.... for fuglefolk, der vil vide mere om papegøjer
At have papegøjer som hobby kan føre til meget. Det har jeg på ny oplevet efter, at jeg for nylig fik en henvendelse fra et af landets største dagblade. Hver lørdag udgiver Ekstra Bladet et magasintillæg, "EKSTRA", sammen med avisen, som bl.a. sætter fokus på forskellige privatpersoners hobbies. En af avisens journalister havde fået øje på en mulig lille historie om det at have papegøjer som hobby efter at have besøgt www.birdkeeper.dk.
I forlængelse heraf fik jeg højst overraskende en forespørgsel fra journalisten om, hvorvidt jeg var interesseret i at deltage i et lille interview og vise nogle af mine fugle frem. Da jeg snart gennem et helt liv har haft nogle endog meget store oplevelser med denne pragtfulde hobby, tøvede jeg da heller ikke med at sige ja til at deltage. På denne måde kan jeg måske være med til at ”slå et slag” for vores hobby i et håb om, at nye interesserede vil komme til i disse år, hvor stuefuglehobbyen ellers – i lighed med f.eks. filatelien – desværre ligger noget underdrejet og primært udøves blandt den ældre del af befolkningen.
Det er der nu under overskriften ”Papegøjer er livsbekræftende” kommet en kort artikel ud af, som man har kunnet se i magasintillægget til Ekstra Bladet lørdag, den 5. maj 2012, så jo – det at holde papegøjer – har endnu engang vist sig at kunne føre til meget. Artiklen vises også på nedenstående foto.
Nedenfor bringes et uddrag af de fotos, som Ekstra Bladets fotograf Jan Unger optog under sit besøg hos mig:
Jørgen Petersen
Konciperet/Opdateret: 08.05.2012/08.05.2012
DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!