Australsk Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi) – Gruppe: Blå

Her ses et par af den Australske Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi), der er langt den største Ædelpapegøje. Hvis man ser denne underart i virkeligheden, så er man ikke i tvivl om, at det er den Australske Ædelpapegøje, da den er langt større end nogen af de øvrige Ædelpapegøjer, og fordi den har et nærmest firkantet forhoved. Bemærk derover de specielt lange haler hos denne underart, som også kendetegner Aru Ædelpapegøjen (Eclectus roratus aruensis), hvortil kommer, at hunnen har en ret bred blå øjenring. Dens aerodynamiske form er, som led i evolutionen, tilpasset dens specielle levested, der giver mulighed for lange flyveture efter føde, eftersom dens biotop består af et relativt begrænset regnskovsområde, hvor den også er nødt til bl.a. at søge sin føde i åbent skovland med begrænset trævækst

Mathews, der i 1913 bestemte og katalogiserede denne underart, ville hædre den anerkendte ornitolog, dr. William David Kerr Macgillivray (1867 – 1933) fra New South Wales, der arrangerede indtil flere ekspeditioner til afdækning af den australske fauna. Derfor fik fuglen den latinske betegnelse ”macgillivrayi”. Andre steder er det fejlagtig anført, at det ikke var Mathews, men Macgillivray’s medarbejder, W. McLennon, der skulle krediteres for opdagelsen. 

Denne underart er den største af alle underarter. Hannen og hunnen har samme farver som de tilsvarende køn hos den Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros), men fjerene er generelt grovere og mindre farvestrålende end de øvrige underarters tilhørende den blåbrystede gruppe. Den har fremstående frontale bihuler, hvilket giver den et karakteristisk meget bredt firkantet-udseende forhoved hos både hannen og hunnen. Kombinationen af fuglens størrelse og det nærmest firkantede forhoved gør, at man ikke er i tvivl, når man står over for denne underart, der således er let at skelne fra de øvrige former for Ædelpapegøjer. 

Farvebeskrivelse

Voksen han: Hannen ligner meget den Rødsidet Ædelpapegøje-han (Eclectus roratus polychloros) bortset fra, at den er meget større og har en meget længere hale på ca. 14,6 cm. Den lyse gule kantning af halen er også bredere (omkring 1 cm). Den ydre irisring er orange. 

Voksen hun: Ikke overraskende ligner hunnen meget den Rødsidet Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus polychloros) bortset fra, at den er meget større og også har en længere hale på ca. 14,6 cm. Dens blå øjenring er samtidig en anelse bredere. Den ydre irisring har en bleg gullig farve. 

Ungerne ligner de voksne fugle, og for begge køns vedkommende er overnæbbet mørkt brunlig-gråt gående over i en mørk gul farve mod spidsen. Iris brun. 

Længde: 500 mm (hanner) og 450 mm (hunner). 

Gennemsnitlig længde: 40 cm. 

Som anført i artiklen ”Artsidentifikation”, så stammer fuglenes absolutte længdeangivelser fra en kilde (J. L. Albrecht-Møllers ”Papegøjebogen”), og den gennemsnitlige længdeangivelser fra en anden kilde (Rob Marshall’s ”A Guide to… Eclectus Parrots”). Hvis man ser på ovennævnte angivelser, vil man se, at disse kilder – ud fra en simpel matematisk betragtning – simpelthen ikke begge to kan have ret. Imidlertid gengives begge længdeangivelser for god ordens skyld. Jeg har for en del år siden set den Australske Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi) i virkeligheden, og jeg skal love for, at det virkelig er en stor fugl. Derfor fæster jeg generelt mere lid til de længdeangivelser, som fremgår af J. L. Albrecht-Møllers ”Papegøjebogen”, jf. tidligere.

Også det kæmpemæssige land, Mongoliet, der er beliggende i Asien, hvor Ædelpapegøjerne heller ikke hører hjemme, har udgivet et frimærke med Ædelpapegøjer som motiv. Hvad baggrunden for denne udgivelse, der fandt sted i 1990, er, vides ikke, men det er mig bekendt ikke det land, hvor der findes flest fugleholdere, så årsagen til udgivelsen skal måske snarere findes i en generel fascination ved disse meget farvestrålende fugle. Hvorvidt der er tale om den Australske Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi) kan ikke siges, men fuglene ser store ud og har en proportionalt lang hale

I naturen

Denne underart kommer fra det nordlige Queensland i Australien omkring Claudie River, som løber ud i Lloyd Bay, hvor den inden for dette lille område er almindelig. Den er tidligere betragtet som talrig inden for sit ret begrænsede udbredelsesområde, men over de seneste ca. 20 år er bestanden reduceret. Dens egentlige udbredelse er regnskoven langs de østlige kystegne af den centrale del af Cape York-halvøen, fra Iron Range og Pascoe River sydpå til Massey Creek og Rocky River, herunder dens bifloder, samt indlandet til McIlwraith Range. Den er undertiden observeret uden for sit sædvanlige udbredelsesområde, hvilket muligvis kan skyldes sæsonbetonede klimatiske forhold. De samme forhold kan være årsag til, at omfanget af den naturlige bestand synligt kan ændre sig fra år til år således, at der eksempelvis i år, hvor der er faldet megen nedbør i yngleperioden, er mange æg og unger, der er gået til i fuglenes reder. 

Fuglen er ofte observeret i toppen af tæt regnskov langs kystområdet, men også i anden form for skovvækst. Den ses sågar fouragerende i åbent skovland, hvor den søger føde i Parinarium og Pandanus træer, hvis frugter, den især er glad for. Den ernærer sig hovedsageligt af frø, nødder, frugt, bær og nektar, som den finder i træerne. 

Denne fugl er meget højrøstet og synlig i naturen, og dens støjende skrig er en almindelig lyd at høre i regnskovsområderne. I de tidlige morgentimer forlader par og små grupper af fugle træerne med reder og flyver til fødeområder, som kan ligge et godt stykke væk. Større grupper kan samle sig for at søge føde i frugtbærende træer. De er vagtsomme, og bliver de forstyrret, flyver de af sted eller cirkler højt over området, medens de vedblivende skriger højt. Når solnedgangen nærmer sig, begynder flyvningen tilbage til redestederne i grupper på 3 – 4 eksemplarer, typisk med en han flyvende forrest. Når hver gruppe ankommer til redetræerne, tager de del i koret af skringre skrig og skræppen, som fortsætter til efter mørkets frembrud, indtil alle fuglene er faldet til ro for natten. 

De er habile til at flyve og på lange flyveture som f.eks. til og fra redetræer, flyver de højt oppe over regnskovens trækroner. Dens flugt er ret langsom og direkte med fulde vingeslag, der undertiden afløses af korte perioder, hvor den svæver ved hjælp af opadgående vinde. Man kan typisk genkende den i flugten, da den ikke løfter vingerne til op over kropsniveau, hvilket giver dens flugt en særegen karakteristik. 

Den kendte australske ornitolog Joseph Michael Forshaw, der i dag vel er en af verdens ypperste papegøjeeksperter, har selv lavet feltstudier af denne fugl, og han har noteret sig, at den gør brug af 4 forskellige lyde. Den almindelige kontaktlyd gives konstant under dens flugt som et harsk kakaduelignende skrig ”krraach-kraak”. Når fuglene fouragerer, kan man undertiden høre et todelt klagende skrig. En blød fløjtelignende lyd gives, når den indtager føde eller hviler sig i trætoppene. Den mærkelige metalliske klokkelignende lyd ”chee-ong … cheeong”, som mange har observeret, mener han måske kun afgives af hunnen. 

Også denne underart færdes oftest enkeltvis eller parvis, men er set ynglende i kolonier med mere end 80 individer. 

Der foreligger flere reporter om reder, som samler grupper på op til 7 eller 8 individer af begge køn. Der er f.eks. antruffet en rede med fire hanner og to hunner, men det formodes, at der er tale om et ynglepar med unger fra tidligere kuld i år eller det foregående år. En alternativ formodning om, at to pars hunner anvender samme redehul på skift for bedre at udnytte antallet af redehuller, har jeg svært ved at tro på set i lyset af hunfuglenes generelt indbyrdes aggressive adfærd. Derudover udviser Ædelpapegøjer som tidligere anført polygam adfærd. 

Reden findes oftest i huller eller hulheder i et meget højt træ i kanten af skoven eller i en skovrydning i skoven. I Iron Range området synes der at være en præference for gigantiske løvfældende træer nær vandløb. Man finder altid rederne i højder, der er svært tilgængelige. Den laveste beliggende rede, som Macgillivray i sin tid fandt, var 14 m over jorden, men reder blev fundet i en højde på helt op til 23 m (på det sydlige New Guinea er den Rødsidet Ædelpapegøjes (Eclectus roratus polychloros) reder fundet i ca. 20 m’s højde, men også væsentligt højere). Redeåbningen er i reglen 25 – 30 cm i diameter, altså betydeligt større, end fuglene reelt har brug for, hvilket måske kan give hunnen bedre muligheder for at holde vagt, når den ikke ruger. Dybden af redehullet varierer fra 30 – 60 cm og helt op til 6 m. De oftest kun to ovale hvide æg, der gennemsnitligt måler 40,2 x 31,0 mm, lægges fra midten af oktober eller i løbet af november måned. Æggene lægges på træspåner og/eller forrådnede trærester, der kan have karakter af støv. 

I yngleperioden mades hunnen af hannen med regelmæssige intervaller. Hannen sætter sig på en gren i nærheden af reden og kalder på hunnen, hvorefter hun dukker op i redeåbningen og flyver hen til hannen for at blive madet. Hunnen returnerer straks efter fødeindtagelsen til reden undertiden efter, at hannen har pudset hendes fjerdragt lidt, hvilket i øvrigt efter min egen erfaring ikke er særlig udbredt blandt Ædelpapegøjer i modsætning til hos andre mellemstore og store papegøjearter. Kun hunnen ruger – oven i købet meget fast – i ca. 26 dage, og hun forlader reden to gange om dagen for at blive madet af hannen. Hun forestår således selv opmadningen af ungerne i redekassen, som de forlader efter ca. 12 uger. 

Trusler

Der findes ikke optegnelser hos BirdLife International omkring status i naturen på denne underart, da denne organisation alene opererer på artsniveau (nominatformen), jf. artiklen om Ceram Ædelpapegøje (Eclectus roratus roratus). 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

BirdLife International har ikke anført særskilte naturbeskyttelsesforanstaltninger for denne underart, der er optaget på CITES, liste II. Imidlertid har indfangning og eksport af disse fugle – i lighed – med, hvad der gælder alle andre dele af den australske fauna, været strengt forbudt i ca. 50 år. 

Inden for de seneste ca. 20 år synes antallet af denne underart i naturen at være reduceret. I mange år har mennesker specielt i området omkring Iron Range på Cape York Peninsula forstyrret rederne hos denne underart, men det er ikke den eneste begrundelse for dens tilbagegang. Antallet kan også fluktuere i forhold til klimatiske forhold, som det kendes fra en række andre australske papegøje- og parakitarter, idet perioder med tørke har en negativ effekt på yngleresultatet. Også skov- og savannebrandes ødelæggelse af redetræer langs kanten af regnskoven er en faktor for denne underarts tilbagegang. Som følge af tilbagegangen, herunder det sæsonbetonede fluktuerende antal i et begrænset leveområde, må den Australske Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi) i dag betragtes som værende sjælden, og flere fuglekyndige er af den opfattelse, at myndighederne bør håndhæve de foranstaltninger, som lovgivningen åbner mulighed for, til beskyttelse af denne fugl.  

Det er allerede nævnt, at denne underart, i lighed med den øvrige australske fauna, er beskyttet af australsk lovgivning, hvilket over årene desværre ikke har forhindret fuglefangere (”bird trappers”) i at røve deres reder. Flere steder langs vejene i dens udbredelsesområde kan man observere metalpløkker i træerne hele vej op til redehullet, som af fuglefangerne er benyttet til at skaffe sig adgang til reden.

I fangenskab

Denne underart holdes som tamfugl i Australiens Cairns distrikt, hvilket måske kan forklare, at man undertiden har set fuglen uden for sit sædvanlige udbredelsesområde, da der kan være tale om fugle, som er undsluppet fangenskab. Australske fugleholdere har tidligere haft begrænset succes med at avle denne underart i fangenskab, men for nærværende stiger antallet af den i fangenskab som følge af, at man har fået mere viden om dens yngleadfærd, hvilket er opnået ved nylige feltstudier.

I USA holder kun nogle enkelte fugleholdere denne underart, som er ekstrem sjælden i andre lande i verden. 

Når disse fugle først er akklimatiserede, er de hårdføre og vil trives i en stor voliere, men hvis den placeres alene i et lille bur, vil den højst sandsynlig blive trist og vranten. Håndopmadede fugle af denne underart kan blive rigtigt tamme, men man skal være opmærksom på, at den siges at være meget støjende under beskyttede forhold. 

Denne underart kan kun holdes i en solid og rummelig voliere, dels grundet næbbets størrelse, dels som følge af dens natur med at flyve lange strækninger. Det er meget vigtigt at holde dens voliere ren, da den er meget modtagelig overfor infektioner og sygdom. Der skal være gode læmuligheder, og fuglene skal kunne trække ind i et opvarmet indehus om aftenen i vinterhalvåret. 

Nogle par siges at være lette at få til at yngle, og de opfostrer regelmæssigt to kuld unger om året. Andre par vil overhovedet ikke vise interesse i at yngle, eller måske vil de yngle en eller to gange, for derefter aldrig at returnere til reden. Også denne underarts hunner plukker sig selv på brystet for bedre at kunne afgive varme til æggene, men det er helt naturligt. Kun hunnen ruger, og det er i 26 dage. Den ruger meget fast, og i fangenskab forlader den også kun reden et par gange om dagen for at blive madet af hannen. Ungerne forlader reden ca. 80 dage efter, at de er udklækket. 

Reden skal placeres højest muligt i volieren, og de fugleholdere, der fra starten har tilbudt fuglene to eller flere forskellige redekasser, har opnået størst succes med avl, så det er vigtigt, at fuglene selv får muligheden for at vælge den redekasse, som de foretrækker. 

Farvemutationer

Jeg er ikke bekendt med, om der findes farvemutationer af denne underart. 

Fodring

Se afsnittet om ernæring under artiklen ”Generelt om Ædelpapegøjer” samt artiklen om nominatformen, Ceram Ædelpapegøje. 

 

Jørgen Petersen

 

Konciperet/Opdateret: 16.12.2011/16.01.2016

_______________________________________________________________________________________
DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!