Generelt om Ædelpapegøjer

Her ses et frimærke med en Ædelpapegøje-han fra Mikronesien, der er en østat omfattende godt 600 øer. Mikronesien er beliggende i den vestlige del af Stillehavet, umiddelbart nord og nordøst for New Guinea. Der er for mig at se tale om et af de mest vellignende motiver af en Ædelpapegøje, som indtil dato er foreviget på et frimærke, dog uden at man er i stand til at underartsbestemme fuglen

Her ses et frimærke med en Ædelpapegøje-han fra Mikronesien, der er en østat omfattende godt 600 øer. Mikronesien er beliggende i den vestlige del af Stillehavet, umiddelbart nord og nordøst for New Guinea. Der er for mig at se tale om et af de mest vellignende motiver af en Ædelpapegøje, som indtil dato er foreviget på et frimærke, dog uden at man er i stand til at underartsbestemme fuglen

Som følge af store ligheder i levestedernes biotoper, fuglenes adfærd og ynglebiologi, etc., har jeg fundet det hensigtsmæssigt at beskrive en række generelle træk omkring Ædelpapegøjer – uanset form (underart) – i denne fælles artikel. Der kan derudover læses mere specifikke oplysninger om de enkelte former for Ædelpapegøjer i de efterfølgende særlige artikler. 

Adfærd

Med sin imponerende farvepragt og i kraft af sit – generelt – behagelige temperament fremtræder Ædelpapegøjen som en pragtfuld fugl, men over årene er dens væsen desværre blevet misforstået af mange fugleholdere. Ædelpapegøjer er blevet betragtet som kedelige, triste, sløve, sky og sågar meget lidt intelligente. Det, som man imidlertid er vidne til, er, hvorledes Ædelpapegøjen reagerer på stress. Når en Ædelpapegøje konfronteres med uvante situationer og fremmede personer eller ting, så ”fryser” fuglen, dvs. den sidder nærmest helt stille som en form for stenstøtte og afventer situationens nærmere udvikling. Uden sammenligning i øvrigt har dette reaktionsmønster fælles træk med f.eks. Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta), der også ”fryser”, når den ikke føler sig tryg. Befinder Ædelpapegøjer sig derimod i vante omgivelser og sammen med personer, som de kender, så er disse fugle snakkesalige, højst levende, nysgerrige, hengivne og legesyge, ja kort sagt - meget underholdende. 

Udover at de to køn fremtræder med vidt forskellige farver i fjerdragten, så er der også store adfærdsmæssige forskelle mellem kønnene. Generelt optræder hannen rolig og fredsommelig, hvorimod hunnen er mere dominerende, ret ivrig, og ind i mellem kan den have en decideret aggressiv adfærd. Man kan derfor sige, at farveforskellen mellem de to køn også afspejler den store forskel i kønnenes adfærd. 

Ser man bort fra håndopmadede fugle, der som oftest har en stærkt afvigende og unaturlig adfærd, så har kønnene forskellige ”comfort zones” (tryghedszoner), idet hunner har brug for større afstand til mennesker og omgivelser for at føle sig godt til pas. Hvis hun-fuglens ”comfort zone” ikke er tilstrækkelig stor, eller hvis den overskrides, så udviser den hurtigere en vred og aggressiv adfærd. Mange hunner, der ikke er trygge ved mennesker, opholder sig derfor helst i baggrunden af volieren. 

Begge køn kan blive udmærkede tamfugle, selv om hunnerne, formentlig som følge af hormonale forhold, undertiden udviser en vis form for aggressivitet. Derfor er der måske en tendens til, at hanfugle måske er lidt mere populære som tamfugle. Hvis hunnen er håndopmadet og selv ligger på rede, så kan den tit optræde mere aggressivt end forældreopmadede hunner, da håndopmadede fugle ikke bærer på den fra naturens side medfødte frygt for mennesker. Det kan således ofte indebære store udfordringer at benytte håndopmadede fugle til avlsbrug, selv om jeg dog også er bekendt enkelte håndopmadede Ædelpapegøje-hunner, der er blevet perfekt avlsfugle. 

Udover at være mere aggressive, så kan hunner også virke noget mere reserverede end hanner, der ofte har en mere livlig adfærd og er mere modtagelige over for nye impulser. Det er altid hannen, der fører an, når nye ting skal undersøges, så nysgerrigheden kan tilfredsstilles, hvilket i øvrigt er et adfærdsmønster, der er kendt fra naturen.

Ved hjælp af regelmæssig træning kan man få Ædelpapegøjer til at udvise kognitiv adfærd (kognitiv = den psykiske proces, der omfatter tænkning, viden og erkendelse, i modsætning til det følelsesmæssige og viljesmæssige), hvilket betyder, at fuglene ikke blot kan imitere lyde, men også er i stand til at kommunikere mere intelligent ved f.eks. at imitere et menneskes stemme i det rigtige toneleje eller ved at sige ”Goddag”, hver gang man træder ind ad døren til fuglehuset. 

Den dag i dag opfatter mange fugleholdere stadig Ædelpapegøjer som meget stillesiddende, nærmest dovne fugle, men intet kan være mere forkert. Jeg er bekendt med en fugleholder, der holder Ædelpapegøjer i en kæmpemæssig ”selskabsvoliere” sammen med andre store papegøjearter. Denne fugleholder mener, at årsagen vildfarelsen om, at Ædelpapegøjer skulle være apatiske og stillesiddende, efter hans opfattelse hænger sammen med, at fugleholdere generelt ikke giver Ædelpapegøjer plads nok under beskyttede forhold. Over årene har denne fugleholder nemlig haft mulighed for at observere Ædelpapegøjers adfærd i sin kæmpevoliere. Her har han konstateret, at Ædelpapegøjer taber højde de første ca. 7 - 10 m efter, at de har sat af fra en gren (til sammenligning har samme fugleholder observeret, at Amazonpapegøjer (slægten Amazona) kun taber højde de første 4 – 6 m). Derpå får fuglene opdrift og opnår såvel flyvehøjde som -hastighed. Ædelpapegøjer stiller således store krav til volierens rummelighed, da den fra naturens side faktisk er en habil flyver, selv om den primært lever i tætte regnskovsområder i junglen. 

Derfor bør Ædelpapegøjer holdes i så rummelige volierer som overhovedet muligt. De forventede, kommende anbefalinger af bur- og volierestørrelser fra Justitsministeriets side, vil sandsynligvis pege på en volierelængde på 3 m til Ædelpapegøjer, hvilket - set i lyset af ovennævnte fugleholders observationer - er helt utilstrækkeligt. I den forbindelse skal det samtidig understreges, at Ædelpapegøjer slet ikke egner sig til at blive holdt i bur, medmindre de på daglig basis er ude at flyve i en længere periode. Ædelpapegøjer holdes derfor bedst i meget rummelige volierer og helst parvist alene, jf. dog senere. 

Generelt har alle Ædelpapegøjer - uanset underart - samme adfærd og personlighed, men naturligvis forefindes mindre forskelle. Eksempelvis siges den Rødsidet Ædelpapegøje (Eclectus roratus polychloros) og Solomon Ædelpapegøjen (Eclectus roratus solomonensis) at være mere medgørlige og lærevillige end den store, dominerende Australske Ædelpapegøje, og de betragtes derfor som bedre tamfugle. I den forbindelse skal opmærksomheden igen henledes på, at de seneste års observationer af Ædelpapegøjers adfærd og færden i naturen mest bygger på feltstudier af Australsk Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi). Derfor tegner disse observationer også de øvrige underarter i denne artikel, med mindre andet er anført. 

Efter jeg har erfaret, at Ædelpapegøjer har polygam adfærd i naturen, jf. afsnittet nedenfor om ”Yngleforhold i naturen”, har jeg bedre kunnet forstå den manglende samhørighed (”bonding”) indbyrdes mellem kønnene, når man sammenligner disse fugle med eksempelvis Araer (slægten Ara, m.fl.) og Amazonpapegøjer (slægten Amazona). Jeg har ikke blandt mine Ædelpapegøjer oplevet den samme form for hengivenhed og hensynsfuldhed kønnene i mellem, som man ellers finder hos mange andre store papegøjearter. Den gensidige fjerpleje i form af ”pudsning” af fjer mellem kønnene er da også meget begrænset, hvortil kommer, at parret ofte opholder sig i hver ende af volieren eller i hver ende af en gren eller siddepind. Derudover sidder kønnene også og sover meget hver for sig.

The Democratic People's Republic of Korea – på dansk Nordkorea – der er et af verdens fattigste lande, og som ledes af en af verdens sidste diktatorer, Kim Jong-un, har i år 2000 udgivet to frimærker med Ædelpapegøjen som motiv (her en hanfugl), selv om fuglen ikke er naturligt hjemmehørende på Korea-halvøen. Hvorvidt det er udtryk for, at fuglen af visse nordkoreanere holdes i fangenskab skal være usagt, men det er næppe sandsynligt, da landet ikke engang kan brødføde sin egen befolkning. Forklaringen på udgivelsen skal nok snarere findes i den omstændighed, der fremgår af teksten under det næste frimærke med hunfuglen som motiv

The Democratic People's Republic of Korea – på dansk Nordkorea – der er et af verdens fattigste lande, og som ledes af en af verdens sidste diktatorer, Kim Jong-un, har i år 2000 udgivet to frimærker med Ædelpapegøjen som motiv (her en hanfugl), selv om fuglen ikke er naturligt hjemmehørende på Korea-halvøen. Hvorvidt det er udtryk for, at fuglen af visse nordkoreanere holdes i fangenskab skal være usagt, men det er næppe sandsynligt, da landet ikke engang kan brødføde sin egen befolkning. Forklaringen på udgivelsen skal nok snarere findes i den omstændighed, der fremgår af teksten under det næste frimærke med hunfuglen som motiv

Stemme

Jeg har talt med en feltobservatør, som har set – og frem for alt hørt – Ædelpapegøjer på et par forskellige øer i dens udbredelsesområde (Amboina og Buru), og det umiddelbare indtryk er, at Ædelpapegøjer i naturen er meget støjende og lette at genkende gennem deres karakteristiske skrig og deres kredsen oven over de højeste træer i regnskoven. 

Ædelpapegøjer har et bredt og højst usædvanligt repertoire af lyde, der omfatter såvel metalliske lyde som bløde klokketoner eller ”klang-klang”-toner, kurren, fløjten, og hvin. Lyden ”aaarrr” er nok en af de ytringer, som Ædelpapegøjen mest gør brug af, f.eks. når den skal indynde sig hos sin ejer, undersøge noget nyt, eller den sidder og sunder sig oven på indtagelse af føde. Mange af disse lyde er behagelige at høre på, men desværre har Ædelpapegøjerne også evnen til at hengive sig til højt og meget gennemtrængende skrigeri, når de bliver bange, forstyrret eller ophidsede. 

Nogle fugleholdere anser hunnen for at være den mest larmende, og mener at det er den, som alene laver de metalliske lyde. Det er dog ikke et mønster, som jeg umiddelbart kan genkende, da jeg gennem tiderne har haft et par hanner, som virkelig kunne støje, så ”taget på fuglehuset løftede sig”. 

Blandt de mest holdte former for Ædelpapegøjer, så er det min erfaring, at Vosmaer’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus vosmaeri) generelt er den mest støjende, og her har jeg oplevet, at især hunnen kan gøre brug af den såkaldte ”metalliske” lyd, der nærmest kan lyde som nogen, der taber en stor jernplade på et betongulv i en tom fabrikshal. 

Inden man giver sig i kast med at købe en eller flere Ædelpapegøjer, skal man være opmærksom på, at visse eksemplarer kan være endog særdeles støjende, og derfor egner disse fugle sig som hovedregel ikke til at blive holdt i udendørsvolierer i tæt beboede parcelhusområder. Gennem årene har jeg oplevet mange rigtigt mange støjende papegøjer både blandt Araer, Kakaduer, m.fl., men jeg har aldrig oplevet noget værre end en Solomon Ædelpapegøje-han (Eclectus roratus solomonensis), som jeg i sin tid importerede fra Norge. Den var ikke ”en skriger” (altså en fugl, der konstant skriger), men den skreg, ligeså snart man kom ind i fuglehuset. Dens skrigeri var så voldsomt, at man fik decideret fysisk smerte i ørerne af dens skrigeri. Fuglen var skyld i, at jeg ikke efter en afholdt sommerferie kunne få min ferieafløser til at passe alle mine fugle igen, før jeg havde lovet at skille mig af med den. Jeg måtte derfor afhænde fuglen til en anden fugleholder, der kunne tilbyde den forhold, hvor man ikke i samme grad blev negativt påvirket af dens skrigeri. 

Heldigvis kan Ædelpapegøjer også imitere ord og sætninger meget tydeligt, endda i forskellige tonelejer. Kort tid efter jeg havde købt mit seneste par Rødsidet Ædelpapegøjer (Eclectus roratus polychloros) kom jeg ud i fuglehuset, hvor jeg gik og gjorde mig parat til at fodre alle de forskellige fugle. Efter jeg var nået igennem halvdelen af foderstederne, stod jeg og vaskede nogle foderskåle, da jeg pludseligt hørte en meget tydelig dyb mandestemme. Da jeg troede, at jeg var helt alene med fuglene i fuglehuset, fór jeg sammen – var der kommet en fremmed ind i fuglehuset? – en tyveknægt? – uden, at jeg havde bemærket det? Nej, det var såmænd bare Ædelpapegøje-hannen, der var begyndt at føle sig til rette i de nye omgivelser, og som begyndte at lukke op for sit repertoire af menneskelige ”talegaver”. Jeg skal indrømme, at jeg i nogle få sekunder blev bange, fordi det lød fuldstændigt som en vred, dyb mandestemme.

Her ses så det andet frimærke fra Nordkorea med en Ædelpapegøje-hun som motiv. Landet udgiver, som så mange andre tidligere kommunistiske regimer tidligere i historien har gjort, et stort antal smukke ”billedmærker” (motivfrimærker), hvad der har vist sig at være en ganske glimrende kilde til udenlandsk valuta. Frimærker er mig bekendt ikke ramt af internationale blokader, handelsrestriktioner og diverse sanktioner

Her ses så det andet frimærke fra Nordkorea med en Ædelpapegøje-hun som motiv. Landet udgiver, som så mange andre tidligere kommunistiske regimer tidligere i historien har gjort, et stort antal smukke ”billedmærker” (motivfrimærker), hvad der har vist sig at være en ganske glimrende kilde til udenlandsk valuta. Frimærker er mig bekendt ikke ramt af internationale blokader, handelsrestriktioner og diverse sanktioner

I naturen

Ædelpapegøjer lever i regnskovens trækroner primært i lavlandsområder, der i nogle tilfælde er kolossale, og i mindre udstrækning på savanneområder med større eller mindre grupperinger af høje træer. På øen Ceram kan man se Ædelpapegøjerne færdes parvis i under ca. 600 m’s højde i primær skov (også kaldet naturskov, dvs. de gamle skove, der er helt uberørte, og hvor træer og planter af mange forskellige arter kan være flere hundrede år gamle). Det er sjældent, at Ædelpapegøjer fouragerer på jorden, selv når det gælder drikkevand. Der falder nemlig megen nedbør i det meste af fuglenes udbredelsesområde, og derfor kan fuglene finde vand på træernes blade eller i grenkløfter, hvor der opsamles vand. Hertil kommer, at fuglene får væske gennem indtagelse af den megen frugt, som de fortærer. Man kan dog godt opleve Ædelpapegøjer nede på jorden, hvor de i klippeområder søger efter mineralske sporstoffer, ligesom man kan opleve, at de graver efter knolde i jorden. 

På eksempelvis øen Buru er Ædelpapegøjer ret almindelige, og de kan observeres fra kysten og helt op til høje bjergdistrikter. På øen Mototai (ikke at forveksle med Morotai) på de nordlige Maluku øer, har man siden midten af 1940’erne rapporteret Ædelpapegøjer som ret almindelige, hvor de oftest ses flyvende højt enkeltvis over kokosnødsplantager og derudover er almindelige i primær skov og sekundær bevoksning. Samtidig er Ædelpapegøjer siden slutningen af 1960’erne blevet rapporteret som ret almindelige - og synlige - fugle i New Guinea’s regnskove på helt op til ca. 1.000 m’s højde. Specielt i regnskovene omkring Port Moresby distriktet i den sydøstlige del af Ny Guinea kan man hyppigt se og høre Ædelpapegøjer, når de flyver hen over ens hoved. De er observeret både enkeltvis og i små grupper på 4 - 6 fugle i trækronerne igen her i primær og sekundær skov. Nogle steder i det gigantiske udbredelsesområde rapporteres Ædelpapegøjer som nogle af de mest almindelige papegøjer, som man kan finde på næsten enhver lokalitet, hvor der forefindes høje træer. Andre observationen fra New Guinea tyder endvidere på, at Ædelpapegøjer ikke er talrige i umiddelbar nærhed af beboede områder, muligvis fordi fuglene med tiden har lært at tage sig i agt overfor mennesker. 

Som nævnt foretrækker Ædelpapegøjer at opholde sig i regnskovens trækroner, hvor de bruger det meste af tiden på at søge føde og yngle. De er støjende, iøjnefaldende papegøjer, som ved hjælp af deres høje og støjende skrig giver en let genkendelig lyd i regnskoven. Ædelpapegøjer er gode til at flyve, og de er i stand til at tilbagelægge selv lange afstande hver dag for at finde fødemuligheder såvel inden for som uden for regnskoven. På lange flyveture såsom til og fra redesteder, flyver Ædelpapegøjer højt oppe over trækronerne. Flugten kan virke langsom, men med hurtige vingeslag og med korte perioder, hvor fuglen svæver. Under flyvningen løftes vingerne ikke over kropshøjde, og det giver et letgenkendeligt mønster af vingebevægelser i felten, så Ædelpapegøjer kan let identificeres i sin flugt.

Regnskovens trækroner udgør et ”tag” af vegetation, som forhindrer meget sollys i at nå skovbunden, hvilket gør, at det er vanskeligt for planter at gro under de store træer. ”Taget” modtager meget mere sol, og mange planter, der gror i denne højde, producerer derfor frugter og blomster, som Ædelpapegøjen ernærer sig ved. Oven over regnskovens ”tag” er der spredte tårnhøje træer, og det er ofte i disse tårnhøje træer, som undertiden kan blive 50 – 60 m høje, at Ædelpapegøjerne yngler dybt inde i huller og hulheder. Oven over regnskovens ”tag” er Ædelpapegøjerne samtidig beskyttet fra kødædende krybdyr, men omvendt er deres reder i disse høje træer eksponeret for høje temperaturer, stærke vinde, tung regn og angribende rovfugle. 

Feltobservatører har ofte noteret sig en overvægt af hanner i naturen, og det er Joseph M. Forshaws overbevisning, at bortset fra i yngleområder, så ses hunner i et meget lavere antal end hanner. En spekulation går dog på, om hunnerne er mere frygtsomme grundet deres prangende røde fjerdragt. 

I Australien er der fundet ynglesteder med mere end 80 Ædelpapegøjer. Tidligt om morgenen kunne man her observere par og små grupper, der forlod træerne med reder for at flyve ud i den omkringliggende skov for at fouragere. Ind imellem kunne man se større flokke samles for at søge føde i frugtbærende træer i nærheden. Efter fuglene havde fourageret, fløj de hen mod skumringen tilbage til redestederne, hvor man typisk kunne se grupper på 3 – 4 fugle flyve sammen, altid med hanner flyvende foran 1 - 2 hunner. Efterhånden som hver gruppe ankom til træerne med reder, tog de del i de øvrige fugles skræppen og skrigen, som fortsatte indtil efter mørkets frembrud, hvor fuglene omsider havde fundet sine sovepladser og efterhånden var faldet til ro. Ædelpapegøjerne blev af feltobservatørerne betegnet som meget vagtsomme, og blev fuglene forstyrret, fløj de først om på den modsatte side af træet, og inden de fløj helt væk, vendte de tilbage og cirklede rundt oppe over redestedet, højt skrigende. Af og til kunne man se enkelte fugle eller par hvile sig i høje Eukalyptus træer i åbent savanneland, men her var der formentlig tale om fugle, som havde flyttet opholdssted.

Ædelpapegøjer bliver betragtet som et skadedyr af mange lokale landsbybeboere, der dyrker afgrøde. Med meget stor iver indtager Ædelpapegøjer især modnende majsmarker. Omvendt kan Ædelpapegøjer risikere at ende som måltid hos nogle af de indfødte stammefolk på New Guinea og i Indonesien, der samtidig benytter fuglenes farvestrålende fjer til eksempelvis rituel hovedprydelse. Op gennem tiderne har de indfødte også holdt Ædelpapegøjer - ikke som tamfugle - men som fugle, man har siddende og en gang i mellem plukker, for at få fjerene at smykke sig med. Blandt visse af de indfødte stammer kaldes Ædelpapegøjen direkte oversat til dansk for ”Hellige Tempel Papegøjer”, fordi de gøres til genstand for tilbedelse i religiøse ritualer. De indfødte skamskyder en enkelt fugl, og ryster den, så den skriger, hvorefter op til hundredvis af Ædelpapegøjer kan strømme til i et forsøg på at bistå den nødstedte fugl, blot for selv at blive skudt af de indfødte. Det minder meget om den organiserede form for massedrab, som australske landmænd år efter år praktiserer over for mange kakaduearter uden at nogen former for myndigheder skrider effektivt ind over for dette.

Ædelpapegøjer risikerer at ende som måltid hos nogle af de indfødte stammefolk på New Guinea og i Indonesien, der samtidig benytter fuglenes farvestrålende fjer til eksempelvis rituel hovedprydelse. Op gennem tiderne har de indfødte også holdt Ædelpapegøjer - ikke som tamfugle - men som fugle, man har siddende og en gang i mellem plukker, for at få fjerene at smykke sig med. Mange stammefolk tror stadig, at hannen og hunnen – som følge af den store farveforskel – er to helt forskellige slags fugle

Ædelpapegøjer risikerer at ende som måltid hos nogle af de indfødte stammefolk på New Guinea og i Indonesien, der samtidig benytter fuglenes farvestrålende fjer til eksempelvis rituel hovedprydelse. Op gennem tiderne har de indfødte også holdt Ædelpapegøjer - ikke som tamfugle - men som fugle, man har siddende og en gang i mellem plukker, for at få fjerene at smykke sig med. Mange stammefolk tror stadig, at hannen og hunnen – som følge af den store farveforskel – er to helt forskellige slags fugle

Yngleforhold i naturen

Det har været overraskende for mig at erfare, at Ædelpapegøjer fra naturens side – i lighed med den næsten uddøde Uglepapegøje, ”Kakapo’en” (Strigops habroptila) – har en polygam ynglebiologi. En hun kan således parre sig med indtil flere mandlige bejlere. Omvendt kan en han flyve fra redested til redested for at parre sig med flere hunner. Nogle steder kan man læse, at Ædelpapegøjer i naturen er enegængere indtil yngletiden indtræder. Det synes dog at ligge fast, at Ædelpapegøjer almindeligvis ikke lever i flokke, men de samles forud for yngletiden med henblik på pardannelse. Fra alle dele af udbredelsesområdet er der i yngleperioden rapporteret om reder ledsaget af grupper på op til 7 eller 8 fugle af begge køn. Der er derudover beretninger om, at Ædelpapegøjer undertiden kan udvise en meget lidt kendt yngleadfærd, som både er usædvanlig og kompleks, og som indebærer et fælles yngleområde, hvor voksne, nært beslægtede fugle kan bistå et par med ungernes opvækst. Denne egenskab synes at være med til at sikre fuglenes status som en yderst velanset tamfugl under beskyttede forhold. 

Den unikke yngleadfærd kan måske også bidrage til forklaringen omkring den meget tydelige kønsforskel hos Ædelpapegøjer. Hunnen er nemlig meget iøjnefaldende, når hun holder vagt ved indgangen til redehullet og kan afvise eventuelle rivaliserende hunner samt uvedkommende hanner. Omvendt så udgør hunnens farvestrålende fjerdragt en glimrende camouflage, når den ligger i bunden af reden, da den røde fjerfarve skjuler hende godt i mørket, jf. indledningen. Hannens fjerdragt er primært grøn, sandsynligvis for at kunne give den en optimal camouflage blandt træerne, medens den holder vagt uden for reden, og når den fouragerer i trækronerne. Begge køns fjerdragter er spektakulære, når de ses i det ultraviolette spektrum, hvilket de forskellige rovdyr ikke er i stand til. 

Når et par kommer i yngledrift, nærmer hannen sig hunnen og mader hende. Han banker sit næb hårdt på grenen og bevæger sig fra side til side, medens den hurtigt berører hver side af hunnens hoved med sit eget hoved og hals. Derefter jagter hunnen ham og tigger insisterende om mad, før han får lov til at parre sig med hende. 

På sine naturlige levesteder yngler Ædelpapegøjen i huller i meget store, fremtrædende regnskovstræer, der rager op over regnskovens ”tag”. Ofte er der tale om træer, der står i udkanten af skoven eller i en skovlysning. Her finder hunnen egnede fordybninger eller hellere, naturlige huller og hulheder, højest oppe i træerne. Hun vil ihærdigt forsvare sit udvalgte redested overfor andre hunner, hvilket kan få en dødelig udgang. År efter år vender hun tilbage til denne rede, der i alle tilfælde er at finde i en høj og utilgængelig position. Ædelpapegøje-hunner kan i nogle dele af udbredelsesområdet forblive bosiddende i ”sit” redetræ i helt op til 11 måneder om året, hvor den sjældent forvilder sig væk fra indgangen til redehullet. I den periode kan hun være afhængig af flere hanner, som forsyner hende med føde, som gylpes op. Hannerne kan flyve op til 20 km, når de skal fouragere, og helt op til 5 hanner kan på regelmæssig basis forsyne en hun med føde. Der er en indbyrdes konkurrence mellem disse hanner om hunnens hengivenhed og om retten til at indtage faderrollen over for ungerne. 

På det sydlige New Guinea har man fundet reder i august og frem til sent hen i november, og på Solomon øerne i juni, men også det tidlige april samt august. Parring er observeret på Solomon øerne sent henne i oktober. På Cape York Peninsula i Australien ser man fuglene yngle i perioden november til januar. 

Ædelpapegøjerne lægger i reglen 2 æg, der lægges på træflis og forrådnet træstøv på bunden af redehulen. Æggene klækkes i løbet af 26 – 28 dage. Det er set i naturen set, at hunner med dårlige redehuller kan finde på at dræbe sin han-unge, hvis der både er en han og en hun i kuldet. Dårlige redehuller bliver ofte oversvømmet i kraftig regn, hvorved æggene i reden kan gå til eller ungerne kan drukne.

Her ses et ”billedmærke” fra Palau, der ”oser” af idyl med lokale børn iklædt blomsterudsmykning, medens de (formentlig) spiller en julemelodi; der er nemlig ikke tale om et rigtigt frimærke, men om et julemærke. I forgrunden ses nogle eksotiske planter i form af (for mig at se) Julestjerner (Euphorbia pulcherrima), der oprindeligt stammer fra Mexico og Guatemala, hvor de gror i løvfældende, tropiske skove og på savanner. Julestjerner ses også forvildet på Hawaii øerne, bl.a. på Maui. Et af børnene har en tam Ædelpapegøje-hun siddende på skulderen, hvilket vidner om, at de lokale også holder disse fugle som tamfugle – kan det blive mere idyllisk?

Her ses et ”billedmærke” fra Palau, der ”oser” af idyl med lokale børn iklædt blomsterudsmykning, medens de (formentlig) spiller en julemelodi; der er nemlig ikke tale om et rigtigt frimærke, men om et julemærke. I forgrunden ses nogle eksotiske planter i form af (for mig at se) Julestjerner (Euphorbia pulcherrima), der oprindeligt stammer fra Mexico og Guatemala, hvor de gror i løvfældende, tropiske skove og på savanner. Julestjerner ses også forvildet på Hawaii øerne, bl.a. på Maui. Et af børnene har en tam Ædelpapegøje-hun siddende på skulderen, hvilket vidner om, at de lokale også holder disse fugle som tamfugle – kan det blive mere idyllisk?

Ernæring

Da Ædelpapegøjer lever højt i trækronerne, er det klart, at deres naturlige føde hovedsageligt består af frugt, bladknopper, bladskud, blomster, nektar, nødder og frø, som fra naturens side findes højt i trætoppene. Blandt deres yndlingsfrugter er granatæbler og papaya med frø. 

Ædelpapegøjer kan også hærge plantager og marker med afgrøder som korn, majs, bananer, kokosnødder og papaya, hvor fuglene som før nævnt betragtes som skadedyr blandt de lokale beboere. 

I mavesækken på døde Ædelpapegøjer fra Solomon øerne er der fundet rester af blød, figenlignende frugt, og i døde fugle fra West Irian i Indonesien er der fundet frugtkød og - overraskende nok - masser af frugtsten. 

På Ny Guinea er visse fødeemner tilgængelige hele året rundt som følge af en mindre udtalt sæsonvariation. Det betyder, at den samme plante kan producere frugt på forskellige tider af året diverse steder i regnskoven, hvorved unger i denne del af udbredelsesområdet principielt kan opfostres hele året. 

I fangenskab indtager Ædelpapegøjer med stor appetit de fleste former for frugt, herunder mango, figner, guava, bananer, enhver form for meloner, stenfrugter (ferskner o. lign.), druer (og rosiner), citrusfrugter, samt ikke mindst friske pærer og søde æbler, der bidrager med proteiner. Ædelpapegøjer har en meget lang fordøjelseskanal, hvilket er baggrunden for, at den kræver en fiberrig kost. Grøntsager som f.eks. gulerødder, agurk, grøn og rød peber, hovedsalat, julesalat og mælkebøtte er meget vigtige fødemidler, der sikrer calcium og andre næringsstoffer. Derudover kan man fodre med en god papegøjeblanding, der gerne må indeholde jordnødder (som fuglene oftest er helt ”vilde” med, men husk, at jordnødderne skal være rensede) samt afskallede mandler og afskallede valnødder. Både frø og nødder byder på E-vitaminer, men fedtholdige frø som solsikke og hamp bør begrænses, så man undgår for meget fedt i kosten, da Ædelpapegøjer let kan blive overvægtige. Man kan med fordel i stedet give en spiret frøblanding indeholdende solsikke, hvorved fedtindholdet i denne frøsort reduceres. Ædelpapegøjer nyder også kolbehirse, selv om kosten til disse fugle typisk bør indeholde langt mindre frø end til andre papegøjefugle. Derudover er fuglene glade for f.eks. kiks, sandkage og tørt brød. 

Nogle fugleholdere sværger til, at Ædelpapegøjer i fangenskab skal have grøntsager, som også er rige på beta-caroten, såsom let kogte søde kartofler og friske broccoli buketter, men her kan man i stedet vælge friske majskolber. Atter andre fugleholdere mener, at deres Ædelpapegøjer har det bedst, hvis deres føde hovedsagelig består af pellets. Fodrer man med pellets, kan man ofte opleve, at fuglene udvælger sig nogle bestemte smagsfavoritter. Det er i øvrigt ikke uden problemer, hvis man primært fodrer sine Ædelpapegøjer med pellets, jf. nedenstående afsnit ”I fangenskab”. 

I lighed med alle andre stuefugle, må heller ikke Ædelpapegøjer fodres med persille og avocado, der er giftigt for fuglene, ligesom man skal holde sig fra at give fuglene tilberedt menneskeføde og nydelsesmidler som f.eks. chokolade. Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle, at papegøjer ikke er i stand til at fordøje laktose i mælk, så heller ikke dette skal stå på foderplanen. 

Ædelpapegøjer skal tilbydes den - så vidt muligt - mest varierede fodersammensætning for at sikre optimal kondition. Da disse fugle i naturen lever det meste af sin tid i høje træer, hvor den hovedsageligt søger sin føde, er det mest hensigtsmæssigt, at man i fangenskab placerer foderskålene højt oppe over gulvet i volieren. Disse foderskåle skal have nogle solide forankringspunkter, så Ædelpapegøjen ikke kan vælte dem ned. Samtidig skal man være opmærksom på, at man Ædelpapegøjer kan være nogle ”grise”, når de skal indtage føde, dels når de fortærer forskellige former for frugt, dels når de netop har fået serveret en stor skål med en frøblanding, hvor det første de ofte finder på er at rode rundt i skålen med sit næb for at finde sine yndlingsfrø, hvorved store dele af frøblandingen kan blive spredt vidt omkring.

Også landet Zambia, der ligger nordpå i den centrale del af det sydlige Afrika, har udgivet et frimærke med en Ædelpapegøje-han. Zambia er ellers kendt for helt andre papegøjearter, bl.a. den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis)

Også landet Zambia, der ligger nordpå i den centrale del af det sydlige Afrika, har udgivet et frimærke med en Ædelpapegøje-han. Zambia er ellers kendt for helt andre papegøjearter, bl.a. den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis)

I fangenskab

For en årrække siden var Ædelpapegøjen under beskyttede forhold kendt som en ømfindtlig fugl. Helt oppe i 1960’erne blev der importeret en hel del Ædelpapegøjer til Europa, som ofte var i en dårlig helbredstilstand trods tiltagende gode transportforbindelser. I starten nægtede mange af disse importfugle at tage føde til sig, og det var oplevelsen, at hunner var mere ømfindtlige end hanner. Dødeligheden blandt hunner var da også højere, noget der også synes at forekomme blandt fugle i naturen, hvor hunner menes at forefindes i et ikke uvæsentligt mindre antal. Med tiden er Ædelpapegøjerne heldigvis blevet mere robuste i fangenskab, da de gennem mange generationers opdræt er blevet akklimatiserede til bedre at kunne leve under de vilkår, som vi kan byde dem på vores breddegrader.

Med tiden er disse pragtfulde fugle blevet en af ​​de mere populære mellemstore papegøjer i Europa, herunder i Danmark. I USA har Ædelpapegøjer gennem mange år været blandt fugleholdernes absolutte favoritter enten som forældreopmadede eller håndopmadede fugle. I modsætning til flere andre mellemstore papegøjearter anses Ædelpapegøjer ikke længere for vanskelige at opdrætte i fangenskab.

Under beskyttede forhold er Ædelpapegøjen efter sigende modtagelig over for forskellige sygdomme, som ikke kendes i naturen. Det omfatter bl.a. forskellige former for muskelspasmer, og årsagerne hertil er ikke klarlagt, men det menes, at en væsentlig årsag kan skyldes en kemisk ubalance i vitaminer og mineraler, som hæmmer optagelsen af ​​calcium, og derfor giver mangelsymptomer. Denne ubalance kan ifølge førende internationale dyrlæger opstå efter fodring med kommercielt producerede fødevarer, eller når pellets udgør en betydelig andel af kosten, som i store mængder er kunstigt beriget med vitaminer eller kunstige farvestoffer, men kan også skyldes simpel dehydrering. Kunstigt berigede og kunstigt farvede fødeemner kan også forårsage allergiske reaktioner hos nogle fugle, der kan give sig udslag i svær kløe, som kan føre til fjer- og hudskader.

Ædelpapegøjer kan måske i højere grad end andre selskabspapegøjer (på nær måske Gråpapegøjer fra slægten Psittacus) af lignende størrelse være tilbøjelige til at udvise en selvdestruktiv adfærd, som kan give sig udslag i forskellige former for fjerplukning. Årsagerne hertil kan være svære at bestemme, men visse dyrlæger mener, at kosten generelt er den primære årsag til disse helbredsproblemer, der samtidig kan føre til hormonelle forandringer, ligesom forkert stækning menes at kunne udløse fjerproblemer. Når denne adfærd begynder, er den næsten umulig at stoppe, medmindre årsagen er blevet identificeret, og fuglen behandles. Ofte kan en simpel halskrave dog forhindre fuglen i at plukke fjerene af hele kroppen.

Som allerede nævnt så er Ædelpapegøjer almindeligvis rolige fugle i fangenskab, hvor de nærmest udviser en eftertænksom natur, når de introduceres over for nye mennesker, genstande eller situationer. Det har givet anledning til det fejlagtige indtryk, at disse fugle er sky og kedelige, hvilket ingenlunde er tilfældet. De foretrækker en i forvejen kendt rutine, da de bestemt ikke er glade for forstyrrelser, nye ting og nye mennesker, som de kan reagere ret negativt på. Derfor skal man gradvist tilvænne fuglene, når nye ting og mennesker introduceres for dem.

Ædelpapegøjer er generelt ikke svære at tæmme, og det gælder endda voksne volierefugle. Nogle er af den opfattelse, at hanner er lettere at tæmme end hunner, ligesom de mener, at de er bedre til at lære at imitere. Min egen erfaring er i øvrigt, at Ædelpapegøjer sjældent bider, men jeg har også erfaringer med det modsatte. Jeg har f.eks. en Rødsidet Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus polychloros), som er den sødeste og mest blide fugl over for mig og alle andre hankønsvæsener uanset alder, men når det kommer til kvinder, herunder min hustru, så skifter den fuldstændig karakter. Dens pupiller bliver små som knappenålshoveder samtidig med, at den vedblivende ytrer lyden ”aaarrrr”, hvorefter den (hvis den flyver frit) forsøger at angribe enhver kvinde og bider fra sig ganske eftertrykkeligt. Til historien hører, at denne fugl oprindelig er en håndopmadet fugl, som jeg har købt af en dyrlæge. Dyrlægen havde i sin tid købt den af en fugleholder, som havde håndopmadet den. Jeg køber af princip aldrig nogensinde håndopmadede papegøjer af de fugleholdere, som håndopmader for ikke at støtte dette uvæsen af ”fabriksfremstilling af papegøjer med stærkt afvigende og unaturlig adfærd”. Jeg ”frikøbte” derfor denne fugl fra en 1.-gangskøber, der ikke kunne have den længere, for at sætte den sammen med en forældreopmadet han, så hun forhåbentlig kunne blive præget af en naturlig adfærd. Det er jeg for første gang lykkedes med, og det har jeg fået et pragtfuldt avlspar ud af, men på en eller anden måde er hun-fuglen stadig så meget præget af en helt unaturlig menneskelig adfærd, at den betragter enhver kvinde som konkurrent, der skal angribes og jages væk.

Med tiden har jeg erfaret, at Ædelpapegøjer har et glimrende imitationstalent, der som tidligere nævnt også gælder efterligning af bestemte menneskers toneleje, men samtidig har fuglene også øre for at efterligne forskellige lyde, som de hører omkring sig f.eks. en telefon, der ringer.

Når man holder Ædelpapegøjer under beskyttede forhold, så skal man specielt være opmærksom på, at de har en tendens til at udvikle et langt overnæb og lange kløer, som det også kendes fra visse andre fuglearter i fangenskab. Det kan man et stykke hen ad vejen modvirke ved - for næbbets vedkommende - at give fuglene masser af friske naturgrene at gnave i, ligesom det er vigtigt at give dem jod- og mineralblokke, som de også gerne gnaver i. Over de senere år er kunstige siddepinde med et ”cementlignende” overtræk blevet populære at give store papegøjer i fangenskab, da disse pinde efter sigende skulle medvirke til at holde fuglens kløer nede, når den lander eller sidder på denne pind. Imidlertid går det også udover huden på undersiden af fuglens fødder, hvilket man skal være meget opmærksom på. Det er derfor vigtigt, at man løbende klipper fuglenes kløer, og medmindre man er en meget erfaren fugleholder, der ved, hvordan man undgår at klippe ind i blodåren på de meget mørke kløer, så skal man helt og aldeles afholde sig fra at gøre dette, og i stedet overlade dette til en dyrlæge, der i praksis har erfaring med at klippe kløerne på store papegøjer. Er der behov for at tilrette næbspidsen, så tilrådes det under alle omstændigheder at overlade trimningen heraf til en fuglekyndig dyrlæge.

Det menes, at Ædelpapegøjer i fangenskab sagtens kan nå en levealder på omkring 30 år, men set i lyset af, at større hold af Ædelpapegøjer under beskyttede forhold først begyndte i 1980’erne, er man ikke på helt sikker grund i dette spørgsmål. Af hensyn til fuglenes fysiske og psykiske velbefindende er det vigtigt til stadighed at stimulere dem. Personligt er jeg ikke tilhænger af det legetøj, som man kan købe hos dyrehandlere, men man bør til stadighed forsyne fuglene med ikke-sprøjtede og ikke-forurenede naturgrene, hvoraf man måske af nogle kan lave en naturlig gynge, som fuglene godt kan lide at sidde i. En lukket solid kæde, der er ophængt i volieretaget med en kort kraftig naturgren i enden, er også en glimrende aktivitet. Derudover kan man udfordre fuglene ved at skjule ”godbidder” forskellige steder i volieren.

Jeg kunne ikke stå for denne prægtige Vosmaer’s Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus vosmaeri), selv om den desværre har et defekt overnæb, hvorfor jeg har medtaget fotoet, der tydeligt viser denne underarts helt cadmiumgule undergump (underhaledækfjer) og brede kant langs halespidsen. Det er i øvrigt sjældent, at man ser Ædelpapegøjer med egentlige næbskader, hvorimod man desværre ret ofte kan se – især hanfugle – med et forvokset overnæb, der så skal trimmes hos en fuglekyndig dyrlæge

Jeg kunne ikke stå for denne prægtige Vosmaer’s Ædelpapegøje-hun (Eclectus roratus vosmaeri), selv om den desværre har et defekt overnæb, hvorfor jeg har medtaget fotoet, der tydeligt viser denne underarts helt cadmiumgule undergump (underhaledækfjer) og brede kant langs halespidsen. Det er i øvrigt sjældent, at man ser Ædelpapegøjer med egentlige næbskader, hvorimod man desværre ret ofte kan se – især hanfugle – med et forvokset overnæb, der så skal trimmes hos en fuglekyndig dyrlæge

Opdræt under beskyttede forhold

Når man arbejder med Ædelpapegøjer med opdræt for øje, er man godt stillet, da der visuelt er meget stor forskel på de to køn, så her får man ikke brug for DNA-attester. Den største udfordring ved at avle med Ædelpapegøjer er derfor at få et par, der har sympati for hinanden, da begge køn skal supplere hinanden i forbindelse med ynglen, herunder med yngleforberedelser, beskyttelse af reden, fødesøgning, opmadning af unger, etc., da hunnen ikke selv kan forestå alt dette. I yngleperioden er der da også en naturlig arbejdsfordeling mellem kønnene, og skal det føre til succes, forudsætter det, at de to fugle fatter sympati for hinanden. I naturen er der mange mager at vælge i mellem, og det kan være en lang proces at finde den rette partner. Man kan ikke bare sætte 2 fugle sammen og så forvente at få dem til at yngle med det samme. Denne udfordring kan man løse ved at købe flere ubeslægtede ungfugle og henover tid lade dem selv parre sig ud. På den måde er der betydelig større sikkerhed for at få befrugtede æg med et efterfølgende succesrigt opdrætsforløb. Specielt håndopmadede fugle kan have svært ved at yngle, da de mangler de vigtige biologiske ”kodninger” fra deres forældre under sin opvækst, hvilket på langt sigt kan true artens overlevelse under beskyttede forhold. 

Når man opdrætter Ædelpapegøjer, er det absolut mest væsentlige punkt herudover at udfinde sig ”rene” fugle, som ikke er blevet krydset med andre underarter. Derfor skal man kende fuglens oprindelse, og man bør som følge heraf kun købe fugle hos en seriøs opdrætter, der reelt har fokus på denne problemstilling. Man skal være opmærksom på, at da man for over hundrede år siden begyndte at importere levende fugle til brug i fangenskab, har man ikke i alle tilfælde været opmærksomme på, at adskille de forskellige Ædelpapegøje-former fra hinanden, hvilket sikkert er sket mange gange over årene, hvilket kan forklare, hvorfor der måske især i Australien og - til dels - i USA i dag er mange ”krydsede” fugle. 

Når man har anskaffet et (under)artsrent par Ædelpapegøjer, så ligger der dernæst en udfordring i, om fuglene gør alt det rigtige undervejs i yngleforløbet. Det kan nemlig tage måneder – måske år – før en Ædelpapegøje-han har lært at made sin mage og parre sig rigtigt. Jeg har selv en over 4-årig Ædelpapegøje-han, som endnu ikke helt har lært at made sin mage korrekt, men det skal nok komme. Som allerede anført kan især håndopmadede hunner have svært ved at passe sin rede (rugning og opmadning af unger), hvilket kan blive et stort problem på lang sigt. 

Det antages, at Ædelpapegøjer i reglen bliver kønsmodne mellem 2. og 3. leveår for så vidt angår de små underarter som f.eks. Solomon Ædelpapegøjen (Eclectus roratus solomonensis), hvorimod de store underarter, herunder nominatformen, først bliver kønsmodne i 3 - 4 års alderen. 

Ædelpapegøje-hunner har et stærkt moderinstinkt, og i fangenskab vil de konstant afsøge mulighederne for at påbegynde en rede ved at klatre ind i skabe, skuffer og rum under møbler for dernæst at blive meget rethaveriske og forsvare stedet. Jeg har en Ædelpapegøje-hun, der ind i mellem får lov til at flyve frit i fuglehuset, når jeg fodrer, og det kan være særdeles underholdende at opleve. Alle mørke steder, som f.eks. gulvet under en række kassebure, bliver undersøgt og vurderet som redemulighed. Derfor oplever jeg, at hunnen går rundt på gulvet i fuglehuset, medens jeg fodrer, og det er en herlig oplevelse at se den vralte rundt. Ædelpapegøje-hunnens yngleinstinkt kan være så udtalt, at selv en hun uden mage ofte vil lægge ubefrugtede æg, når foråret begynder. Det er ofte muligt at placere forladte æg fra andre papegøjearter under en Ædelpapegøje-hun i ynglestemning, da hun typisk vil acceptere ægget og udruge det i bedste ”Mågefinke-stil”. 

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 16.12.2011/23.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden