Lille Blåmasket parakit (Northiella haematogaster narethae)

Lille Blåmasket parakit (Northiella haematogaster narethae) er yderst sjælden i fangenskab på vores breddegrader, men det er altså ikke en sjælden fugl i naturen, selv om man umiddelbart kan få den opfattelse, da kun få mennesker har set den her. Faktisk er f.eks. den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), der hører hjemme i Afrika, en kæmpe sjældenhed i naturen sammenlignet med Lille Blåmasket parakit. Denne underart lever i ufremkommelige, ørkenagtige biotoper, der gør det vanskeligt at komme til at se den i sine naturlige omgivelser. Her ses en hanfugl

Den mindste af underarterne

Her beskrives den mindste af underarterne, der også i sin farvetegning markant adskiller de fra de øvrige Blåmaskede parakitter.

Farvebeskrivelse

Hannens maske er blålig ofte kantet med en gullig bræmme; gråbrunlig overside, vingedækfjerene lidt mørkere og forsynet med den røde vingeplet. Svingfjerene mørkeblå eller sorte, hele bugen og flankerne er helt gule, medens undervingedækfjerene er røde. Overhaledækfjerene gullig-grumsede. Halefjer blå, men ved basis mørkegrønne, spidsen af fjerene er lyse, næsten hvide. Iris sortbrun, næb gråblåt, løb grå. Vægt 75 – 80 gram. 

Hunnens farver er meget mere udviskede, farven over vingen er betydeligt lysere, desuden er masken især over overnæbbet, betydeligt mindre. Hunnens vægt 70 gram. 

Længde: 279 mm (hanner). 

I naturen

Denne underart, der mangler de 3 øvrige formers røde bugplet, er den eneste Blåmasket parakit, som lever i det vestlige Australien. Dens hjemsted er de halvtørre områder af det sydøstlige Western Australia og det sydvestlige South Australia, primært et mindre område omkring Naretha (den vestlige side af Nullarbor Plain). Dens latinske artsnavn ”narethae” stammer fra fuglens først kendte lokation, nemlig Naretha, i Western Australia. Den lever i en smal zone af vegetation, der omkranser Nullarbor Plain, som er en del af et område bestående af flade, næsten træløse, tørre eller halvtørre landområder i Southern Australia, som ligger ved Great Australian Bight kysten og med Great Victoria Desert (ørken) mod nord. Ordet Nullarbor er afledt af det latinske ”nullus”, som betyder "nej" og lysthus, "træ". Det er verdens største enkeltstykke kalksten, og den dækker et område på ikke mindre end 200.000 km2. Den er også rapporteret på den østlige side af Nullarbor Plain, men ifølge de australske myndigheder er det resultatet af fugle, der er undsluppet fangenskab. Herudover er der beretninger om fuglen i andre dele af South Australia, men her er der sandsynligvis tale om ulovligt indfangede fugle, der er undsluppet transporter via jernbane og bil. Således krydser den transkontinentale jernbanelinje centrale dele af dens levesteder.

Feltstudier fra 2. halvdel af 1950’erne viser, at denne fugl, der er slægtens mindste, kan ses i tørre, nærmest ørkenagtige, savanneområder med meget lidt nedbør, hvor der gror Stipa græsser. Stipa er en slægt omfattende ca. 300 store flerårige tvekønnede græsser, der er kendt som fjergræs, nålegræs og spydgræs. Dernæst er levestederne præget af kaktuslignende urter (f.eks. af typen Xerophytic) samt grupper af krat (typisk Atriplex vesicaria og Kochia sedifolia). De dominerende træer i biotopen er 4 - 7 m høje Akacier (oftest A. sowdenii og Acacia aneura). De relativt få Casuarina træer (C. cristata) på op til 10 m, der findes i disse områder, er med deres hulheder velegnede redemål. En pudsig iagttagelse fra et andet feltstudie er, at denne art ikke søgte ind i skovland med en bestemt slags Eucalyptus-træer, medens man andetsteds kunne observere, at den søgte redemuligheder og ynglede i skovland med en anden slags Eucalyptus-træer.

Lille Blåmasket parakit (Northiella haematogaster narethae) adskiller sig på en række områder fra de øvrige former af Blåmaskede parakitter, bl.a. ved at være den eneste form, der lever i Western Australia, den stiller ikke samme krav om adgang til vand, dens stemme er meget blødere, hvortil at den mangler den røde bugplet, som er karakteristisk for de øvrige former

Biotopen, som Lille Blåmasket parakit lever i, er altså præget af kæmpemæssige tørre landområder. Disse landområder havde ikke kunstige vandhuller og brønde før europæiske emigranter begyndte at bosætte sig her. Arten har således også levet i disse egne uden kunstige vandressourcer, hvilket betyder, at arten altså er i stand til at klare sig uden sådanne muligheder. Denne art er ofte iagttaget langt fra vand. F.eks. anfører Joseph M. Forshaw, at man i perioden 1967 – 70 observerede arten i områder, hvor der var mere end 50 km til vand, endda under alvorlig tørke. 

En stor del af dens levesteder præges nu af animalsk landbrug, som kun kan opretholdes ved hjælp af permanente kunstige vandressourcer, som denne underart nu drager nytte af. I dens leveområder mod nord på kanten til den egentlige ørken, er den kendt for at leve, hvor der ikke er noget overfladevand, hvilket må siges at være helt unikt. Måske får fuglen tilstrækkelig væde ved at gøre som de omvandrende kvægflokke i ørkenen, der får nok væde ved at æde saftige foderplanter af forskellig slags. 

Da den Lille Blåmasket parakit lever i et ekstremt miljø, må den derfor udnytte alle tilgængelige former for foderemner, hvorfor den ernærer sig ved et bredt spekter af fødemuligheder. Hvor muligt, opholder den Lille Blåmasket Parakit sig meget i græs, hvor den forsyner sig med såvel umodent som modent frø. Den tager også frugt, knopper og blade, og den synes specielt at være glad for frøene af forskellige Akacie-arter, ligesom den fortærer de mælkebøtter, der undertiden kan gro under disse træer. 

Bestanden forekommer ret svingende. Man kan have observeret en stor bestand i et område på et bestemt tidspunkt for siden at konstatere, at der kun er ganske fugle tilbage i området. Den yngler i hele sit udbredelsesområde og yngleperioden kan forlænges, når fuglene følger den sparsomme regn. I år præget af tørke kan der ske to ting, enten reduceres omfanget af ynglen, eller – endnu værre – yngel finder slet ikke sted. 

I det sydøstlige Western Australia er der fundet reder i hule stammer, der går under jordniveauet. Typisk i Acacia, Myoporum og Casuarina samt egetræer (Allocasuarina cristata), hvor redeåbninger udgøres af knasthuller og – hvad der er mere typisk - sprækker og hulheder i en død gren eller træ. Her lægger hunfuglen i reglen 5 æg. 

Også i forhold til ynglerytmen adskiller denne fugl sig også fra de øvrige 3 former, da den er set yngle i marts - april og i august – september, hvilket sandsynligvis kan forklares med den omstændighed, at den følger regnen. 

Et andet område, hvorpå den adskiller sig fra de øvrige former af Blåmasket parakit er dens stemme, som er ret anderledes, da kaldelyden forekommer mere blød og siges at have en næsten fløjtelignende tone. Ligeledes er dens alarmskrig anderledes, da det også forekommer mere blødt. 

De har været meget efterspurgt af de mere ekstreme dele af fugleliebhaveriet og ulovlig fældefangst har været udbredt. Den har tidligere været rubriceret som en egentlig art, men skiftet til status som underart kan forhåbentligt medvirke til at lette presset på denne fugl, men der vil desværre altid være personer, der simpelthen er nødt til at eje noget, der er sjældent og anderledes. 

Det er ikke en fugl, som man ser hver dag i naturen, i virkeligheden siges det at være ret få mennesker, som nogensinde har set den Lille Blåmasket parakit i naturen, da den bebor afsides, fjerntliggende ørkenagtige områder.

Trusler

Denne form fremgår ikke af BirdLife International’s optegnelser, da denne organisation alene opererer på artsniveau (nominatformen), jf. artiklen om nominatformen. 

Den Lille Blåmasket parakit har gennem årene været gjort til genstand for ulovlig indfangning i et stort antal. Derudover har ægtyve været på spil, og især disse har gjort stor skade, da man de med store knive hugger redehullerne åbne, så de lettere kan komme til at tage æg og unger, men desværre ødelægges stedet som fremtidig rede. 

Lille Blåmasket parakit blev tidligere indfanget i Australien i et stort antal, men indfangning er ikke længere en trussel for arten efter, at der er etableret en solid bestand blandt erfarne australske fugleholdere fra omkring midten af 1990’erne. Disse fugleholdere er lykkedes med regelmæssige opdræt af denne form. 

Artens udbredelse afhænger af, dels af om der kommer flere års tørke i ynglesæsonen i træk, dels af at der er tilstrækkelig adgang til velegnede redehuller. 

Blandt specialister i USA og Europa er der en stor efterspørgsel efter denne art, hvilket skyldes den sjældenhed i fangenskab, men indfangning og eksport af disse fugle har – i lighed – med, hvad der gælder alle andre dele af den australske fauna, været strengt forbudt i ca. 50 år. 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

Der er ikke anført særskilte naturbeskyttelsesforanstaltninger for denne art, der er optaget på CITES, liste II. De australske naturbeskyttelsesmyndigheder (Australian Government, Department of Sustainability, Environment, Water, Population and Communities) anfører, at denne underart er almindeligt forekommende i det fjerntliggende udbredelsesområde. Sammenligner man antallet af fugle i naturen med f.eks. den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), som er en relativt almindeligt forekommende fugleart i fangenskab, så er den Lille Blåmasket parakit en meget almindelig fugl i naturen, da BirdLife International estimerer den naturlige bestand af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer til kun 2.500 – knapt 10.000 fugle inden for et område på 16.400 km2 og med en stadigt faldende bestand. Sammenlignet hermed estimerer de australske myndigheder antallet af Lille Blåmasket parakit i naturen til ca. 60.000 fugle i et område, der estimeres til 120.000 km2, og man vurderer, at bestanden i naturen er faldende, dog ikke nævneværdigt. 

De australske myndigheder vurderer endvidere, at bestanden af Lille Blåmasket parakit bliver regenereret i intervaller à 3 år. 

I fangenskab

Den holdes i fangenskab flere steder i Australien, men er særdeles sjælden i private fuglehold uden for dette kontinent. 

Kun hos enkelte højt specialiserede fugleholdere i Europa ses den. 

For nogle få år siden iværksatte en meget erfaren tysk fugleholder en intensiv eftersøgning af de resterende eksemplarer af Lille Blåmasket parakit blandt europæiske fugleholdere. Resultatet var nedslående, da der alene kunne opspores nogle ganske få, meget gamle, eksemplarer af denne underart. Denne konstatering blev startskuddet til, at man i andet regi i Tyskland etablerede et Koordineringsprogram for den Gulgumpet Blåmasket parakit, så den ikke skal opleve samme skæbne (se artiklen om denne nominatform). 

Farvemutationer

Jeg er ikke bekendt med, at der findes farvemutationer af denne underart. 

Fodring

Vil sandsynligvis svare til Gulgumpet Blåmasket parakit (se denne). 

 

Jørgen Petersen

 

_______________________________________________________________________________________ 

Konciperet/Opdateret: 05.12.2010/23.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!