.... for fuglefolk, der vil vide mere om papegøjer
Den perfekte stuefugl
Overskriften hænger sammen med, at vi her har med en art at gøre, der på absolut bedste vis repræsenterer Agapornis-slægten: Den har smukke farver, den er ikke lige så støjende som flere af sine øvrige slægtninge, den har en spændende og sjov adfærd, den er forholdsvis let at få til at yngle, hvortil kommer, at den er meget omgængelig, hvilket gør, at den kan holdes i flok uden den store risiko for, at fuglene under indbyrdes opgør går så vidt, at de gør skade på hinandens næb, tæer og kløer.
Paradoksalt nok er den Sodbrunhovedet dværgpapegøje uden sammenligning den dværgpapegøjeart, som der er færrest eksemplarer tilbage af i naturen, og populationen i naturen estimeres til kun at udgøre ca. halvdelen af bestanden af Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae).
Sodbrunhovedet dværgpapegøje hedder på dansk også Sortkindet dværgpapegøje, hvilket ligger i fuldstændig forlængelse af den videnskabelige latinske betegnelse og den officielle engelske artsbetegnelse, Black-cheeked Lovebird. Imidlertid er det betegnelsen, Sodbrunhovedet, der ligger tæt op ad den tyske artsbetegnelse, Russköpfchen, som primært har været benyttet over de seneste mange år i Danmark.
Farvebeskrivelse
J. L. Albrecht-Møller beskriver i Papegøjebogen arten således:
”Han og hun: Pande, isse til over øjet siennabrun til sort; hovedsider, kinder og øverste del af struben brunsort til sort; underste del af struben laksrød til orangerød; baghoved, halssider og nakke olivengrønne; vingedækfjer, baghals, ryg og overhaledækfjer mørkegrønne; bryst, bug, kropssider og underhaledækfjer lysegrønne; armsvingfjer grønne, dog nærmest sorte ved roden; håndsvingfjerenes inderfane og spidsen af yderfanen sort, resten af yderfanen mørkegrøn; halefjerenes spidser gulgrønne, de to midterste halefjer grønne på resten af fjeren, de øvrige 5 halefjer på hver side har bag den gulgrønne spids et grønt bælte, som fortsætter op ad yderfanen, inden for dette en næsten sort plet over hele inderfanen og lidt af yderfanen, inden for denne atter en gulorange plet over næsten hele resten af inderfanen og en strimmel af yderfanen langs fjermidten. Omkring øjet en nøgen hvid ring. Iris gulbrun hos hannen, mørkebrun hos hunnen; næbbet er koralrødt, overnæbbet dog lysere ved roden, vokshuden kødfarvet; benene lysegrå eller blågrå. Hos hunnen er farverne mere matte og udviskede, det siennabrune har ikke ganske den varme og i rødligt spillende farvetone, som findes hos hannen; kinden, som hos hannen er ren sort, er hos hunnen kun sortbrun og dertil en del mindre i udbredelse. Hunnen er størst.
Længde 140 – 153 mm”.
Ungerne har i de første uger efter udflyvningen en sort kant langs næbroden og fjerdragten forekommer i det hele taget noget mattere i farverne. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes fremtoning (kropsbygning) virker noget ”plump” set i forhold til f.eks. den Sorthovedet dværgpapegøjes (Agapornis personatus), men alligevel er den Sodbrunhovedet dværgpapegøje en hurtigt flyvende papegøje. Den har en i forhold til sin størrelse en relativ kraftig og gennemtrængende stemme (skræppen), som er noget blødere end stemmen hos f.eks. den Sorthovedet dværgpapegøje.
Zambia, der er hjemsted for den Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis), har udgivet hele 3 forskellige frimærker med denne art som motiv. Her er det ene af de to frimærker, som blev udgivet med denne art som motiv i 1996. Det første frimærke, som Zambia udgav med denne art som motiv, er helt tilbage fra 1977 og ikke særligt vellignende
I naturen
Ifølge Birdlife International lever den Sodbrunhovedet dværgpapegøje stedvis i den sydvestlige del af Zambia mellem Kafue floden mod nord og Zambezi-floden mod syd med et anslået udbredelsesområde på 16.400 km2 inden for hvilket de centrale yngleområder vurderes at dække ca. 2.500 km2. Arten findes inden for et område på 4.550 km2, der dækkes af Mopane skov (Colophospermum), hvoraf 3.200 km2 optræder i Zambezi’s opland. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje havde tidligere et større udbredelsesområde, og visse historiske – samt tillige ubekræftede - optegnelser omtaler vildtlevende populationer fra den østlige Caprivi region i Namibia. Der har også været ubekræftede efterretninger om forekomst af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje i Botswana og Zimbabwe. Kerneforekomsten af Sodbrunhovedet dværgpapegøje kan opdeles i to delpopulationer i den tørre sæson, den i Zambezi’s opland (ca. 6.200 fugle i 1994) og den i Kafue’s opland (ca. 3.800 fugle i 1994). Ifølge Birdlife International blev den generelle tæthed for forekomst af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer inden for det formodede yngleområde opgjort til ca. 2,2 fugle pr. km2, hvilket ikke afspejler artens ”sammenklumpede” forekomst, og den samlede population blev anslået til at være ca. 10.000 fugle. Beviser fra landmænd og fuglefangere tyder på, at dette er et betydeligt lavere antal end ved starten af det 20. århundrede. Birdlife Internationals seneste estimat over den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes forekomst i naturen ligger i kategorien 2.500 – 9.999 fugle inden for et område på 16.400 km2, og trenden for populationen er faldende. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje er derfor i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Vulnerable” art (altså sårbar). Baggrunden for at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje er listet som sårbar skyldes, at der er tale om en lille population, der er inde i en fortsat tilbagegang, hovedsageligt som følge af den gradvise udtørring af vandområder inden for et meget lokalt område.
Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje lever i løvfældende skov, domineret af Mopane træer, hvor der er permanent adgang til vandområder. Den søger også til tilstødende levesteder, såsom flodernes vegetation og landbrugsområder for at indtage føde og vand. Den har brug for adgang til vand på steder, der ikke forstyrres af mennesker og husdyr, og den har behov for at drikke vand to gange dagligt. I den tørre årstid kan den i visse områder samles i store flokke på op til 800 individer eller mere.
Den
fouragerer – hvad man også ser i fangenskab - fortrinsvis ved jorden på baggrund af årstidens græsfrø, men tager også anden vegetation samt animalsk føde i form af insektlarver, samt de modnende Sorghum græsarter
(durra, som ligner hirsearterne) og hirse fra marker. Man har også observeret, at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje indtager insekter, orme, blade, blomster, nektar, bark, mosser og jord. Sæsonen for modning af afgrøder falder
sammen med artens yngleperiode og dens appetit på markernes afgrøder har gjort, at den lokalt har fået ry som skadedyr. I det sydvestlige Zambia, er det således blevet konstateret, at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje har
kunnet gøre skade på ca. 20 % af hirsemarkerne i løbet af modningssæsonen.
Sodbrunhovedet dværgpapegøje yngler i naturligt dannede huller og hulheder i modne Mopane træer i perioden januar til maj, og det antages, at den er tro mod sit redested fra år til år. Yngletiden falder sammen med det tidspunkt på året, hvor der falder maksimal nedbør og i begyndelsen af tørkeperioden. Parrene opfostrer som regel et enkelt kuld. Der er observeret kuld på op til 6 – 7 unger.
Trusler
Der er 3 trusler, som over det sidste århundrede antages at have medvirket til, at antallet af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i naturen er faldet. For det første har der i perioden fra 1920-erne til 1960-erne været en intensiv indfangning af arten for at kunne tilfredsstille efterspørgslen hos os fugleholdere. For det andet er dens udbredelsesområder blevet ramt af gradvis udtørring, hvilket – for øjeblikket - menes at være den største trussel mod arten ikke mindst i betragtning af dens meget afgrænsede udbredelsesområde. Dernæst har den gradvise udskiftning af de attraktive Sorghum- og hirseafgrøder med majsmarker i perioden mellem 1930-erne og 1950-erne været medvirkende til det faldende antal fugle i naturen.
Der siges at foreligge beviser for, at handel med vildt indfangede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i øjeblikket befinder sig på et meget lavt niveau, og at handel og eksport kun sker isoleret, selv om det er klart, at al international efterspørgsel ivrigt ville blive imødegået. Her er EU’s forbud mod indførsel af fugle fra lande uden for EU formentlig slået igennem på efterspørgslen. Fuglen efterstræbes i naturen, da den betragtes som et skadedyr, og de nedlagte fugle vil normalt blive menneskeføde. Landmændene iværksætter foranstaltninger for at mindske skader på afgrøderne forårsaget af denne art, men disse foranstaltninger er stort set ineffektive og sjældent dødelige for fuglene (i modsætning til, hvad man kan opleve blandt papegøjer, der truer afgrøder i Australien). Det nuværende niveau for jagt og indfangning af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer vurderes ikke at have nogen alvorlige langsigtede konsekvenser for populationen, bortset fra at det vil kunne true lokale populationer, der lider under følgerne af tørke. For nylig kan der have været lokal reduktion af arten som følge af mangel på adgang til overfladevand i den tørre sæson, hvilket måske skyldes de langsigtede klimaændringer. Antallet af permanente vandområder i Mopane skovene er faldet siden starten af sidste århundrede. Den lave tilgængelighed til vand i den tørre sæson er sandsynligvis den vigtigste årsag til, at den Sodbrunhovedet dværgpapegøje permanent er forsvundet fra områderne ved Bovu og Sinde floderne samt skyld i de ændringer, der er sket med populationen, der lever ved Ngweze floden. Situationen er forværret af et fald i den årlige nedbør i artens leveområde med i gennemsnit omkring 5 mm om året i perioden fra 1950 til 1995, hvilket har øget den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes afhængighed af kunstige vandressourcer, hvortil kommer Mopane skovenes udnyttelse til industriel skovdrift. Endelig siges det, at PBFD – også kaldet ”fugle-AIDS” (Psittacine Beak and og Feather Disease Virus) - er til stede i den naturlige population, men det er ikke bevist, at denne sygdom er en alvorlig trussel mod artens overlevelse.
Naturbeskyttelsesforanstaltninger
Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje har langt det mindste udbredelsesområde i naturen sammenlignet med de øvrige dværgpapegøjearter,
og den befinder sig derfor i en meget sårbar situation. Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje er optaget på CITES, liste II, (the Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora, også kendt som
”Washington konventionen”). Dens to slægtninge, den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis fischeri) og den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae) er også registreret
hos Birdlife International som værende truet, men ikke på samme høje niveau. Disse to arter er ”kun” registreret som ”Near Threatened”, hvor den Sodbrunhovedet allerede er registreret som ”Vulnerable”.
Indfangning af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje med henblik på handel er nu forbudt. I Zambia blev et handelsforbud over for vildtfangede fugle allerede indført i 1930. Ca. 35 % af den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes levesteder
ligger i Kafue National Park og de omkringliggende vildtforvaltningsområder. Detaljerede forskningsprogrammer vedrørende denne art gennemførtes i 1990-erne, hvorfra der foreligger offentliggjorte rapporter. Et uddannelsesprojekt med fokus
på denne art blev gennemført i det sydvestlige Zambia i september 2001 med deltagelse af lokale skoler, landsbyboere og ansatte ved Zambia Wildlife Authority.
Der er foreslået forskellige foranstaltninger til beskyttelse af den
Sodbrunhovedet dværgpapegøje bl.a.:
I fangenskab
I midten af 1970’erne så jeg som helt ung for første gang nogensinde denne art i fangenskab. Hidtil havde jeg kun læst om den i diverse bøger, men så
en dag under et besøg hos den daværende formand for Dyrehandlernes Brancheforening, K. Heiberg, i Lyngby Fuglefarm så jeg et stort bur fyldt med Sodbrunhovedede dværgpapegøjer. Ved at spinke og spare kunne det lige blive til
køb af et par, som jeg fik meget stor glæde af.
Den Sodbrunhovedet dværgpapegøje ses ind i mellem fortsat udbudt til salg hos enten fugleholdere eller i store fugleforretninger. Det er ikke en fugl, som man ser alle steder,
men omvendt er den heller ikke sjælden i de danske fuglehold, det er derimod kvaliteten af fuglene, jf. nedenfor.
I fangenskab holdes den Sodbrunhovedet dværgpapegøje bedst i mindre flokke, hvor ubeslægtede, allerede udparrede,
fugle kan gå sammen. Arten er meget mere fredsommelig end f.eks. både den Sorthovedet og den Rødhovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus og Agapornis fischeri), m.fl. Kommer fuglene op at skændes
indbyrdes, så har jeg heldigvis endnu ikke set, at det - som hos en række af de øvrige dværgpapegøjearter - koster afbidte tæer eller kløer.
Hvor den Sodbrunhovedet dværgpapegøje tidligere
gik for at være ømfindtlig, ikke mindst i forhold til det danske vejrlig, så er arten med tiden blevet ret så robust. Den kan således gå ude hele året forudsat, at den om natten – eller på særligt
kolde dage - kan søge ind i et frostfrit og opvarmet inderrum.
Det er en på alle måder pragtfuld fugl, som man kan bruge mange timer på at iagttage fra en bænk i haven, når den i en flok livligt bevæger
sig rundt i volierens naturgrene.
Er den danske bestand af Sodbrunhovedet dværgpapegøje nu også artsren?
Som det fremgår af ovennævnte, befinder den Sodbrunhovedet dværgpapegøje sig
i naturen desværre i en meget sårbar situation med kurs mod at være udryddelsestruet. Det er derfor særdeles vigtigt, at fugleholdere, som holder denne fugl i fangenskab, arbejder seriøst og målrettet på at sikre
på alle måder sunde – og artsrene – stammer af denne art. Desværre ser man stadig, at denne art i fangenskab krydses med andre dværgpapegøjearter, ikke mindst den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis
personatus). Den Sorthovedede dværgpapegøje er bl.a. kendetegnet ved at have et ultramarinblåt ”bånd” på overgumpen (overhaledækfjerene). Et sådant ”bånd” må ikke forefindes
på den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, da det er et sikkert tegn på, at der har været en anden art inde over, selv om det ved tilbageparring på artsrene Sodbrunhovedede dværgpapegøjer over generationer efterfølgende
er lykkedes at fjerne øvrige ikke-Sodbrunhovedede artssærpræg (f.eks. den Sorthovedede dværgpapegøjes gule fjer omkring halsen). På nedenstående foto (der desværre ikke er skarpt) ses en ikke-artsren Sodbrunhovedet
dværgpapegøje, der har et tydeligt (ultramarin)blåt ”bånd” på overhaledækfjerene. Der må under ingen omstændigheder avles på en sådan hybridfugl.
Overgumpen (overhaledækfjerene) hos artsrene Sodbrunhovedede dværgpapegøjer skal, jf. diverse litterære værker med talrige optegnelser fra naturen, have samme grønne farve som fjerene på ryggen, ligesom det fremgår af nedenstående foto.
Imidlertid er jeg efterhånden en hel del gange hos danske fugleholdere, der har specialiseret sig i at opdrætte Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, stødt på eksemplarer, der af fænotype (udseendemæssigt) fuldstændigt ligner den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, men når man ser deres overgump (overhaledækfjer) i især enten sollys eller blitzlys, så kan der optræde større eller mindre områder (”plamager”) forskellige steder på overgumpen (overhaledækfjerene) med turkise nuancer. Pudsigt nok er det ofte fugle, hvis farvetegning i øvrigt kan forekomme en anelse mere intensiv end ellers, hvilket fremgår af hosstående og nedenstående fotos.
Forekomsten af den turkise farve har givet mig anledning til at tvivle på, om disse opdrætteres fugle nu også er artsrene. Jeg har derfor forelagt de 3 nederste farvefotos på denne side sammen med nedenstående spørgsmål for en af Danmarks førende internationale fugleeksperter, nemlig professor og kurator ved Statens Naturhistoriske Museum, Zoologisk Museum, Jon Fjeldså:
Spørgsmål:
”Mit spørgsmål – som seriøs opdrætter af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje – er, om der her (jf.
fotos 3 – 5) er tale om fugle, der i 7. eller 8. generation er efterkommere af fugle, der har været krydset med andre dværgpapegøjearter (og dermed skal kasseres som avlsmateriale). Så vidt jeg husker, dannes den blå fjerfarve
via lyspåvirkninger af fjerstrukturen, da den blå fjerfarve ikke eksisterer i sig selv, og det er tankevækkende, at det specielt er i sol- eller blitzlys, at de turkise nuancer er at se på fuglenes overgump (overhaledækfjer)”.
Svar:
”I følge al litteratur jeg kan finde om Agapornis nigrigenis (som i dag opfattes som en selvstændig art), skal den have grøn overgump uden noget blåt. Turkis farve skyldes, som du
selv nævner, lysbrydning i fjerstrukturen og ikke noget pigment, og dette skal altså ikke være naturligt forekommende hos Agapornis nigrigenis. Derimod findes det hos Agapornis roseicollis og Agapornis fischeri, dels også hos Agapornis
pullarius (og meget kraftig ultramarinblåt hos Agapornis swindernianus). Fordi arten ikke findes sammen med nogen af disse arter i naturen, må jeg derfor formode at den ændrede ultrastruktur i fjerene er opstået ved hybridicering i
fangenskab”.
Med andre ord er der tale om, at vi fugleholdere i den videre avl med den Sodbrunhovedet dværgpapegøje skal fravælge fugle med disse turkise nuancer/plamager på overgumpen (overhaledækfjerene), som
altså hovedsageligt er synlige i enten sollys eller ved blitzlys. Når man indkøber den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, skal man anmode sælgeren om at få lov til at se fuglens overgump (overhaledækfjer) i sollys
eller kraftigt kunstigt lys.
Som det fremgår af ovenstående, forestår der stadig et stort forædlingsarbejde blandt seriøse danske opdrættere af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje.
Farvemutationer
Ifølge Gottlieb Gaiser’s og Bodo Ochs’ bog, ”Die Agapornis-Arten und ihre Mutationen”, fra 1995 (ISBN 3-9803274-1-8) skulle den blå farvemutation
være opstået i Danmark i midten af 1980-erne. Stort set samtidig opstod den samme blå farvemutation i Holland og Tyskland. Herefter fulgte såvel mørkegrønne som olivengrønne farvemutationer, og over de seneste år
er der udbrudt et sandt ”festfyrværkeri” af farvemutationer inden for den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, som det f.eks. allerede gennem flere år har været kendt fra den Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis
personatus). Grunden til at ”festfyrværkeri” står i anførselstegn hænger sammen med, at disse farvemutationer er menneskeskabte gennem transmutering, hvilket vil sige, at de er skabt gennem sammenparring med en farvemutation
tilhørende en anden art. Disse farvemutationer uanset, hvor mange procent Sodbrunhovedet dværgpapegøje, som de end måtte indeholde, er værdiløse, og det kan ligefrem komme til at true eksistensen af artsrene vildtfarvede
Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i fangenskab, bl.a. fordi der ved mutationsavl også kan opstå splitfugle, som kan risikere at indgå i den videre avl af vildtfarvede fugle. Som det fremgår af ovennævnte, er artsrene
vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i forvejen en meget stor mangelvare i fangenskab, og vi kan ikke få flere fugle fra naturen. Derfor skal vi beskytte de artsrene vildtfarvede fugle, som vi har.
Jeg har set indtil flere farvemutationer af denne art i Danmark, men jeg har fortsat til gode at se en fugl, som er 100 % artsren, men på et eller andet tidspunkt skal en sådan jo nok dukke op.
Fodring
Der henvises til samme afsnit under Sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personatus).
Indledning
Et par fugleholdere har kontaktet mig for at spørge, om jeg ikke kan uddybe ovennævnte problemstilling omkring farven på overgumpen (overhaledækfjerene) af
den vildtfarvede Sodbrunhovedet dværgpapegøje (Agapornis nigrigenis). Samtidig er jeg blevet opfordret til at fortælle, hvordan jeg har håndteret den nævnte problemstilling i forhold til mine egne fugle. I det følgende
vil jeg adressere begge disse emner.
For år tilbage – i 1970’erne – havde jeg denne skønne repræsentant for slægten Agapornis, og jeg så derfor naturligvis meget frem til
at generhverve denne art. I modsætning til, hvad der gælder for den Jordbærhovedet dværgpapegøje (Agapornis lilianae), hvor de bedste eksemplarer indtil for nylig alene har været at se i udlandet, så havde
jeg gennem kontakter i specialistkredse fået det gode råd at koncentrere mig om de danske stammer af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, hvis jeg skulle være sikker på at få artsrene fugle af den bedste kvalitet. Som
bekendt er tilstedeværelsen af blå fjer på overgumpen af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje et tydeligt tegn på hybridisering, og det ville jeg naturligvis undgå ved fra start at købe de bedste fugle.
For et par år siden købte jeg så i alt ca. 30 fastringede ungfugle fra 3 forskellige danske opdrættere, som jeg havde fået anbefalet, og som alle er kendte for at have nogle af landets bedste fugle af denne art; den ene af
opdrætterne kunne oplyse, at hans stamme ikke har været under genetisk indflydelse fra udefra kommende fugle over en lang årrække. Min glæde over disse fugle var stor, da de i alle henseender umiddelbart forekom fuldstændigt
artsrene i deres fænotype (fjerdragtens udseende).
Problemstillingen bemærkes
I forbindelse med købet havde jeg fået fuldstændig styr på ungfuglenes mulige slægtskab,
idet jeg af sælgerne havde fået oplyst forældrefuglenes indbyrdes relationer for efterfølgende at undgå at parre nært beslægtede fugle med hinanden. Efter en veloverstået karantæneperiode kunne jeg sætte
alle fuglene sammen i en stor voliere, hvor de fik lov til at gå henover vinteren. Tiden gik, og en dag i det tidlige forår stod jeg og observerede nogle af disse fugle i deres udendørsvoliere. Jeg bemærkede, at nogle af fuglene syntes
at have et blåligt - eller rettere - turkist skær på deres overgump, men jeg tog ikke umiddelbart notits heraf. Nogle dage senere gjorde jeg samme iagttagelse. Jeg indfangede herefter en række af fuglene og undersøgte dem nærmere.
I baghovedet lå en viden om, at hybridisering mellem de forskellige Agapornis-arter i fangenskab (ikke mindst dem med hvid øjenring) har været kendt i årevis, hvortil kommer, at situationen over de seneste år er
blevet mere kompleks i takt med udbredelsen af de såkaldte transmutationer.
Min forbavselse var derfor stor, da min undersøgelse viste, at der ikke alene var tale om et turkist skær, da stort set alle de indkøbte
fugle havde større eller mindre områder (”plamager”) med blålige - eller rettere - turkise fjer på overgumpen. Da alle fuglene af fænotype fuldstændigt ligner artsrene Sodbrunhovedede
dværgpapegøjer, undersøgte jeg, hvorvidt der i videnskabelige værker eller i den alment populære stuefuglelitteratur er beskrevet noget nærmere omkring dette, hvilket dog viste sig ikke at være tilfældet.
Jeg søgte derfor hjælp hos naturvidenskaben, nemlig hos Statens Naturhistoriske Museum (Zoologisk Museum), jf. ovenfor, hvor jeg spurgte ind til denne problemstilling. På det pågældende tidspunkt rådede
jeg ikke selv over professionelt digitalt fotoudstyr, hvorfor jeg benyttede 4 vilkårligt udvalgte farvefotos fra internettet (se den oprindelige artikel om Sodbrunhovedet dværgpapegøje ovenfor) til at belyse problemstillingen over for
Statens Naturhistoriske Museum. Det ene af disse 4 fotos er optaget ved dagslys og viser overgumpen på en Sodbrunhovedet dværgpapegøje tilhørende en udenlandsk fugleholder, og ved optagelsen af de resterende 3 fotos har de pågældende
fotografer benyttet blitzlys.
Jeg afventede derpå en tilbagemelding fra Statens Naturhistoriske Museum, og den kom efterfølgende i form af en formodning om, at de turkise fjerområder skyldes
en i fangenskab opstået ændring i fjerenes ultrastruktur, jf. ovenfor. Jeg skulle lige ”tygge” lidt på denne tilbagemelding, da der jo alene var tale om en formodning, men omvendt indikerede museets udtalelse en i fangenskab opstået
ændring i fjerenes ultrastruktur som følge af hybridisering. Da jeg altid har lagt stor vægt på, at alle mine fugle er af højeste kvalitet, traf jeg herefter den tunge beslutning at skille mig af med de fugle, som viste tydelige
tegn på turkise fjerområder på overgumpen. Det var herefter min hensigt, at de tilbageværende fugle (hvis ikke jeg kunne anskaffe andre fugle uden turkise fjerområder på overgumpen) skulle benyttes til selektivt - over flere
generationer - at forsøge at fremavle eksemplarer med en ren grøn overgump uden turkise fjer. Starten herpå har imidlertid vist sig at blive langt sværere, end jeg havde håbet. Da jeg var færdig med sorteringen af de oprindeligt
indkøbte i alt ca. 30 fastringede fugle fra førende danske stammer, stod jeg tilbage med kun 4 fugle. Hertil kom 3 udvalgte ungfugle, som er afkom af de 30 fugle. Det øvrige afkom blev ligeledes kasseret.
Kendetegnet
for de tilbageværende 7 fugle er, at de i modsætning til de frasorterede fugle kun meget begrænset – eller næsten ikke - viser tegn på turkise fjer. Hos disse fugle er der dog alligevel turkise fjer, så hvornår
er en Sodbrunhovedet dværgpapegøje egentlig artsren – hvor store, eller hvor mange turkise fjerområder kan der tolereres på overgumpen? Efter min opfattelse: Ingen!
Dokumentation
for problemstillingen
Det er de tilbageværende 7 fugle, som danner udgangspunkt for den følgende gennemgang af problemstillingen, altså de eksemplarer, som har de mindste turkise fjerområder. Udgangspunktet
for denne gennemgang er en række nye farvefotos, som jeg har taget af nogle af fuglene med mit nyindkøbte digitalkamera. Disse farvefotos blev taget søndag, den 17. oktober d.å., og optagelserne skete under åben himmel på
et tidspunkt (ca. kl. 15.45), hvor solen var skjult bag skyer. Nogle af disse fotos er taget ved det eksisterende dagslys (hvor solen altså var skjult bag skyer), og andre fotos er taget samme sted dog under anvendelse af blitz. Et udvalg af disse fotos
kan ses nedenfor (de fotos, der er markeret med et ”B”, er taget med blitzlys). Som det kan ses af disse fotos, er de turkise fjerområder på fuglenes overgump synlige selv i almindeligt dagslys, men bliver især synlige, når
fuglen eksponeres for blitz (eller direkte sollys).
Nedenstående fotos er alle taget fra en skrå vinkel, hvor det er tydeligere at observere anormaliteten.
Foto nr. 1 - fugl nr. 1:
Her ses tydeligt de turkise fjerområder (”pletter” eller ”plamager”) på en del af fuglens overgump ved almindeligt overskyet dagslys. Der er objektivt set tale om deciderede turkise fjerområder. Fuglen er fra en dansk stamme, der ifølge opdrætterens egne oplysninger har været artsren i en årrække
Foto nr. 7 - fugl nr. 4:
Dette er en ca. 1-årig fugl, der kun har ganske få turkise nuancer på overgumpen, når den betragtes i almindeligt overskyet dagslys. Umiddelbart ville mange måske slet ikke tage notits af disse nuancer. Dette er en fugl af eget opdræt, men forældrefuglene stammer fra samme sted som fugl nr. 1 og nr. 3 ovenfor
Foto nr. 8 - fugl nr. 4 (B):
Her er samme fugl taget med blitz, hvor de relativt få turkise nuancer træder tydeligere frem på samme område af overgumpen. Var fotoet i stedet blevet taget medens fuglen f.eks. sad i et kassebur med hvide vægge, ville det yderligere have forstærket den visuelle effekt af det turkise fjerområde
Foto nr. 9 - fugl nr. 5 (B): Foto af overgumpen på en Sodbrunhovedet dværgpapegøje taget af den kendte tyske naturfotograf Eckhard Lietzow med et af hans professionelle digitalkameraer. Fotoet er taget med makroobjektiv og under anvendelse af blitz, og vi ser her en fuldstændig grøn overgump på fuglen. Eckhard Lietzow er af den opfattelse, at Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i fangenskab ved betragtning i moderat sollys eller i kunstig belysning (blitz) skal være grøn og ikke må vise nogen former for blot antydning af blålige eller turkise fjertoner
Optagelsen af ovenstående fotos gav mig på ny mulighed for at studere fuglenes overgump nærmere. Her konstaterede jeg igen, at der ikke er tale om et ”generelt” eller ”jævnt
spredt eller fordelt” turkist skær på hele overgumpen. Der er tale om deciderede – større eller mindre - turkise fjerområder forskellige steder på overgumpen. Det kan man tydeligt se, når man står med
den enkelte fugl i hånden, vender og drejer den, og her bliver det tydeligt, at den turkise farve kan komme fra forskellige fjerområder på fuglens overgump. Det skal i øvrigt på ny understreges, at de turkise fjerområder
var væsentligt større og/eller mere tydelige på de mange fugle, som jeg frasorterede.
Tilstedeværelsen af turkise fjerområder forskellige steder på overgumpen af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje
forekommer helt forkert, da der netop er tale om forskellige områder og ikke et klart afgrænset område eller et generelt skær. Det er baggrunden for, at jeg tidligere har anført, at der endnu forestår et forædlingsarbejde
omkring denne art, hvis vores stammer skal være at betragte som de ypperste.
I forskellig faglitteratur er det i øvrigt anført, at overgumpen på den Sodbrunhovedet dværgpapegøje skal have samme
grønne farve som fuglens ryg. Det pudsige er, at jeg ikke kan erindre på noget tidspunkt at have set fugle med turkise fjerområder eller nuancer op ad selve ryggen, hverken in natura eller på farvefotos.
Problemstillingens
udbredelse
I 2009 samt i 2010 har jeg igen besøgt en række af efterårets fugleudstillinger i både Danmark og i udlandet, bl.a. ”BVA Masters 2010” i september 2010 i Belgien. Her har jeg på ny set
mange vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, som af fænotype forekommer fuldstændigt artsrene, men hvor der både optrådte et turkist skær, ligesom der på en lang række fugle optrådte større
eller mindre turkise fjerområder forskellige steder på overgumpen. Disse turkise fjerområder kunne endda ses, når fuglene blev observeret ved almindelig loftsbelysning i form af neon-armaturer.
Det er ganske
tankevækkende, at et meget stort antal eksemplarer af denne art i fangenskab udviser deciderede turkise fjerområder, og det er således ikke en isoleret dansk problemstilling.
Hvad siger udlandet?
Spørgsmålet
om tilstedeværelsen af såvel blålige som turkise fjerområder på den Sodbrunhovedet dværgpapegøjes overgump bliver også diskuteret i andre europæiske lande. Blandt seriøse tyske opdrættere
betragtes Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, der blot har antydninger af blålige eller turkise fjerområder på overgumpen som hybridfugle.
I forbindelse med min research har jeg bl.a. været i dialog
med den kendte tyske naturfotograf, m.m., Eckhard Lietzow. Som professionel naturfotograf har han gennem årene optaget utallige fotos af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje, dels fotos taget af eksemplarer i fangenskab, dels fotos taget af
fugle i naturen. Med Eckhard Lietzows personlige tilladelse har www.birdkeeper.dk fået lov til at vise et par eksempler på begge dele, jf. nedenfor. Ud over at være en fantastisk
naturfotograf er Eckhard Lietzow også kyndig inden for papegøjefugle, ikke mindst dværgpapegøjer, og han er bl.a. medforfatter til flere papegøjebøger samt forfatter til en række imponerende artikler om dværgpapegøjer
i tyske fagtidsskrifter.
Eckhard Lietzow er blevet forelagt ovenstående fotos (fotos 1 – 8) af mine fugle, og i den forbindelse har han udtalt, at han er af den opfattelse, at der ikke må optræde nogen former
for blålige eller turkise toner på overgumpen, når dette område på fuglen observeres i direkte dagslys.
Hvordan den Sodbrunhovedet dværgpapegøje tager sig ud på et foto afhænger
ifølge Eckhard Lietzow i høj grad af, hvorledes belysningen tilrettelægges. Efter at have fotograferet utallige Sodbrunhovedede dværgpapegøjer i fangenskab er hans konklusion, at der blandt
fugleholdere stadig findes eksemplarer, som under normale lysforhold ikke udviser nogen blålige eller turkise toner på hverken overgump eller ryg. Som eksempel herpå vises nedenfor et foto optaget af Eckhard Lietzow, og som viser en Sodbrunhovedet
dværgpapegøje uden nogen former for turkise eller blålige toner (dette foto er taget med et makroobjektiv under anvendelse af direkte blitzlys).
Ovennævnte foto, som Eckhardt Lietzow har optaget til www.birdkeeper.dk dokumenterer, at der i fangenskab fortsat eksisterer Sodbrunhovedede dværgpapegøjer med ren grøn overgump, dvs. uden nogen former for blålige eller turkise fjerområder.
Vildtfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer ved et vandhul i Afrika i hjemlandet Zambia optaget af den kendte tyske naturfotograf Eckhard Lietzow. I det stærke sollys viser nogle af fuglene et turkist skær på halepartiets overside. Eckhard Lietzow har med røde pile markeret det turkise skær på nogle af fuglene, men det er hans opfattelse, at der ikke må forekomme hverken blå eller turkise fjertoner på overgumpen og ryggen af denne art. I naturen var fjer med sådanne farver da heller ikke at se på fuglene. Eckhard Lietzow er af den opfattelse, at et turkist skær kan ses hos vildtlevende Sodbrunhovedede dværgpapegøjer ved bestemte former for belysning, men fuglene har altså hverken blå eller turkise fjerområder
Hvordan ser den Sodbrunhovedet dværgpapegøje ud i naturen?
Som allerede nævnt har Eckhard Lietzow også optaget en lang række farvefotos af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer
i naturen, nemlig i dens afrikanske hjemland Zambia. Ifølge Eckhard Lietzow ser man et turkist skær på overgumpen af de vildtlevende Sodbrunhovedede dværgpapegøjer under bestemte belysningsmæssige forhold, jf. nedenstående
foto. Eckhard Lietzow anfører, at de turkise toner, som i visse situationer kan ses på Sodbrunhovedede dværgpapegøjer nok bedst kan sammenlignes med de ændringer, som man især kan se i de synlige fjerfarver hos Påfuglen
(Pavo cristatus). Gennem lysets forskellige indfaldsvinkler og de hermed forbundne refleksioner, ændres Påfuglens fjerfarver dramatisk, hvilket specielt gør sig gældende i forhold til hanfuglen. Imidlertid har de Sodbrunhovedede
dværgpapegøjer, som man finder i naturen iflg. Eckhard Lietzow ikke turkise fjerområder, men i kraft af det stærke sollys, der falder skråt ind på fuglene, danner der sig rent faktisk turkisfarvede
effekter – et turkist skær - på overgumpen (overhaledækfjerene), selv om disse fugle altså ikke har turkise fjerområder.
Afrunding
Efter min opfattelse har man i fugleholderkredse indtil nu ikke været tilstrækkeligt kritiske i forhold til overgumpens farve på den vildtfarvede
Sodbrunhovedede dværgpapegøje, hvilket måske – udover manglende erkendelse – også kan skyldes, at mange opdrættere i dag har så stort fokus på farvemutationer. Jeg er således
overbevist om, at der er mange ejere af Sodbrunhovedede dværgpapegøjer, der – hvis de undersøger overgumpens farve på deres vildtfarvede fugle grundigt – vil finde større eller mindre turkise fjerområder.
Med udgangspunkt i ovennævnte udtalelse fra Statens Naturhistoriske Museum, samt udtalelserne fra en kapacitet som Eckhard Lietzow, er det ligeledes min egen opfattelse, at der ikke må forekomme hverken blå eller
turkise fjer på overgumpen og ryggen af den Sodbrunhovedet dværgpapegøje. I naturen er disse fjerfarver ifølge Eckhard Lietzow da tydeligvis heller ikke at se på fuglene, men selv blandt vildtlevende eksemplarer kan der under
bestemte lysforhold (set fra forskellige vinkler i skarpt sollys) optræde et turkist skær på overgumpen af de Sodbrunhovedede dværgpapegøjer.
Der er stor forskel på et "turkist skær”
og deciderede ”turkise fjerområder” og sidstnævnte lever ikke op til de kvalitetskrav, som jeg stiller til mine Sodbrunhovedede dværgpapegøjer. Derfor vil jeg over den kommende tid fortsætte
med at udvælge mig enkeltfugle – om muligt helt uden disse turkise fjerområder – subsidiært med et meget lille turkist fjerområde, så jeg gennem selektiv avl med tiden måske vil kunne fremavle fugle med en helt
grøn overgump. Derudover vil jeg sideløbende naturligvis fortsætte min søgen efter nye Sodbrunhovedede dværgpapegøjer med ren grøn overgump, men jeg er bange for, at jeg ikke på vores breddegrader vil
kunne finde stammer helt uden turkise fjerområder, men udelukkende enkeltfugle.
Som bekendt er den Sodbrunhovedet dværgpapegøje den uden sammenligning mest sjældne dværgpapegøje i naturen, og det
er derfor vigtigt, at alle seriøse fugleholdere i fællesskab arbejder på at bibeholde fuldstændig artsrene eksemplarer i fangenskab af hensyn til artens videre beståen.
Såfremt der er læsere
af denne artikel, som ejer udfarvede Sodbrunhovedede dværgpapegøjer uden turkise fjerområder, er man meget velkommen til at kontakte mig, da jeg er yderst interesseret i at købe sådanne fugle.
Jørgen Petersen
Konciperet/Opdateret: 28.12.2009/15.01.2016
DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!
Already when I was a teenager back at the beginning of the 1970's, you could occasionally see some very special parrot species at one of the large bird traders in Copenhagen (Denmark), who were known for continuously importing many parrots from the various parrot continents. They were smaller medium to medium sized green parrots with a beautiful mosaic pattern on their wings, which is caused by the different colored wing coverts are being broadly marked with orange-yellow edges (in most of the subspecies) and with an impressive, disproportionately large red beak compared to the rest of the bird. These birds later turned out to be Tanygnathus lucionensis and Tanygnathus megalorynchos, and I remember that on the few occasions I saw them, it was usually just a single bird in the cage tucked away over in a corner of the shop premises, possibly because they were mistakenly included in a shipment from Asia along with a number of other far more popular parrot species.
At this time, nobody really knew anything about these birds, and at the same time they did not seem to have much interest among aviculturists. This has since changed quite a bit because nowadays many aviculturists are fascinated by these parrots.
But what is it that makes parrots from the Tanygnathus genus so fascinating?
Photo 01:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: The scientific Latin species name "lucionensis" means coming from Luzon, the largest island in the Philippines. This is the nominate subspecies coming from the islands of Luzon and Mindore in the northern parts of the Philippines. The beautiful photo clearly shows the upper side of the nominate subspecies which is characterized by it is having a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump. Photo: Forest Botial-Jarvis-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML560592651.
Before we delve into the substance and take a closer look at the main focus of this article, namely the determination of the Tanygnathus lucionensis subspecies, here is an overall and very short introduction to the entire Tanygnathus genus:
The Tanygnathus genus represents a group of parrots with predominantly green plumage that are smaller medium to medium sized birds with large - in several instances - very large, heavy mainly red beak (hence the Latin scientific designation, “Tanygnathus”, that means extended, long and beak/jaw, is well-deserved) and a proportionately short, wedge-shaped rounded tail, which is somewhat stepped and is shorter than their wings, giving them - according to the world-renowned Australian ornithologist Joseph M. Forshaw - a “top-heavy” look. There is no prominent notch in the upper mandible and the cere is naked. Sexual dimorphism is slight or absent, and young birds generally appear duller than adults.
The premise of this article is the world's leading, current nomenclature/taxonomy, “THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD”, version 4 from 2013 and newest version 4.1 from August 2018, ”Errata and Corrigenda to Volume 1”, (used by the world's leading scientists, researchers, ornithologists, curators, etc.) mentions the following species and subspecies belonging to the Tanygnathus genus:
Status in the wild according to BirdLife International: “Least Concern”.
Status in the wild according to BirdLife International: “Near Threatened”.
Status in the wild according to BirdLife International: “Least Concern”, except from the everetti subspecies, they are “Endangered”.
Status in the wild according to BirdLife International: “Vulnerable”.
The members of the Tanygnatus genus are closely related to the Eclectus Parrots (the Eclectus genus). However, the most Tanygnathus species are much smaller and are less heavily built than the Eclectus Parrots and thus more elegant. Just as you see with members of the Eclectus genus, Tanygnathus females are also known to be quite aggressive towards males, but in fact some Tanygnathus males can also be aggressive towards females. It can even become so violently that the female's toes can be bitten off. As with the Eclectus Parrots, there is only limited interaction between the sexes in daily life and mutual preening is not something that I yet have experienced in the Tanygnathus species that I have kept for some years.
Genetic evidence has also supported close relationship to the Psittacula genus as it looked like up until 2019. For example, there are many similarities between Tanygnathus megalorhynchus and Psittacula eupatria magnirostris (nowadays Palaeornis eupatria magnirostris, in english Andaman Alexandrine Parakeet); if one abstracts from the fact that the former has a short tail and the latter has a long tail, just try to compare the enormous and amazing beaks of both birds.
This genus is native to Southeast Asia and Melanesia. The overall distribution area is mainly the Philippines, New Guinea, the Moluccas and Sulawesi (the world's 11th largest island, also called Celebes).
In nature, their food mainly consists of fruits (e.g., mangoes), seeds, berries, nuts and insects. Sometimes their food also consists of crops e.g., corn.
What particularly fascinates me about this genus is their disproportionately large beak, which in the vast majority of cases is large and red and thus very prominent, you can't help but focus precisely on it when you look at the bird. It cannot be said that the members of the genus Tanygnathus are brightly colored, but most species/subspecies have an incredibly beautiful mosaic pattern on their wings, which is caused by the different colored wing coverts are being broadly marked with orange-yellow edges (in most of the subspecies). Although some of the birds may appear a little compact, they are very agile and move incredibly elegantly in the branches of the trees.
Kept in human care, these birds appear very shy at first, but gradually they become calmer and, in some cases, they can become completely comfortable with human contact.
None of the four different Tanygnatus species have ever been common within the aviculture, which may be surprising, as they are rather quiet and low-voiced birds that you can become familiar with over time. Having said that, Tanygnathus lucionensis is the "most frequently" occurring species among aviculturists, whereas Tanygnatus megalorynchos and Tanygnathus sumatranus are seen even less often. Very remarkably, Tanygnathus lucionensis has the reverse status in nature where it has become a fragile species with a status of being "Near Threatened". BirdLife International has estimated that there are only 1,500 - 7,000 individuals left in the wild of this species with associated subspecies. Besides, the population development is also decreasing mainly due to logging of trees in its habitats. Neither Tanygnatus megalorynchos nor Tanygnathus sumatranus is nearly threatened in the wild, fortunately they are of the least concern. It is therefore very paradoxical that Tanygnathus lucionensis is the most widespread species among aviculturists in Europe.
Photo 02:
Tanygnathus megalorhynchos sumbensis: This photo shows a subspecies of the biggest species belonging to the Tanygnathus genus, the Great-billed Parrot (Tanygnatus megalorynchos) which also have the largest and most impressive beak of these species. Tanygnatus megalorhynchos sumbensis, comes from the island of Sumba (Lesser Sundas). Photo: Mehd Halaouate.
One thing is to have a scientifically worked-out taxonomy that lists and divides the Tanygnathus genus into species and subspecies distributed by geographical distribution areas, another thing is to find reliable sources (field studies, literature, photos, etc.) that describe all the members of this genus in detail and accurately. I have many parrot books, encyclopedias, etc., but I have never managed to find a book with accompanying photos that in a credible manner in detail describe all the various Tanygnathus species with its associated subspecies. At best, this genus is all too often referred to be only peripherally described in these books. Moreover, a number of these descriptions are only superficial, and it is of no use if you have to determine the subspecies of a species that has a number of very comparable subspecies (cf. later). The different parrot books contain almost no photos where one can really compare all the subspecies and see the differences between these. Up until now I haven't been able to find a book or another source of sufficient credibility and accuracy.
With this article, I will try to contribute to creating a little more clarification in relation to some of Tanygnathus lucionensis' subspecies, and that is the focus for the rest of this article. At the same time, it must be emphasized that the present article predominantly deals with taxonomic and morphological issues in order to try to determinate the right subspecies of the Tanygnathus lucionensis that I keep, to which comes some general information about the species in the wild. However, the article does not deal with topics such as keeping, feeding and breeding of Tanygnathus lucionensis in human custody.
Very summary, this is a smaller medium sized parrot, around 31 cm in length, primarily green except for a light blue rear crown and nape, pale blue lower back and rump (cf. subspecies later), shoulders with broad orange-yellow edges on black wing coverts, and blackish underwings with green underwing coverts.
As already mentioned, this species is listed as “Near Threatened” by BirdLife International because there are some indications that it has a moderately small, fragmented population, and it may be undergoing a continuing decline due to habitat loss (logging) and trapping. However, little is still known about the population size, population structure and threats to this species.
Tanygnathus lucionensis is present throughout the Philippines, where there are records from at least 45 islands, plus the Talaud Islands, Indonesia, and islands off north-east Borneo belonging to Malaysia (e.g., Kota Kinabalu, which is a very popular photo spot for tourists interested in this species) and it is therefore not a country endemic species.
It was common on most islands in the Philippines a century or less ago, but has suffered declines since on such a scale that it is now rare or extinct on many islands. However, it does survive in small pockets of habitat on the smaller islands, so that its status overall is difficult for BirdLife International to assess. Moreover, it is still fairly numerous in some areas of Palawan and on Tawi-Tawi, and high numbers should be present in a large tract of forest on Talaud. Intensive habitat loss and trapping have made this species scarce on most islands except Mindoro and Palawan, but still a local animal protection organization has raised concerns over the increasing illegal trade of this bird on Palawan.
It also occurs in urban areas such as several national parks within the Philippines: Bataan, Quezon and Minalungaw.
As previously stated, BirdLife International's current estimate of the number of Tanygnathus lucionensis (incl. subspecies) is 1,500 - 7,000 mature individuals, while the population development is described as declining owing to habitat degradation from agricultural expansion and logging pressures to which comes illegal trapping for the cagebird trade. It is a bird of closed and open forest formations, including secondary forests, coconut and banana plantations and mangrove, chiefly in lowland and coastal areas, up to 1,000 m. It is usually found in flocks of up to 12 individuals which roost communally and make regular dawn and dusk flights between feeding and roosting areas. Breeding takes place in a hole in a tree in from April till July.
Photo 03:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: When you see photos of these birds from the nature, you most often see them sitting in the tall tree crowns where they prefer to be. Although some of the birds may appear a little compact, they are very agile and move incredibly elegantly in the branches of the trees. Photo: Stephan Lorenz-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML563667891.
“THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD” (see above) recognizes the following subspecies of Tanygnathus lucionensis:
Note to the above table:
I am fully aware that in the spring of 2023, Arndt-Verlag has issued a new - and final - complete version of the "Namensliste der Papageienarten und Unterarten" (Latin, German and English names). It states the existence of - in relation to Arndt-Verlag's poster with the Tanygnathus genus (“Großschnabelpapageien”) - four "other" Tanygnathus lucionensis subspecies, namely nigrorum, siquijorensis, koikei und paraguenus, without these being further described. These four 4 "other" Tanygnathus lucionensis subspecies are not recognized today by the leading scientific taxonomy, and the deviations that the designation of these subspecies has expressed in its time are today simply considered variance within the framework of the currently recognized subspecies. They are thus assimilated into the current range of subspecies.
So, these four "other" Tanygnathus lucionensis subspecies are ignored here, as the article is based on the world's leading taxonomy, which is based on solid scientific evidence as the basis for the division into species and subspecies (for example, the subspecies, siquijorensis, was in its time solely determined from only a single holotype specimen).
All of the four "other" subspecies mentioned by Arndt-Verlag, koikei and paraguenus, as well as nigrorum and siquijorensis, were all already mentioned as subspecies in the world's first large complete parrot book, called "Papegøjebogen" (in English "The Parrot Book"), which was written by the Dane, J. L Albrecht-Møller, with the assistance of another Dane, Aage V. Nielsen. J. L. Albrecht-Møller was approximately 30 years to write "The Parrot Book", which was completely published in 1973. Unfortunately, the book is only available in Danish and consists of almost 700 densely written pages spread over 3 volumes as well as a completely extra 4th volume filled with color drawings of a large number of species and subspecies of parrots of all kinds.
In fact, it was a third Dane, an internationally highly respected scientist, Finn Salomonsen (zoologist and ornithologist), who first described the subspecies nigrorum and siquijorensi. During an expedition to the Philippines in the years 1951 - 1952, he also did some research on this genus.
As mentioned, none of the above four "other" subspecies have found grace for inclusion in Howard and Moore's taxonomy. Nor does the world's second major scientific "heavyweighter" within bird taxonomy, "The Clements Checklist of Birds of the World", 6th Edition, that was published and released by Cornell University Press in June 2007 take these four "other" subspecies into account.
Photo 04:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: As a nest these birds use a hole in a tree where they during April - July are breeding. The nest is often found in secondary forest, at forest edges and in plantations at elevations of up to 1000 m. Photo: Bradley Hacker-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML214490541.
From my first encounter with this genus back in the early 1970's, it was always in the back of my mind that when the right opportunity presented itself, I would like to acquire such birds, but almost a lifetime should pass before thoughts turned into action in autumn 2018. Here I acquired my first pair of Tanygnathus lucionensis from a foreign breeder who had guaranteed me a 100 % perfect and unrelated pair. As he himself only had one breeding pair, he had procured an unrelated female bird via another aviculturist in a neighboring country. The breeder informed me that the birds were of the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis, which, compared to the nominate subspecies, that has a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump, instead has a pure green plumage in the same places. He further stated that it was the subspecies that was found most among aviculturists in Europe. After driving many hundreds of kilometers to collect the birds, it unfortunately turned out that the breeder's own male bird - in contrary to what he had otherwise promised - was not 100 % perfect, as it was basically missing half the length of the tail, which I had not been informed about before my departure from Denmark. Since I had driven so far, and because it was a rather rare bird, I chose, after consultation with my wife, who went along on the trip, to bring both birds home to Denmark, but my disappointment with this seller, who, after all, several times had guaranteed that both birds were 100 % in order, was great. At home in Denmark, the birds were placed in an approximately 6-week long quarantine period and different clinical disease testings were conducted both via PCR and serology, and all test results were negative for ABV/PDD, APV, PBFD, and CPS, etc. Already during the quarantine period, I had observed that the male bird, which unfortunately was hand-reared, had an abnormal behavior. Besides, the fact that it had a habit of plucking its own feathers, it was obviously also mentally disturbed, which resulted in highly unusual behaviour, where it, among other things, sat in the same place around the clock without moving, and it seemed almost terrified of e.g., natural branches, to which was added the fact that it had absolutely no interaction with the female bird. I contacted the seller to return the bird, but he refused to take it back, so as the bird's condition further deteriorated, in consultation with a veterinarian specialized in bird diseases, it was decided to euthanize the bird, so my first attempt at acquiring a pair of this species ended in failure. The female was subsequently sold to another aviculturist who was missing a female bird, as I was of the opinion that it probably would be easier to buy a new pair together.
I had not given up on my dream of keeping this species, but next time the acquisition should be made from a much more serious and experienced breeder of this species. During my search for such a breeder, I sometimes came across other aviculturists who also mentioned that the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis is the kind that is most widespread among European aviculturists.
In autumn 2021 - after being registered with a new breeder for nearly 1 year in order to be allowed to buy a pair - I ended up buying a new pair. This breeder sold his birds just as being Tanygnathus lucionensis i.e., without being subspecies determined, but it was clear that even these newly acquired birds did not have the features known for the nominate subspecies in the form of a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump. Once again, these feather areas were completely green on the birds (as they also were on the two pairs of parent birds), so it had to be the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis. These birds came from an aviculturist who generally maintains a very high level of hygiene and besides has a bird collection that has been clinically tested for the common parrot diseases. Even so, I always also have newly purchased birds re-tested for diseases in connection with the 6-week quarantine period during which they are physically isolated. All the various tests turned out to be negative, but already a few days into the quarantine period the male still seemed to be a bit lethargic and he sneezed once in a while. So, once again he had to be examined by a veterinarian specialized in bird diseases, who took renewed samples from the bird. After laboratory analysis it turned out that the bird had a special rod bacterium that caused sinusitis, so it was put on a penicillin cure with a targeted antibiotic, but it didn't help, the bird got worse and had to remain in quarantine. Another two cures of other and more extensive penicillin preparations over several weeks (with an intermediate period of rebuilding the intestinal flora in the stomach) took place, but nothing helped, it was a chronic sinusitis, and as the bird's condition now was really bad, it also had to be euthanized without at any point having left the quarantine station for several months. The female bird, which is a big beautiful bird in top condition, had no symptoms at any time (sinusitis is not contagious), so this time I decided to keep the surviving female bird.
In 2022 I had the opportunity to buy several young birds from different breeding pairs from the same breeder, who gave me a price reduction on one of the new birds, because I had lost the male that I had bought from him the year before. All these birds came well throughout the quarantine period and besides the fact that they all seem very vital, they also have a very natural behavior, and I have to say that they really make use of their large beaks to gnaw on the many fresh (and unsprayed/uncontaminated) natural branches with which they continuously are supplied. The birds are all, without exception, completely green in the plumage on the mantle, back, lower back and upper rump, and therefore - once again - it just had to be the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis, cf. the information I had received from the various breeders I had spoken to around Europe. Besides, the birds also visually corresponded to a very lifelike drawing in Joseph M. Forshaw's magnificent book, “Parrots of the World” (1st edition, 1973), on page 189, where there is an absolutely excellent color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis made by the outstanding illustrator, the late William T. Cooper (the drawing shows an adult male only with a blue nape (rest of the head is green) and with completely green mantle, back, lower back and upper rump).
From 2018, I - as several other European aviculturists probably also have heard - were told the story that the subspecies we today have in human care in Europe mostly are the Tanygnathus lucionensis talautensis subspecies, but over time I became more and more uncertain whether this was true.
After acquiring my birds, I later on bought the poster, “Großschnabelpapageien”, from Arndt-Verlag (Thomas Arndt) containing “all” the Tanygnathus species and subspecies, where a pair of Tanygnathus lucionensis talautensis (see photo below) is illustrated with almost completely blue heads in contrast to the adult specimen of this species shown with only a clearly defined blue nape in the color drawing in "Parrots of the World" mentioned above (though Joseph M Forshaw mentions that “blue on crown and occiput variable”, which implies the possibility of a certain form of variance).
Photo 05:
Tanygnathus lucionensis talautensis: This photo shows an extract from Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”, where a male and female of this subspecies are illustrated with almost completely blue heads in contrast to the adult specimen of this species shown with only a clearly defined blue nape in the color drawing in Joseph M. Forshaw’s book, "Parrots of the World".
I was thereafter wondering if it was possible to find a trustworthy and competent person, who actually had been on the Talaud islands and seen how Tanygnathus lucionensis talautensis looks like in wildlife, then it once and for all could be discovered whether the birds that I and other European aviculturists have bought in reality are of this species, or maybe a completely different one.
I then remembered that I during the COVID19-crisis was invited to attend in a Zoom meeting on Wednesday, 22nd September 2021 organized by The Avicultural Society of Australia. Here Mr. Mehd Halaouate held a presentation on the topic "Challenges and Rewards of a mixed Collection". It was an extremely interesting presentation, which included some absolutely stunning photos of wildlife birds from Indonesia including Papua. In many cases the presentation also contained photos of parrot species that we - the European aviculturists - only can dream of and read about in books. During this presentation Mehd Halaouate also showed some photos of birds from the Talaud Islands where he had followed the natural bird life.
In November 2021 I therefore contacted Mehd Halaouate, and asked him, if he during his visits to the Talaud Islands had observed the Tanygnathus lucionensis subspecies and maybe even had taken any photos of this subspecies during his stay. Mehd Halaouate got back to me and stated that he actually had observed Tanygnathus lucionensis talautensis in its natural habitat and also had taken photos of the birds even though he didn't get many since it was challenging to find them and they weren't kept as pets on these islands. I was completely overwhelmed to see Mehd Halaouate’s photos of these birds from the wild and below you can see a couple of these photos of which one actually shows that a big part of the upper head of this subspecies is blue, not just the crown (nape or neck patch). According to Mehd Halaouate most of the birds in the Talaud Islands have heads where almost all the upper parts are clearly blue, and those birds whose heads not almost were entirely blue appeared to be uncolored fledging juveniles as he were there during the breeding season, August and September.
Photo 06
Tanygnathus lucionensis talautensis: This is a photo of an adult, fully colored bird taken by Mehd Halaouate during one of his two trips to Krakelong which is one of the islands that make up the Talaud Islands. Mehd Halaouate was there doing some conservation work for the Red-and-blue lory (Eos histrio).
Photo 07
Tanygnathus lucionensis talautensis: This is also a photo taken on Krakelong Island that shows that the intensity of the blue coloration on the head was not present in all birds. According to Mehd Halaouate it was probably because he was there during August and September which is the breeding season where he encountered many fledging juvenile birds.
Time passed and I couldn't help thinking that now that my Tanygnathus lucionensis cannot be of the subspecies talautensis, what kind of subspecies is it then?
In the intervening period I had of course done my homework and made my own research and had come to the conclusion that my birds could probably be Tanygnathus lucionenis salvadorii, which, like Tanygnathus lucionensis talautensis, is the only other (described) subspecies - approved by Howard and Moore - which has a complete green mantle, back, lower back and upper rump.
This subspecies also appears in Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”, and is shown in the photo below.
Photo 08
Tanygnathus lucionensis salvadorii: This photo shows an extract from Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”. Apart from Tanygnathus lucionensis talautensis, this is the only other subspecies - recognized by Howard and Moore - which has a complete green mantle, back, lower back and upper rump.
So, in order to get a second opinion and be quite sure about the subspecies determination I decided to contact Mehd Halaouate again to ask him what subspecies he would judge my Tanygnathus lucionensis to be. I sent him various available color descriptions of the relevant subspecies as well as - not least - photos of my birds, all of which can be seen excerpted below.
As you know, the world's leading current nomenclature/taxonomy, “THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD” mentions up to 4 subspecies (hybridus, talautensis, salvadorii and horrisonus) in addition to the nominate subspecies, but unfortunately this work does not contain any descriptions of the individual subspecies. Instead, one has to look in different zoological museums around the world to find stuffed birds of the so-called "holotype specimens" for each subspecies, and this is quite an unmanageable task. I therefore had to find other trustworthy sources that contain color descriptions of the various subspecies:
Source 1 for color description: Joseph M. Forshaw
As already mentioned, it is very unfortunate that there is no credible, scientifically evidence-based literature covering the entire Tanygnathus genus, with correct and detailed descriptions of each subspecies. In the absence of this, I instead rely on the Australian ornithologist Joseph M. Forshaw's impressive book “Parrots of the World”, which however, only mentions 2 subspecies (hybridus and talautensis) besides the nominate subspecies, but the description of the two subspecies here is unfortunately not adequate. However, in the original edition of this book (1st edition, 1973), on page 189, there is an absolutely excellent color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis made by the outstanding illustrator, the late William T. Cooper (an adult male only with a blue nape (not on the rest of the head) and completely green mantle, back, lower back and rump).
Source 2 for color description: Thomas Arndt (Arndt-Verlag)
In the well-known "Lexicon of Parrots" (version 3.0), Thomas Arndt mentions the same two subspecies as mentioned by Joseph M. Forshaw (hybridus and talautensis).
However, in his poster, “Großschnabelpapageien”, containing species and subspecies from the Tanygnathus genus, Thomas Arndt shows both the nominate subspecies of Tanygnathus lucionensis and 3 subspecies (hybridus, talautensis and a “new” one, namely salvadorii). If one looks closer at this poster from Thomas Arndt (see above), he has illustrated Tanygnathus lucionensis talautensis - both the male and the female - with almost completely blue heads in contrast to the color drawing in "Parrots of the World" (also mentioned above) that shows an adult Tanygnatus lucionensis talautensis with only a blue nape patch and not a blue head. This corresponds to the photos Mehd Halaouate himself took of adult birds of this subspecies during his two visits to the Talaud Islands.
However, and very interesting, on the same poster from Thomas Arndt, he also displays the subspecies Tanygnatus lucionensis salvadorii that in particular deserves attention. This subspecies is shown with only a blue nape and completely green back and rump (and looks very much like the Tanygnatus lucionensis talautensis, that is shown in Joseph M. Forshaw’s book mentioned above).
Source 3 for color description: World Parrot Trust
What is very remarkable is that the World Parrot Trust, on its website - like Joseph M. Forshaw - only mentions the subspecies hybridus and talautensis, but when one read further in the text under the actual description of the two subspecies, World Parrot Trust actually also describes salvadorii under the description of talautensis (they mention that the two different subspecies look the same). How this is possible, I can't quite see through.
Since there is no adequate and sufficient information on the sizes (length and weight) of the individual subspecies, only selected visual special characteristics for the plumage (color differences) of the individual Tanygnatus lucionensis subspecies are given below:
Note to the above table:
How the fifth subspecies - Tanygnathus lucionensis horrisonus, mentioned by Howard and Moore - looks like, I do not know in details. However, if you read “PEABODY MUSEUM OF NATURAL HISTORY, YALE UNIVERSITY BULLETIN 13, “Notes on a Collection of Birds from Mindoro Island, Philippines” by S. Dillon Ripley (Peabody Museum of Natural History, Yale University) and D. S. Rabor (Biology Department, Silliman University), which was published 31st December 1958 (New Haven, Connecticut), you can read on page 36, that the authors after carefully studies consider “horrisonus” as synonyms of “lucionensis”, which means that it must have blue mantle, back, lower back and upper rump, and my birds don't have these hallmarks. According to the newest version of Howard and Moore “horrisonus” is still recognized as an independent subspecies.
I therefore assume that my birds must be either Tanygnathus lucionensis talautensis or Tanygnathus lucionensis salvadorii, as both of these subspecies have green backs and green upper rumps.
Personally, I strongly believe that my birds are Tanygnathus lucionensis salvadorii, as I have seen the various adult parents of the birds that I have bought and none of them have a nearly completely upper blue head, but only a blue patch on the nape.
Furthermore, my birds don’t have any blue coloration - nor bluish tinge - on the mantle, back, lower back and the upper rump, and to my knowledge, both the nominate subspecies, Tanygnathus lucionensis lucionensis, and the subspecies, Tanygnathus lucionensis hybridus, clearly have these hallmarks.
I rule out that my birds are crossed with other subspecies, as they have no blue at all on the back or rump, nor do they have more than a clearly defined blue nape patch.
I sent several photos of my birds to Mehd Halaouate and some them are showed below. All my birds are from last year (2022), except from the bird in front on photo 09 and 13, this bird is from 2021.
The photos of my birds are unfortunately not of the best quality, as they were taken with the zoom-function on my mobile phone and have become somewhat grainy. I should of course also have captured some of the birds and taken photos of them from the front and from the back with spread wings, but since these birds live in aviaries close to some other parrot species that already have laid and are incubating eggs, it was unfortunately not possible to take some better photos for the near future. Here are some photos of my birds:
Photo 09 Photo 10
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
Photo 11 Photo 12
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
Photo 13 Photo 14
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
After having read the above descriptions and studied the forwarded photos of my birds, Mehd Halaouate commented that my birds looked stunning and very healthy and furthermore mentioned that in his opinion they look more like Tanygnathus lucionensis salvadorii. At the same time, one must of course bear in mind that there are color variations among birds in the wild too that can make establishing the right distribution of the bird pretty impossible.
However, according to Mehd Halaouate most of the subspecies that were kept during his time as breeder in Europe, they were coming from Mr. Antonio de Dios in the Philippines (owner of “Birds International Inc.”, a large private parrot breeding farm in the Philippines), and they mostly were Tanygnathus lucionensis salvadorii. The for many aviculturists well-known Antonio de Dios exported a huge number of unique species to Europe especially to Holland and Belgium. Some of the other species he sent were species like Fig parrots, a big number of lories and lorikeet species, Great-billed parrots (Tanygnatus megalorynchos) and Moluccan king parrot subspecies.
Mehd Halaouate also mentioned that he had to search for some of his earlier photos of the Tanygnathus lucionensis talautensis to definitively prove how the adult birds of this subspecies looks like in wildlife, some truly unique photos, a few of which can be seen below. It is photos of a pet bird taken at a bird trader in Sulawesi (since the local people in Talaud Islands don’t keep this bird as a pet) and it does INDEED have intensive blue head covering all over the upperparts of the head and even around the eyes.
Photo 15
Tanygnathus lucionensis talautensis: I have never seen anything like it. This amazing close-up photo shows an adult and fully colored Tanygnathus lucionensis talautensis. The photo clearly shows how most adult birds of this subspecies that live in the wild on the Talaud islands look like i.e., where the blue plumage does not just form a clearly defined neck spot, but instead is spread over most of the upper part of the whole the head. Young birds do not have the same distribution of the blue color in the head. It is a pet bird that sits with a bird dealer on the island of Sulawesi. Photo: Mehd Halaouate.
Photo 16
Tanygnathus lucionensis talautensis: This equally amazing close-up photo shows the above pet bird of Tanygnathus lucionensis talautensis, just seen from a different angle. For some reason, the local inhabitants of the Talaud Islands do not keep this species as a pet bird, so this individual is photographed on the island of Sulawesi, which is located southwest of the Talaud Islands. The Talaud islands actually make up the area that is called North Sulawesi. Photo: Mehd Halaouate.
According to Mehd Halaouate the poster, “Großschnabelpapageien”, from Arndt-Verlag with the color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis is a bit exaggerated with the blue coloration of the head, throat and neck. Mehd Halaouate have never seen any bird with that much blue on the head.
During my dialogue with Mehd Halaouate, he also mentioned the following - for me highly surprising - problem, which is linked to the rewilding of the Tanygnathus parrots, which has been confiscated as a result of smuggling:
A factor which will make things even worse for establishing “the right ID” of many parrots in the wild in the near future is the fact that the forestry department in Indonesia does not have sufficient knowledge about differentiating between subspecies and in some cases even species. They tend to release confiscated parrots from the illegal trade in the wrong distribution area (habitat). As a former manager in World Parrot Trust Mehd Halaouate has had to stop a few of these releases because the parrots did not belong in specific islands they were meant to be released at. The authorities, unfortunately, had managed to do the damage thus these actions will cause the inter- or cross-breeding between the subspecies which will result in new colour variations. The worst result of this is that some subspecies in the nature will lose their purity.
This is an angle that I have not thought of before, and the authorities in the affected countries simply have to try to find a sustainable solution to the problem, so that before rewilding takes place, quality assurance must always be carried out to ensure that the birds are belonging to the birds' original distribution area (habitat), which presupposes a further educational and competence-related upgrade of the authorities' employees.
Also from this perspective, it is very important that we - the serious aviculturists (breeders) - are trying as much as possible to keep our birds pure as these hopefully one day will assist the wild populations. According to Mehd Halaouate the pace in which the illegal trapping and the wildlife trade is proceeding right now, many parrot species, for their survival, will rely on the captive populations, so we - the aviculturists (breeders) - must act responsible, professional and only work with pure birds at the subspecies levels.
I have on earlier occasions tried to initiate a dialogue about the issue of subspecies determination of this genus with some other European aviculturists who keep these birds, but up until now it had seemed that no one really was interested in getting to the bottom of this issue, so they generally just call their birds for Blue-naped Parrots (Tanygnatus lucionensis). I always try to keep my different parrots pure at the subspecies level (except from monotypic taxon) and I always only breed specimens of the same subspecies with each other, and I would strongly encourage other responsible breeders to do the same.
This was the story of not always believing everything you hear from other aviculturists/breeders. It is good to have a healthy skepticism and to try to form your own opinion about things. So, the next time I hear an aviculturist/breeder saying that the subspecies we have the most of in Europe is Tanygnathus lucionensis talautensis, I can now for sure say that it is not true and instead tell them a completely different story.
I hope that interested readers have found pleasure in reading this article about an exciting parrot species that there is rarely written many lines about in parrot books and in avicultural magazines.
A great thank you to Mehd Halaouate for having contributed to this article with several unique photos and detailed information about the subspecies of Tanygnathus lucionensis.
Best regards,
Jørgen Petersen
www.birdkeeper.dk
DENMARK
Photo 17
Tanygnathus lucionensis talautensis: I could not resist ending up with showing this close-up profile photo of the magnificent pet bird of this subspecies. I just keep on turning back to study the photos of this very special subspecies with a nearly completely blue head. Photo: Mehd Halaouate.
- - - - - - - - -