DPCI - Danish Parrot Conservation Initiative

Menneskets fascination af papegøjer

Mennesket har allerede fra før Alexander den Stores tid for mere end 2.300 år siden været fascineret af papegøjer, dels i kraft af deres farvepragt, dels som følge af deres spændende væsen. Papegøjer betragtes som de mest intelligente af alle slags fugle, hvilket er medvirkende til, at man kan opleve, at de på nogle områder har menneskelignende træk. Papegøjer er gode til at tilpasse sig mange forskellige forhold, og de findes da også på alle verdens kontinenter med undtagelse af Antarktis og Nordamerika (på sidstnævnte kontinent er forskellige papegøjearter blevet introduceret i naturen efter, at de oprindelige arter er udryddet af mennesket). Papegøjer bebor mange forskellige habitater fra sneklædte bjergtoppe og tropiske regnskove og savanner til golde ørkenlignende områder. Mange papegøjearter lever i komplekse sociale strukturer, vi som mennesker kan reflektere os i, og mange arter vælger ofte en mage for resten af livet, der i nogen tilfælde kan svare til et helt liv for et menneske.

Hvor mennesket har jaget og fanget papegøjer siden oldtiden, så har deres utrolige popularitet som ”menneskets fjerede venner” over de seneste år haft store - og i mange tilfælde katastrofale - konsekvenser for en række papegøjearter.

Baggrunden for DPCI

Ordenen papegøjer (Psittaciformes), der omfatter ca. 360 forskellige arter og underarter, står overfor mange udfordringer og trusler i naturen, og de er i dag den mest truede gruppe af fugle i verden. Årsagerne hertil er:

  • Papegøjer er på trods af forbud mod international handel fortsat til genstand for jagt og indfangning
  • Papegøjernes naturlige habitater - ikke mindst ynglesteder - indskrænkes og ødelægges systematisk af mennesket, bl.a. gennem intensiv skovdrift
  • Papegøjer er forfølges i store dele af deres udbredelsesområder, da de betragtes som skadedyr i forhold til kulturafgrøder
  • Papegøjer er sårbare over for introduktion af nye invasive arter og sygdomme.

Det mest paradoksale er, at de økologiske indvirkninger ved udryddelsen af papegøjer i naturen stort set er ukendte for mennesket. Når det er sagt, så er der er også behov for, at de arter, der er sjældne under beskyttede forhold – men ikke er det i naturen - på systematisk vis får sine interesser varetaget, da importer af vilde bestande fra naturen ikke længere er muligt, hverken i Europa eller USA, jf. her bl.a. EU’s permanente importforbud med virkning fra 1. juli 2007.

Udfordringerne

Rundt omkring i verden holder mennesket millioner af papegøjer som tamfugle. En mindre del af disse fugle nyder et langt og på mange måder optimalt - samt rigt - liv på baggrund af den pasning, pleje og omsorg, som de modtager fra velinformerede og passionerede ejere.

Men endnu flere papegøjer er anskaffet som en slags ”forbrugsgode” på baggrund af et pludseligt indfald og lider dagligt som følge af ejerens manglende viden om, hvorledes disse fugle skal passes optimalt under beskyttede forhold. Med optimalt menes ikke alene krav om de rigtige fysiske rammer og kontinuerlig adgang til varieret føde, men tillige løbende mental stimulation. Som et resultat af den manglende behovsopfyldelse og omsorgssvigt, lever mange papegøjer korte og miserable liv typisk som tamfugle.

Hvad er DPCI?

Danish Parrot Conservation Initiative – eller blot DPCI – er startet i 2016 i privat fugleholderregi med det formål under beskyttede forhold at bevare udvalgte papegøjearter,

  • der enten er truet i naturen, eller
  • som forefindes i et ganske lille antal – og dermed er sjældne – blandt fugleholdere, typisk fordi de er vanskelige at opdrætte, og dermed er yderst sårbare bestande.

DPCI anerkender, at der rundt omkring i verden findes organisationer og private fugleholdere, der gør et stort og seriøst arbejde for især at redde de papegøjer, der er udryddelsestruede i naturen.

DPCI’s bestand omfatter alene nogle få udvalgte arter, som opfylder ovennævnte krav, men indsatsen skal ses i sammenhæng med andre internationale tiltag på området.

DPCI’s målsætning

DPCI arbejder udelukkende med naturlig regeneration af sjældne og truede papegøjer under beskyttede forhold, da det er medvirkende til at sikre afkommets naturlige instinkter og dermed mulighed for langsigtet overlevelse, da ungfuglene fra starten af sit liv således udrustes med forældrefuglenes naturlige immunforsvar.

Målsætning for DPCI:

Under beskyttede forhold at bevare udvalgte papegøjearter, der enten er sjældne i naturen eller kun forefindes i ganske få antal blandt fugleholdere gennem målrettet naturlig regeneration.

Målet er endvidere, at DCPI løbende sikrer, at bestanden af de udvalgte arter lever længe, sundt og lykkeligt. Derfor er fuglenes velfærd til stadighed i fokus. Derfor er hele bestanden testet for alvorlige smitsomme sygdomme og er undergivet løbende dyrlægetilsyn.

DPCI’s aktiviteter er ikke kommercielt baserede, og der sælges ikke ud af DPCI’s bestand eller eventuelt afkom. DPCI foretager alene opkøb af de udvalgte papegøjearter, som der systematisk arbejdes med for at sikre en optimal og langsigtet genetisk basis. Der kan dog undtagelsesvist blive tale om bytning af enkeltfugle med seriøse opdrættere og fugleparker o.lign., der gennem flere år bevisligt og systematisk har arbejdet med en bestemt art, for at sikre adgang til genetisk diversitet.

DPCI er endvidere åbent for på sigt at samarbejde med internationale organisationer, der på professionel vis kan forestå kontrollerede genudsættelser i naturen af eksemplarer opfostret under beskyttede forhold i regi af DPCI i den udstrækning, som det måtte findes forsvarligt.

Aktiviteter i regi af DPCI

I hovedtræk er DPCI’s aktiviteter:

  1. Målrettet arbejde med naturligt opdræt af få udvalgte papegøjearter, der enten er sjældne i naturen eller kun forefindes i få antal under beskyttede forhold.
  2. De arter, som er repræsenteret i regi af DPCI, holdes som minimum parvis for at sikre en biologisk korrekt adfærd. Hvis fuglene i naturen færdes i flok, tilstræbes det at bestanden afspejler dette forhold.
  3. Tager så vidt muligt afsæt i nyeste videnskabelige viden inden for området, men bygger også på mange års opsamlede erfaringer blandt seriøse fugleholdere for at sikre fuglenes trivsel og velfærd samt overlevelse under beskyttede forhold.
  4. Systematisk vidensopbygning omkring optimal pasning og pleje af disse arter, herunder regeneration, med afsæt i en biologisk korrekt adfærd.
  5. Formidling af viden og erfaringsudveksling i forhold til andre seriøse initiativer, der arbejder med lignende arter.
  6. Samarbejde med andre organisationer eller seriøse, erfarne private fugleholdere, der gennem flere år bevisligt har arbejdet med de samme arter efter en plan, f.eks. ombytning eller udlån af enkeltfugle for at sikre disses fortsatte overlevelse under beskyttede forhold.

Hvad DPCI ikke er

DPCI beskæftiger sig udelukkende med systematisk avl af udvalgte papegøjearter med afsæt i at skabe en korrekt biologisk adfærd under beskyttede forhold med henblik på naturlig regeneration.

DPCI beskæftiger sig således ikke med:

  • Tamme papegøjefugle eller
  • Håndopmadning af papegøjeunger.

I øvrigt

DPCI er indtil videre et lukket initiativ.

Såfremt man er en seriøs fugleholder, der har en samling af sjældne papegøjer, som man ikke længere er i stand til/ønsker at varetage, kan der rettes henvendelse til DPCI m.h.p. at drøfte mulighederne for overtagelse af samlingen på baggrund af et formelt købstilbud. Henvendelser til DPCI varetages indtil videre via www.birdkeeper.dk, hvorfor der kan rettes henvendelse hertil via følgende mail: birdkeeper.dk@gmail.com.

 

Jørgen Petersen

_______________________________________________________________________________________

Konciperet/Opdateret: 12.02.2016/12.02.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!