Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus)

0,1 Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Der er tale om en avlshun af typen med ren gul farve på struben (kroen)

0,1 Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Der er tale om en avlshun af typen med ren gul farve på struben (kroen)

Perlen blandt dværgpapegøjer

Dværgpapegøjerne har i de seneste mange år vundet stor udbredelse blandt fugleholdere – og med rette; deres smukke, kontrastfyldte fjerdragt, deres livlige og muntre væsen, den indbyrdes hengivenhed ”ægtefæller” i mellem, og deres forholdsvis lette ynglevillighed, har været stærkt medvirkende til, at de nu er blandt de mest afholdte stuefugle. 

Af de forskellige arter betragtes den Sorthovedet dværgpapegøje som en af de mest almindelige, og foranlediget af, at det var den dværgpapegøjeart, som jeg startede med, vil det være passende at fortælle lidt om denne fugleart. Arten var tidligere også kendt under betegnelsen Maske dværgpapegøje eller blot Maskepapegøje, jf. den videnskabelige artsbetegnelse ”personatus”. 

Farvebeskrivelse

Joseph M. Forshaw beskriver i sit værk, ”Parrots of the World”, arten således:

”Længde: 145 mm. Voksne fugle: Overvejende farve grøn, forreste del af hovedet, tøjler, isse og forreste del af kinder brunlig sort; resten af hovedet mørk oliven; strube rødlig orange; øvre bryst og hals, omkring nakken gul; overhaledækfjer mat blå; undervingedækfjer grålig blå og grønne; hale grøn, midterste fjer helt grønne, øvrige med orangegullige midterpletter og med sort bånd foran spidsen; nøgen øjenring hvid; næb rødt; iris mørk brun; fødder grå. 

Unge fugle: Mørkere end de voksne, især på hovedet; ved helt unge fugle sortagtige pletter ved basis af overnæbbet”.

Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) - 1,1

Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) - 1,1

Tager man derimod udgangspunkt i J. L. Albrecht-Møllers ”Papegøjebogen”, lyder farvebeskrivelsen af arten således: 

”Han og hun: Pande, isse, og hovedsider sorte; nakke, baghals sort olivengrønlig, herunder atter et bredt bånd, bredest over brystet i en mættet gul farve; strube orangerød; kro (især hos ældre fugle) mere udvisket med orange skær. Underryg og overhaledækfjer lys kobolt; de grønne halefjer har en gulgrøn spids, inden for denne er der på de 5 yderste halefjer i hver side af halen et sort bånd, der strækker sig over hele fjeren, idet yderfanen dog er bræmmet med grønt, mod basis findes herefter et gulbrunt felt, der helt inde ved fjerposen er gråsort, de to midterste halefjer er helt grønne uden sort bånd; armsvingfjer er grønne med blågrøn inderfane; håndsvingfjerenes spids og inderfanen sort; det nederste af yderfanen mørkegrøn; undersiden lysegrøn; overryg og vingedækfjer mørkegrønne. Iris sortbrun, huden på den fjerløse øjenring hvid, vokshud hvid; næb koralrødt; benene blågrå, kløer grå. Hos hunnen er den sorte hovedfarve mere varm sodfarvet og det gule halsbånd undertiden smallere. (Engelske specialister kræver det gule halsbånd helt fri for rødt). 

Længde: 145 – 162 mm”.

Som man kan se af ovennævnte farvebeskrivelser af en og samme art, så er J. L. Albrecht-Møllers beskrivelse meget mere detaljeret. 

Netop den orange farves forekomst på struben (kroen) af den Sorthovedet dværgpapegøje har tidligere været gjort til genstand for megen diskussion om, hvorvidt fugle med en sådan farve er artsrene. Således beskrev Poul Frandsen fra Brønshøj allerede denne problemstilling for mange år siden i en artikel i Selskabet for Stuekulturers blad, "Naturen & hjemmet", under overskriften, "En prekær sag", men som det bl.a. fremgår af ovennævnte beskrivelse af fugle fra naturen, er det naturligt forekommende med den orange farve. Ser man farvefotos fra naturen af den Sorthovedet dværgpapegøje, vil man kunne se en stor varians i den orange farves udbredelse og intensitet på de enkelte individer, hvortil kommer, at mange fugle stort set ikke - eller næsten ikke - har den orange farve, men i stedet er gule. Jeg har selv set flokke af vildtfangede Sorthovedede dværgpapegøjer, der kom direkte fra Tanzania til en dansk importør, og der var stor varians, nogle fugle havde et orange skær på struben (kroen) – altså et ”skær” og ikke en ”strubeplet” - medens andre fugle var rent gule samme sted. En ting, som jeg i øvrigt erindrer fra disse importer er, at der var påfaldende mange Sorthovedede dværgpapegøjer, som havde endog meget alvorlige næbskader. 

Der er ikke en umiddelbar synlig forskel mellem kønnene. Kønnet kan ofte – ved voksenfugle – blive konstateret gennem den såkaldte ”bækkenbundstest”, men metoden er ikke 100 % sikker, og i dag får fugleholdere også dværgpapegøjer kønsbestemt gennem DNA-test af fjer. Hvad angår særlige muligheder for at skelne kønnene hos denne art, kan nævnes, at såfremt man råder over flere voksne fugle, så vil man givet være i stand til at kende hunnen fra hannen ved, at den er større og kraftigere bygget, hovedet er relativt større og mere afrundet, hvortil kommer, at næbbet er bredere over basis og den sorte maske er til stede i en mere brunlig tone, som anført af J. L. Albrecht-Møller, der også fremhæver, at hunnens gule bånd om halsen til tider er smallere end hannens. Endvidere forekommer hunnens nøgne øjenring bredere og har samme bredde om hele øjet.

Frimærke fra den Sorthovedet dværgpapegøjes (Agapornis personatus) eget hjemland, Tanzania. Derudover har en række andre lande publiceret

Frimærke fra den Sorthovedet dværgpapegøjes (Agapornis personatus) eget hjemland, Tanzania. Derudover har en række andre lande publiceret "kulørte" frimærker med motiver af den Sorthovedet dværgpapegøje, uden at denne fugl har forbindelse til det pågældende land, hvilket bl.a. gælder Maldiverne og ...

I naturen

Hjemsted: Nordøstlige Tanzania fra Lake Manyara sydpå til Iringa Highlands; indført til Dar es Salaam omkring 1928 og senest til Nairobi, Kenya. 

Arten lever inde i landet bl.a. på højsletter på op til 1.700 m. Dens opholdssteder er græsstepper domineret af akacier, og den holder i mindre flokke til ved flodbredder og ses normalt ikke i højskov, som f.eks. den Grønhovedet dværgpapegøje (Agapornis swindernianus). 

Den Sorthovedet dværgpapegøje yngler i kolonier i tiden mellem marts og august, og reden anlægges i hulheder i træer, fortrinsvis i Baobabtræet, og redematerialet består af kviste og barkstrimler, m.m., der ”tømres” sammen meget fast. Reden består oftest af to afdelinger, et forkammer, i hvilket hannen som oftest befinder sig, når den endelig går i kassen, og et redekammer. 

Denne art har et meget stort udbredelsesområde, som anslås til ca. 204.000 km2. Populationen af Sorthovedede dværgpapegøjer i naturen synes at være stabil dog uden, at der kan søges støtte i konkrete opgørelser. 

Trusler

Den Sorthovedet dværgpapegøje er ikke en i naturbeskyttelses-sammenhæng truet fugleart. Den er i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) – således vurderet til at høre til kategorien ”Least Concern”. 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger
Ingen, udover at arten er optaget på CITES, liste II.

... São Tomé og Príncipe, officielt Den Demokratiske Republik São Tomé og Príncipe, der er en portugisisk-talende ø-stat i Guineabugten, ud for den vestlige ækvatoriale Afrikas kyst. Her har man også valgt at udsende et frimærke med den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) uden, at arten er naturligt hjemmehørende her

... São Tomé og Príncipe, officielt Den Demokratiske Republik São Tomé og Príncipe, der er en portugisisk-talende ø-stat i Guineabugten, ud for den vestlige ækvatoriale Afrikas kyst. Her har man også valgt at udsende et frimærke med den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus) uden, at arten er naturligt hjemmehørende her

I fangenskab

I fangenskab holdes den Sorthovedet dværgpapegøje ofte i mindre kolonier i volierer foranlediget af deres adfærd i naturen. Dette åbner mulighed for, at de enkelte fugle selv kan finde frem til en mage, der givet medfører gode ynglepar, da dværgpapegøjer er udprægede sympatifugle. Før eller senere vil der dog i en sådan flok opstå klammerier, der kan gå slemt ud over fødderne, hvorfor fuglene efter udparringen bedst holdes parvis i volierer eller store bure, hvilket også giver bedre yngleresultater. Såfremt fuglene alligevel holdes i flok, holdes hver dværgpapegøjeart for sig, da man ved at holde forskellige arter sammen snart vil kunne se hybrider i sit afkom. 

Dværgpapegøjerne hører til blandt de få papegøjearter, der bygger rede. I redebygningen bistår hannen kun sjældent hunnen. I fangenskab benyttes ofte store ”undulatredekasser”, vertikale eller horisontale, af hvilke de horisontale lettest giver mulighed for at gennemføre daglige redekontrol, og når redekassen samtidig er placeret let tilgængelig, så forstyrres fuglene minimalt. Redekontrol gøres til en daglig rutine, da sporadiske forstyrrelser kan blive taget meget ilde op og få uhyggelige konsekvenser for æg og unger. Efter en kontrol, hvor fuglene har forladt reden, bør man sikre sig, at de snart indfinder sig i redekassen på ny. 

Det foretrukne redemateriale består af naturgrene (der ikke må være udsat for giftsprøjtning eller forurening i det hele taget) af hvilke, der afgnaves barkstrimler og kviste, der bearbejdes i enderne. Af andet redemateriale kan f.eks. nævnes græsstrå, halm, afgnavede kolber (stængler) og store klumper tørvestrøelse. Redematerialet lægges ofte ”i blød” i burets vandkar og skal efter, at der er givet rent vand (hver dag), placeres i karret igen, da det stimulerer redebygningen, og det våde materiale opretholder samtidig fugtigheden for en periode i redekassen. Husk at gennemskylle materialet grundigt inden det lægges tilbage i det rene drikkevand.

Efter adskillige parringer vil der komme æg, fra 4 – 6 stk., og rugetiden er omkring 3 uger. Æggene er helt hvide og næsten runde. Når ungerne kommer ud af æggene er de beklædt med blege orangefarvede dun. Næbbet er lyst brunligt med en noget lysere næbtand, der senere, ca. 12 dage efter, falder af, og udseendet er nu præget af en grålig dundragt. Samtidig er øjnene halvt åbne. De første fjer kommer på vinger, hoved og hals. Ungerne mades i denne periode formentlig ikke af hannen, men denne mader hunnen, som derpå mader ungerne. 

Når rugetiden er begyndt, ses hunnen sjældent, men af og til kommer hun ud for at strække vingerne og bade. Man skal ikke være urolig for, at hun gennemblødt lægger sig på æggene, da hun således oparbejder tilstrækkelig luftfugtighed i kassen til, at æggene kan klækkes. Under selv rugeperioden udbygger hun også reden, og der skal i denne tid være intet eller måske lidt materiale, idet en fortsat redebygning kan beskadige æggene. 

Ellers ses kun hannen, oftest fouragerende, ellers hvilende ved eller i nærheden af redekassen. 

Ungerne forlader reden 6 – 7 uger gamle, og man ser da, at hele fjerdragten er mørkere og mere grumset farvet end de voksnes. Ungerne er nysgerrige, men samtidig meget sky, og deres energi synes uendelig. Efter endnu et stykke tid mades ungerne uden for kassen, nu oftest af hannen alene, idet hunnen allerede hurtigt påbegynder et næste kuld. Man bør ikke tage mere end 2 kuld årligt, og gerne med en mellemliggende hvileperiode, hvis kuldet har været stort. Hertil kommer, at fuglene også bør være mindst 1 år gamle, før de bruges i avlen, da de således også har haft deres første fjerskifte og er helt færdigudviklede. 

Ved opdræt gør man klogt i at undgå indavl og hele tiden sørge for, at der tilføres nyt blod til ens avlsmateriale. 

Uden for yngletiden bruger den Sorthovedet dværgpapegøje tiden med at fouragere og parret pudser fjerdragten på hinanden. Fuglene bør altid have friske naturgrene (f.eks. pil), og det er en ren fornøjelse, at se fuglene kravle ivrigt rundt i tætte naturgrene og gnave grene og kviste itu. 

En af mine bedste ynglehunner gennem tiderne, som jeg havde mulighed for selv at vælge ud fra en stor sending vildtfangede Sorthovedede dværgpapegøjer, der netop var ankommet fra Tanzania til en karantænestation hos en importør på Amager (scannet efter et farvedias)

En af mine bedste ynglehunner gennem tiderne, som jeg havde mulighed for selv at vælge ud fra en stor sending vildtfangede Sorthovedede dværgpapegøjer, der netop var ankommet fra Tanzania til en karantænestation hos en importør på Amager (scannet efter et farvedias)

Farvemutationer

Af denne art er opstået en række mere eller mindre kendte mutationer (arvelige farveændringer i fjerdragten), ikke mindst gennem de senere år. Det er givet, at der med tiden vil opstå endnu flere nye typer gennem systematisk opdræt og naturens lune. Mutationerne stiller samme krav til pasning og pleje, som de vildtfarvede fugle, og de her skal blot nævnes rent forbigående. 

Den først opståede mutation - og den i dag mest kendte - er den blå, af hvilken der allerede blev fanget en i 1927 i Afrikas vilde natur. Den blå mutation forekommer i forskellige typer (mørkhedsfaktorer). I midten af 1960'erne havde Zoologisk Have i København igennem flere år en stor og imponerende folk af den blå mutation, som dyrehandler Kragh i Kastrup havde importeret. 

Ligeledes forefindes den gule mutation i flere typer, fra de nærmest gulgrønne over de gule med kun ganske lille farvetegning til i dag helt gule fugle med rødlig maske (Lutino). 

Den første hvide type var nærmeste hvidblå, men det lykkedes den navnkundige Poul Frandsen fra Brønshøj ved et tilfælde at opdrætte en kridhvid fugl, og samme med en enkelt sort fjer. 

Der er endvidere opdrættet vildtfarvede fugle med større eller mindre områder af gule og/eller hvide fjer, men her er der ofte tale om ikke arvelige modifikationer. Har man interesse i farvemutationer, kan der henvises til DAK (Dansk Agapornis Klub). Denne forening, der har specialiseret sig inden for dværgpapegøjer (og spurvepapegøjer), gør et udmærket stykke arbejde inden for mutationsfugle.

Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Blyantstegning af Jørgen Petersen

Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Blyantstegning af Jørgen Petersen

Fodring

Foderet, der bør være varieret, kan hovedsageligt bestå af kanariefrø og hvid hirse, senegalhirse, negerhirse og forskellige typer solsikke (for sidstnævnte frøsorters vedkommende øges kvantum, når fuglene går koldt og om vinteren). Videre gives lidt saflor, hamp (moden), boghvede, havre (hel), og fuglene er vældig glade for kolbehirse. 

Der bør endvidere gives en nogenlunde tilsvarende frøblanding i spiret stand tilsat reven gulerod og knuste tvebakker. 

Som opmadnings-/tilskudsfoder kan gives en færdig- eller hjemmelavet æggefoderblanding tilsat Vispumin eller lignende mineraler. 

Af frugt og grønt kan gives æbler, pærer, vindruer, kirsebær, appelsin, grapefrugt, agurk og almindelig grøn hovedsalat. 

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 11.01.2010/09.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

1,0 voksen Sorthovedet dværgpapegøje af typen uden rødlig kroparti

1,0 voksen Sorthovedet dværgpapegøje af typen uden rødlig kroparti

Del siden