Nyhedsbrev af 04.10.2018

Over lang tid har der ikke været bragt ret mange nye artikler, tekster eller fotos på www.birdkeeper.dk. Som det fremgår andet steds på hjemmesiden, så opbygges den successivt i takt med, hvad tiden tillader, og når lysten melder sig. Og tiden har ikke været til at arbejde med hjemmesiden, da jeg sammen med min hustru efter flere års tilløb for ca. 2 år siden købte et hus på landet, så vi kunne realisere vores drøm om at holde vores papegøjer under de helt optimale forhold. Vi er nu omsider ved at på plads med vores nybyggede fuglehus med tilhørende voliereanlæg. Jeg har selv designet og kravspecificeret hele anlægget på baggrund af min viden og mangeårige erfaringer med at holde papegøjer, og jeg har i den forbindelse forsøgt at undgå gentagelse af tidligere tiders begåede fejltagelser. Frem for alt har jeg forsøgt at undgå at springe over, hvor gærdet er lavest, ikke mindst i forhold til en ordentlig skadedyrssikring af hele anlægget fra starten. Det har været helt afgørende for mig at fokusere på fuglenes velfærd, trivsel, og løbende stimulation. Derfor kan alle fugle selv frit vælge at trække ind i fuglehuset (som kan opvarmes) fra deres udendørsvolierer, og der tilbydes løbende nye udfordringer, som det f.eks. kendes fra de toneangivende zoologiske haver. Jeg har endvidere forsøgt at sætte en ny standard for at holde fugle på deres vilkår og samtidig implementeret et nyt sundheds- og hygiejnekoncept med tilhørende formelle procedurer, processer og protokoller, der er grundlaget for at kunne opretholde et moderne, sundt og klinisk testet fuglehold af højeste kvalitet.

Tiden er nu inde til, at der på www.birdkeeper.dk og på www.facebook.com/birdkeeper.dk bliver bragt en række nye mindre indlæg og fotos, og via sidstnævnte site er det muligt at ”abonnere” på nyhederne på denne hjemmeside.

Jeg håber, at de mange trofaste læsere vil hilse dette initiativ velkomment.

 

Jørgen Petersen 

Konciperet/Opdateret: 04.10.2018/04.10.2018
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!