Psittacara-slægten (på dansk Kilehaleparakitter)

Psittacara wagleri minor (tidligere Aratinga frontata minor) – på dansk Carrikers Kilehaleparakit

”Psittacara” er det nye latinske slægtsnavn blandt papegøjer, som man siden foråret 2013 har skullet lære at kende, hvis man interesserer sig for sydamerikanske parakitter. Baggrunden herfor er, at slægten Aratinga (slægten Kilehaleparakitter på dansk), i gennem mange årtier har tjent som en form for ”opsamlingsslægt”, hvor videnskaben oprindeligt placerede en lang række forskellige parakitarter, når man var i tvivl om, hvor man i øvrigt kunne eller skulle klassificere disse. Oprindeligt var Aratinga-slægten endda betydeligt mere omfattende end nu, idet man - for blot at nævne nogle eksempler - i flæng havde placeret Conurerne (Pyrrhura), Højlandsparakitten (Leptositttaca) og Carolinaparakitten (Conuropsis) i denne slægt. Ifølge den amerikanske ornitolog James Lee Peters, der udgav ”Check-list of Birds of the World” i perioden 1931–52, ofte blot omtalt som ”Peters’ Check-list”, var hans klassifikation af Aratinga-slægten i øvrigt stort set gældende uændret i over 70 år. Indtil for ganske få år siden omfattede Aratinga-slægten også Guldparakitten, som siden er blevet klassificeret under sin egen monotypiske slægt kaldet Guaruba. Guldparakitten er således i dag kendt under det videnskabelige artsnavn Guaruba guarouba, selv om man fortsat kan se fugleholdere udbyde disse fugle under det forældede - og dermed fejlagtige - artsnavn Aratinga guarouba.

Over de senere år har videnskaben indsamlet, analyseret og opbygget ny viden omkring de forskellige papegøjearter og deres indbyrdes slægtsforhold. Ny forskning har i takt med at ny teknologi er blevet gjort tilgængelig, herunder diverse former for DNA-analyser, bevirket, at man har måttet revidere tidligere tiders opfattelser af, hvorledes papegøjeordenen (Psittaciformes) er opbygget og indbyrdes beslægtet.

Med sidste års (2013) udgivelse af den nye version af verdens førende videnskabelige taxonomi for fugle, ”Howard & Moore, Complete Checklist of the Birds of the World”, har videnskaben taget konsekvensen af denne nye viden og har bl.a. flyttet gruppen af de største Aratinga-arter, som er kendetegnende ved at have en overvejende grøn fjerdragt med større eller mindre områder af røde fjerpartier - især på eller omkring hovedet - ud som en selvstændig slægt ved navn ”Psittacara”. Det drejer sig om Kilehaleparakitter som f.eks. Rødhovedet, Rødmasket, Blåkindet, Waglers, Pavua, Meksikansk, Grønvinget, etc. – i alt 25 arter og underarter, som herefter selvstændigt udgør en af Sydamerikas mest artsrige slægter. Alle disse parakitter betragtes altså ikke længere som værende en del af Aratinga-arterne, som i dag kun tæller i alt følgende 6 arter: Weddels Kilehaleparakit, Solparakit, Sulphur-Breasted Parakeet, Jendaya parakit, Guldisset Kilehaleparakit og Nanday Parakit. Ved nærmere eftersyn forstår man egentlig godt denne adskillelse, da de arter, der nu udgør Psittacara-slægten visuelt adskiller sig fra de arter, der er blevet tilbage i Aratinga-slægten, bl.a. ved:

• at de – som allerede nævnt – har en overvejende grøn fjerdragt med større eller mindre røde fjerpartier især på eller omkring hovedet (for en enkelt arts vedkommende dog blålige fjer i stedet for røde),
• at de er en hel del større og kraftigere end Aratinga-arterne som f.eks. Solparakitten (Aratinga solstitialis), og
• at deres næb - udover at være større og mere kraftigt end alle Aratinga-arternes - i alle tilfælde er lyst (hornfarvet).

Dansk Ornitologisk Forening, Landsorganisationen Danske Fugleforeninger, o.a. udgav i 2008 publikationen ”Danske navne på alverdens fugle”, hvori man angav det latinske slægtsnavn, Aratinga, som en del af det danske artsnavn på alle arter og underarter, der i dag udgør Psittacara-slægten, som indtil i foråret 2013 indgik i slægten Aratinga. Mange af de danske navne, som man ved denne lejlighed tildelte disse arter og underarter forekommer ikke særligt sigende eller logiske. I denne artikel har jeg derfor valgt at benytte J. L. Albrecht-Møllers danske navngivning af arter fra ”Papegøjebogen”, som jeg finder er den absolut mest retvisende, selv om slægten nu er videnskabeligt (taxonomisk) sammensat på en anden måde. Jeg erkender, at dette ikke er optimalt, men det vil være misvisende – og direkte forkert – at benytte det danske artsnavn Aratinga på arter, der i dag henføres til den nye Psittacara-slægt.

Ifølge den ypperste videnskab, The Howard and Moore ”Complete Checklist of the Birds of the World, Vol. I, 4th edition”, fra foråret 2013, består den nye slægt Psittacara således af følgende arter og underarter:

Længdeangivelserne ovenfor er fra Joseph M. Forshaw’s ”Parrots of the World”, dog er længdeangivelsen for Psittacara strenuus fra World Parrot Trust (www.parrots.org).

 Forkortelser:

• VU = Vulnerable
• NT = Near treatened
• LC = Least Concern.

Repræsentanterne fra Psittacara-slægten er generelt kendetegnet ved at være mellemstore, slanke parakitter på op til ca. 40 cm’s længde (afhængig af art/underart) med en lang kileformet hale (hvorfor navnet ”Kilehaleparakit” på dansk absolut er at foretrække). De har et forholdsvist stort hoved og et meget kraftigt, som regel bredt – hornfarvet - næb. Overnæbbet har i varierende grad en stor eller lille tandudskæring og med små runde næsebor i en smal vokshud, hvorimod undernæbbet er bredt og fladt samt lige afskåret fortil. Kinderne er befjerede, men som regel har arterne en bred nøgen øjenring. Vingerne er ret spidse, og som regel lige så lange som halen, og de når et stykke ud over haleroden. Halen er jævnt aftrappet med nogenlunde lige afstande mellem spidserne af de seks par halefjer. Håndsvingfjerene er ret lange i forhold til armsvingfjerene.

Kønnene er oftest ens, men hunnerne forekommer generelt at være noget mere afdæmpet i farverne, ligesom områderne med de røde fjerpartier (hvor disse forefindes) er mindre. Begge køb har en meget oprejst siddestilling og hviler ikke på mellemfod og hæl (løbet).

Psittacara-slægten hører hjemme i Mellem- og Sydamerika samt på visse omkringliggende øer, især i det Caraibiske Hav. I naturen lever de forskellige arter og underarter i mange forskellige biotoper, som både omfatter lavland og bjerge i subtropiske eller tropiske områder. Fuglene holder typisk til i høje tætte skove, men kan også forefindes i lavlandsskove, kaffeplantager, etc.

Alle Psittacara-arter er særdeles støjende. De har en ekstrem gennemtrængende stemme, som de meget flittigt gør brug af, så selv lyden fra Moluk Kakaduer (Cacatua moluccensis) i affekt træder i baggrunden. Netop fuglenes meget kraftige stemme har over årene gjort dem mindre udbredte blandt fugleholdere. Derfor er deres udbredelse i fangenskab ikke så stort som antallet af arter egentlig berettiger til. Det er ærgerligt, da denne meget store ulempe – efter min mening – fuldstændigt opvejes af, at alle disse fugle har en meget livlig og spændende adfærd, som kun sjældent opleves hos de asiatiske og australske parakitarter. Nogle steder kan man i ældre stuefuglelitteratur læse, at deres skrigeri aftager med tiden, efterhånden når fuglene bliver mere fortrolige, men det er noget, som jeg har til gode at opleve.

Efter min vurdering er disse arter især forsvundet blandt fugleholdere i Norden og Nordeuropa. I Danmark var især Rødhovedet Kilehaleparakit (nu Psittacara erythrogenys) og Blåkindet Kilehaleparakit (nu Psittacara acuticaudatus acuticaudatus) ret udbredte tilbage i 1960’erne, men det er ingenlunde længere tilfældet. Derimod ses nogle af Psittacara-arterne fortsat ofte i sydeuropæiske lande og i Sydamerika, hvor de holdes som tamme burfugle, da de er meget lærenemme, kan lære at imitere menneskesprog, og holder af at blive klappet og strøget over fjerdragten samt båret rundt siddende på sin ejers skulder. Det er historisk betinget, at man hovedsageligt ser Psittacara-arterne i de latinske – herunder ikke mindst spansktalende - lande holdt som tamfugle, da der går et bånd tilbage til kolonitiden, hvor især Spanien var en stor kolonimagt, der allerede for århundreder siden drev oversøisk handel efter, at de havde hærget den ”nye” verden gennem blodige erobringstogter. Nu om dage er Psittacara-arterne blevet fortrængt af nogle andre – også støjende – men mere farvestrålende sydamerikanske parakitter, typisk den farvestrålende Solparakit (Aratinga solstitialis) som over de senere år er blevet utroligt populær blandt fugleholdere, der interesserer sig for de sydamerikanske papegøjearter.

Mange af Psittacara-arterne holdes både som volierefugle eller tamfugle, og kaldes undertiden fejlagtigt Conurer, som egentlig kun er møntet på slægten Pyrrhura.

Psittacara-arterne er nemme at passe og er gode ynglefugle, når først et par er etableret. De er generelt hårdføre fugle, som også kan holdes i volierer ved lave temperaturer, men de bør altid have muligheden for kunne søge ind i et opvarmet inderrum i vinterhalvåret. De er gode flyvere og kræver derfor god plads i en voliere.

De bliver hurtigt fortrolige med sin ejer, når denne omgås dem med langsomme bevægelser og taler sagte samt en gang i mellem uddeler godbidder.

Arterne i denne slægt kan karakteriseres gennem ord som f.eks.: Sjove – Nærværende – Nysgerrige - Opmærksomme – Stor personlighed – Aktive – Underholdende. Det er heller ikke gået Hollywoods næse forbi, at Psittacara-arterne er intelligente fugle, som kan blive overordentlig tamme. Det har den verdenskendte amerikanske filmproducent og -instruktør Steven Spielberg for flere år siden da også haft øje for. Gennem hans filmselskab, DreamWorks SKG, publicerede han tilbage i 1998 en spillefilm for hele familien, som var bygget op omkring en af disse arter. Filmen blev markedsført under titlen, ”Paulie”, og hovedrollen blev spillet af en Blåkindet Kilehaleparakit (nu Psittacara acuticaudatus acuticaudatus). I filmen demonstreres, hvor intelligente – og morsomme - fugle tilhørende denne slægt egentlig er, selv om der i vanlig Hollywood-stil naturligvis også benyttes en række filmtricks.

Selv uden for yngletiden er der en tæt interaktion mellem kønnene, idet de bl.a. pudser hinandens fjerdragt, så også på dette område adskiller de sig fra mange asiatiske og australske parakitter.

Det er desværre ikke sjældent, at man oplever fjerplukning som et problem hos Psittacara-arterne. Det er et problem, der endda har kunnet observeres blandt de forskellige arter allerede inden systematisk kommerciel håndopmadning af papegøjeunger blev udbredt. Mange af disse fugle, der af natur er ret nysgerrige og skal undersøge alt, får disse uvaner, hvis ikke de tilbydes de rette forhold. I stedet bliver fuglene ofte holdt i små bure uden nogen former for tilbud om adfærdsberigelse, som kan give anledning til stereotypier, fjerplukning og andre uvaner. Alle Psittacara-arterne er fra naturens side meget aktive og har et stort behov for at bevæge sig og gnave i alt. Med deres ofte forholdsmæssigt store næb kan de let ødelægge træværk og siddepinde, ligesom de heller ikke holder sig tilbage med at begynde af afgnave pudsen af en murstensvæg.

Under beskyttede forhold ser man dem yderst sjældent opholde sig på bunden af volieren, hvilket må tilskrives deres levevis i naturen, hvor de fleste arter ynder at opholde sig i høj, tæt træskov. Derimod foretrækker mange af disse fugle som en anden akrobat at hænge oppe under netloftet i volieren med hovedet nedad, og i denne placering kan de endda indtage føde, f.eks. vindruer.

I naturen består ernæringen af frugter, frø, insekter og reden er som regel anbragt i træers hulheder. Fuglene er udprægede gnavere og kan på kort tid gnave store huller i selv frisk træ. De klatrer behændigt og flyver godt, men opholder sig som allerede omtalt meget nødigt på jorden og kommer der slet ikke, hvis det kan undgås. Under beskyttede forhold anbefales det derfor, at deres føde helst anbringes ophæng.

Psittacara-arterne er generelt ret godt stillet i naturen, idet det er relativt få arter/underarter, der er presset som følge af tabet af levesteder (biotoper) og forfølgelse som følge af deres angreb på afgrøder, hvilket er de to største trusler mod disse fugle. Fuglene udnyttes til lokal og international handel, men ifølge BirdLife International blev der alene rapporteret om 12 indfangne vilde individer i den internationale handel i perioden 1991-1995 for så vidt angår Psittacara chloropterus (Grønvinget Kilehaleparakit). I Den Dominikanske Republik, der er denne arts naturlige hjemsted, er den derfor blevet juridisk beskyttet mod jagt og fældefangst, men lovgivningen håndhæves ifølge mine oplysninger ikke korrekt. Myndighederne har i øvrigt forsøgt at mobilisere befolkningen i relevante områder gennem uddannelse til at tage et medansvar for at beskytte denne art i naturen. Derimod har den efter min mening smukkeste art Psittacara mitratus (Rødmasket Kilehaleparakit) ifølge BirdLife International været til genstand for omfattende handel siden 1981, hvor den blev opført på CITES, bilag II,

For en nærmere præsentation af en af Psittacara-arterne – den efter min mening smukkeste - Rødmasket Parakit (Psittacara m. mitratus) – henvises til artiklen under fanebladet ”Månedens fugl 2012”, portrættet fra september 2012.

Nedenfor vises en række af mine egne fotooptagelse af nogle af arterne/underarterne tilhørende Psittacara-slægten:

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 23.11.2014/02.04.2022 

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden