Kort introduktion til Pionus-slægten - på dansk Langvingepapegøjer

Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. menstruus), der er udbredt fra det østlige Colombia til det nordlige Bolivia, Guyana og det nordøstlige Brasilien, er den i fangenskab mest udbredte repræsentant for slægten Langvingepapegøjer (Pionus)

Pionus-slægten - på dansk slægten Langvingepapegøjer - er en gruppe af mellemstore papegøjer,  hvis udbredelsesområde går fra Mexico i nord og sydpå til Central- og Sydamerika. I det nordligste udbredelsesområde i Mexico finder man den Hvidpandede Langvingepapegøje (Pionus senilis), medens eksempelvis den Blåpandede Langvingepapegøje (Pionus menstruus) er den art, som har det største udbredelsesområde omfattende store dele af det nordlige Sydamerika.

Denne korte introduktion er suppleret med et lille galleri af fotos, som jeg over tid har taget af nogle af repræsentanterne for denne slægt. I skrivende stund omfatter fotogalleriet 6 arter og 2 underarter. Det videnskabelige slægtsnavn "Pionus" hentyder til fuglenes glatte og trinde facon, som sammen med de lange vinger og korte, nærmest lige afskåret, hale netop kendetegner denne slægt. Således udgør vingernes længde næsten 2,5 gange længden på halen, og vingespidserne rækker helt ud til kanten af halen. Derfor kaldes de Langvingepapegøjer på dansk, en betegnelse, der desværre sjældent benyttes af fugleholdere nu om dage, måske fordi det ikke lyder lige så smart som "Pionus", måske på grund af ren og skær uvidenhed, da der jo eksempelvis er nogle fugleholdere, som fejlagtigt anvender betegnelsen "Pionus" for slægten Senegalpapegøjer (Poicephalus). 

Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. menstruus) er nok den repræsentant for slægten Langvingepapegøjer (Pionus), der har den mest tydeligt afgrænsede farvetegning, og ikke mindst i kraft af dens farver er det blevet en populær fugl under beskyttede forhold.

Som øvrige kendetegn ved Langvingepapegøjerne kan fremhæves disse fugles næb, som er ret kraftigt og desuden har en tydelig tandudskæring. På overnæbbets sider findes et farvet - gult eller rødt - område og næseborene, som sidder i vokshuden, er runde og ubefjerede. Øjnene er omgivet af en nøgen ring, hvis farve varierer fra art til art. Underhaledækfjerene på alle arterne (underarterne) er røde eller rødkantede, og rent faktisk refererer den Blåhovedede Langvingepapegøjes (Pionus menstruus) latinske artsnavn til dette faktum. Afhængig af art (underart) bliver disse papegøjer 24 - 30 cm i længden.

Med et par - efter min opfattelse - enkelte undtagelser kan denne slægt ikke siges at være farvestrålende, men farvesammensætningen af de enkelte repræsentanters fjerdragt må derimod siges at være meget speciel, og den er ofte ikke skarpt afgrænset mellem de enkelte farver. I kraftigt lys kan fjerdragtens farver changere, som man også kender det fra en række andre papegøjeslægter. Hanner og hunner er ens uden synlige kønsforskel - med mindre man er meget kyndig. Ungfuglene har derimod typisk en fjerdragt, der adskiller sig fra forældrefuglene.

I naturen opholder Langvingepapegøjerne sig især i biotoper præget af tæt og høj skov, og det er også her, at man kan finde deres reder i hulheder i træerne. Disse papegøjer bebor områder, der går fra 0 meter over havets overflade og helt op til ca. 2.500 meters højde, hvilket er ensbetydende med, at en stor del af udbredelsesområdet består af bjergrige egne. Taler man om f.eks. den Bronzevingede Langvingepapegøje (Pionus chalcopterus), så finder man den i spændet fra 0 - 2000 meters højde, hvilket betyder, at der kan være markante temperaturforskelle mellem dag og nat afhængig af den konkrete biotop.

Igen afhængig af art (underart) lægges der i reglen 3 - 4 æg, undertiden helt op til 5 eller 6 æg, der udruges over 20 - 27 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 55 - 70 dage.

Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. menstruus). Dens videnskabelige artsbetegnelse "menstruus" henviser til dens røde underhaledækfjer, men denne betegnelse kunne i princippet gælde for alle arter (underarter) fra denne slægt, der alle i større eller mindre udstrækning har røde eller rødlige underhaledækfjer

Reichenows Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. reichenowi). På dette foto ses den ene af de to underarter af Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. menstruus). Reichenows Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. reichenowi) kommer fra det østlige Brasilien. Den Blåhovedede Langvingepapegøjes (Pionus m. menstruus) anden underart er Pionus m. rubrigularis, der er udbredt fra det nordøstlige Costa Rica til det vestlige Ecuador

Reichenows Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. reichenowi). Også på dette foto kan man rigtig se forskellen i forhold til nominatformen oven for, idet denne underart har den smukkeste lyse blå farve på den nederste del af brystet og bugen - en virkelig smuk fugl

Reichenows Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. reichenowi). Dens udbredelsesområde er kystområdet med nærmeste opland langs Brasiliens østkyst gående fra Alagoas i det nordlige Brasilien sydpå til Esperito Santo nord for Rio de Janeiro

Reichenows Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus m. reichenowi). Man kan ikke andet end fascineres af denne underarts smukke farve. Den er en stor sjældenhed i fangenskab. Hvorledes det forholder sig med denne underart i naturen er straks mere uvist, da Birdlife International ikke fører optegnelser særskilt for denne underart. Flere førende opslagsværker om papegøjer omtaler slet ikke denne underart, selv om den blev opdaget og beskrevet af videnskaben helt tilbage i 1884, altså kun 18 år efter videnskaben beskrev nominantformen

Maximilians Langvingepapegøje (Pionus m. maximiliani) har et udbredelsesområde, der omfatter det nordøstlige og centraløstlige Brasilien samt det østlige Bolivia og sydvestlige Brasilien til det nordlige Argentina. Foruden nominatformen er der anerkendt 3 underarter af videnskaben. Det er en af de mest almindelige Pionus-arter under beskyttede forhold.

Rødkappet Langvingepapegøje (Pionus t. tumultuosus), kommer fra det centrale og sydlige Peru samt vestlige Bolivia

Rødkappet Langvingepapegøje (Pionus t. tumultuosus). Der kendes meget lidt til denne fugls færden og adfærd i naturen

Rødkappet Langvingepapegøje (Pionus t. tumultuosus). Dog ved man, at den er den er forholdsvis almindelig i den centrale del af Perus bjerge i ca. 2000 meters højde

Rødkappet Langvingepapegøje (Pionus t. tumultuosus). Det må siges, at være en usædvanlig farvetegning, som denne art har, og enten kan man lide fuglens spraglede udseende, eller også kan man ikke, der er ikke nogen mellemvej

Det er fugle, som indtil for relativt få år siden ikke var særlig udbredte blandt fugleholdere, da de fleste arter (underarter), som allerede anført, ikke er særligt farvestrålende. Jeg husker bl.a., at fuglehandlere - da jeg var ung - havde svært ved at sælge den Broncevingede Langvingepapegøje (Pionus chalcopterus), der var simpelthen ikke efterspørgsel efter disse. Det er heldigvis ændret, så disse pragtfulde papegøjer over de senere år er blevet ret almindelige blandt fugleholdere f.s.v. angår visse arter (underarter). Et godt bud på denne ændring er, at fugleholdere med tiden har fået øje på disse papegøjers - som oftest - rolige og medgørlige væsen, hvortil kommer, at der jo næsten er tale om "mini Amazone papegøjer", oven i købet med den ekstra fordel, at de er mindre støjende end disse.

I naturen ser man dem ofte parvis - eller endnu hyppigere - i mindre grupper. Bronzevinget Langvingepapegøje (Pionus chalcopterus) antræffes oftest i grupper på ca. 10 individer.

Når en Langvingepapegøje bliver ophidset eller bange, kan den udsende en karakteristisk hvæsen eller fnysende lyd, der undertiden forveksles med et tegn på frygt eller sygdom. Disse fugle afgiver også en moskusagtig eller sødligt lugt, som nogle fugleholdere finder ubehagelig, medens andre betegner det som en behagelig - ikke lugt - men duft.

Under beskyttede forhold skal Langvingepapegøjer have en voliere af en vis længde, da de faktisk er gode flyvere. Faktisk siges det, at disse papegøjer er lette at identificere under feltstudier i naturen, da de - som noget særligt for denne slægt - gør brug af kraftfulde vingeslag, hvor vingespidserne under fuglenes flugt er tæt på at ramme hinanden under kroppen.

Under beskyttede forhold vil fugleholdere opleve disse fugle som generelt fredelige og meget lidt støjende, hvortil kommer, at de er moderate gnavere. Nogle fugleholdere synes, at  Langvingepapegøjer er for stillesiddende.

En række af slægtens arter (underarter) er meget sjældne i fangenskab. De mest almindelige arter under beskyttede forhold er Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus menstruus), Maximilians Langvingepapegøje (Pionus maximiliani) og Hvidpandet Langvingepapegøje (Pionus senilis). Dertil kommer, at den Bronzevingede Langvingepapegøje (Pionus chalcopterus) over de senere år er blevet mere almindelig som følge af flere vellykkede opdræt blandt fugleholdere.

Langvingepapegøjer er både blide og charmerende, og de kan derfor blive fremragende tamfugle, men i modsætning til en række andre papegøjearter, der holdes som tamfugle, kan man opleve, at selv om Langvingepapegøjer generelt nyder at blive strøget med en hånd hen ad ryggen/over vingerne, så bryder de sig ikke om at blive vendt på ryggen for at blive nusset på maven.

I naturen ernærer Langvingepapegøjerne sig hovedsageligt af forskellige former for frugter, herunder bananer, men derudover indtager de bær, frø, nødder, blomster (nektar), men man har også observeret, at enkelte fugle tager animalsk foder, hvorfor nogle fugleholdere under beskyttede forhold tilbyder dem eksempelvis melorme. Som følge af disse Langvingepapegøjernes ringe energiniveau bør man ikke fodre dem i større mængder på daglig basis med frø og andre fødeemner, der har et højt fedtindhold, da de har tendens til fedme.

Den førende, videnskabelige systematik (Howard & Moore) deler i dag slægten op i 7 arter og 11 underarter. Konkret består slægten af:

Blåhovedet Langvingepapegøje (Pionus menstruus), hvortil kommer 2 underarter

Rødnæbbet Langvingepapegøje (Pionus sordidus), hvortil kommer kommer 5 underarter

Maximilians Langvingepapegøje (Pionus maximiliani), hvortil kommer 3 underarter

Rødkappet Langvingepapegøje (Pionus tumultuosus), hvortil kommer 1 underart

Hvidpandet Langvingepapegøje (Pionus senilis)

Broncevinget Langvingepapegøje (Pionus chalcopterus)

Violetvinget Langvingepapegøje (Pionus fuscus)

Med undtagelse af Rødnæbbet Langvingepapegøje (Pionus sordidus) vises der fotos af de øvrige 6 arter, hvortil kommer 2 udvalgte underarter.

Gråhovedet Langvingepapegøje (Pionus t. seniloides), der kommer fra det vestlige Venezuela til det nordvestlige Peru, blev af videnskaben tidligere betragtet som en selvstændig art, men den er over de senere år blevet kategoriseret som en underart til Rødkappet Langvingepapegøje (Pionus t. tumultuosus)

Gråhovedet Langvingepapegøje (Pionus t. seniloides). Dens latinske videnskabelige artsnavn henviser iflg. J. L. Albrecht-Møller til, at den ligner en olding. Dens hvidligt farvede hoved, der ikke har en klart afgrænset farvetegning, kan da også i visse sammenhænge minde om en olding

Gråhovedet Langvingepapegøje (Pionus t. seniloides). Denne fugls udseende har gjort, at den ikke er særlig efterspurgt, og derfor er meget sjælden i fangenskab. Dog findes den blandt nogle specialiserede fugleholdere, der holder fugle på "samlerbasis"

Gråhovedet Langvingepapegøje (Pionus t. seniloides). Selv om det måske ikke er den farvemæssigt mest attraktive fugl, så vinder den ved nærmere bekendtskab, og der er sikkert en hel del fugleholdere, der har specialiseret sig inden for Pionus-slægten, der har denne - i fangenskab meget sjældne fugl - på deres ønskeseddel. I modsætning til nominatformen, Rødkappet Langvingepapegøje (Pionus t. tumultuosus), så har man ret tidlige optegnelser fra feltstudier af denne fugl fra Andesbjergene. Herfra har man optegnelser om observationer, hvor man set den i flokke i de tidlige morgentimer, hvor fuglene trak ind over majsmarker på bjergskråningerne. I løbet af dagen holdt fuglene til i de omkringliggende skove

Hvidpandet Langvingepapegøje (Pionus s. senilis) kommer fra det nordøstlige Mexico til det vestlige Panama

Hvidpandet Langvingepapegøje (Pionus s. senilis). Det videnskabelige artsnavn "senilis" for denne art, som har en mørk fjerdragt, men en hvid pande, leder tankerne hen til senil, altså det at være gammel, en ganske rammende artsbetegnelse for en fugl med dette udseende

Hvidpandet Langvingepapegøje (Pionus s. senilis). Set på afstand virker denne fugl måske lidt kedelig i farverne, men når man kommer tættere på og ser den på en højlys dag, ser man, hvorledes dens fjerdragt changerer i flere forskellige farver, hvilket også fremgår på oversiden og vingerne på den fugl, som vises på ovenstående foto

Hvidpandet Langvingepapegøje (Pionus s. senilis) er i sit udbredelsesområde ganske hyppigt forekommende, men den er ikke særlig velkommen blandt den lokale befolkning, da den i flokke gør stor skade på afgrøder, bl.a. majsmarker

Hvidpandet Langvingepapegøje (Pionus s. senilis). Under en af mine rejser til Mexico gik turen også til en række lokale Maya indianerlandsbyer, Her blev jeg tilbudt en tam ungfugl af nogle af landsbyens børn, som bar den rundt på en naturgren. Det var åbenbart en almindeligt at tilbyde turister disse fugle, men det var naturligvis ikke muligt for mig at handle en sådan fugl

Broncevinget Langvingepapegøje (Pionus chalcopterus) kommer fra det vestlige Venezuela og det nordøstlige Colombia til det nordvestlige Peru

Broncevinget Langvingepapegøje (Pionus chalcopterus) Denne art var for år tilbage ikke særlig efterspurgt under beskyttede forhold, men det har ændret sig over de senere år i takt med, at fugleholderne har fået øjnene op for repræsentanterne for denne slægt. Stadig flere vellykkede opdræt gør, at det ikke længere er helt ualmindeligt at støde på denne art under beskyttede forhold

Violetvinget Langvingepapegøje (Pionus fuscus), der kommer fra det nordøstlige Colombia, nordøstlige Venezuela over Guyana til det nordlige Brasilien. Dens videnskabelige artsnavn "fuscus" betyder trist og hentyder til den kedeligt farvede fjerdragt, men det er ingenlunde en trist fugl. Den kan være overordentlig nysgerrig og undersøgende, hvilket gør den til et interessant bekendtskab i enhver voliere

Violetvinget Langvingepapegøje (Pionus fuscus). Denne art er ret sjældent at finde i fangenskab, derimod er den ikke sjælden i naturen, hvor den har et stort udbredelsesområde, og dermed ikke er udryddelsestruet

Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 21.06.2013/26.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!