden i naturen er stabil, hvilket - alt taget i betragtning - betyder, at artens status i naturen vurderes som tilhørende kategorien ”Least Concern” (af mindste bekymring). Det, der kan være truslen for Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri) i naturen i dag, er den fragmenterede tilstedeværelse i udbredelsesområdet, som det også kendes fra en række andre vilde dyrearter. En anden trussel er, at arten siden 1981 har været gjort til genstand for omfattende international handel. Siden 1981, hvor den blev optaget på CITES Appendix II, er der registret international handel med 75.387 vildtfangede Meyers Papegøjer (Poicephalus meyeri), jf. UNEP-WCMC CITES Trade Database fra januar 2005.

Sammenlignet med flere andre afrikanske papegøjer, så er Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri) absolut en attraktiv fugl. Når man ser den i flugt, ser det ud som om, at solen genspejles i alle fuglens farver, og den fremtræder derfor som en ”flyvende ædelsten”. Når sollyset reflekteres fra fuglens turkise fjer, kan det nemlig give associationer til en udsøgt sleben blå safir.

På dette foto ses et par (1,1) Meyers Papegøje (Poicephalus meyeri), hvoraf det tydeligt fremgår, at det er svært – eller rettere sagt umuligt – at se forskel på kønnene. Derfor DNA-tester man disse fugle nu om dage. Alligevel kan visse erfarne fugleholdere observere nogle sekundære kønsforskelle hos denne art, og en af disse forskelle er bl.a., at hannens baghoved er mere kantet, hvorimod hunnens kortere og mere afrundet. Af billedet ses derfor, at det er hannen til venstre

Hannen og hunnen hos Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri) ligner hinanden, dog er hunnens fjerdragt ikke så klart farvet, og farvetegningen ikke så skarp, som hos hannen, hvortil kommer, at hunnens hoved er mindre. Hunnen ligner hannen, og hvis kønsidentifikation er vigtigt (i tilfælde, hvor man yngler med fugle), så kan DNA-test til kønsbestemmelse anbefales.

I naturen opholder denne art sig helst i skovens høje træer, hvor der samtidig er adgang til vand, men den kan også ses i små flokke eller parvis i nærheden af buskagtig bevoksning langs floder. Arten er ikke populær blandt lokale beboere, især landmænd, da den i flokke kan slå ned på mange forskellige slags afgrøder, herunder majs- og kornmarker, hvor fuglene siges at ødelægge mere, end de fortærer. I naturen indtager de i øvrigt en bred vifte af frø, nødder, vegetation og vilde bær.

I naturen ses Meyers Papegøjen i reglen enkeltvis eller parvis, selv om de ofte kan ses i større grupper på 10 – 20 individer, hvor føden er rigelig. Under beskyttede forhold kan man også opleve fuglenes mere selvstændige karakter i fangenskab, da de som tamfugle kan underholde sig selv ganske godt alene.

Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri) er altid på vagt, men når den føler sig helt tryg, så viser den ”sit sande jeg” og er ret livlig, men derudover er den både sky og mistroisk. Det samme adfærdsmønster genfinder man også under beskyttede forhold, hvorimod man især hos tamfugle kan opleve den som både sjov og underholdende.

Som følge af dens gigantiske udbredelsesområde varierer tidspunktet for, hvornår den yngler i naturen meget. Typisk finder yngel dog sted hen imod slutningen af ​​regntiden, som forekommer om efteråret i Afrika. Meyers Papegøjens rede findes i hule træer i en betydelig højde over jorden. Kuldet omfatter 2 eller 3 æg, som lægges med to dages mellemrum. Begge forældre ruger på æggene, og kun én af forældrefuglene forlader reden ad gangen for at fouragere. Ungerne er flyvefærdige ca. 9 uger efter klækningen.

Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri) har en adfærd, som minder om den, som man kan observere hos de større papegøjearter, hvilket bl.a. ses på den måde, hvorpå de bevæger sig henad en siddepind, eller når de sidder og indtager et større foderemne, der holdes i dens ene fod under fødeindtagelsen, hvilket både virker morsomt og samtidig må tolkes som et udtryk for en ikke ubetydelig intelligens

Mange fugleholderes iagttagelser peger på, at den parvis sover i reden om natten uden for yngletiden, men jeg har også haft et par, hvor dette ikke har været tilfældet. Man skal ikke holde mere end et par i en voliere, da de kan være ret aggressive over for hinanden specielt i yngletiden.

I lighed med, hvad der gælder for alle andre papegøjearter, der holdes under beskyttede forhold, så skal Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri) også fodres varieret. Især er denne art glad for forskellige former for nødder som f.eks. tyrolernødder og jordnødder (af den type, der er godkendt til menneskeføde) samt forskellige former for bær – ikke mindst kirsebær - og frugt. Varieret fodring synes sammen med løbende adgang til friske naturgrene fra eksempelvis birketræer, pil og hængepil at være helt afgørende for dens trivsel. I den forbindelse er det naturligvis vigtigt at understrege, at naturgrenene ikke må stamme fra træer, der tidligere har sprøjtet med insektgifte eller har været udsat for andre former for forurening.

De kan under beskyttede forhold være tilbøjelige til at tage på i vægt, så man skal være tilbageholdende med at fodre dem alt for fedtholdigt, med mindre de har en stor voliere, hvor de rigtigt kan udfolde sig.

Meyers Papegøjen nyder at bade, og man kan enten tilbyde den en stor glaseret lerskål til at bade i eller at dusche fuglen hyppigt. Ellers kan fuglenes fjer hurtigt komme til at virke ”tør” og kedelig, hvilket kan medføre, at de kradser sig selv, så fjerdragten ødelægges.

Meyers Papegøjer er klar til at yngle, når de er omkring 3 år gamle og i modsætning til tidligere, så yngler den nu om dage ret let i fangenskab, hvilket bl.a. skyldes, at man i dag har sikkerhed for, at man holder fugle af forskelligt køn. Hvis de skal opdrættes i fangenskab, anbefales det at holde dem i en rummelig voliere med masser af naturgrene til at sidde på og til berigelse af adfærden. Bearbejdning af disse grene vil nemlig minimere kedsomhed og give fuglene adspredelse samtidig med, at næbbet slibes. Man kan også opsætte naturgynger (”omvendte juletræer”) i volierens tag.

Helt unge individer kan blive overordentligt tamme og udvise sammen ”klovneagtige” adfærd, som man ser hos de Hvidbuget Korthalepapegøjer (slægten Pionites), populært kaldet ”Caiquer”.  De kan være meget legesyge, og deres ”narrestreger” kan hurtig få fuglens ejer til at slå en latter op. De kan finde på at dingle ned fra en gren eller noget opsat legetøj, og de hænger gerne med hovedet nedad. De kan også finde på at ligge på ryggen og lege med deres fødder. Af disse årsager er Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri) faktisk en af de få afrikanske papegøjer, der holdes som kæledyr inden for dens udbredelsesområde.

Helt unge Meyers Papegøjer bliver hurtigt fortrolige med mennesker og kan blive et glimrende kæledyr for hele familien. Som tidligere anført er denne art ikke så afhængige af konstant at blive stimuleret af deres ejer som mange andre papegøjearter, og de er i denne sammenhæng derfor ikke så krævende at holde.

Desværre er det ikke ualmindeligt at se eksemplarer af Meyers Papegøjen (Poicephalus meyeri), som er plukkede i fjerdragten, hvilket der kan være forskellige årsager til. Ofte kan dette opstå hos fuglene i yngleperioden. Man skal ikke lade sig ”lokke” til at købe den slags fugle, da man ofte intet kan stille op med dette problem

Selv holder jeg af princip ikke fugle som enligtsiddende tamfugle, og slet ikke håndopmadede fugle, så de fleste af de Meyers Papegøjer (Poicephalus meyeri), som jeg selv har haft, har været kendetegnet ved én bestemt ting nemlig, at de er meget sky, hvilket de er fra naturens side. Her taler jeg af erfaring, da jeg for efterhånden mange år siden købte en mindre flok af denne art, som var importeret fra Afrika. Allerede i karantæneperioden kunne man observere, at disse fugle klumpede sig sammen i det store karantæneburs øverste, fjerneste hjørne. Især ældre fugle, der ikke har været vant til menneskelig omgang, kan være utroligt sky og forsøge at gemme sig, en egenskab som de aldrig lægger fra sig, og derfor går en del fugleholdere i en stor ring uden om denne art samt andre arter fra Poicephalus-slægten.

 

Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 30.11.2012/09.02.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Hvis man gerne vil holde papegøjer af en vis størrelse i udendørsvoliere i et tætbebygget parcelhusområde, så kan Meyers Papegøje (Poicephalus meyeri) være et godt bud en velegnet fugleart, da dens stemme på ingen måde er ubehagelig, men er en form for blød og nærmest melodisk skræppen