Nyhedsbrev 23.11.2014: De første 5 år - et jubilæumsskrift af 23.11.2014

Da jeg for mere end 5 år siden modtog de første opfordringer til at dele min viden og erfaring om papegøjer under beskyttede forhold på internettet, havde jeg ingen idé om, at det ville udvikle sig til en hjemmeside med så mange besøgende. Siden starten den 23. december 2009 har der hver eneste uge gennemsnitligt været over 1.500 besøgende på denne hjemmeside, svarende til i skrivende stund i alt langt over 400.000 besøg. Det er et besøgstal, som mange små og mellemstore virksomheder ville misunde, og det må være udtryk for, at jeg har ramt et behov hos visse mennesker om at vide mere om papegøjer. På baggrund af det høje besøgstal, er jeg i øvrigt ved nogle lejligheder blevet opfordret til at lægge ”bannerreklamer” på www.birdkeeper.dk, men det har jeg hver gang afslået. Jeg synes nemlig, at alt for mange hjemmesider i dag ”drukner” i kommercielle tiltag. På denne hjemmeside skal der derfor kun være fokus på indhold, altså formidling af viden og erfaring, og det er ikke noget, som jeg skal tjene penge på.

Det at have en hjemmeside, som denne, har indebåret mange positive og overraskende oplevelser, bl.a.:

  • Henvendelser fra dagblade som JyllandsPosten og Ekstra Bladet, der med baggrund i www.birdkeeper.dk har fundet det interessant at skrive omkring det at have papegøjer som hobby i vor tid.
  • Talrige henvendelser fra fugleholdere rundt omkring i Europa (selv om www.birdkeeper.dk alene er skrevet på dansk), herunder Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Italien.
  • Går vi uden for Europa har der været henvendelser fra bl.a. Grønland, USA, Ægypten, Dubai (Forenede Arabiske Emirater), Israel, Pakistan samt Sydkorea. Sidstnævnte var en henvendelse fra den zoologiske have i landets hovedstad, Seoul, der ønskede at købe papegøjer af mig.
  • En række danske fugleforeninger har spurgt om tilladelse til at publicere udvalgte artikler fra www.birdkeeper.dk i deres egne medlemsblade, det drejer sig bl.a. om Helsingør Fuglevenner (Nordsjællands Fugleforening), Sydøstjysk Fugleforening og Vestsjællands Fugleforening.
  • Siden eftersommeren har udvalgte artikler fra www.birdkeeper.dk tillige været at finde i Landsorganisationen Danske Fugleforeningers medlemsblad, Dansk Fuglehold.
  • Der er også publiceret en artikel i Norge på ”Tropefugl-Gruppen” på Facebook.
  • Derudover er en af artiklerne på www.birdkeeper.dk netop blevet publiceret i det europæiske papegøjemagasin, Euro-PARROT International.
  • Endelig er en række af mine fotos af dværgpapegøjer blevet benyttet ved publicering af artikler i Belgische Vereniging Agaporniden’s (BVA’s) medlemsblad, AGAPORNIS.

Dertil kommer, at jeg har modtaget et utal af henvendelser fra rundt omkring i Danmark, dels fra fugleholdere, herunder fugleholdere in spe, der har ønsket at stille konkrete spørgsmål til mig (som jeg altid besvarer direkte), dels fra andre interesserede, som via hjemmesidens gæstebog har ønsket at give ros eller kommentere på nogle artikler, heriblandt nogle af Europas førende specialister inden for dværgpapegøjer (Agapornis).

Det er mig en stor fornøjelse, at www.birdkeeper.dk over årene er nået så vidt omkring og åbenbart har været til inspiration samt glæde for så mange.

Som bekendt videreudvikles hjemmesidens indhold i takt med, at tiden og lysten tillader det, og det er også de bærende principper, som hjemmesiden fremover vil bygge på. Der kan derfor ind i mellem gå længere tid mellem publicering af de større artikler, da det ofte kræver en hel del research samt bearbejdning af flere års optegnelser og noter fra egne erfaringer samt – selvfølgelig – helst ledsaget af nogle gode fotos. Målsætningen er nemlig at skabe indlæg om papegøjer af høj troværdighed for folk, som virkelig ønsker at vide mere om papegøjer, så disse fugle trives bedst muligt under beskyttede forhold.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til www.birdkeeper.dk’s mange trofaste læsere, og samtidig ser jeg frem til hjemmesidens 10 års jubilæum.

 

Jørgen Petersen

 

Konciperet/Opdateret: 23.11.2014/23.11.2014 

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Ekstra nyhedsbrev 23.11.2014: Nyt design m.m. på www.birdkeeper.dk

I forbindelse med www.birdkeeper.dk’s 5 års jubilæum i dag den 23. december 2014 er det en glæde nu at kunne præsentere hjemmesiden, som er frisket op med et helt nyt design. Der er således gennemført en teknisk opgradering til en ny generation af hjemmesideplatform. Princippet i hjemmesidens opbygning er dog fortsat den samme med faner og underfaner afhængig af, hvad man søger.

Noget af det, som det nye design også giver mulighed for er, at vise fotos med væsentlig højere opløsning end tidligere. Da det har vejet tungest for mig at få gennemført en teknisk opgradering af hjemmesiden op til jubilæet, betyder det, at en række af de eksisterende - overvejende - internetfotos, der er benyttet til flere af artiklerne, er blevet meget grovkornede, eller decideret umulige at se motivet på. Det vil der hen ad vejen blive rådet bod på ved, at fotoene enten erstattes af andre fotos med højere opløsning eller helt fjernes, typisk i tilfælde, hvor der ikke umiddelbart foreligger billedmateriale omkring eksempelvis en sjælden bestemt fugleart. Ligeledes vil eventuelle andre uhensigtsmæssigheder, som opgraderingen har afstedkommet, successivt blive ryddet ad vejen.

Men der er ikke kun tale om et nyt design på hjemmesiden, der publiceres også nyt indhold i form af bl.a.:

  • Et jubilæumsskrift, hvor der gøres status over www.birdkeeper.dk’s første 5 år
  • En artikel om, hvorledes man afgør, om ens papegøje er sund og rask
  • En artikel indeholdende en tjekliste for indkøb af papegøjer, der har til formål at sikre, at man ”ikke køber katten i sækken”
  • Desuden publiceres en ny billedartikel omkring Psittacara-slægten (Kilehaleparakitter) med fokus på de rød-/grønne arter og underarter.
  • En introduktion på henholdsvis engelsk og tysk til de mange internationale besøgende.

Jeg håber på, at www.birdkeeper.dk’s læsere – indtil videre – kan se bort fra ”skønhedsfejlene” ved denne opgradering og i stedet nyde hjemmesidens nye, moderne design samt de nye artikler.

Fortsat god læselyst!

 

Jørgen Petersen

 

 

Konciperet/Opdateret: 23.12.2009/23.11.2014 

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!