Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis)

Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), her en af mine egne avlshunner

Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), her en af mine egne avlshunner

Den perfekte stuefugl

Overskriften hænger sammen med, at vi her har med en art at gøre, der på absolut bedste vis repræsenterer Agapornis-slægten: Den har smukke farver, den er ikke lige så støjende som flere af sine øvrige slægtninge, den har en spændende og sjov adfærd, den er forholdsvis let at få til at yngle, hvortil kommer, at den er meget omgængelig, hvilket gør, at den kan holdes i flok uden den store risiko for, at fuglene under indbyrdes opgør går så vidt, at de gør skade på hinandens næb, tæer og kløer.

Paradoksalt nok er den Sodbrunhovedet dværgpapegøje uden sammenligning den dværgpapegøjeart, som der er færrest eksemplarer tilbage af i naturen, og populationen i naturen estimeres til kun at udgøre ca. halvdelen af bestanden af Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae).

Sodbrunhovedet dværgpapegøje hedder på dansk også Sortkindet dværgpapegøje, hvilket ligger i fuldstændig forlængelse af den videnskabelige latinske betegnelse og den officielle engelske artsbetegnelse, Black-cheeked Lovebird. Imidlertid er det betegnelsen, Sodbrunhovedet, der ligger tæt op ad den tyske artsbetegnelse, Russköpfchen, som primært har været benyttet over de seneste mange år i Danmark. 

Farvebeskrivelse

J. L. Albrecht-Møller beskriver i Papegøjebogen arten således: 

”Han og hun: Pande, isse til over øjet siennabrun til sort; hovedsider, kinder og øverste del af struben brunsort til sort; underste del af struben laksrød til orangerød; baghoved, halssider og nakke olivengrønne; vingedækfjer, baghals, ryg og overhaledækfjer mørkegrønne; bryst, bug, kropssider og underhaledækfjer lysegrønne; armsvingfjer grønne, dog nærmest sorte ved roden; håndsvingfjerenes inderfane og spidsen af yderfanen sort, resten af yderfanen mørkegrøn; halefjerenes spidser gulgrønne, de to midterste halefjer grønne på resten af fjeren, de øvrige 5 halefjer på hver side har bag den gulgrønne spids et grønt bælte, som fortsætter op ad yderfanen, inden for dette en næsten sort plet over hele inderfanen og lidt af yderfanen, inden for denne atter en gulorange plet over næsten hele resten af inderfanen og en strimmel af yderfanen langs fjermidten. Omkring øjet en nøgen hvid ring. Iris gulbrun hos hannen, mørkebrun hos hunnen; næbbet er koralrødt, overnæbbet dog lysere ved roden, vokshuden kødfarvet; benene lysegrå eller blågrå. Hos hunnen er farverne mere matte og udviskede, det siennabrune har ikke ganske den varme og i rødligt spillende farvetone, som findes hos hannen; kinden, som hos hannen er ren sort, er hos hunnen kun sortbrun og dertil en del mindre i udbredelse. Hunnen er størst. 

Længde 140 – 153 mm”. 

Ungerne har i de første uger efter udflyvningen en sort kant langs næbroden og fjerdragten forekommer i det hele taget noget mattere i farverne. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes fremtoning (kropsbygning) virker noget ”plump” set i forhold til f.eks. den Sorthovedet dværgpapegøjes (Agapornis personatus), men alligevel er den Sodbrunhovedet dværgpapegøje en hurtigt flyvende papegøje. Den har en i forhold til sin størrelse en relativ kraftig og gennemtrængende stemme (skræppen), som er noget blødere end stemmen hos f.eks. den Sorthovedet dværgpapegøje.

Zambia, der er hjemsted for den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), har udgivet hele 3 forskellige frimærker med denne art som motiv. Her er det ene af de to frimærker, som blev udgivet med denne art som motiv i 1996. Det første frimærke, som Zambia udgav med denne art som motiv, er helt tilbage fra 1977 og ikke særligt vellignende

Zambia, der er hjemsted for den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), har udgivet hele 3 forskellige frimærker med denne art som motiv. Her er det ene af de to frimærker, som blev udgivet med denne art som motiv i 1996. Det første frimærke, som Zambia udgav med denne art som motiv, er helt tilbage fra 1977 og ikke særligt vellignende

I naturen

Ifølge Birdlife International lever den Sodbrunhovedet dværgpapegøje stedvis i den sydvestlige del af Zambia mellem Kafue floden mod nord og Zambezi-floden mod syd med et anslået udbredelsesområde på 16.400 km2 inden for hvilket de centrale yngleområder vurderes at dække ca. 2.500 km2. Arten findes inden for et område på 4.550 km2, der dækkes af Mopane skov (Colophospermum), hvoraf 3.200 km2 optræder i Zambezi’s opland. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje havde tidligere et større udbredelsesområde, og visse historiske – samt tillige ubekræftede - optegnelser omtaler vildtlevende populationer fra den østlige Caprivi region i Namibia. Der har også været ubekræftede efterretninger om forekomst af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje i Botswana og Zimbabwe. Kerneforekomsten af Sodbrunhovedet dværgpapegøje kan opdeles i to delpopulationer i den tørre sæson, den i Zambezi’s opland (ca. 6.200 fugle i 1994) og den i Kafue’s opland (ca. 3.800 fugle i 1994). Ifølge Birdlife International blev den generelle tæthed for forekomst af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer inden for det formodede yngleområde opgjort til ca. 2,2 fugle pr. km2, hvilket ikke afspejler artens ”sammenklumpede” forekomst, og den samlede population blev anslået til at være ca. 10.000 fugle. Beviser fra landmænd og fuglefangere tyder på, at dette er et betydeligt lavere antal end ved starten af det 20. århundrede. Birdlife Internationals seneste estimat over den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes forekomst i naturen ligger i kategorien 2.500 – 9.999 fugle inden for et område på 16.400 km2, og trenden for populationen er faldende. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje er derfor i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Vulnerable” art (altså sårbar). Baggrunden for at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje er listet som sårbar skyldes, at der er tale om en lille population, der er inde i en fortsat tilbagegang, hovedsageligt som følge af den gradvise udtørring af vandområder inden for et meget lokalt område. 

Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje lever i løvfældende skov, domineret af Mopane træer, hvor der er permanent adgang til vandområder. Den søger også til tilstødende levesteder, såsom flodernes vegetation og landbrugsområder for at indtage føde og vand. Den har brug for adgang til vand på steder, der ikke forstyrres af mennesker og husdyr, og den har behov for at drikke vand to gange dagligt. I den tørre årstid kan den i visse områder samles i store flokke på op til 800 individer eller mere. 

Den fouragerer – hvad man også ser i fangenskab - fortrinsvis ved jorden på baggrund af årstidens græsfrø, men tager også anden vegetation samt animalsk føde i form af insektlarver, samt de modnende Sorghum græsarter (durra, som ligner hirsearterne) og hirse fra marker. Man har også observeret, at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje indtager insekter, orme, blade, blomster, nektar, bark, mosser og jord. Sæsonen for modning af afgrøder falder sammen med artens yngleperiode og dens appetit på markernes afgrøder har gjort, at den lokalt har fået ry som skadedyr. I det sydvestlige Zambia, er det således blevet konstateret, at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje har kunnet gøre skade på ca. 20 % af hirsemarkerne i løbet af modningssæsonen.

Sodbrunhovedet dværgpapegøje yngler i naturligt dannede huller og hulheder i modne Mopane træer i perioden januar til maj, og det antages, at den er tro mod sit redested fra år til år. Yngletiden falder sammen med det tidspunkt på året, hvor der falder maksimal nedbør og i begyndelsen af tørkeperioden. Parrene opfostrer som regel et enkelt kuld. Der er observeret kuld på op til 6 – 7 unger. 

Trusler

Der er 3 trusler, som over det sidste århundrede antages at have medvirket til, at antallet af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i naturen er faldet. For det første har der i perioden fra 1920-erne til 1960-erne været en intensiv indfangning af arten for at kunne tilfredsstille efterspørgslen hos os fugleholdere. For det andet er dens udbredelsesområder blevet ramt af gradvis udtørring, hvilket – for øjeblikket - menes at være den største trussel mod arten ikke mindst i betragtning af dens meget afgrænsede udbredelsesområde. Dernæst har den gradvise udskiftning af de attraktive Sorghum- og hirseafgrøder med majsmarker i perioden mellem 1930-erne og 1950-erne været medvirkende til det faldende antal fugle i naturen.

Der siges at foreligge beviser for, at handel med vildt indfangede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i øjeblikket befinder sig på et meget lavt niveau, og at handel og eksport kun sker isoleret, selv om det er klart, at al international efterspørgsel ivrigt ville blive imødegået. Her er EU’s forbud mod indførsel af fugle fra lande uden for EU formentlig slået igennem på efterspørgslen. Fuglen efterstræbes i naturen, da den betragtes som et skadedyr, og de nedlagte fugle vil normalt blive menneskeføde. Landmændene iværksætter foranstaltninger for at mindske skader på afgrøderne forårsaget af denne art, men disse foranstaltninger er stort set ineffektive og sjældent dødelige for fuglene (i modsætning til, hvad man kan opleve blandt papegøjer, der truer afgrøder i Australien). Det nuværende niveau for jagt og indfangning af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer vurderes ikke at have nogen alvorlige langsigtede konsekvenser for populationen, bortset fra at det vil kunne true lokale populationer, der lider under følgerne af tørke. For nylig kan der have været lokal reduktion af arten som følge af mangel på adgang til overfladevand i den tørre sæson, hvilket måske skyldes de langsigtede klimaændringer. Antallet af permanente vandområder i Mopane skovene er faldet siden starten af sidste århundrede. Den lave tilgængelighed til vand i den tørre sæson er sandsynligvis den vigtigste årsag til, at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje permanent er forsvundet fra områderne ved Bovu og Sinde floderne samt skyld i de ændringer, der er sket med populationen, der lever ved Ngweze floden. Situationen er forværret af et fald i den årlige nedbør i artens leveområde med i gennemsnit omkring 5 mm om året i perioden fra 1950 til 1995, hvilket har øget den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes afhængighed af kunstige vandressourcer, hvortil kommer Mopane skovenes udnyttelse til industriel skovdrift. Endelig siges det, at PBFD – også kaldet ”fugle-AIDS” (Psittacine Beak and og Feather Disease Virus) - er til stede i den naturlige population, men det er ikke bevist, at denne sygdom er en alvorlig trussel mod artens overlevelse.

Dette er et eksempel på en ikke artsren Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis) fotograferet på en fugleudstilling i efteråret 2009. Bemærk den blå overgump mellem håndsvingfjerenes spidser (jeg beklager billedets manglende skarphed)

Dette er et eksempel på en ikke artsren Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis) fotograferet på en fugleudstilling i efteråret 2009. Bemærk den blå overgump mellem håndsvingfjerenes spidser (jeg beklager billedets manglende skarphed)

Naturbeskyttelsesforanstaltninger 
Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje har langt det mindste udbredelsesområde i naturen sammenlignet med de øvrige dværgpapegøjearter, og den befinder sig derfor i en meget sårbar situation. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje er optaget på CITES, liste II, (the Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora, også kendt som ”Washington konventionen”). Dens to slægtninge, den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) og den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae) er også registreret hos Birdlife International som værende truet, men ikke på samme høje niveau. Disse to arter er ”kun” registreret som ”Near Threatened”, hvor den Sodbrunhovedet allerede er registreret som ”Vulnerable”. Indfangning af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje med henblik på handel er nu forbudt. I Zambia blev et handelsforbud over for vildtfangede fugle allerede indført i 1930. Ca. 35 % af den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes levesteder ligger i Kafue National Park og de omkringliggende vildtforvaltningsområder. Detaljerede forskningsprogrammer vedrørende denne art gennemførtes i 1990-erne, hvorfra der foreligger offentliggjorte rapporter. Et uddannelsesprojekt med fokus på denne art blev gennemført i det sydvestlige Zambia i september 2001 med deltagelse af lokale skoler, landsbyboere og ansatte ved Zambia Wildlife Authority.

Der er foreslået forskellige foranstaltninger til beskyttelse af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje bl.a.:

  • Regelmæssige (f.eks. hver måned) optællinger af bestanden på centralt udvalgte steder (ved vandsteder i den tørre periode) i kerneudbredelsesområdet
  • Genskabelse af dens muligheder for tilbagevenden til tidligere udbredelsesområder, i første omgang gennem tilvejebringelse af uforstyrrede vandsteder og adgang til durrum- og hirsemarker
  • Tilbud om uddannelse af potentielle lokale landmålere i ornitologi og naturbevarelse
  • Afholdelse af møder med landmænd om beskyttelse af ressourcer såsom træer og vand
  • Vedvarende at håndhæve handelsforbuddet mod vildt indfangede fugle
  • Undersøgelse af effekten ved afbrænding af græsmarker.
Sådan skal overgumpen (overhaledækfjerene) se ud på en 100 % artsren Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), den skal have samme farve som fuglens ryg uden nogen former for blå eller blålige fjer eller turkise nuancer, vel at mærke set i sollys eller i kraftigt kunstigt lys

Sådan skal overgumpen (overhaledækfjerene) se ud på en 100 % artsren Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), den skal have samme farve som fuglens ryg uden nogen former for blå eller blålige fjer eller turkise nuancer, vel at mærke set i sollys eller i kraftigt kunstigt lys

I fangenskab
I midten af 1970’erne så jeg som helt ung for første gang nogensinde denne art i fangenskab. Hidtil havde jeg kun læst om den i diverse bøger, men så en dag under et besøg hos den daværende formand for Dyrehandlernes Brancheforening, K. Heiberg, i Lyngby Fuglefarm så jeg et stort bur fyldt med Sodbrunhovedede dværgpapegøjer. Ved at spinke og spare kunne det lige blive til køb af et par, som jeg fik meget stor glæde af.

Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje ses ind i mellem fortsat udbudt til salg hos enten fugleholdere eller i store fugleforretninger. Det er ikke en fugl, som man ser alle steder, men omvendt er den heller ikke sjælden i de danske fuglehold, det er derimod kvaliteten af fuglene, jf. nedenfor.

I fangenskab holdes den Sodbrunhovedet dværgpapegøje bedst i mindre flokke, hvor ubeslægtede, allerede udparrede, fugle kan gå sammen. Arten er meget mere fredsommelig end f.eks. både den Sorthovedet og den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus og Agapornis fischeri), m.fl. Kommer fuglene op at skændes indbyrdes, så har jeg heldigvis endnu ikke set, at det - som hos en række af de øvrige dværgpapegøjearter - koster afbidte tæer eller kløer.

Hvor den Sodbrunhovedet dværgpapegøje tidligere gik for at være ømfindtlig, ikke mindst i forhold til det danske vejrlig, så er arten med tiden blevet ret så robust. Den kan således gå ude hele året forudsat, at den om natten – eller på særligt kolde dage - kan søge ind i et frostfrit og opvarmet inderrum.

Det er en på alle måder pragtfuld fugl, som man kan bruge mange timer på at iagttage fra en bænk i haven, når den i en flok livligt bevæger sig rundt i volierens naturgrene.

Er den danske bestand af Sodbrunhovedet dværgpapegøje nu også artsren?
Som det fremgår af ovennævnte, befinder den Sodbrunhovedet dværgpapegøje sig i naturen desværre i en meget sårbar situation med kurs mod at være udryddelsestruet. Det er derfor særdeles vigtigt, at fugleholdere, som holder denne fugl i fangenskab, arbejder seriøst og målrettet på at sikre på alle måder sunde – og artsrene – stammer af denne art. Desværre ser man stadig, at denne art i fangenskab krydses med andre dværgpapegøjearter, ikke mindst den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Den Sorthovedede dværgpapegøje er bl.a. kendetegnet ved at have et ultramarinblåt ”bånd” på overgumpen (overhaledækfjerene). Et sådant ”bånd” må ikke forefindes på den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, da det er et sikkert tegn på, at der har været en anden art inde over, selv om det ved tilbageparring på artsrene Sodbrunhovedede dværgpapegøjer over generationer efterfølgende er lykkedes at fjerne øvrige ikke-Sodbrunhovedede artssærpræg (f.eks. den Sorthovedede dværgpapegøjes gule fjer omkring halsen). På nedenstående foto (der desværre ikke er skarpt) ses en ikke-artsren Sodbrunhovedet dværgpapegøje, der har et tydeligt (ultramarin)blåt ”bånd” på overhaledækfjerene. Der må under ingen omstændigheder avles på en sådan hybridfugl.

Overgumpen (overhaledækfjerene) hos artsrene Sodbrunhovedede dværgpapegøjer skal, jf. diverse litterære værker med talrige optegnelser fra naturen, have samme grønne farve som fjerene på ryggen, ligesom det fremgår af nedenstående foto.

Bemærk et eksemplar af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), der umiddelbart forekommer at være artsren, men hvor overgumpen (overhaledækfjerene) tydeligt har turkise nuancer

Bemærk et eksemplar af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), der umiddelbart forekommer at være artsren, men hvor overgumpen (overhaledækfjerene) tydeligt har turkise nuancer

Imidlertid er jeg efterhånden en hel del gange hos danske fugleholdere, der har specialiseret sig i at opdrætte Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, stødt på eksemplarer, der af fænotype (udseendemæssigt) fuldstændigt ligner den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, men når man ser deres overgump (overhaledækfjer) i især enten sollys eller blitzlys, så kan der optræde større eller mindre områder (”plamager”) forskellige steder på overgumpen (overhaledækfjerene) med turkise nuancer. Pudsigt nok er det ofte fugle, hvis farvetegning i øvrigt kan forekomme en anelse mere intensiv end ellers, hvilket fremgår af hosstående og nedenstående fotos.

Forekomsten af den turkise farve har givet mig anledning til at tvivle på, om disse opdrætteres fugle nu også er artsrene. Jeg har derfor forelagt de 3 nederste farvefotos på denne side sammen med nedenstående spørgsmål for en af Danmarks førende internationale fugleeksperter, nemlig professor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum, Zoologisk Museum, Jon Fjeldså: 

Læg mærke til overgumpen på fugl nr. 2 og 4 fra venstre. Også her er der tydelige turkise plamager på de steder, hvor der skal være grønne overhaledækfjer

Læg mærke til overgumpen på fugl nr. 2 og 4 fra venstre. Også her er der tydelige turkise plamager på de steder, hvor der skal være grønne overhaledækfjer

Spørgsmål: 
”Mit spørgsmål – som seriøs opdrætter af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje – er, om der her (jf. fotos 3 – 5) er tale om fugle, der i 7. eller 8. generation er efterkommere af fugle, der har været krydset med andre dværgpapegøjearter (og dermed skal kasseres som avlsmateriale). Så vidt jeg husker, dannes den blå fjerfarve via lyspåvirkninger af fjerstrukturen, da den blå fjerfarve ikke eksisterer i sig selv, og det er tankevækkende, at det specielt er i sol- eller blitzlys, at de turkise nuancer er at se på fuglenes overgump (overhaledækfjer)”.

Svar:
”I følge al litteratur jeg kan finde om Agapornis nigrigenis (som i dag opfattes som en selvstændig art), skal den have grøn overgump uden noget blåt. Turkis farve skyldes, som du selv nævner, lysbrydning i fjerstrukturen og ikke noget pigment, og dette skal altså ikke være naturligt forekommende hos Agapornis nigrigenis. Derimod findes det hos Agapornis roseicollis og Agapornis fischeri, dels også hos Agapornis pullarius (og meget kraftig ultramarinblåt hos Agapornis swindernianus). Fordi arten ikke findes sammen med nogen af disse arter i naturen, må jeg derfor formode at den ændrede ultrastruktur i fjerene er opstået ved hybridicering i fangenskab”.

Læg mærke til overgumpen på fuglen helt til højre, der også har tydelige turkise nuancer på overgumpen

Læg mærke til overgumpen på fuglen helt til højre, der også har tydelige turkise nuancer på overgumpen

Med andre ord er der tale om, at vi fugleholdere i den videre avl med den Sodbrunhovedet dværgpapegøje skal fravælge fugle med disse turkise nuancer/plamager på overgumpen (overhaledækfjerene), som altså hovedsageligt er synlige i enten sollys eller ved blitzlys. Når man indkøber den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, skal man anmode sælgeren om at få lov til at se fuglens overgump (overhaledækfjer) i sollys eller kraftigt kunstigt lys.

Som det fremgår af ovenstående, forestår der stadig et stort forædlingsarbejde blandt seriøse danske opdrættere af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje.

Farvemutationer
Ifølge Gottlieb Gaiser’s og Bodo Ochs’ bog, ”Die Agapornis-Arten und ihre Mutationen”, fra 1995 (ISBN 3-9803274-1-8) skulle den blå farvemutation være opstået i Danmark i midten af 1980-erne. Stort set samtidig opstod den samme blå farvemutation i Holland og Tyskland. Herefter fulgte såvel mørkegrønne som olivengrønne farvemutationer, og over de seneste år er der udbrudt et sandt ”festfyrværkeri” af farvemutationer inden for den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, som det f.eks. allerede gennem flere år har været kendt fra den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus). Grunden til at ”festfyrværkeri” står i anførselstegn hænger sammen med, at disse farvemutationer er menneskeskabte gennem transmutering, hvilket vil sige, at de er skabt gennem sammenparring med en farvemutation tilhørende en anden art. Disse farvemutationer uanset, hvor mange procent Sodbrunhovedet dværgpapegøje, som de end måtte indeholde, er værdiløse, og det kan ligefrem komme til at true eksistensen af artsrene vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i fangenskab, bl.a. fordi der ved mutationsavl også kan opstå splitfugle, som kan risikere at indgå i den videre avl af vildtfarvede fugle. Som det fremgår af ovennævnte, er artsrene vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i forvejen en meget stor mangelvare i fangenskab, og vi kan ikke få flere fugle fra naturen. Derfor skal vi beskytte de artsrene vildtfarvede fugle, som vi har.

Jeg har set indtil flere farvemutationer af denne art i Danmark, men jeg har fortsat til gode at se en fugl, som er 100 % artsren, men på et eller andet tidspunkt skal en sådan jo nok dukke op.

Fodring
Der henvises til samme afsnit under Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus).

Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis) - 1,1 ungt avlspar

Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis) - 1,1 ungt avlspar

TEMA: Om overgumpens udseende på den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis)

Indledning
Et par fugleholdere har kontaktet mig for at spørge, om jeg ikke kan uddybe ovennævnte problemstilling omkring farven på overgumpen (overhaledækfjerene) af den vildtfarvede Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis). Samtidig er jeg blevet opfordret til at fortælle, hvordan jeg har håndteret den nævnte problemstilling i forhold til mine egne fugle. I det følgende vil jeg adressere begge disse emner.

For år tilbage – i 1970’erne – havde jeg denne skønne repræsentant for slægten Agapornis, og jeg så derfor naturligvis meget frem til at generhverve denne art. I modsætning til, hvad der gælder for den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae), hvor de bedste eksemplarer indtil for nylig alene har været at se i udlandet, så havde jeg gennem kontakter i specialistkredse fået det gode råd at koncentrere mig om de danske stammer af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, hvis jeg skulle være sikker på at få artsrene fugle af den bedste kvalitet. Som bekendt er tilstedeværelsen af blå fjer på overgumpen af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje et tydeligt tegn på hybridisering, og det ville jeg naturligvis undgå ved fra start at købe de bedste fugle.

For et par år siden købte jeg så i alt ca. 30 fastringede ungfugle fra 3 forskellige danske opdrættere, som jeg havde fået anbefalet, og som alle er kendte for at have nogle af landets bedste fugle af denne art; den ene af opdrætterne kunne oplyse, at hans stamme ikke har været under genetisk indflydelse fra udefra kommende fugle over en lang årrække. Min glæde over disse fugle var stor, da de i alle henseender umiddelbart forekom fuldstændigt artsrene i deres fænotype (fjerdragtens udseende).

Problemstillingen bemærkes
I forbindelse med købet havde jeg fået fuldstændig styr på ungfuglenes mulige slægtskab, idet jeg af sælgerne havde fået oplyst forældrefuglenes indbyrdes relationer for efterfølgende at undgå at parre nært beslægtede fugle med hinanden. Efter en veloverstået karantæneperiode kunne jeg sætte alle fuglene sammen i en stor voliere, hvor de fik lov til at gå henover vinteren. Tiden gik, og en dag i det tidlige forår stod jeg og observerede nogle af disse fugle i deres udendørsvoliere. Jeg bemærkede, at nogle af fuglene syntes at have et blåligt - eller rettere - turkist skær på deres overgump, men jeg tog ikke umiddelbart notits heraf. Nogle dage senere gjorde jeg samme iagttagelse. Jeg indfangede herefter en række af fuglene og undersøgte dem nærmere. I baghovedet lå en viden om, at hybridisering mellem de forskellige Agapornis-arter i fangenskab (ikke mindst dem med hvid øjenring) har været kendt i årevis, hvortil kommer, at situationen over de seneste år er blevet mere kompleks i takt med udbredelsen af de såkaldte transmutationer.

Min forbavselse var derfor stor, da min undersøgelse viste, at der ikke alene var tale om et turkist skær, da stort set alle de indkøbte fugle havde større eller mindre områder (”plamager”) med blålige - eller rettere - turkise fjer på overgumpen.  Da alle fuglene af fænotype fuldstændigt ligner artsrene Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, undersøgte jeg, hvorvidt der i videnskabelige værker eller i den alment populære stuefuglelitteratur er beskrevet noget nærmere omkring dette, hvilket dog viste sig ikke at være tilfældet.

Jeg søgte derfor hjælp hos naturvidenskaben, nemlig hos Statens Naturhistoriske Museum (Zoologisk Museum), jf. ovenfor, hvor jeg spurgte ind til denne problemstilling. På det pågældende tidspunkt rådede jeg ikke selv over professionelt digitalt fotoudstyr, hvorfor jeg benyttede 4 vilkårligt udvalgte farvefotos fra internettet (se den oprindelige artikel om Sodbrunhovedet dværgpapegøje ovenfor) til at belyse problemstillingen over for Statens Naturhistoriske Museum. Det ene af disse 4 fotos er optaget ved dagslys og viser overgumpen på en Sodbrunhovedet dværgpapegøje tilhørende en udenlandsk fugleholder, og ved optagelsen af de resterende 3 fotos har de pågældende fotografer benyttet blitzlys.

Jeg afventede derpå en tilbagemelding fra Statens Naturhistoriske Museum, og den kom efterfølgende i form af en formodning om, at de turkise fjerområder skyldes en i fangenskab opstået ændring i fjerenes ultrastruktur, jf. ovenfor. Jeg skulle lige ”tygge” lidt på denne tilbagemelding, da der jo alene var tale om en formodning, men omvendt indikerede museets udtalelse en i fangenskab opstået ændring i fjerenes ultrastruktur som følge af hybridisering. Da jeg altid har lagt stor vægt på, at alle mine fugle er af højeste kvalitet, traf jeg herefter den tunge beslutning at skille mig af med de fugle, som viste tydelige tegn på turkise fjerområder på overgumpen. Det var herefter min hensigt, at de tilbageværende fugle (hvis ikke jeg kunne anskaffe andre fugle uden turkise fjerområder på overgumpen) skulle benyttes til selektivt - over flere generationer - at forsøge at fremavle eksemplarer med en ren grøn overgump uden turkise fjer. Starten herpå har imidlertid vist sig at blive langt sværere, end jeg havde håbet. Da jeg var færdig med sorteringen af de oprindeligt indkøbte i alt ca. 30 fastringede fugle fra førende danske stammer, stod jeg tilbage med kun 4 fugle. Hertil kom 3 udvalgte ungfugle, som er afkom af de 30 fugle. Det øvrige afkom blev ligeledes kasseret.

Kendetegnet for de tilbageværende 7 fugle er, at de i modsætning til de frasorterede fugle kun meget begrænset – eller næsten ikke - viser tegn på turkise fjer. Hos disse fugle er der dog alligevel turkise fjer, så hvornår er en Sodbrunhovedet dværgpapegøje egentlig artsren – hvor store, eller hvor mange turkise fjerområder kan der tolereres på overgumpen? Efter min opfattelse: Ingen!

Dokumentation for problemstillingen
Det er de tilbageværende 7 fugle, som danner udgangspunkt for den følgende gennemgang af problemstillingen, altså de eksemplarer, som har de mindste turkise fjerområder. Udgangspunktet for denne gennemgang er en række nye farvefotos, som jeg har taget af nogle af fuglene med mit nyindkøbte digitalkamera. Disse farvefotos blev taget søndag, den 17. oktober d.å., og optagelserne skete under åben himmel på et tidspunkt (ca. kl. 15.45), hvor solen var skjult bag skyer. Nogle af disse fotos er taget ved det eksisterende dagslys (hvor solen altså var skjult bag skyer), og andre fotos er taget samme sted dog under anvendelse af blitz. Et udvalg af disse fotos kan ses nedenfor (de fotos, der er markeret med et ”B”, er taget med blitzlys). Som det kan ses af disse fotos, er de turkise fjerområder på fuglenes overgump synlige selv i almindeligt dagslys, men bliver især synlige, når fuglen eksponeres for blitz (eller direkte sollys).

Nedenstående fotos er alle taget fra en skrå vinkel, hvor det er tydeligere at observere anormaliteten.

Foto nr. 1 - fugl nr. 1: 

Her ses tydeligt de turkise fjerområder (”pletter” eller ”plamager”) på en del af fuglens overgump ved almindeligt overskyet dagslys. Der er objektivt set tale om deciderede turkise fjerområder. Fuglen er fra en dansk stamme, der ifølge opdrætterens egne oplysninger har været artsren i en årrække

Foto nr. 2 - fugl nr. 1:

Her ses samme fugl fra en lidt anden vinkel, ligeledes ved almindeligt overskyet dagslys, hvor det turkise fjerområde også fremtræder tydeligt samme sted på overgumpen 

Foto nr. 3 - fugl nr. 2:

Her ses endnu en fugl (fra en anden dansk opdrætter), der i almindeligt overskyet dagslys også viser turkise fjerområder nederst til højre på overgumpen ned mod selve halens begyndelse

Foto nr. 4 - fugl nr. 2 (B):

Her er samme fugl taget fra en anden vinkel og lidt tættere på, hvortil kommer, at der er benyttet blitz. Bemærk, at de turkise fjerområder alligevel fremgår på samme område af overgumpen, og de fremtræder nærmest ”selvlysende” i blitzlysets skær

Foto nr. 5 - fugl nr. 3:

Her er en tredje fugl, hvor man i almindeligt overskyet dagslys kun kan se en anelse af turkise fjer på højre nederste halvdel af overgumpen. Fuglen stammer fra samme opdrætter, som fugl nr. 1, men er ikke beslægtet med denne fugl

Foto nr. 6 - fugl nr. 3 (B):

Her er samme fugl taget fra en lidt anden vinkel og med blitz, hvor de turkise fjerområder nu kan ses endnu mere tydeligt

Foto nr. 7 - fugl nr. 4:

Dette er en ca. 1-årig fugl, der kun har ganske få turkise nuancer på overgumpen, når den betragtes i almindeligt overskyet dagslys. Umiddelbart ville mange måske slet ikke tage notits af disse nuancer. Dette er en fugl af eget opdræt, men forældrefuglene stammer fra samme sted som fugl nr. 1 og nr. 3 ovenfor

Foto nr. 8 - fugl nr. 4 (B):

Her er samme fugl taget med blitz, hvor de relativt få turkise nuancer træder tydeligere frem på samme område af overgumpen. Var fotoet i stedet blevet taget medens fuglen f.eks. sad i et kassebur med hvide vægge, ville det yderligere have forstærket den visuelle effekt af det turkise fjerområde

Foto nr. 9 - fugl nr. 5 (B): Foto af overgumpen på en Sodbrunhovedet dværgpapegøje taget af den kendte tyske naturfotograf Eckhard Lietzow med et af hans professionelle digitalkameraer. Fotoet er taget med makroobjektiv og under anvendelse af blitz, og vi ser her en fuldstændig grøn overgump på fuglen. Eckhard Lietzow er af den opfattelse, at Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i fangenskab ved betragtning i moderat sollys eller i kunstig belysning (blitz) skal være grøn og ikke må vise nogen former for blot antydning af blålige eller turkise fjertoner

Foto nr. 9 - fugl nr. 5 (B): Foto af overgumpen på en Sodbrunhovedet dværgpapegøje taget af den kendte tyske naturfotograf Eckhard Lietzow med et af hans professionelle digitalkameraer. Fotoet er taget med makroobjektiv og under anvendelse af blitz, og vi ser her en fuldstændig grøn overgump på fuglen. Eckhard Lietzow er af den opfattelse, at Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i fangenskab ved betragtning i moderat sollys eller i kunstig belysning (blitz) skal være grøn og ikke må vise nogen former for blot antydning af blålige eller turkise fjertoner

Optagelsen af ovenstående fotos gav mig på ny mulighed for at studere fuglenes overgump nærmere. Her konstaterede jeg igen, at der ikke er tale om et ”generelt” eller ”jævnt spredt eller fordelt” turkist skær på hele overgumpen. Der er tale om deciderede – større eller mindre - turkise fjerområder forskellige steder på overgumpen. Det kan man tydeligt se, når man står med den enkelte fugl i hånden, vender og drejer den, og her bliver det tydeligt, at den turkise farve kan komme fra forskellige fjerområder på fuglens overgump. Det skal i øvrigt på ny understreges, at de turkise fjerområder var væsentligt større og/eller mere tydelige på de mange fugle, som jeg frasorterede.

Tilstedeværelsen af turkise fjerområder forskellige steder på overgumpen af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje forekommer helt forkert, da der netop er tale om forskellige områder og ikke et klart afgrænset område eller et generelt skær. Det er baggrunden for, at jeg tidligere har anført, at der endnu forestår et forædlingsarbejde omkring denne art, hvis vores stammer skal være at betragte som de ypperste.

I forskellig faglitteratur er det i øvrigt anført, at overgumpen på den Sodbrunhovedet dværgpapegøje skal have samme grønne farve som fuglens ryg. Det pudsige er, at jeg ikke kan erindre på noget tidspunkt at have set fugle med turkise fjerområder eller nuancer op ad selve ryggen, hverken in natura eller på farvefotos.

Problemstillingens udbredelse
I 2009 samt i 2010 har jeg igen besøgt en række af efterårets fugleudstillinger i både Danmark og i udlandet, bl.a. ”BVA Masters 2010” i september 2010 i Belgien. Her har jeg på ny set mange vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, som af fænotype forekommer fuldstændigt artsrene, men hvor der både optrådte et turkist skær, ligesom der på en lang række fugle optrådte større eller mindre turkise fjerområder forskellige steder på overgumpen. Disse turkise fjerområder kunne endda ses, når fuglene blev observeret ved almindelig loftsbelysning i form af neon-armaturer.

Det er ganske tankevækkende, at et meget stort antal eksemplarer af denne art i fangenskab udviser deciderede turkise fjerområder, og det er således ikke en isoleret dansk problemstilling.

Hvad siger udlandet?
Spørgsmålet om tilstedeværelsen af såvel blålige som turkise fjerområder på den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes overgump bliver også diskuteret i andre europæiske lande. Blandt seriøse tyske opdrættere betragtes Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, der blot har antydninger af blålige eller turkise fjerområder på overgumpen som hybridfugle.

I forbindelse med min research har jeg bl.a. været i dialog med den kendte tyske naturfotograf, m.m., Eckhard Lietzow. Som professionel naturfotograf har han gennem årene optaget utallige fotos af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, dels fotos taget af eksemplarer i fangenskab, dels fotos taget af fugle i naturen. Med Eckhard Lietzows personlige tilladelse har 
www.birdkeeper.dk fået lov til at vise et par eksempler på begge dele, jf. nedenfor. Ud over at være en fantastisk naturfotograf er Eckhard Lietzow også kyndig inden for papegøjefugle, ikke mindst dværgpapegøjer, og han er bl.a. medforfatter til flere papegøjebøger samt forfatter til en række imponerende artikler om dværgpapegøjer i tyske fagtidsskrifter.

Eckhard Lietzow er blevet forelagt ovenstående fotos (fotos 1 – 8) af mine fugle, og i den forbindelse har han udtalt, at han er af den opfattelse, at der ikke må optræde nogen former for blålige eller turkise toner på overgumpen, når dette område på fuglen observeres i direkte dagslys.

Hvordan den Sodbrunhovedet dværgpapegøje tager sig ud på et foto afhænger ifølge Eckhard Lietzow i høj grad af, hvorledes belysningen tilrettelægges. Efter at have fotograferet utallige Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i fangenskab
  er hans konklusion, at der blandt fugleholdere stadig findes eksemplarer, som under normale lysforhold ikke udviser nogen blålige eller turkise toner på hverken overgump eller ryg. Som eksempel herpå vises nedenfor et foto optaget af Eckhard Lietzow, og som viser en Sodbrunhovedet dværgpapegøje uden nogen former for turkise eller blålige toner (dette foto er taget med et makroobjektiv under anvendelse af direkte blitzlys).

Ovennævnte foto, som Eckhardt Lietzow har optaget til www.birdkeeper.dk dokumenterer, at der i fangenskab fortsat eksisterer Sodbrunhovedede dværgpapegøjer med ren grøn overgump, dvs. uden nogen former for blålige eller turkise fjerområder.

Vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer ved et vandhul i Afrika i hjemlandet Zambia optaget af den kendte tyske naturfotograf Eckhard Lietzow. I det stærke sollys viser nogle af fuglene et turkist skær på halepartiets overside. Eckhard Lietzow har med røde pile markeret det turkise skær på nogle af fuglene, men det er hans opfattelse, at der ikke må forekomme hverken blå eller turkise fjertoner på overgumpen og ryggen af denne art. I naturen var fjer med sådanne farver da heller ikke at se på fuglene. Eckhard Lietzow er af den opfattelse, at et turkist skær kan ses hos vildtlevende Sodbrunhovedede dværgpapegøjer ved bestemte former for belysning, men fuglene har altså hverken blå eller turkise fjerområder

Vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer ved et vandhul i Afrika i hjemlandet Zambia optaget af den kendte tyske naturfotograf Eckhard Lietzow. I det stærke sollys viser nogle af fuglene et turkist skær på halepartiets overside. Eckhard Lietzow har med røde pile markeret det turkise skær på nogle af fuglene, men det er hans opfattelse, at der ikke må forekomme hverken blå eller turkise fjertoner på overgumpen og ryggen af denne art. I naturen var fjer med sådanne farver da heller ikke at se på fuglene. Eckhard Lietzow er af den opfattelse, at et turkist skær kan ses hos vildtlevende Sodbrunhovedede dværgpapegøjer ved bestemte former for belysning, men fuglene har altså hverken blå eller turkise fjerområder

Hvordan ser den Sodbrunhovedet dværgpapegøje ud i naturen?
Som allerede nævnt har Eckhard Lietzow også optaget en lang række farvefotos af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i naturen, nemlig i dens afrikanske hjemland Zambia. Ifølge Eckhard Lietzow ser man et turkist skær på overgumpen af de vildtlevende Sodbrunhovedede dværgpapegøjer under bestemte belysningsmæssige forhold, jf. nedenstående foto. Eckhard Lietzow anfører, at de turkise toner, som i visse situationer kan ses på Sodbrunhovedede dværgpapegøjer nok bedst kan sammenlignes med de ændringer, som man især kan se i de synlige fjerfarver hos Påfuglen (Pavo cristatus). Gennem lysets forskellige indfaldsvinkler og de hermed forbundne refleksioner, ændres Påfuglens fjerfarver dramatisk, hvilket specielt gør sig gældende i forhold til hanfuglen. Imidlertid har de Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, som man finder i naturen iflg. Eckhard Lietzow ikke turkise fjerområder, men i kraft af det stærke sollys, der falder skråt ind på fuglene, danner der sig rent faktisk turkisfarvede effekter – et turkist skær - på overgumpen (overhaledækfjerene), selv om disse fugle altså ikke har turkise fjerområder.

Afrunding
Efter min opfattelse har man i fugleholderkredse indtil nu ikke været tilstrækkeligt kritiske i forhold til overgumpens farve på den vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøje, hvilket måske – udover manglende erkendelse – også kan skyldes, at mange opdrættere i dag har så stort fokus på farvemutationer. Jeg er således overbevist om, at der er mange ejere af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, der – hvis de undersøger overgumpens farve på deres vildtfarvede fugle grundigt – vil finde større eller mindre turkise fjerområder.

Med udgangspunkt i ovennævnte udtalelse fra Statens Naturhistoriske Museum, samt udtalelserne fra en kapacitet som Eckhard Lietzow, er det ligeledes min egen opfattelse, at der ikke må forekomme hverken blå eller turkise fjer på overgumpen og ryggen af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje. I naturen er disse fjerfarver ifølge Eckhard Lietzow da tydeligvis heller ikke at se på fuglene, men selv blandt vildtlevende eksemplarer kan der under bestemte lysforhold (set fra forskellige vinkler i skarpt sollys) optræde et turkist skær på overgumpen af de Sodbrunhovedede dværgpapegøjer.

Der er stor forskel på et "turkist skær” og deciderede ”turkise fjerområder” og sidstnævnte lever ikke op til de kvalitetskrav, som jeg stiller til mine Sodbrunhovedede dværgpapegøjer. Derfor vil jeg over den kommende tid fortsætte med at udvælge mig enkeltfugle – om muligt helt uden disse turkise fjerområder – subsidiært med et meget lille turkist fjerområde, så jeg gennem selektiv avl med tiden måske vil kunne fremavle fugle med en helt grøn overgump. Derudover vil jeg sideløbende naturligvis fortsætte min søgen efter nye Sodbrunhovedede dværgpapegøjer med ren grøn overgump, men jeg er bange for, at jeg ikke på vores breddegrader vil kunne finde stammer helt uden turkise fjerområder, men udelukkende enkeltfugle.

Som bekendt er den Sodbrunhovedet dværgpapegøje den uden sammenligning mest sjældne dværgpapegøje i naturen, og det er derfor vigtigt, at alle seriøse fugleholdere i fællesskab arbejder på at bibeholde fuldstændig artsrene eksemplarer i fangenskab af hensyn til artens videre beståen.

Såfremt der er læsere af denne artikel, som ejer udfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer uden turkise fjerområder, er man meget velkommen til at kontakte mig, da jeg er yderst interesseret i at købe sådanne fugle.


Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 28.12.2009/15.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden