Opdræt af Orangehovedet dværgpapegøje (Agapornis pullarius pullarius)

Den Orangehovedet dværgpapegøje er en utrolig smuk fugl. Det er den dværgpapegøjeart, der har de stærkeste farver hos vildtformen. Hannen (som ses til venstre) er som regel den mest farvestærke af kønnene

Ynglesæsonen 2015 var langt hen ad vejen ikke nogen succes hos mig, hverken i forhold til mine dværgpapegøjer, de større papegøjer eller blandt parakitterne. Vi skulle helt frem til december 2015, hvor jeg til gengæld virkelig fik noget at glæde mig over. Her blev flere års målrettet indsats med forsøg på opdræt af den papegøjeart, som af mange fugleholdere betragtes som den måske allersværeste at opdrætte under beskyttede forhold, nemlig den Orangehovedet dværgpapegøje, kronet med held.

For en generel beskrivelse af denne art henvises til en anden artikel på www.birdkeeper.dk (se faneblad ”Orangehovedet”), idet denne artikel alene fortæller om den lange vej, der har ført frem til, at mit langsigtede mål med at opdrætte denne art omsider bar frugt. Artiklen handler således både om de høstede erfaringer, men også om alle ærgrelserne på vejen frem til opdræt af den Orangehovedet dværgpapegøje.

Allerede efter den første sæson fik jeg rigtig mange gode erfaringer med at holde den Orangehovedet dværgpapegøje i flok i udendørsvoliere om sommeren og lærte, at det er en rigtig omgængelig fugl. Samtidig måtte jeg dog sande, at den danske sommer er lunefuld, og at flokopdræt sandsynligvis godt kan lade sig gøre, dog ikke uden at samtlige opsatte redekasser indeholder en eller anden form for kunstig opvarmningskilde, så det blev droppet

Baggrund

Den Orangehovedet dværgpapegøje har været kendt i Europa siden år 1603, altså siden det tidspunkt, hvor kong Christian den IV fortsat var en ung mand, der red rundt på sin hest i vores hovedstad. Allerede fra begyndelsen af det 17. århundrede var den Orangehovedet dværgpapegøje et foretrukkent eksotisk ”kæledyr” blandt Europas velstående, ikke mindst blandt det engelske aristokratis fornemme damer, som gik spadsérture med deres ”lovebird” på fingeren. Gennem mere end 300 år er det alligevel aldrig nogensinde lykkedes blandt fugleholdere i Europa, eller for den sags skyld i andre verdensdele, at etablere denne art som en regelmæssig ynglefugl under beskyttede forhold, hvilket er ganske tankevækkende. Det er i det hele taget vanskeligt at få den Orangehovedet dværgpapegøje til at yngle, og er det sket, har forsøgene på opdræt ofte været kendetegnet af, at ungerne er døde i reden efter ganske få dage, subsidiært kort tid efter ungerne har forladt reden. Hertil kommer, at denne art generelt har et ry for at have en meget høj dødelighed, især blandt hunner. Det gælder ikke mindst i forbindelse med anskaffelsen af fuglene, i særdeleshed når de flyttes over lange afstande. Omvendt betyder artens ringe evne til at regenerere sig under beskyttede forhold, at den endnu ikke er blevet til genstand for specialforeningers misforståede bestræbelser på at opstille meningsløse standarder for vildtfarvede eksemplarer, og med hvad dertil hører af ulyksaligheder.

Jeg så det første par Orangehovedede dværgpapegøjer på en udstilling i Vestegnens Fugleforening for mere end 35 år siden, men allerede her var der tale om, at det var en sjælden fugl blandt fugleholdere, som ikke var lige til at anskaffe. På dette tidspunkt blev de første tanker født om, at jeg på et eller andet tidspunkt i mit liv skulle prøve kræfter med denne art. Men vi skulle frem til 1995, hvor jeg satte mig som konkret mål, at jeg ville have disse fugle, når - og hvis - lejligheden måtte byde sig. Da disse fugle er meget svære at opdrive, stod de på min ønskeseddel i de næste ca. 15 år, før det for knapt 5 år siden lykkedes mig at anskaffe flere par af disse overordentligt smukke fugle. Det er ikke ualmindeligt, at man skal være skrevet op i flere år hos de ganske enkelte europæiske fugleholdere, der ejer/yngler med denne art, før man kan gøre sig forhåbninger om at kunne købe disse fugle.

Bortset fra den Grønhovedet dværgpapegøje (Agapornis swindernianus), der aldrig med held har været holdt under beskyttede forhold på vores breddegrader (dog så jeg for nyligt for første gang nogensinde den Grønhovedet dværgpapegøje udbudt til salg i Storbritannien), så betragtes den Orangehovedet dværgpapegøje, som den mest sjældne Agapornis-art under beskyttede forhold. Det er et paradoks, da det er den dværgpapegøjeart, der har langt det største udbredelsesområde i naturen koncentrerende sig om en lang række lande i det ækvatoriale Afrika fra vest til øst, hvor den ikke er nogen sjældenhed på nær i eksempelvis udkantsområder.

I de år, hvor den Orangehovedet dværgpapegøje stod på min ønskeseddel, blev jeg bekendt med en fugleholder på Amager, for hvem det var lykkedes at købe et par, men som efter et par år havde mistet sin hun, og nu havde opgivet tanken om at få en ny mage og dermed opdræt. Han ville mere eller mindre forære sin hanfugl væk, da han samtidig mente, at der ville være større muligheder for at opdrætte denne art, hvis man havde mere end et enkelt par. Jeg har for vane at skrive ”guldkorn” ned, når jeg hører spændende information fra andre fugleholdere, og her mente jeg, at en af hovedfaktorerne til at få succes med at opdrætte den Orangehovedet dværgpapegøje måske kunne ligge, da fuglene i naturen jo også færdes i små og mindre flokke. Så fra starten af satte jeg mig for, at hvis jeg skulle have denne art, så skulle jeg anskaffe mig flere par på én gang.

Jeg har fra start sådan set ikke haft problemer med at få den Orangehovedet dværgpapegøje til at grave rede og lægge æg, hvad andre fugleholdere ellers har oplevet. Derimod er problemerne opstået, når der er kommet unger, og hunfuglen – som den jo gør i naturen – efter få dage forlader reden i en stor del af døgnet. Her har jeg oplevet det samme, som andre fugleholdere gennem tiderne, der har prøvet kræfter med denne art, nemlig at ungerne dør efter kortere eller længere tid. På dette foto ses en få dage gammel – men død - unge fra 2. sæson, bemærk den fyldte kro, som tegn på, at hunfuglen har passet den

Målsætning

I megen faglitteratur kan man læse om, hvor ømfindtlig denne art er over for stort set alle former for ændringer, hvilket også gælder i forhold til anskaffelsesprocessen fra en anden fugleholder, som typisk foregår over lange afstande. Jeg satte mig derfor følgende kortsigtede mål for en kommende anskaffelse: 

  • Det primære fokus var at holde fuglene i live efter anskaffelsen
  • Jeg ville tage fuglene i nøje øjesyn og lære dem samt deres adfærd at kende i dybden
  • Fuglene skulle derfor ikke sættes til at yngle fra starten med risiko for deres liv.

Det langsigtede mål var selvfølgelig at opnå opdræt og – om muligt – at arbejde for tilvejebringelsen af en stamme, der kunne give regelmæssigt opdræt, hvilket – mig bekendt – kun er lykkedes for en lille håndfuld fugleholdere i verden. Jeg ville således gerne medvirke til at bryde koden til etablering af denne art under beskyttede forhold.

Forberedelser til anskaffelsen

Som led i min research forud for anskaffelsen af den Orangehovedet dværgpapegøje havde jeg, ud over at læse al tilgængelig litteratur omkring denne art, kontakt til nogle af de få virkelige kyndige udi denne art i Europa. I forbindelse med denne research blev jeg opmærksom på, at der er nogle bestemte forudsætninger, som man skal opfylde for at holde den Orangehovedet dværgpapegøje i live og få den til at trives:

  • Den Orangehovedet dværgpapegøje skal altid have foder (samt vandtrug) hængende højt oppe i buret/volieren, da disse fugle i modsætning til alle de øvrige kendte dværgpapegøjearter aldrig går på bunden af buret eller volieren for at indtage føde
  • Den skal have absolut ro – holdes bag lukkede døre, og det skulle kun være mig selv, der på daglig basis gik ind i rummet til fuglene, vel at mærke iklædt samme farve tøj hver gang
  • Den måtte ikke udsættes for pludselige og/eller høje lyde eller forstyrrelser, så alle mine andre papegøjer og parakitter skulle fra starten holdes helt adskilt fra dem, hvorefter de gradvist kunne vænne sig til eventuelle andre fugles lyde
  • Den skal holdes ved god varme (min. 20 graders Celsius) indendørs
  • Den skal fodres med en frøblanding indeholdende meget små frøsorter, typisk Tropefugleblanding
  • Den skal tilbydes rigeligt med ophængte hirsekolber
  • Samtidig skal den på daglig basis have adgang til sød frugt
  • Den skal på regelmæssig basis have probiotika
  • Der skal være lys hele døgnet i rummet, hvor fuglene opholder sig i de første uger efter flytningen, så de kunne finde sig bedre til rette og have længst mulig tid til fødeindtagelse (selv om man skulle tro, at dette ville virke stressende).

Her ses desværre endnu en – i dette tilfælde knapt 8 dage gammel, død unge af den Orangehovedet dværgpapegøje. Bemærk hvor nøgen ungen er, idet den stort set ikke er dækket af dun. Lige præcis på dette område adskiller den Orangehovedet dværgpapegøje sig også fra de andre Agapornis-arter, der er tæt dækket af dun. Det er en af årsagerne til, at den Orangehovedet dværgpapegøje allerede i en meget tidlig alder er meget sårbar for lave temperaturer og temperaturudsving, da hunfuglen allerede efter få dage forlader redekassen det meste af døgnet og kun går ind i den for at made ungerne

Håndtering af anskaffelsesprocessen og tiden derefter

Fuglene blev anskaffet i sensommeren 2011 og efter en overstået karantæneperiode blev alle fuglene placeret i en mindre stuevoliere, hvor de gik sammen. Stuevolieren var placeret i et afsides liggende værelse i vores hus, hvor vi normalt aldrig holder fugle. 

Det stod det hurtigt klart for mig, at tesen om, at den Orangehovedet dværgpapegøje trives bedst, når de er mange, enten gående i flok eller i hvert fald har mulighed for at kunne høre hinanden, måtte være rigtig, for fuglene trivedes rigtig godt, og jeg led ingen tab. Denne art har i øvrigt den sødeste og mest blide melodiske stemme, som man kan forestille sig, og den adskiller sig derved markant fra de fleste øvrige dværgpapegøjearter, selv den Gråhovedet dværgpapegøje (Agapornis canus). Det gør den særdeles velegnet til at blive holdt indendørs eller i tæt beboede villakvarterer. Den Orangehovedet dværgpapegøje adskiller sig også på en anden måde fra de øvrige dværgpapegøjearter, idet der vedblivende foregår en konstant pludren på tværs af bure, eller når de sidder sammen i en voliere. De øvrige dværgpapegøjearter kan også tit sidde og småpludre, men de holder trods alt nogle længerevarende pauser ind i mellem. 

Den første ynglesæson efter tilpasningsperioden

Da vi var godt henne i foråret 2012, og vejret var blevet godt og luften varm, blev fuglene flyttet ud i fuglehuset i en indendørs voliere med adgang til via et flyvehul frit at søge ud i en stor udendørsvoliere. De mest støjende arter var flyttet fra fuglehuset til nogle af mine andre voliereanlæg, så de Orangehovedede dværgpapegøjer ikke blev skræmt af lydene fra de større papegøjearter. Dværgpapegøjeguruen, Helmut Hampe, fortalte allerede i sin banebrydende bog, ”Die Unzertrennlichen”, fra 1934, at den Orangehovedet dværgpapegøje var at betragte blandt de mindst intelligente Agapornis-arter, bl.a. fordi de ikke selv kunne finde ud af at trække ud i en udendørsvoliere, en etikette, der har fulgt denne art lige siden. Jeg måtte da også sande, at dag efter dag gik uden, at fuglene trak ud i friluftsvolieren. Jeg valgte derfor at gøre noget utraditionelt, idet jeg tog en enkelt Gråhovedet dværgpapegøje fra nabovolieren og satte ind til de Orangehovedede dværgpapegøjer, og der gik ikke længe før, at de Orangehovedede dværgpapegøjer lærte at trække ind og ud. Sidenhen har jeg erfaret, at den Orangehovedet dværgpapegøje - også uden hjælp - sagtens kan selv kan tilegne sig nye ting, der går bare længere tid. Den virker således mere reserveret, end de øvrige Agapornis-arter, men det tager jeg ikke som et udtryk for, at den er dum, snarere tværtimod, da den er meget forsigtig og ikke bare kaster sig ud i hvad som helst. 

Fuglene gik i flok i volieren hen over sommeren, hvor de trak ind i indervolieren efter føde og ind i mellem også for at overnatte. Den Orangehovedet dværgpapegøje er en meget omgængelig fugl både over for artsfæller og andre, mindre fuglearter, f.eks. finker. Den er således kun lidt stridbar – en gang i mellem er der en enkelt fugl, der skal markere sit territorie, og det sker for hannens vedkommende ved at sprede sin hale og rejse fjerene på issen samt gøre brug af sin stemme. 

Samtidig havde de mulighed for at yngle, idet der i udendørsvolieren var anbragt mange forskellige slags specialfremstillede redekasser oppe under volierens loft på volierens langsider. De eksperimenterende redekasser, som jeg benyttede i den første ynglesæson, bød på forskellige muligheder, der tillod, at hunfuglene – der går for at være de rene ”borebisser” - kunne gnave en redetunnel typisk på 20 – 30 cm frem til det sted, hvor den enkelte hunfugl ønskede at lave selve redekammeret. Fugleholdere har gennem tiderne eksperimenteret med forskellige former for redefyld af sammenpresset tørv, ler, gips og sågar flamingoplader (styropor); sidstnævnte kunne jeg aldrig drømme om bruge, da der er tale om et giftigt kunststof. Mange af disse fugleholdere har ved samme lejlighed eksperimenteret med kunstige varmekilder, som enten anbringes i bunden af redekassen eller under denne for at sikre en høj varme i reden. På grund af denne arts helt særegne ynglebiologi i naturen, hvor den graver rede i termitboer på den afrikanske savanne i Ækvatorialafrika, er der nemlig altid varmt i reden. Det fortælles, at der konstant kan være ca. 30 graders Celsius inde i en rede gravet i et sådan termitbo. Det er derfor hunnen i naturen typisk forlader ungerne få dage, efter de er klækket, og så går de til, hvis der, som i den danske sommer kommer et vejrskifte med koldere temperaturer. Allerede den første sommer fik jeg unger i et par af kasserne, men ungerne døde typisk efter 8 – 10 dage, da det danske sommervejr er lunefuldt. 

Efter således at have forsøgt mig med flokopdræt i dansk sommervejr, droppede jeg det, da jeg måtte erkende, at dette nok ikke var vejen frem. Fuglene skulle have varme og formentlig også så meget ro, som kun en ynglereol (sammenbyggede kassebure af f.eks. mærket GEHU) kan give. Jeg var dog blevet en stor erfaring rigere, da sæsonen havde vist, at den Orangehovedet dværgpapegøje er yderst selskabelig og meget omgængelig over for artsfæller.

MIN FØRSTE UNGE AF DEN ORANGEHOVEDET DVÆRGPAPEGØJE EFTER CA. 5 ÅRS ANSTRENGELSER !!! Fotoet er taget få timer efter, at den er ”fløjet” ud. Der er formentlig sket en fejl, da den er kommet ud ca. 1 uge for tidligt, hvilket bl.a. kan ses på, at dens fjerdragt ikke er komplet og den endnu ikke kan flyve. Der er tale om den unge, der er omtalt i artiklen, som desværre døde den 4. januar 2016. På baggrund af min research tegner der sig et billede af, at unger af den Orangehovedet dværgpapegøje især er meget sårbare frem til en alder af 10 – 12 måneder

De efterfølgende sæsoner

Året efter fik fuglene bare mulighed for at være ude i foråret og hele sommeren, hvorefter de blev taget ind i ynglereoler i det opvarmede fuglehus. Her begyndte jeg at sætte 3 – 4 fugle sammen i enkelte ynglereoler (dobbeltbure), så fuglene herfra selv kunne parre sig ud. Jeg satte herudover kameraovervågning på fuglene, så jeg kunne holde dem under observation døgnet rundt, hvilket i øvrigt er en del af den permanente tyverialarm.

Efter yderligere eksperimenter med anderledes redekasser, besluttede jeg mig for ikke længere at eksperimentere med forskellige designs/udformning af redekasser, men i stedet benytte de almindelige redekasser, som der følger med GEHU ynglereolerne (størrelsesmål: L 25 cm x B 14 cm x H 18 cm). Det er vigtigt ikke at lade den Orangehovedet dværgpapegøje yngle i redekasser, der er mindre end denne størrelse, idet jeg hos en anden opdrætter har set, at der er benyttet en redekasse på ca. halvdelen af denne størrelse, og det kan give permanente fysiologiske skader blandt ungerne, da redevæggene er hårde, så når pladsen er trang, presser forældrefuglene ungerne mod redens vægge, hvilke kan medfør skævheder o.lign. i ungfuglenes kroppe. Jeg har gennem årene haft stor opdrætssucces med at benytte GEHU ynglereolerne med disses standardredekasser i forhold til den Gråhovedet dværgpapegøje og dennes underart. Redekasserne skulle dog i forhold til den Orangehovedet dværgpapegøje fyldes op med hårdt materiale, der ikke måtte være så hårdt, at fuglene ikke kunne gnave i det. Jeg startede oprindeligt med at bruge klyner (udskåret mosetørv, som enten er direkte udskåret af mosejord eller er dannet ved æltning og formning af mosedynd), og det fungerede også fint, idet fuglene gravede de ønskede redetunneller og -kamre, men efter nogle måneders forløb på denne anden ynglesæson blev jeg bange for, at det meget finkornede støv, der opstår under fuglenes bearbejdning af materialet, kunne skade deres åndedrætsorganer. Mange gange så jeg, at flere af hunnerne på daglig basis nærmest var blevet forvandlet til at være mere eller mindre brune af klynernes støv. De seneste par år har jeg derfor alene brugt akvariekork, som udskæres i de rigtige størrelser, så de passer til redekassen, inden de lag på lag monteres i redekassen, naturligvis efter de er blevet skyllet under vand for at fjerne støv og urenheder. Selv ved brug af kork, kan især hunfuglene, når redegraveriet står på, blive helt sortagtige i hovederne som følge af bearbejdningen af korkpladerne, men det støver slet ikke på samme måde som klyner.

Mønstret med at sætte nogle af fuglene ind i ynglereoler i fuglehuset for at yngle oven på en lang sommer, og lade de resterende sidde i fuglehusets indervoliere med adgang til ydervoliere, gentog sig i den næste ynglesæson (2014). Det gav mig indsigt i, hvor robust den Orangehovedet dværgpapegøje egentlig kan være, når den først føler sig tryg og ordentligt til rette. De fugle, der blev siddende i fuglehuset, trak således selv ud på vinterdage med stærk frost og sne. Her adskiller jeg mig fra de øvrige meget få fugleholdere i Europa, som jeg kender, der har den Orangehovedet dværgpapegøje, idet disse fugleholdere alene holder denne art indendørs. Det mener jeg dog ikke på lang sigt vil styrke fuglenes immunforsvar og trivsel samt ikke mindst modstandskraft, hvorfor jeg er tilhænger af, at fuglene skal have en god lang sommer i udendørsvolieren, naturligvis med fri adgang til indervoliere, som de stort set ikke gør brug af, medmindre de skal fouragere. Samme tilgang har jeg benyttet over for mine Gråhovedede dværgpapegøjer, som over årene er blevet særdeles robuste hos mig. De kan også altid søge indendørs i et fuglehus, som er opvarmet om vinteren, men den Gråhovedet dværgpapegøje kan godt lide at sidde i udevoliere flere timer ad gangen på selv de koldeste vinterdage og endda at trippe rundt på bunden af en sneklædt volierebund.

Blandt de Orangehovedede dværgpapegøjer, som sad i ynglereolerne i denne sæson, havde jeg en overgang en han sammen med to hunner i ét kassebur, hvilket gav et par unger, som desværre døde, men denne gang efter 14 dage. Den ekstra hun, som fik tilnavnet ”Tante”, medvirkede til redegraveriet og søgte ind i redekammeret sammen med parret, når den følte sig utryg. På intet tidspunkt var der optræk til nogen form for indbyrdes ballade, men jeg turde ikke at flytte ”Tante” efter, at jeg ved redekontrol havde konstateret, at der var æg. Det er i øvrigt en kompliceret proces at lave redekontrol over for den Orangehovedet dværgpapegøje, da man efter at have åbne låget på redekassen lag for lag skal fjerne hver enkelt korkplade for at nå ned til de korkplader, hvor redekammeret er udgravet. Det er især svært på GEHU-redekasser, da halvdelen af redelåget er fast, men GEHU-systemet byder til gengæld på så mange andre fordele for en fugleholder.

I 2013 og 2014 fik jeg således i vinterhalvåret både æg og unger à nogle gange, men hver gang, der var unger, døde disse - uvist af hvilke årsager - i en alder à højest 14 dage. Til historien hører, at der i 2014 foregik ret få yngleaktiviteter, da jeg af familiemæssige årsager simpelthen fik fuglene taget for sent ind i ynglereolerne.

Her ses en af mine to øvrige unger af den Orangehovedet dværgpapegøje. Det sortagtige område på overnæbbet er allerede aftaget i udbredelse og intensitet, hvortil kommer, at næbbets farve er begyndt at ændre sig fra gulligt til hornfarvet. Som voksenfugl er overnæbbet mønjerødt med et undernæb, der er noget lysere

Ynglesæson 2015

2015 skulle nu være året, hvor alt blev sat ind på, at opdræt endelig skulle lykkes med afsæt i de foregående års opsamlede erfaringer. I den forbindelse tænkte jeg, at der måske alligevel var for mange forstyrrelser i fuglehuset til den Orangehovedet dværgpapegøjes smag, ligesom det ikke var muligt at nå op på så høje varmegrader, som der måske skulle til for at opnå et succesfyldt opdræt – og den høje varme kunne jo samtidig påvirke de øvrige arter negativt. I eftersommeren 2015 blev et særskilt værelse i vort hus derfor undtagelsesvist gjort klar til fugle, idet jeg installerede en GEHU ynglereol. Normalt adskiller jeg altid menneskebolig fra fuglenes opholdssted, men jeg gjorde nu en undtagelse. Jeg var fortsat sikker på at GEHU ynglereolerne, hvor jeg gennem årene som tidligere omtalt har haft stor succes med at opdrætte den Gråhovedet dværgpapegøje, kombineret med et lukket rum, der kunne sikre absolut ro og høj varme til de Orangehovedede dværgpapegøjer, fortsat måtte være vejen til succes. Rummet, hvori de Orangehovedede dværgpapegøjer blev installeret, kunne iagttages udefra, og jeg frekventerede alene dette en gang på daglig basis.

Belysningen blev sat til 13 – 14 timer i døgnet, idet vi var på vej ind i den mørke tid, og når belysningen var slukket, tændtes en vågelampe automatisk, hvilket jeg har erfaret, gør netop denne art mere tryg.

Jeg lægger normalt stor vægt på at have et højt rengøringsniveau i mit fuglehold, men jeg besluttede mig for, at skrue ned for disse ambitioner for at forstyrre fuglene mindst muligt. Af samme årsag ville jeg hele denne ynglesæson undlade at foretage nogen former for redekontrol, ligesom der heller ikke ville blive foretaget mærkning af eventuelle unger med faste ringe – nu skulle jeg simpelthen ikke forstyrre på nogen måde, men helt ”overlade scenen” til fuglene. Det er i øvrigt set før, at en hunfugl af denne art permanent kan finde på at forlade en rede med æg, når der foretages redekontrol.

De Orangehovedede dværgpapegøjer blev også denne gang flyttet fra voliereanlægget, hvor de havde gået sammen siden foråret og frem til slutningen af september. Fuglene skulle sættes i gang på samme tidspunkt, og udgangspunktet var at sætte et enkelt par sammen i hvert kassebur.

De 4 fugle, der med sikkerhed i forvejen havde givet æg og unger (som desværre typisk døde i en alder à højest 14 dage), og dermed allerede måtte betragtes som sympatipar, blev som de første sat i hvert sit kassebur. I de øvrige kassebure blev der ligeledes placeret en han og en hun. Som noget helt nyt ville jeg herefter på baggrund af daglige observationer bruge en markant anden strategi i forhold til tidligere år således, at jeg udskiftede den ene fugl i et par med en fugl af samme køn fra et af de andre kassebure, hvis ikke der var tilstrækkelig sympati mellem fuglene, eller hvis der ikke kom tilstrækkelig gang i yngleaktiviteterne. Det samme gjaldt, hvis ikke hannen søgte ind i redekassen sammen med hunnen, så blev den ombyttet med en anden han for derved hele tiden at tilstræbe, at fuglene sympatiserede indbyrdes. Ombytningen af hanfuglene var også medvirkende til, at redegraveriet yderligere kom i gang, så det havde virket stimulerende på de berørte hunfugle. I den forbindelse er det værd at fremhæve, at det er min erfaring, at båndene mellem kønnene i et sympatipar hos den Orangehovedet dværgpapegøje ikke er nær så stærke, som det f.eks. kendes fra en række af de øvrige langt mere kendte dværgpapegøjearter. Da kønnene hos denne art samtidig er dimorfe, dvs. at der er en synlig forskel mellem han og hun i form af forskellige farvetegninger og –intensitet (se artikel Om Orangehovedet dværgpapegøje på www.birdkeeper.dk), er det meget let at udskifte en fugl med en anden af samme køn.

Ombytningen af fugle mellem de forskellige bure tog udgangspunkt i, at det er meget let at følge med i redegraveriet hos den Orangehovedet dværgpapegøje, da der ligger større eller mindre bunker af små afbidte korkstykker på bunden af kasseburene neden for redehullet. Denne strategi indebar for første gang nogensinde, at jeg havde indtil flere par i gang på samme tid, men jeg ville blot være lykkelig for en enkelt unge af ét par.

Her ses kontrafejet af den anden af de to overlevende unger, der trives på bedste vis

Som noget nyt forsynede jeg også hvert kassebur med et ophængt bundt grene/kviste af hængepil med masser af blade, der samtidig skulle fungere som skjul. Jeg havde ikke tidligere været tilstrækkelig opmærksom på, at det af enkelte opdrætsberetninger fremgår, at hunfuglen hos den Orangehovedet dværgpapegøje undertiden også benytter redemateriale (stykker af blade, kviste og grene), som bæres ind i den udgravede rede under fjerdragten. Dertil kommer, at det generelt er min erfaring, at denne art trives og stimuleres bedst, når den har mulighed for gnave i friske naturgrene og -kviste.

Endnu en nyhed i denne ynglesæson var, at jeg hver 2. dag konsekvent ville overdusche såvel redekasser som fugle med kuldslået vand fra en blomstersprøjte, da jeg tidligere havde oplevet at enkelte befrugtede æg ikke var klækket. Den Orangehovedet dværgpapegøje er i modsætning til flere af de øvrige Agapornis-arter ikke en fugl, der bader, og faktisk har fuglene endnu ikke helt vænnet sig til at blive overduschet med vand.

Der gik knapt en uges tid, så begyndte den første hunfugl at grave rede i en af kasserne, hvilket betød, at massevis af små mørke korkstykker efterhånden dyngede sig op på burets bund, som ellers er dækket af lyst, granuleret bøgeflis, som er varmetørret og støvfrit. Når redetunnellen var stor nok, begyndte hunfuglen at overnatte i redekassen. Om dagen sad hanfuglen typisk ude på en pind/gren og holder vagt, men om natten, eller hvis den bliver opskræmt, søgte den gerne ind i redekassen til hunnen.

Fra starten fik fuglene en konstant temperatur på 22 graders Celsius, men da redegraveriet i flere af kasseburene efter nogen tid så ud til at være gået i stå, foreslog min hustru, at vi regulerede temperaturen op til 28 graders Celsius. Da det var gjort, tog redegraveriet nærmest fra det ene øjeblik til det andet nu rigtig fat.

Jeg har ikke selv observeret en hel parring, men den skulle foregå som følger: Når hannen ønsker at parre sig, viser han sine sorte vingebuer frem ved at løfte vingerne uden at sprede dem. Halen spredes som en vifte, og den tripper frem og tilbage på pinden, hvor hunnen sidder, og han fortsætter med at nikke med hovedet. Hunnen er meget passiv i forløbet, men spreder til sidst vingerne, så hannen kan bestige hendel. 

Man er som regel ikke i tvivl om, hvornår hunnen skal til at lægge æg, da størrelsen af hendes klatter bliver markant større.

Mandag, den 9. november 2015 hørte jeg i forbindelse med fodringen de første meget spæde pip fra redekassen i et af kasseburene, og over de næste 14 dage hørte jeg ved flere lejligheder, at den spæde pippen blev mere intensiv. Jeg turde slet ikke at tænke på, om eventyret i denne ynglesæson endnu en gang skulle ende med, at ungen/ungerne skulle dø i en alder af højest 14 dage. Lykkeligvis fortsatte pippen fra redekassen og over de efterfølgende uger blev pippen til meget tydelige tiggelyde – og frem for alt, så lød det, som om der var mere end én unge, der tiggede mad fra forældrene.

Her ses en GEHU redekasse af samme type som den, hvori det vellykkedes opdræt af Orangehovedet dværgpapegøje fandt sted. Fuglene må ikke tilbydes redekasser, der er mindre end dette. Jeg har hos en anden fugleholder set, at fuglene har været tilbudt en redekasse, der har været ca. halvt så stor som en GEHU redekasse, hvilket har indebåret, at ungfugle på grund af manglende plads som følge af de indvendige faste vægge, som korken giver, har lidt af varige fysisk skavanker som f.eks. skævhed i kroppen

Da vi kom hjem fredag aften den 18. december d.å., kikkede vi ind gennem vinduet til ynglereolen, og her kunne jeg se, at der sad en lille unge i bunden af kasseburet, hvorfra vi havde hørt ungerne!!!  Da jeg tog den nærmere i øjesyn var det tydeligt, at det var en unge, der var kommet for tidligt ud, og som stadig manglede, at fjerdragten blev komplet, men det var et kæmpe fremskridt.

Ungen blev ved med at opholde sig på bunden af kasseburet, og jeg var derfor bange for, om forældrefuglene overhovedet ville flyve ned og made den, da det om den Orangehovedet dværgpapegøje siges, at den hellere vil dø af sult frem for at søge mod bunden af buret/volieren. Mine bekymringer blev gudskelov gjort til skamme, da forældrefuglenes instinkt for at passe sine unger var så stærkt, at jeg allerede næste morgen så, at hannen sad på bunden og gylpede mad op til ungen, så forældrefuglene har opført sig upåklageligt hele vejen gennem yngleforløbet. Hen over de år, hvor jeg har haft den Orangehovedet dværgpapegøje, har jeg kun et par gange set enkelte fugle på bunden af volieren. I modsætning til de øvrige dværgpapegøjearter ønsker denne art - formentlig af tryghedsårsager - ikke at fouragere på jorden. Heller ikke i naturen antræffer man dem på jorden, her ses de – når de er tættest på jorden - kun i savannens høje græs, hvor de meget elegant kan sidde med hovedet nedad, medens de fouragerer.

I visse opdrætsberetninger står, at ungerne af den Orangehovedet dværgpapegøje alle forlader reden på samme tid, men vi skulle 8 dage længere frem til 2. juledag, hvor jeg blev endnu mere opstemt, da der pludselig sad de to yndigste og perfekte unger på den ene siddepind mellem sine forældre. Det er typisk for den Orangehovedet dværgpapegøje, at forældrefuglene forsøger at beskytte sine unger ved at sidde rundt om dem.

Imidlertid skabte Gud som bekendt ikke Paradis uden en slange, så den unge, der først var kommet ud af reden, og som hele tiden havde opholdt sig på kasseburets bund, blev fundet død den 4. januar 2016. Hvorfor ved jeg ikke, men dagen før virkede det som om, at den pludselig var blevet paralyseret og ikke rigtigt kunne bruge sine ben, men hele to unger på pind – det var ikke så ringe endda.

Det skal ses i lyset af, at hvis den Orangehovedet dværgpapegøje endelig tager en tilbudt redemulighed til sig, så lægger hunfuglen 3 – 6 æg, en sjælden gang helt op til 7 æg, men der er dog en tendens til, at der kun lægges 2 – 3 æg. Æggene udruges alene af hunnen, og de klækkes efter 22 - 23 dage, og derpå går der ikke mange dage, før hunfuglen typisk kun er i reden hos ungerne om natten.

Undervejs i rugeperioden kom hunnen ud af reden et par gange om dagen for at gøre toilette og blev ivrigt madet af hannen. Hun kunne også finde på selv at tage føde til sig på egen hånd. Herefter fortsatte hun med rugningen. Henne i forløbet observerede jeg, at også hannen gik ind i redekassen og madede ungerne, undertiden - langt henne i forløbet - nåede han kun halvvejs ind, fordi ungerne ivrigt var kravlet frem i redetunnellen for at tigge føde.

Fra de tidligere mislykkede opdrætsforsøg med Orangehovedet dværgpapegøje ved jeg, at dens unger straks efter klækningen forekommer meget nøgne sammenlignet med de øvrige Agapornis-arter. Den første tid har ungerne stadig deres næbtand, og i en alder af 11 – 13 dage begynder de at åbne deres øjne, og det er på dette tidspunkt, at man normalt vil mærke ungerne med faste ringe. Et par dage senere viser de første fjerposer sig, og derpå viser de første fjer sig. Ca. 35 dage gamle er ungerne næsten fuldt fjerede, og 1 – 2 uger senere forlader de reden. Knapt 9 uger gamle er ungerne selvstændige.

Jeg har læst, at i modsætning til andre dværgpapegøjearters unger, så vender den Orangehovedet dværgpapegøjes unger ikke tilbage til reden, når de først er fløjet ud, men det er ikke korrekt. Hos mig har ungfuglene ved gentagne lejligheder søgt tilbage til reden efter den første udflyvning.

Her ses hvorledes den Orangehovedet dværgpapegøje har gravet sig vej gennem de korkplader, som redekassen har været fyldt med. Selve reden består af en redetunnel, der i naturen typisk vil være 20 – 30 cm lang samt et redekammer, hvor hunfuglen lægger æg. Selve redekammeret ligger i forlængelse af redetunnellen langs den øverste kant og går ud i redekammeret øverst til venstre i fotoet og går ind under korkpladen langs den venstre side.

Såfremt fuglene føler sig truet, ser man oftere end hos andre dværgpapegøjearter, at forældrefuglene, især lige efter ungernes udflyvning, forsøger at beskytte ungerne ved at lade disse sidde mellem sig på en gren, som allerede beskrevet ovenfor. Nogle opdrættere betegner de udfløjne unger som særdeles sky, hvorimod andre betegner dem som forbavsende rolige, og jeg hører til den sidste kategori. Dog forekommer det mig, at jo ældre ungfuglene er blevet, jo mere af forældrefuglenes skyhed tager de til sig. Ungerne begynder at skifte til voksenfjerdragt i en alder af ca. 4 måneder.

Er man så heldig, at man får den Orangehovedet dværgpapegøje, kan man opleve, at den – i lighed med den Gråhovedet dværgpapegøje – kan være meget sky, men med tiden bliver de Orangehovedede meget mere rolige i modsætning til den Gråhovedet. Jeg har dog fra forskellige andre fugleholdere hørt, at de er imponeret over, hvor rolige mange af mine Gråhovedede dværgpapegøjer er. Jeg forsøger nemlig altid bl.a. at omgås mine fugle med rolige bevægelser og en sagte stemme. Der er ingen sammenligning mellem unger af den Orangehovedet og den Gråhovedet, her virker sidstnævntes unger bare altid meget sky, og de vil gøre alt for at flygte, når fugleholderen kommer for tæt på.

Selv om jeg ikke har ringmærket mine første Orangehovedet dværgpapegøje-unger, er det min opfattelse, at de anbefalinger fra udbydere af faste ringe, som jeg har set til diameteren på de faste ringe på enten 3,8 eller 4 mm, der skal benyttes, er forkerte. Ungerne af den Orangehovedet dværgpapegøje kan forekomme forholdsvis små i starten af livsforløbet, men faktisk er den som voksen en ret stor – og mere korpulent - fugl sammenlignet med den Gråhovedet dværgpapegøje, og den har væsentligt kraftigere ben, løb og fødder end den Gråhovedet dværgpapegøje. Iflg. dværgpapegøjeguruen Helmut Hampe er gennemsnitsvægten for den Gråhovedet dværgpapegøje 24 – 29 gram (for begge køn under et), hvor gennemsnitsvægten for den Orangehovedet dværgpapegøje er 36 – 43 gram (ligeledes for begge køn under et). Jeg vil fremadrettet benytte faste ringe med diameter på enten 4,2 eller 4,5 mm til den Orangehovedet dværgpapegøje.

Nogle hunner forlader reden, når ungerne kun er 3 – 4 dage gamle, andre hunner forbliver længere tid i redekassen. Når hunnen forlader reden meget tidligt, kan ungerne let fryse ihjel, da den Orangehovedet dværgpapegøjes unger - som tidligere anført – er kendetegnet ved stort set at være nøgne de første dage af deres levetid i modsætning til de øvrigt dværgpapegøjearter, som har dun fra starten. Derfor er det vigtigt med en høj baggrundstemperatur eller en særskilt opvarmningskilde til selve redekassen.

Over årene har jeg observeret, at den Orangehovedet dværgpapegøje har tendens til læggenød, hvis ikke der er varme nok, hvor den opholder sig. Den avlshun, som det nu er lykkedes mig at få unger af, var i øvrigt sidste år døden nær netop på grund af læggenød, men det lykkedes min hustru og jeg at redde den, og det har den nu takket os for i form af et succesfuldt opdræt.

På intet tidspunkt har der været tegn til, at forældrefuglene har villet påbegynde 2. kuld, det har jeg kun set hos par, hvor det allerede gik galt for dem i starten af 1. kuld.

Omsider lykkedes det mig at få unger af den Orangehovedet dværgpapegøje, hvilket herligt syn. Det er ungen, der sidder forrest foran sin far. Bagerst ses dens mor, som er gået i fældning

Om ungerne

Som voksenfugl er den Orangehovedet dværgpapegøje en fantastisk smuk og farvestærk fugl med oftest skarpt afgrænsede farvetegninger. Det er den dværgpapegøjeart, der har den mest intensivt farvede fjerdragt, hvorfor eksemplarer i topkondition er de rene ”glansbilleder”. Især hannen er imponerende, hvorimod hunnen oftest er lysere (blegere/mere gullig) i den ellers stærkt orangerøde ansigtsmaske. Imidlertid har jeg også hunner, der er så stærkt farvede, at de ligner hanner til forveksling på nær de kendte åbenlyse forskelle i farvetegningen på undervingedækfjerene, som er sorte på hannen og grønne på hunnen. Et andet synligt kønskendetegn er vingebuerne, som er sorte, let blålige på hannen, medens hunnens vingebuer er grønne med en smal gul kant. Halen på den Orangehovedet dværgpapegøje er også utrolig smuk, idet midterfanen på halefjerene er dybt røde, og det er et smukt syn, når voksne hanner i affekt spreder sine halefjer, så den røde farve bliver synlig i en vifteform samtidig med, at han rejser issefjerene.

Som tidligere anført har en nyudklækket unge af den Orangehovedet dværgpapegøje kun ganske få dun og forekommer derfor meget nøgen i modsætning til de øvrige Agapornis-arter. Efter nogle dage begynder dunene så at komme rigtig frem.

Når ungerne af den Orangehovedet dværgpapegøje forlader reden, har den sortagtige områder på overnæbbet, der er gulligt, men disse sortagtige områder er ikke så skarpt aftegnede, som man f.eks. kender det fra den Rosenhovedet dværgpapegøjes unger. Selve næbbet har for overnæbbets vedkommende et andet udseende end de øvrige dværgpapegøjearters, idet det er som om, at der på midten af overnæbbet er et ”knæk”, der gør, at næbbet i forhold til de øvrige dværgpapegøjearter er mere fremadrettet og derved bedre kan benyttes som redskab til at gnave sig vej gennem et termitbo. Næbstillingen er således generelt mere fremadrettet, som det f.eks. også kendes fra andre papegøjearter, der har en adfærd med at gnave sig vej gennem hårdt materiale for at lave en rede.

Ungernes ansigtsmaske er meget mere bleg og gullig sammenlignet med de voksne hunners ansigtsmaske, og efter nogle uger bliver næbbet mere hornfarvet for senere at antage voksenfuglens røde farve.

Hvor heldig kan man være? Undervingedækfjerenes grønne farve afslører allerede i ungfugledragten, at der er tale om en hunfugl, som er en "mangelvare" hos denne art, da især hunnerne er sårbare

Hvorfor dør ungerne?

Jeg har gennem årene vel læst et par håndfulde opdrætsberetninger om den Orangehovedet dværgpapegøje, og kendetegnende for flere af disse har været, at det var et helt specielt foder, som lige netop denne opdrætter brugte, der var årsagen til, at opdrættet lykkedes og ungerne kom på pind. Det spænder helt fra beretninger om, at et par Orangehovedede dværgpapegøjer indtog hele 500 melorme pr. dag medens de havde unger i kassen, til en anden beretning om, at ungerne alene overlever, hvis de får mælkepulver – ikke fra køer, men fra noget så specielt som lam. Her kan man indvende, hvad i alverden har mælkepulver fra lam egentlig med fugle at gøre, men det styrker immunforsvaret mod pathogener (bakterier, vira, etc.) hos lam og er righoldigt på animalske proteiner, og blandes sammen med æggefoder – samt eventuelt spiret frø – inden det gives til fuglene.

Også forskellige olier har været nævnt som værende mirakuløst samt brugen af K1-vitamin mod svamp, der samtidig skulle modvirke fjerplukning, da nogle fugle har tendens til dette i yngletiden (dog ikke hos mig).

Jeg har valgt at se bort fra en række af disse mere eller mindre specielle anvisninger, og fuglene har eksempelvis adgang til animalske proteiner via det universalfoder, som jeg fodrer med.

Tilbage står det faktum, at der er en høj dødelighed blandt unger af Orangehovedet dværgpapegøje, som ingen reelt kender årsagen til, men det er også en kendsgerning, at nogle forældrefugle slår sine unger ihjel og i nogen tilfælde siges at fortære disse.

Her ses hele familien i det dobbelte GEHU-bur, længst til venstre den ene unge og til højre baserst ses den anden unge flankeret af de to stolte forældrefugle forrest

Foder

Omdrejningspunktet i fodringen har været en Tropefugleblanding af prima kvalitet tilsat lidt pellets. Desuden masser af ophængt hirsekolbe (gul fra Frankrig).

Dernæst et hjemmelavet blødfodermix, der bl.a. indeholder æggefoderblanding, reven gulerod og mineralpulver.

En helt uundværlig del af den daglige kost er sød frugt, primært store modne æbler (især de røde sorter, hvor favoritten er Jonagored, der er et smukt kegleformet, fast og saftigt, sprødt æble med en intens syrlig-sødmefuld smag) og pærer, samt grøntsager, i særdeleshed majs. Nogle af Orangehovedede dværgpapegøjer indtager så meget frugt og grønt, at de tenderer til at være frugtædere.

Dens forkærlighed for hirsefrø og majs hænger sammen med, at den i naturen gerne hjemsøger marker med disse afgrøder.

Jeg har bevidst valgt ikke at benytte spirede frøblandinger for ikke at eksponere fuglene for unødige farer. Jeg har således også set bort fra muligheden for at koge frøblandinger, da jeg mener, at det reducerer – eller i værste tilfælde - ødelægger næringsværdien i frøene.

Alt foder gives ophængt enten i bur eller voliere, da fuglene som nævnt ikke går på bunden af hverken bure eller volierer.

Fuglene har i den periode, hvor jeg har haft dem, jævnligt været tilbudt levende melorme, men ingen af fuglene har på noget tidspunkt vist interesse for dette, hverken uden for yngletiden eller inden for denne. I stedet er det derfor blevet til en universalblanding med insekter, så fodringen også er på plads i forhold til animalske proteiner.

En ophængt jodblok er ligeledes uundværlig ligesom en ophængt skål indeholdende Fanø skaller, som er tilstrækkeligt ”sprøde” til at fuglene kan håndtere dem.

Vitaminpræparater har løbende været tilsat drikkevand.

Den Orangehovedet dværgpapegøje er en meget fredelig og omgængelig fugl, der kan holdes i flok med artsfæller. Her er et glimt fra en af mine volierer, der på baggrund af den blå farve på overgumpen viser, at der er tale om nominatformen Agapornis pullarius pullarius

Fremtiden

Man kan selvfølgelig sige, at få 2 unger på pind fra et par Orangehovedede dværgpapegøjer, når der var flere par, der var sat til at yngle, er et sølle resultat. Det understreger dog for mig blot, hvor svær denne art er at opdrætte, og hvorfor den endnu ikke er en etableret ynglefugl i vort fuglehold efter mere end 300 år.

Nogle fugleholdere vil uanset fugleart hævde, at hvis man kan lykkes med at sammensætte det helt rigtige par, så vil det - uanset hvad – på et eller andet tidspunkt lykkes at få dem til at yngle. Det viser et par enkelte opdrætshistorier da også, bl.a. fra 1986, hvor en anden dansk opdrætter kort tid efter at have anskaffet et par havde held med at få opdræt.

Jeg vil ikke desto mindre glæde mig over, at det omsider er lykkedes mig at opdrætte denne art. Om ikke andet, så illustrerer denne artikel, at har man et mål og er stålsat på at forfølge det, og garnerer det med tålmodighed og lidt held, så kan opdræt lykkes – selv af den Orangehovedet dværgpapegøje.

Undervejs har tanken aldrig strejfet mig at opgive forehavendet med at opdrætte denne art. Fra starten gjorde jeg min hustru det klart, at der var tale om et flerårigt projekt, der skulle lykkes, uanset hvor lang tid og hvor mange ressourcer, som jeg skulle bruge på at få unger af Orangehovedet dværgpapegøje på pind.

I skrivende stund er et af de andre par, der fik befrugtede æg, men ikke unger, nu gået i gang med kuld nr. 2, og det sker ved at de graver redekammeret endnu større. Det bliver spændende at følge det videre forløb.

Da jeg føler mig forpligtet til at medvirke til at sikre denne arts forbliven under beskyttede forhold, har jeg besluttet mig for at lade min samling af Orangehovedede dværgpapegøjer indgå i et opdræts- og bevaringsprogram i regi af ”Danish Parrot Conservation Initiative” (DPCI), som målrettet ikke alene arbejder med bevaring af i naturen udryddelsestruede papegøjearter under beskyttede forhold, men tillige arbejder for at bevare papegøjearter, der har svært ved at etablere sig i fugleholdet og derfor er sjældne under beskyttede forhold. Som bekendt har vi mennesker kendt til denne art i flere århundreder, og det må derfor være rigtigst at forsøge at beskytte de eksemplarer, som vi trods alt har under vores himmelstrøg, på bedste vis.

 

Jørgen Petersen

 

Konciperet/Opdateret: 12.02.2016/12.02.2016

_______________________________________________________________________________________ 

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Den Orangehovedet dværgpapegøje er et fantastisk syn. Her ses en voksen hanfugl.