Taranta dværgpapegøje (Agapornis taranta)

Selv om Taranta dværgpapegøjen hovedsagelig har en grøn fjerdragt, er der tale om en utrolig smuk fugl, da den grønne farve changerer i sollyset, her en voksen hanfugl

Hvem kan stå for denne fugl?

Kært barn har som bekendt mange navne, og derfor kaldes Taranta dværgpapegøjen også Abessinsk dværgpapegøje, Bjergpapegøje eller slet og ret blot ”Taranta” på dansk. Den er i forhold til de fleste øvrige dværgpapegøjearter bemærkelsesværdig stille, hvortil kommer, at den er indbegrebet af en rolig og nærmest majestætisk fugl på trods af sin beskedne størrelse. Den har nogle smukke, mørke – uimodståelige – øjne.

I 1814 opdagede - og navngav - Sir Henry Stanley Taranta dværgpapegøjen efter det naturskønne Taranta pas i Massawa-bjergene, der ligger i Etiopien (der indtil 1941 blev betegnet Abessinien). Og nej, det var ikke den verdenskendte walisiske journalist Henry Morton Stanley, der stod for denne bedrift. Henry Morton Stanley, der blev mest kendt for sine opdagelsesrejser i Afrika og hans jagt på den forsvundne missionær, David Livingstone (jf. de berømte ord: ”Dr. Livingstone, I presume?”), levede nemlig først senere (fra 1841 til 1904). 

Som eneste land i Afrika blev Etiopien, der er Taranta dværgpapegøjens hjemsted, aldrig fuldt koloniseret af Europa. Den nordlige provins ved Det Røde Hav, Eritrea, nåede dog at blive koloniseret af Italien , hvilket senere banede vejen for provinsens uafhængighed i 1993, hvorefter Etiopien mistede adgangen til den 1.000 km lange kyststrækning på Afrikas horn. Bl.a. på den baggrund er det almindeligt antaget, at det var italienske fuglehandlere, der indførte de første Taranta dværgpapegøjer til Europa i 1906, men det var først i 1909, at arten blev opdrættet i fangenskab, og det fandt sted i Østrig.

Taranta Passet i Etiopien. Kobberstik, kaldet “Pass of Taranta”, fra 1811 (altså lavet 3 år før Taranta dværgpapegøjen blev opdaget i dette pas af Sir Henry Stanley, som navngav arten efter stedet). Kobberstikket er graveret af J. Greig efter et billede af H. Salt og giver trods den ringe billedkvalitet et vist indtryk af dette bjergrige område

Med sin vægt på for hannens vedkommende op til 66 gram og for hunnens vedkommende op til 63 gram (normalt vejer hunnen 8 – 10 gram mindre end hannen) anses Taranta dværgpapegøjen for at være den største dværgpapegøjeart, selv om den Rosenhovedet dværgpapegøje (Agapornis r. roseicollis) for hannens vedkommende kan blive op til 175 mm, altså ca. 1 cm længere end Taranta dværgpapegøjen. 

Farvebeskrivelse

J. L. Albrecht-Møller har i sit enestående værk, Papegøjebogen, beskrevet Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta taranta) således: 

”Hannen: Mørkgrøn overside, grøn underside; smal rød øjenring; pande, halv isse og tøjler mørkrøde; overhaledækfjer lysere end ryggen; vingedækfjer grønne, yderste armsvingfjer, håndsvingfjer og hånddækfjer sorte eller sortbrune med smalle grønne sømme på yderfanen. Undervingedækfjer sorte; halefjer grønne, alle med et bredt sort tværbånd lidt fra spidsen, de yderste halefjer gule på inderfanen ved basis. Iris mørkebrun, næb karminrødt; vokshud gråsort; løb sortgrå; kløer sorte. 

Længde: 155 – 165 mm. 

Hunnen: Mangler de røde områder i hovedet, øjenring æblegrøn. Undervingedækfjer sortbrune, de små dog delvis grønne. Lidt mindre end hannen. 

Unger: Som hun, men lysere, næb gulbrunt med lysere spids. 3 måneder gamle skimtes røde fjer i hovedet hos han-ungerne, men først knapt et år gamle er de udfarvede. Kønnet kan tidligst bestemmes ved undervingedækfjerenes farve”. 

I samme bog beskrives en underart, kaldet Lille Taranta dværgpapegøje (Agapornis taranta nana), således: 

”Både han og hun som Agapornis t. taranta, men er langt mere glansfuld, væsentlig mindre, også næb og vinger. 

Længde: 145 – 162 mm”.

Supplerende kan nævnes, at Taranta dværgpapegøjens smaragdgrønne farve på kroppens overside og vinger nærmest har et metallisk skær i sollys. Brystets farve er lidt blegere og har glans af fløjl. Derfor bliver Taranta dværgpapegøjen på engelsk undertiden også betegnet ”Emerald of the forest”, som oversat til dansk betyder ”skovens smaragd”. 

Umiddelbart efter klækningen er ungerne kødfarvede med hvidlige dun på oversiden. Fødderne er i starten også kødfarvede, men bliver snart mørke, og næbbet antager en brunlig kulør. Øjnene åbnes i en alder af 11 dage, og når ungen er 13 dage, begynder den anden dundragt at blive synlig, selv om den ikke er fuldt udviklet, før ungen er 20 – 22 dage gammel. Denne dundragt forekommer sortagtig i starten, men virker grålig, når den er færdigudviklet. Den grønne fjerdragt er allerede godt på vej, når ungen er ca. 28 dage, og fjerdragten er endelig færdigudviklet i en alder af ca. 50 dage.

De færdigudviklede ungers fjerdragt er generelt mattere end de voksnes, og hele forhovedet er grønt. Næbbet er gulligt brunt, sortagtigt ved basis og ved spidsen hvidlig gult. De unge hanner får som anført oven for deres første røde fjer i panden i en alder af 3 – 4 måneder. Nogle fugleholdere fjerner enkelte fjer i panden på ungerne før den første fældning for derved at fremskynde tidspunktet for, hvornår man kan konstatere, at der er tale om en han med røde pandefjer. Erfarne Taranta-opdrættere kan dog fortælle kønnet på ungerne allerede på baggrund af ungfugledragten, da de unge hanner har mørke sorte undervingedækfjer, hvor de tilsvarende områder på hun-unger er grå. Den første fældning er overstået i en alder af 8 – 10 måneder.

Der er derfor fugleholdere, som ikke ønsker at købe Taranta dværgpapegøjer, før de er ca. 9 – 10 måneder gamle for at være helt sikre på, at man ved, hvad man køber, hvilket er en tendens som også kendes fra f.eks. den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae). 

Som noget ganske specielt kan anføres, at de forreste tommelfjer hos Taranta dværgpapegøjen er usædvanligt lange, idet de når helt ned til spidsen af hånddækfjerene, hvorved denne art rent anatomisk adskiller sig fra alle de andre dværgpapegøjearter. Som følge af, at den bl.a. har dette særlige kendetegn i forhold til de øvrige dværgpapegøjearter, foreslog Boetticher i 1946, at Taranta dværgpapegøjen blev reklassificeret i en helt ny slægt med betegnelsen Donkorella efter de indfødtes navn for fuglen ”Donkoro”. Ændringsforslaget slog dog ikke an i videnskabelige kredse, hvorfor Taranta dværgpapegøjen fortsat er at finde som en art under slægten Agapornis.

Hunfuglen af Taranta dværgpapegøjen mangler hannens røde pandefarve, som og omkranser øjet. Undervingedækfjerene er endvidere sortbrune og de små dog delvis grønne, hvor de på hannen er sorte. Her en af mine egne fugle

Eksisterer der en underart af Taranta dværgpapegøjen? 

I 1931 opdagede Oscar Rudolph Neumann (1867 - 1946), hvad han mente var en underart til Taranta dværgpapegøjen. Der var tale om en på alle måder tilsvarende fugl, som dog var lidt mindre, hvorfor den fik artsbetegnelsen Agapornis taranta nana (i dag ville den grammatisk rigtige betegnelse være nanus). Oscar Rudolph Neumann pegede også på tilstedeværelsen af en mellemform (målt på størrelse) mellem Agapornis t. taranta og Agapornis t. nana (nanus), som blev fundet i Shoa, nær den øvre del af Sobat floden. 

I 1934 offentliggjorde tyske Helmut Hampe (1896 - 1939) det første fotografi af underarten Agapornis t. nana (nanus) i den epokegørende bog, "Die Unzertrennlichen", hvor der samtidig blev skrevet følgende om denne underart:

"... Agapornis t. nana (Neumann), som vi vil betegne Omo dværgpapegøjen (på tysk Omo Unzertrennlicher, opkaldt efter floden Omo i det sydlige Ethiopien, der har sit udspring i Kaffaprovinsen) eller Dværgtarantiner/ Dværg Taranta (nana er det latinske ord for dværg). Den blev navngivet i 1937, og har et mindre næb og kortere vinger på 96 til 98 mm i længden. Ifølge Neumann skal der forekomme en mellemform mellem Agapornis t. taranta og Agapornis t. nana i Shoa, som skulle have en vingelængde på over 100 mm. Omo underarten minder lidt om Agapornis roseicollis i størrelse og vægt. Schuetze har målt et æg på 23 x 18 mm". 

Underarten skulle forefindes både i Eritrea og Etopien, hvor nominatformen hovedsageligt skulle forefindes i Etiopien. Dette understøtter oplysningerne om, at der findes en underart og en mellemform, men af uvisse årsager blev kun Agapornis t. nana (nanus) betragtet som en underart, hvilket ikke gjaldt mellemformen. Hvor nominatformen forekommer fra det sydlige Eritrea sydpå over det centrale og østlige Etiopien helt til Harar og mod syd til Lake Abaya, så skulle underarten forekomme i det sydvestlige Etiopien i regionen omkring den mellemste og nedre del af Omo floden og den øvre del af Sobat floden. 

Der er gået historier om, at Agapornis t. nana (nanus), som specielt forefindes i bjergrige områder, ikke benytter redemateriale og får 2 eller endda op til 3 kuld unger om året i modsætning til Agapornis t. taranta, der alene får ét kuld, og at hybridisering mellem disse 2 former i fangenskab derfor skulle være medvirkende til den til tider noget svingende succes med at opdrætte fuglen i fangenskab. Hertil kan blot anføres, at en række fugleholdere har erfaringer med, at man bliver nødt til at fjerne redekassen eller skærme redehullet af for at undgå, at Agapornis t. taranta skal blive ved med at yngle. Regelmæssig yngel med 2 kuld pr. sæson er med tiden blevet væsentligt mere udbredt, hvilket måske også kan skyldes den tiltagende domesticering af arten over tid. 

Underarten Agapornis t. nana (nanus) er siden fremgået af meget faglitteratur, bl.a. – som nævnt oven for - også i J. L. Albrecht-Møllers ”Papegøjebogen”, hvorimod Joseph M. Forshaw i værket ”Parrots of the World” fra 1973 (ISBN 0 7018 0024 0) slet ikke omtaler en underart. Da www.birdkeeper.dk tager udgangspunkt i ”Papegøjebogen”, er der i denne artikel anført en farvebeskrivelse af såvel Agapornis t. nana (nanus) som af nominatformen.

I de resterende afsnit af denne artikel tages der dog udgangspunkt i, at Taranta dværgpapegøjen ikke har nogen underart, hvorfor fuglen i artiklens overskrift og i de efterfølgende afsnit kun betegnes ”Agapornis taranta” eller på dansk: Taranta dværgpapegøje. Det hænger sammen med det uomtvistelige faktum, at videnskaben i en lang årrække slet ikke har anerkendt, at Taranta dværgpapegøjen har nogen underart, jf. den gældende videnskabelige taksonomi (”The Howard and Moore Complete Checklist of the Birds of the World”, 3. udgave fra 2003). Personligt er jeg skeptisk i forhold til, om en sådan fugl i virkeligheden har eksisteret, eller om der ikke snarere er tale om en naturlig artsvarians. Det skal supplerende anføres, at det ikke har været muligt for mig, at få verificeret, hvor mange skind eller levende fugle, der i givet fald skulle ligge til grund for bestemmelsen af Agapornis t. nana (nanus).

Den videnskabelige status understreges samtidig af, at Agapornis t. nana (nanus) heller ikke fremgår i CITES’ registre, hvor en række andre underarter af dværgpapegøjer ellers fremgår.

I naturen

Taranta dværgpapegøjens hjemsted er landene Etiopien (primært den nordlige, midterste og østlige del) og Eritrea, der ligger på Afrikas Horn i den nordøstlige del af Afrika . Dette område har i mange år været præget af religiøs, politisk og social uro samt væbnede opstande og krige. Etiopien blev som allerede nævnt i artiklens indledning tidligere kaldt Abessinien, men det tidligste historiske navn var rent faktisk Etiopien (eller Æthiopien). Navnet Etiopien er en omskrivning af Æthiopia, som kommer af det græske ord ”aith”, der betyder mørkt eller brændt, og ordet ”-ops”, der betyder ansigt, og det kan jo give nogle nogle associationer om, hvorledes landskabet i Taranta dværgpapegøjens hjemland også ser ud. 

Birdlife International har i 2009 estimeret Taranta dværgpapegøjens udbredelsesområde til ca. 347.000 km2, svarende til 8 gange Danmarks størrelse.

Taranta dværgpapegøjens hjemland, Etiopien, har allerede tilbage i 1967 – i modsætning til artens andet ”nye” hjemland Eritrea – udgivet et frimærke med et – ganske vist ikke særligt vellignende - motiv af denne fugl. Samtidig har Taranta dværgpapegøjen den tvivlsomme ære at være afbilledet sammen med et vellignende foto af Etiopiens verdensberømte og stenrige hersker, Haile Selassie I, der var landets kejser i over 43 år i perioden 1930 – 1974. Haile Selassie I blev af Rastafari-religionen betragtet som den genfødte Jesus, hvilket siger noget om hans status

I naturen lever Taranta dværgpapegøjen i små grupper på op til 20 individer, og den er at finde i såvel skove som i bjergområder i det sydlige Eritrea og Etiopiens sydvestlige højland i højder på mellem 1.300 og helt op til 3.200 m over havets overflade (Etiopiens højeste punkt er i øvrigt bjerget, Ras Dashan , der ligger 4.533 m. over havets overflade i Simien Mountains National Park). Arten er dog også at finde på lavere liggende savanneområder. Taranta dværgpapegøjen er meget hårdfør, hvilket alene kan ses af den omstændighed, at lufttemperaturen i de bjergområder, som den lever i, kan svinge fra helt op til 40 graders Celsius om dagen og ned til flere frostgrader om natten. Formentlig som følge af de hårde klimatiske betingelser i bjergene med store temperaturudsving og megen nedbør, overnatter den gerne i hulheder i uddøde træer.

I naturen yngler Taranta dværgpapegøjen i starten af april og frem til september, men der er blevet fundet reder med æg så tidligt som i marts, og med unger under opfostring så sent som i begyndelsen af november. I yngletiden er Taranta dværgpapegøjen meget territorial i forhold til området, der omgiver dens redested. Skulle et andet par fugle komme i nærheden af reden, vil hunnen forsvare denne energisk, om nødvendigt til døden. I naturen synes det altid at være hunnen, der vælger redestedet, som almindeligvis udgøres af en lille sprække mellem klipperne eller af hulheder i døde grene i et træ. Når reden først er taget i anvendelse, vil den ikke kun blive anvendt til at yngle i, men også som overnatningssted i mange år. I yngletiden bygger hunnen en rede af små stykker græs, bark, træ og blade, som den transporterer under sine fjer på overgumpen, ryggen, og halsen og sågar under vingerne. I reden rystes dette materiale af fjerdragten og benyttes som bundlag. Der benyttes kun lidt redemateriale til at bygge en flad "tallerkenformet" rede, og hunnen forer tillige reden med fjer, som plukkes fra brystpartiet. Det skal dog bemærkes, at visse hunner slet ikke benytter nogen former for redemateriale.

Når en han og hun først har fundet sammen som sympatipar vil parringen starte med, at hannen vedblivende vil hoppe over og rundt om hunnen. Hannen ryster konstant sit hoved og kradser sig med den ene fod ved hovedet. Når hunnen finder hannens ”optræden” tilfredsstillende, tigger hun føde fra ham. Hannen kvitterer med at gylpe allerede indtaget føde op fra sin kro og via sit næb føre det ned i hunnens åbne næb. Der kan også komme en underlig lyd fra fuglene, som man ikke hører hos andre dværgpapegøjearter.

Kuldets størrelse ligger på mellem 3 - 6 hvide æg, som lægges med to dages mellemrum, og rugetiden, der alene forestås af hunnen, er den længste blandt alle dværgpapegøjearter, nemlig helt op til 25 dage. Ungerne forlader også reden sidst blandt dværgpapegøjearterne, svarende til 7 – 8 uger, og de bliver fortsat fodret af forældrene i ca. 2 uger. Efter at ungerne har forladt reden, vil de opholde sig tæt på sine forældre, da disse fortsætter med at fodre ungerne i flere uger. I modsætning til de fleste andre dværgpapegøjearter accepteres ungerne ofte i længere tid af deres forældre, og de udgør dermed en form for familiegruppe.

En af mine første Taranta dværgpapegøjer (1,0) tilbage fra 1970’erne, hvor jeg havde 3 par i gang på samme tid. Billedet er indscannet efter et farvedias, hvorfor billedkvaliteten ikke er optimal

På nær i Etiopiens hovedstad, Addis Abbeba, ser man sjældent Taranta dværgpapegøjen i nærheden af menneskelig beboelse, og det virker nærmest som om, at arten i almindelighed undgår menneskelig civilisation. Den lever i åbent skovland, som er præget af Hagenia (træer af rosenfamilien), Juniperus (på dansk Enebær/Ene, som er en slægt af stedsegrønne nåletræer, og de lever i disses kroner) og Hypericum (på dansk Perikon, som er en slægt af flerårige planter med modsatte, helrandede blade). De er også blevet observeret i Acacier (bl.a. også kendt som Torntræer) på lavereliggende græssavanner, og i Euphorbias (sukkulenter). Enebær har et meget højt indhold af B-vitaminer, som er nødvendigt for fuglenes sundhed, men det skal samtidig understreges, at indtagelse af store mængder af Enebær er giftig for visse fugle- og pattedyrsarter. 

I naturen forekommer der at være en rangorden mellem de to køn, når der fourageres, idet hannen først indtager føde. 

Flugten, der oftest foregår i en vis højde, er lige og snurrende, og hannerne kan i den forbindelse tit udstøde skarpe pip. I Etiopiens hovedstad, Addis Abbeba, er det almindeligt at se den i parker og haver, der især har træer, som bærer frø. Den flyver ifølge de lokale beboere i støjende flokke på som regel 5 – 10 fugle og undertiden på op til 50 - 80 fugle. Taranta dværgpapegøjen flyver hurtigt og laver skarpe drejninger i luften ved høje hastigheder. Den bevæger sine vinger med hurtige, korte bask, hvorunder man tydeligt kan iagttage den sorte farve under vingerne på hannerne (deraf den engelske artsbetegnelse Black-winged Lovebird). 

Som allerede anført tilbringer Taranta dværgpapegøjen natten i træhuller, eventuelt i spættehuller, som anvendes hele året rundt, og altså også som rede. Hver morgen flyver de i flokke for at søge efter føde, for derpå - kort før mørket falder på - at vende tilbage til deres sovesteder.

Taranta dværgpapegøjen lever af forskellige sorter af græsfrø, frugter og bær, ikke mindst enebær, samt frøene og de modne frugter af en bestemt art figen, Sycamore (Ficus sycamorus).

Trusler

Med de seneste årtiers borgerkrige og hungersnød i de områder, som er Taranta dværgpapegøjens naturlige hjemsted, vides det ikke, hvor stor den naturlige population er, og Birdlife International har da heller ikke estimeret dette antal, men man er slet ikke i nærheden af tærskelværdierne for sårbarhed for populationsstørrelse i naturen. Taranta dværgpapegøjen har et meget stort udbredelsesområde, og den falder dermed heller ikke ind under BirdLife Internationals tærskelværdi for geografisk udbredelse, hvor ”sårbar” er knyttet til et udbredelsesområde på under 20.000 km2 kombineret med et faldende eller f.eks. et svingende udbredelsesområde. Bemærkelsesværdigt nok anfører BirdLife International, at tendensen for den naturlige population af Taranta dværgpapegøjen synes at være stigende. 

Derfor er Taranta dværgpapegøjen i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Least Concern” art.

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

Ingen. 

Taranta dværgpapegøjen er i lighed med 7 andre dværgpapegøjarter (slægten Agapornis) optaget på CITES liste II.

Det asiatiske land, Laos, udmærker sig endnu en gang ved også at have udgivet et frimærke med et vellignende motiv af Taranta dværgpapegøjen (øverst til venstre en 1,0 og nederst til venstre en 0,1)

I fangenskab

Det er karakteristisk for denne art, at der blandt fugleholdere er mange forskellige erfaringer med – og holdninger til - hvorledes Taranta dværgpapegøjen opfører sig under beskyttede forhold og dermed til, hvordan den mest optimalt skal passes. 

Hvor europæiske fugleholdere ikke mindst i Tyskland, Holland og Belgien har haft stor succes med opdræt af Taranta dværgpapegøjen, har situationen været en anden i USA, hvor arten kun findes i et begrænset antal under beskyttede forhold. I de seneste år er amerikanske opdrættere af Taranta dværgpapegøjen derfor begyndt at fokusere på at fastholde arten i fangenskab og udbrede dens tilstedeværelse blandt fugleholdere. Det sker bl.a. ved at sprede blodlinier og minimere indavl, hvortil kommer, at man samarbejder om at få Taranta dværgpapegøjen til bedst muligt at trives under beskyttede forhold. I den forbindelse er der på føderal basis i USA godkendt to kooperative opdrætsprogrammer (”CBP” for Coorporative Breeding Programs) for denne art. Man har opnået godkendelse til at importere Taranta dværgpapegøjer til USA, og samtidig er der udpeget en koordinator for opdrætsprogrammerne, hvilket er noget, som man også kender fra zoologiske haver, der på tværs af landegrænser samarbejder og koordinerer avlsarbejdet med ikke mindst udryddelsestruede dyrearter.

Baggrunden for de europæiske fugleholderes succes med opdræt af Taranta dværgpapegøjen skal ikke mindst ses i sammenhæng med, at man i Europa hurtigt – og meget villigt – er rede til at dele viden og erfaringer på tværs af landegrænser.

Nogle opdrættere er af den opfattelse, at såfremt både hannens og hunnens næb begge er dybt mørkerøde, så er fuglene i den optimale ynglekondition. For at opnå de bedste yngleresultater med Taranta dværgpapegøjen, er det generelt vigtigt, at den føler sig tryg ved omgivelserne. Nogle opdrættere mener ikke, at de kan få Taranta dværgpapegøjen til at yngle, når der er andre dværgpapegøjearter i nærheden, da de øjensynligt ikke er begejstret for at blive anbragt i nærheden af andre fugle, der er støjende, hvorved de ophidses. Faktum er dog, at mange opdrættere af Taranta dværgpapegøjen også har andre dværgpapegøjearter, nogle holder endda forskellige arter i samme voliere, hvilket jeg dog stærkt vil fraråde, bl.a. grundet en stor risiko for voldsomme kampe. Umiddelbart kan Taranta dværgpapegøjen måske virke lidt træg og langsom, men den kan også være lynhurtig, hvis den skal slå ned på en anden fugl i volieren.

Taranta dværgpapegøjen er kendt for at være aggressiv i yngleperioden, og det er altid blevet betragtet som farligt at placere dem sammen i voliere, hvor de kommer i kontakt med hinanden, da de er territoriale i forhold til deres reder, foder og mage. De holder sig endda ikke tilbage for i givet fald at slå fuglearter, der er større end dem selv, som f.eks. Rosella parakitter, ihjel. Taranta dværgpapegøjens stridbare væsen vanskeliggør opdræt i flok, men alligevel har nogle opdrættere haft held med at holde flere par sammen i en voliere og foretage koloniopdræt uden nævneværdige problemer. De bedste yngleresultater nås dog, når Taranta dværgpapegøjen holdes parvis enten i voliere eller i rummelige kassebure, da den er ret lidt social i yngletiden. Nogle opdrættere mener, at det er bedst, når parrene alene kan høre hinanden, men ikke er i stand til at se hinanden. Det lader til, at hvis to hunner kan se hinanden, så vil de meget hellere bruge deres tid på at bekæmpe hinanden, f.eks. ved at stikke næbbet gennem trådnettet fra side til side. Omvendt mener andre opdrættere, at det er stimulerende for fuglens yngledrift, hvis flere Taranta dværgpapegøjepar kan se og høre hinanden, men husk altid at bruge dobbelt trådnet med god indbyrdes afstand mellem voliererne. Der er også beretninger om en fuldstændig alternativ måde at holde arten på, idet enkelte fugleholdere med boliger i parklignende omgivelser med succes har holdt udparrede Taranta dværgpapegøjer fritflyvende, hvilket bl.a. gælder den navnkundige Lord Tavistock fra Storbritannien.

Taranta dværgpapegøjen synes at have en forkærlighed for at yngle i de koldere måneder, og når den ikke yngler, vil den gerne bruge redekassen til at overnatte i. Som supplement til redekassen opsætter visse fugleholdere tropefuglereder i nærheden af denne, således at de voksne eller ungerne kan overnatte i disse, når redekassen ikke benyttes.

Når der er opsat redekasse, vil hannen først inspicere den for at forvisse sig om, at den er sikker for hunnen, inden hun selv går ind i redekassen. Det står imidlertid i skarp kontrast til andre opdrætteres erfaringer, hvorefter det er hunnen, der altid inspicerer redekassen først og derpå lokker hannen til at kikke og komme ind.

Da Taranta dværgpapegøjen ikke bygger en stor rede, kan man med fordel fylde redekassen med noget bundmateriale, f.eks. savsmuld. Når hunnen endelig er klar til at lægge æg, kan hun finde på at fjerne redematerialet. Derfor er det bedst at benytte en redekasse med en konkav bund, så æggene ikke triller omkring i reden.

Der er mange forskellige anbefalinger omkring Taranta dværgpapegøjens valg af redekasse. Nogle opdrættere mener, at de foretrækker redekasser med 2 kamre, medens andre har erfaring for, at de har præference for redekasser med et tunnelrør som indgang. Imidlertid har andre fugleholdere gode erfaringer med at bruge store undulatredekasser til opdræt af Taranta dværgpapegøjen. Man kan derfor med fordel opsætte flere forskellige typer redekasser til parret, der så kan vælge den, som de foretrækker. Flere forskellige typer redemateriale benyttes og sågar også avispapir (det må stærkt frarådes at give fuglene adgang til avispapir, da tryksværten indeholder giftstoffer). De vil derudover gerne fore reden med bløde materialer som deres egne fjer. Hunnen trækker således fjer af sit brystparti for at fore reden, og undertiden vil hun også gerne trække fjer af hannen. Som følge heraf kan man ofte se hunnen med en bar plet på brystet i yngleperioden.

1,1 Taranta dværgpapegøje (hunnen til venstre og hannen til højre), hvor man tydeligt kan se hannens sorte vingefjer, der på engelsk har givet arten betegnelsen Black-winged Lovebird

Det er hunnen, der klart dominerer i parforholdet, men der synes ikke at være nogen udtalt rangorden blandt udparrede fugle, idet begge køn efter min erfaring eksempelvis vil indtage føde i den rækkefølge, som de ankommer til foderskålen. Hunnen synes at lade hannen vide, når hun ønsker at blive fodret eller ønsker at blive parret, idet hun så vrikker sit hoved op og ned, medens hun hele tiden kvidrer til ham. Under parringen giver hun en bemærkelsesværdig kvidrende lyd fra sig. Hannen bestiger hunnen i længere tid end nogen anden dværgpapegøjeart og bevæger sig aktivt fra side til side, medens hun ryster sine vinger og kvidrer højlydt.

Man kan se et andet adfærdsmønster hos Taranta dværgpapegøjen, end man ser hos andre dværgpapegøjearter. Den ene observation er, at når hunnen gør sig klar til at lægge de første æg, så vil hannen – som man kender det hos f.eks. duer - konstant jagte hende tilbage i reden. Det er nok det eneste tidspunkt, hvor man kan observere aggressiv adfærd hos hannen. En anden observation er, at denne art virkelig nyder at tage bad, selv i koldt vejr, men det sker kun i rent vand. Det kan nærmest virke som om, at fuglene sidder og venter på, at man kommer og skifter badevand hos dem. Derudover nyder Taranta dværgpapegøjen at iblødsætte nogle af deres frugter og grøntsager i deres drikkevand.

Hunnen lægger 3 – 5, ja undertiden, helt op til 6 æg. Dog synes 4 æg at være det oftest forekommende. Medens hunnen ruger, tillader hun ikke sin mage i reden, hvor hun ligger. Derfor kan man med fordel benytte en af de tidligere omtalte redekasser med 2 kamre, så hannen kan made hunnen fra forkammeret samtidig med, at han overnatter dèr. Det tager ca. 24 til 28 dage at udruge æggene, og ungerne vokser langsommere end de øvrige dværgpapegøjearters unger. Man kan uden besvær følge med i ungernes udvikling, da Taranta dværgpapegøjen er relativt upåvirket af redekontrol.

De nyklækkede unger er ret højrøstede og aktive i reden. Det er helt almindeligt at se ungerne presse sig helt op i redekassens hjørner. Ungerne kan ringmærkes i en alder af 10 til 12 dage. Taranta dværgpapegøjens unger virker nærmest umættelige, så er der unger i reden, er det vigtigt, at der konstant er adgang til fyldte foderskåle. Mange Taranta dværgpapegøjer synes at plukke deres unger fra omkring 2 uger. Det er ikke ualmindeligt, at en helt ung hun mister flere kuld af unger, indtil hun lærer at fodre disse korrekt, men når man først har et ynglepar af denne art, så er den meget stabil, og den forlader aldrig sine unger eller gør dem skade.

Ungerne forlader reden i en alder af 8½ til 9½ uge. Forældrene tolererer de udfløjne unger bliver hos dem i længere tid, end det man kan observere hos de andre dværgpapegøjearter. Man skal dog være opmærksom på, hvis forældrene bliver aggressive, når de går i gang med 2. kuld, så skal ungerne fra det 1. kuld straks fjernes. Der kendes eksempler på, at 1. kulds unger har slået 2. kulds nyudklækkede unger i hjel, da de udfløjne unger fra 1. kuld stadig har ønsket at benytte reden.

Når man tager ungfuglene fra forældrene og placerer dem i en separat voliere skal man være opmærksom på, at de kan være ret nervøse, og kan reagere spontant på bevægelser og lyde ved med fuld kraft at flyve mod volierens endevæg, hvorved ungerne kan komme alvorligt til skade eller dø i kollisionen med trådvæven.

Den voksne Taranta dværgpapegøje har en i forhold til de øvrige dværgpapegøjearter noget anderledes adfærd på flere områder. Den opfattes som frygtsom eller ligegyldig over for sine omgivelser. Man kan i tidlig faglitteratur læse, at den betragtes som en meget nervøs fugl, men i stedet for at flyve af sted i frygt og dermed tiltrække sig opmærksomhed, forbliver den voksne Taranta dværgpapegøje siddende helt stille, og den bliver ikke bange ved pludselige bevægelser eller høje lyde. Derfor kan den umiddelbart opfattes som rolig, når man ser den sidde på en pind i et bur. Efter at være holdt under beskyttede forhold i generationer forekommer det som om, at Taranta dværgpapegøjen ikke længere er så tilbageholdende, og den befinder sig nu om dage langt mere komfortabel i et burmiljø. Hvorvidt disse fortolkninger er korrekte, fejlagtige eller blot er oplevelsen af visse enkeltfugle, kan ikke siges med sikkerhed, men det er givet, at såvel vildskab som frygt blandt vildtfangede fugle vil forsvinde efter generationers opdræt under beskyttede forhold, hvilket er en udvikling, som kan forstærkes gennem selektiv udvælgelse indtil fuglene i princippet alene ligner deres vildtfangede forfædre af udseende.

Taranta dværgpapegøjen udviser flere papegøjeagtige karakteristika end nogen anden dværgpapegøjeart. Den vil gerne klatre, svinge sig i grene og hænge med hovedet nedad. Den holder også gerne sin føde, f.eks. jordnødder, med sin ene fod, medens føden indtages. Den kan være ret legesyg, hvorfor visse fugleholdere monterer forskelligt fuglelegetøj i buret/volieren, som den kan underholde sig med i timevis. Imidlertid synes Taranta dværgpapegøjen ikke at have evnen til at knytte sig til mennesker, hvorfor man i modsætning til en række af de øvrige dværgpapegøjearter ikke ser dem som tamfugle.

Umm al-Qiwain, som næppe mange har hørt om, har udgivet et af de få frimærker, der findes med Taranta dværgpapegøjen som motiv (en 1,0 til venstre sammen med 2 hunner). Umm al-Qiwain er et af de 7 emirater i De forenede Arabiske Emirater, der er et olierigt ørkenland beliggende på den sydøstlige del af den Arabiske Halvø. Der er i virkeligheden tale om et farvefoto taget for mange år siden af den tyske fuglefotograf Horst Mueller, og som man bl.a. kan se i den store amerikanske papegøjebog, ”Parrots and related birds”, af Henry J. Bates & Robert L. Busenbark, 2. udgave fra 1969

Man kan undertiden se Taranta dværgpapegøjer, der sidder på en gren i volieren, og som pludselig ”falder” lodret ned mod jorden, som var den faldet død om, men som få centimeter fra volierens bund åbner sine vinger for med stor hastighed at flyve op på en gren eller siddepind i den anden ende af volieren. Som de fleste andre dværgpapegøjearter bruger Taranta dværgpapegøjen også gerne megen tid på volierens bund.

Jeg er bekendt med en fugleholder, der før han går ind i sit fuglehus giver et ”adgangspip” fra sig, så Taranta dværgpapegøjerne ved, at han er på vej ind. Ofte vil hvert par fugle ”pippe” tilbage indtil de får opmærksomhed, som f.eks. en gestus gennem volierens trådnet. Man skal ikke give et par Taranta dværgpapegøjer adgang til redekasse umiddelbart efter, at de er indsat i et nyt bur eller en ny voliere. Man skal først have dem vænnet til de nye omgivelser, for ellers kan der ske det, at parret flygter ind i redekassen hver gang man nærmer sig deres bur eller voliere, og det vil sjældent give unger. I perioden indtil de får en redekasse, kan man så vænne parret til et ”adgangspip”, så de hurtigere bliver vant til menneskelig omgang. Det er efter min opfattelse i det hele taget altid en god idé at vente med at opsætte redekasser til sine fugle, uanset arten, da man på denne måde lige kan se dem an og lære dem og deres adfærd at kende, ligesom de kan blive fortrolige med fugleholderen. Opstår der en form for fortrolighedsforhold mellem fuglene og ejeren, vil fuglene finde sig langt bedre tilpas, og man vil få bedre yngleresultater.

Hannerne, som der er et overtal af, er af uforklarlige årsager noget mere ømfindtlige end hunnerne. Taranta dværgpapegøjen har i mange årtier været knyttet til historien om, at såfremt en af parterne i et sympatipar dør, så går der ikke længe, inden den længstlevende fugl følger den første i døden. Det har givet yderligere næring til betegnelsen ”Lovebirds”. Personligt har jeg dog oplevet et sympatipar, der havde været sammen i flere år, og hvor hannen pludselig døde. Efter nogen tid blev hunnen sat sammen med en ny han, og de blev hurtigt glade for hinanden. Parret gav endda et kuld unger allerede i det første år, hvor de blev sat sammen.

Taranta dværgpapegøjen har gennem de sidste årtier vist sig at være så stabil en ynglefugl, at der næppe er risiko for, at den vil uddø i fangenskab som følge af manglende adgang til importer. Taranta dværgpapegøjen er kønsmoden i en alder af ca. 1 år, men der kan undertiden gå op til ca. 3 år før end et par får held med at opfostre et kuld unger, og den er derfor ikke en art for begyndere.

Taranta dværgpapegøjen forekommer stille i forhold til andre dværgpapegøjearter. Sammenlignet med flere andre dværgpapegøjearter er dens stemme en stille kvidren (”sang”), der hverken forekommer ”hård” eller ubehagelig.

Denne art er let at udstille, da den voksne fugl ikke reagerer på angst ved at flakse rundt eller gemme sig, den sidder blot stille, hvilket jo er en fordel i denne slags situationer.

Til sidst skal der lyde en advarsel. Selv om Taranta dværgpapegøjen lever under barske vilkår i naturen og har ry for at være robust i fangenskab, så skal man være forsigtig med, hvad man byder den i vinterhalvåret. I forskellig fuglelitteratur kan man bl.a. læse, at man i det nordlige Europa har ynglet med denne art udendørs i vinterhalvåret (uden adgang til opvarmet inderrum), og hvor der endda er kommet unger på pind i december, medens der lå snedriver, og det var ned til -14 graders Celcius. Det vil jeg kraftigt advare mod på baggrund af de seneste par års meget strenge vintre, som vi har oplevet her i Danmark, der før eller siden vil resultere i frostskader på fuglenes fødder og tæer uanset, hvor meget man afskærmer sin udendørsvoliere. I vinterhalvåret holder jeg derfor også denne art med adgang til opvarmet inderrum eller udelukkende indendørs.

Farvemutationer
Den vildtfarvede Taranta dværgpapegøje er opstået i flere forskellige farvemutationer. Det drejer sig f.eks. om den mørkegrønne farvemutation, som har en enkelt mørk faktor (1 DF) og den olivengrønne farvemutation, som besidder 2 mørkhedsfaktorer (2 DF). Mørkhedsfaktoren arves autosomal dominant, hvorfor den arves uafhængigt af fuglens køn, og der eksisterer derfor ikke splitfugle, som det f.eks. kendes fra de recessive farvemutationer.

I Holland findes der endvidere en Cinnamon farvemutation, og der er både i Europa og USA desuden opstået en Lutino, hvortil kommer den semi-dominante “Misty”.

På verdensplan er der foreløbig opdrættet 2 farvemutationer af typen Pale Fallow.

Taranta dværgpapegøje (Agapornis taranta), en af mine egne, få uger gamle unger fra 2010, der netop er fløjet af reden

Fodring

Taranta dværgpapegøjen er meget åben over for indtagelse af nye fodertyper, som man tilbyder den, men samtidig forekommer den noget mere følsom over for mave- og tarmproblemer end andre dværgpapegøjearter. Den har ry for at svine meget med foderet, og det kan være svært at holde dens siddepinde rene, fordi den konstant aftørrer sit næb for f.eks. frugt- eller figenrester på disse. 

Kosten skal helst bestå af en varieret frøblanding, herunder solsikke, samt spirede frø, bønner, peanuts og forskellige former for frugt, ikke mindst modne/søde æbler og appelsiner. Dertil kommer grønt som f.eks. hovedsalat og gulerødder. Herudover kan man tilbyde den mælkebøtteblade, fuglegræs og brøndkarse (som har et højt jernindhold) samt figner, hyben (der har et højt C-vitaminindhold) og enebær (indeholder højt vitamin B-vitaminindhold). Som ung så jeg Taranta dværgpapegøjer, der vedblev med at dreje deres hoveder, hvilket siges at være begrundet i mangel på B-vitaminer i deres kost. 

Hvor mange fugleholdere, der har andre dværgpapegøjearter, er tilbageholdende med at give mange solsikkefrø, er det modsatte gældende for fugleholdere, der opdrætter Taranta dværgpapegøjer. Solsikkefrøenes høje fedtindhold er en central del af deres kost, og ikke mindst i yngletiden synes ubegrænset fodring med solsikkefrø at stimulere fuglenes ynglestemning. Flere fugleholdere giver derfor solsikke i en separat skål ved siden af skålen, der indeholder den almindelige frøblanding. Atter andre supplerer skålen med solsikke med andre fedtholdige frøsorter som f.eks. hørfrø og hamp. Den er mindre glad for kolbehirse. 

Nogle fugleholdere tilbyder melorme, som visse individer har stor appetit på. 

Den skal konstant have adgang til strandskaller (sepia).

Sammenfattende kan man sige, at Taranta dværgpapegøjen er meget behagelig at holde som stuefugl, men man skal være opmærksom på, at den kan ”grise” temmelig meget. 


Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 17.04.2010/15.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden