Dammerman's Skægparakit

Skægparakit

Dammerman’s Skægparakit

Skægparakitten (Psittacula alexandri) tilhører slægten Ædelparakitter (Psittacula), hvorunder den Lille Alexanderparakit (Psittacula krameri) og Stor Alexanderparakit (Psittacula eupatria) med tilhørende underarter også hører. Imidlertid er det Skægparakitten, der menes at være den ”rigtige” Alexanderparakit, idet den videnskabelige latinske artsbetegnelse ”alexandri” indikerer, at den er opkaldt efter en af verdenshistoriens største skikkelser, nemlig makedonske Alexander den Store (år 356 – 323 f. Kristus), der blev en af verdenshistoriens største feltherrer og militærstrateger. Under sit mangeårige felttog til Indien hjembragte han bl.a. ”en grøn papegøje med rød hals”, og det er en almindelig antagelse, at selv om Alexander den Store ikke nåede helt frem til det, der i dag er Skægparakittens naturlige udbredelsesområde, så var der tale om en Skægparakit, som dermed blev gjort til genstand for verdenshistoriens første optegnelser om papegøjer i fangenskab. Formelt blev denne fugl først beskrevet af videnskaben i 1758, og i dag anerkender videnskaben foruden nominatformen Rosenbrystet Skægparakit (Psittacula alexandri alexandri) tillige hele 7 underarter, der kendetegnes ved forskellig længde samt forskelle i farver og farvetegninger. Skægparakitten er udbredt over store dele af det sydøstlige Asien (herunder Indien) og det nordvestlige Oceanien, hvor den typisk lever i højskov. Den efterlader store skader i skovområder, hvor den har været på besøg, da den ”lægger sit visitkort” gennem brug af sit stærke næb. Skægparakitter er meget smukke og meget elegante fugle med lange smalle haler. De er både gode flyvere og gode til at klatre. Når det kommer til at holde den i fangenskab kan man på den negative side nævne, at Skægparakitter gnaver meget, og de kan skrige en del, hvortil kommer, at de er ufordragelige over for andre fuglearter. De er samtidig robuste, men kuldefølsomme med tendens til let at få frostskader i tæer og fødder, hvorfor de altid skal have fri adgang til opvarmet inderrum. Uden for yngletiden kan man observere Skægparakittens mere selskabelige side, da de færdes i flokke på mange hundrede individer, hvor de også kan gøre stor skade, når de slår sig ned på markafgrøder, hvorfor de ikke er ikke populære blandt lokalbefolkningens agerdyrkere. Indtil fuglene er fuldt udfarvede som 2- til 3-årige, kan kønsbestemmelse ofte være vanskelig. Ved hjælp af sekundære kønskarakterer kan man forsøge at bestemme kønnet, f.eks. via forskelle i halelængden. Desuden breder den rødlige brystfarve sig hos hunfugle op ad siden på halsen mellem hovedets og baghalsens farver, ligesom hunnens hovedfarve kan have et mere blåligt skær. I naturen trækker Skægparakitter inden for deres udbredelsesområde og følger ofte knoppernes og bladenes fremkomst på de forskellige træsorter. Birdlife International skelner ikke mellem Skægparakittens nominatform og dens underarter, men behandler dem i stedet under ét, og denne organisation betragter ikke Skægparakitten som udryddelsestruet i dens gigantiske udbredelsesområde, der anslås at være ca. 2.600.000 km2. Den vurderes at være almindeligt forekommende i udbredelsesområdet, og derfor har Birdlife International heller ikke estimeret bestanden i naturen. Skægparakitten har været genstand for omfattende international handel. Siden 1981, hvor den blev optaget på CITES Appendix II, er der registreret 125.965 vildfangne eksemplarer i den internationale handel, jf. UNEP-WCMC CITES Trade Database pr. januar 2005. Som en pudsighed kan det nævnes, at Skægparakitten er indført til Japan, hvor den lever frit i naturen som invasiv art, og nogle optegnelser angiver, at der måske befinder sig helt op til ca. 10.000 ynglepar i den japanske natur. De viste fotos viser den sjældne, men store, underart, Dammerman’s Skægparakit (Psittacula alexandri dammermani), som er ca. 38 cm lang og kan veje op til ca. 170 gram. Denne underart lever kun på Karimundjawa Islands i Indonesien i fugtige løvfældende skove, mangrove, teak- og kokosnødsplantager. I naturen ernærer denne underart sig af nektar og blomster samt frø, blade og ris samt – sågar - kastanjer. Hunnen af denne underart lægger 3 - 4 æg i træhuller. Flere af de øvrige underarter kender man ikke ret meget til.

 

Jørgen Petersen

 


Konciperet/Opdateret: 01.07.2012/09.02.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!