"Den flyvende juvel"

Inden for slægten Agapornis (dværgpapegøjer) arbejder jeg hovedsageligt med vildtfarvede (også kaldet ”normalfarvede” eller ”grønne”) fugle, da jeg mener, at det er vigtigt at arbejde målrettet på at fastholde vitale, artsrene vildtfarvede eksemplarer under beskyttede forhold. Det skal ikke mindst ses i lyset af importrestriktioner o. lign., der – heldigvis - ikke længere giver fri adgang til vildtfangede fugle fra naturen. Jeg arbejder derfor kun undtagelsesvist med farvemutationer, da det samtidig er min opfattelse, at mutationsavl over de seneste mange år desværre har udviklet sig til et ”menageri”, hvor ikke-kyndige – eller endnu værre - ikke-seriøse fugleholdere aldeles ukritisk har medvirket til at skabe svagelige fugle eller sågar at blande forskellige arter med hinanden (transmutationer) i jagten på hurtigt at skabe flere eller nye farvemutationer. Begge dele tager jeg skarpt afstand fra. Imidlertid findes der nogle primære farvemutationer (i betydningen naturligt opståede), der er så smukke, at de ikke er til at stå for. Det gælder ikke mindst Lutino-formen af Agapornis lilianae (Jordbærhovedet dværgpapegøje), som jeg anser for at være en ”flyvende juvel”.

Farvebeskrivelse

Lutino-formen af Agapornis lilianae er en utrolig smuk fugl, idet fjerdragten hovedsageligt er lysende kanariegul, hvilket også gælder overgumpen. Håndsvingfjerene er hvide. Ansigtsmasken bibeholdes ved denne mutationsform i udbredelse og farveintensitet, dvs. at den går fra midten af issen, rundt bag øjnene for at blive smal ved halsen for derpå - lige ved næbbet - at udvide sig igen i form af en afsluttende ”hagesmæk” (se i øvrigt artikel om den vildtfarvede Jordbærhovedet dværgpapegøje). Halefjerene har i øvrigt bibeholdt de røde områder midtpå. Næbbet forbliver koralrødt gående mod hvid ved næbroden. Fødder og kløer er kødfarvede og øjnene lysrøde, hvilket også skyldes fuglens manglende eumelanin (det mørke pigment), der i øvrigt virker som et værn mod sollys.

Lidt historie

Lutino-formen af Agapornis lilianae er den eneste naturligt opståede Lutino blandt dværgpapegøjearterne med hvid øjenring, dvs. Agapornis personatus (Sorthovedet dværgpapegøje), Agapornis fischeri (Rødhovedet dværgpapegøje) og Agapornis nigrigenis (Sodbrunhovedet dværgpapegøje). Lutino-formen af disse arter - personatus, fischeri og nigrigenis - er således ikke artsrene i sit udspring, da de stammer fra Agapornis lilianae, som er blevet krydset ind over for at skabe denne farvemutation blandt disse 3 arter.

Lutino-formen af Agapornis lilianae opstod allerede i Australien tilbage i 1930 (visse steder står året angivet som 1933 eller 1936) hos Prendergast i Adelaide. Prendergast opdrættede 2 Lutino-unger fra et vildtfarvet forældrepar. Siden opstod Lutino-formen også hos andre australske fugleholdere. 7 – 8 eksemplarer af disse fugle blev i 1937 eksporteret til Storbritannien, men det blev ikke umiddelbart en succes, muligvis fordi der var et overtal af hunner, og sandsynligvis fordi man ikke kendte til, hvorledes denne farvemutation nedarves. Et andet sted er det bl.a. anført, at 3 af disse Lutino-hunner ikke var i stand til at lægge æg, men avlen lykkedes rent faktisk med de øvrige fugle hos den kendte dværgpapegøjebogsforfatter E. N. T. Vane (som erhvervede fuglene fra Prendergast i 1938) samt i Keston Fuglepark og hos Lord Tavistock (”the Duke of Bedford”). De første år E. N. T. Vane arbejdede med Lutino-formen bød på store udfordringer og flere fugle døde. Lutino-fuglene forsvandt næsten helt under 2. Verdenskrig, men det lykkedes E. N. T. Vane umiddelbart efter krigen at få en Lutino-han fra Lord Tavistock, så han var i stand til at revitalisere sit avlsmateriale. E. N. T. Vane erfarede, at denne farvemutation ikke var kønsbundet recessiv, men ”almindelig” recessiv, og med denne nye viden lykkedes det ham at genetablere en stamme, og han fik succes med avl af Lutino-formen i flere år helt frem til sin død i 1961. Der er gisninger om, at det muligvis var nogle af E. N. T. Vanes fugle, der nåede frem til Danmark hos en af dansk fugleholds største koryfæer, Walther Langberg, fra Vanløse. Walther Langberg var frem til 1971 succesrig med avl af Lutino-formen, indtil fuglene gik til af en infektionssygdom.

I 1940 opdrættede Mrs. Reed fra El Monte i Californien, USA, Lutino-formen af Agapornis lilianae, men denne fugls videre skæbne er uvis. I 1950 kom der igen en række Lutinoer frem, denne gang hos familien Rudkins i Californien, hvor både faderen og sønnen i familien havde interessen for disse fugle, og opdrættede mange Lutino-fugle fra vildtfarvede Agapornis lilianae. Samme år opdrættede David West fra Montebello, ligeledes Californien, også en Lutino-fugl, og han gjorde sig nogle bemærkelsesværdige iagttagelser i den forbindelse. F.eks. noterede han sig en langsommere vækst hos denne mutation frem for hos de vildtfarvede unger, som var i samme kuld, ligesom han erfarede, at Lutino-fugle var mere følsomme over for sollys end de vildtfarvede fugle i almindelighed.

Af publikationer fra 1960’erne fremgår, at Lutino-formen opstod mange forskellige steder, bl.a. igen i Californien. I 1968 importerede en dyrehandler fra den daværende Forbundsrepublik Vesttyskland en Lutino-fugl fra Australien. En anden, der havde succes med opdræt af Lutino-formen i 1970’erne var den kendte hollandske opdrætter Wassenar, som også i andre sammenhænge var en frontløber blandt fugleholdere. I løbet af 1970’erne blev der i øvrigt importeret Lutino Agapornis lilianae fra Sydafrika til Europa, som iflg. det, som jeg har kunnet spore, i første omgang i hvert fald resulterede i splitfugle.

Den kendte forfatter til mange bøger om stuefugle, og tidligere direktør for Helsingfors Zoo, Curt af Enehjelm, beretter om, at der i 1970’erne fortsat var enkelte stammer af denne mutation i Australien.

I dag synes en stor del af de Lutino-fugle, der kommer fra Tyskland, at stamme fra Holland, som også eksporterer denne farvemutation til lande i Sydamerika og det sydlige Afrika.

Er Lutino-formen af Agapornis lilianae artsren?

I nogle fagtidsskrifter og på visse internet sites om dværgpapegøjer kan man læse, at enkelte personer er af den opfattelse, at Lutino-formen af Agapornis lilianae, som vi har i Europa i dag ikke er 100 % artsren, men derimod er resultatet af en transmutationsproces over flere generationer. Lutino-formen af Agapornis lilianae skulle ifølge disse personers postulat være uddød og derpå ”genopstået” i Europa på baggrund af krydsning med den mere robuste Lutino-form af – sandsynligvis - Agapornis fischeri, så man ved gentagne tilbageparringer på Agapornis lilianae i dag er ved at have genskabt den oprindelige Lutino-form af Agapornis lilianae.

Imidlertid savner jeg fakta, der underbygger disse personers postulat, hvorfor jeg mere betragter det som en vandrehistorie. Jeg undrer mig over, at der fremføres en sådan udokumenteret påstand, eftersom Lutino-formen af Agapornis lilianae over årene er opstået mange forskellige steder som anført ovenfor, og Europa er immervæk et mægtigt kontinent bestående af mange lande, herunder ikke mindst Storbritannien, der har været et foregangsland omkring opdræt af denne farvemutation.

Set fra min stol er det således Lutino-formen af personatus, fischeri og nigrigenis, der er transmutationer og ikke Agapornis lilianae, som visse personer anfører uden dokumentation. Det er en mærkelig kendsgerning, at mange bekymrer sig om artsrenheden af Agapornis lilianae, men stort set aldrig taler om f.eks. en transmutation af Lutino Agapornis fischeri, men det skyldes måske, at der er betydeligt flere opdrættere af Agapornis fischeri end af Agapornis lilianae. Når en hybridfugl af Lutino Agapornis lilianae og Agapornis fischeri benyttes til at avle Agapornis lilianae igen, så er disse fugle ikke artsrene mere, selv om de efter flere generationers sammenparring med Agapornis lilianae ved et umiddelbart åsyn kan se sådan ud. Derfor skal man naturligvis tage sig i agt, når man køber denne slags fugle.

Jeg har tidligere erhvervet denne dejlige farvemutation og splitfugle rundt om i Europa hos fugleholdere, som arbejder seriøst og fokuseret med Agapornis lilianae. I genetisk sammenhæng kan jeg - naturligvis ikke - være 100 % sikker, men visuelt kan jeg ikke finde nogen indikationer, der blot antyder, at disse Lutino-fugle ikke er artsrene. Jeg har da også købt mine fugle med Lutino-gener hos førende, seriøse europæiske opdrættere, som udelukkende eller hovedsageligt har specialiseret sig inden for målrettet opdræt af artsrene vildtfarvede Agapornis lilianae gennem mange år. Samtidig har jeg besigtiget forældrefuglene, som hver gang begge har været splitfugle (Grøn/Lutino x Grøn/Lutino), så jeg så vidt muligt, dels får de mest vitale fugle, dels har størst mulig sikkerhed for, at fuglene visuelt er artsrene. Nogle af disse stammer går mere end 15 år tilbage, hvor der med sikkerhed ikke har været nogen former for transmutationer inde over avlsarbejdet.

Også i forhold til Lutino-formen af Agapornis lilianae er der opstillet en reference for, hvordan sådanne fugle skal se ud, som bl.a. beskriver, at maskens form og udbredelse skal følge den vildtfarvede fugls. Dertil kommer, at der ikke må være hvide fjer – eller blot antydninger heraf – på fuglens overgump (overhaledækfjer), da det er ensbetydende med, at fuglen ikke er artsren (blå fjer bliver til hvide fjer hos Lutino-fugle, og som bekendt har artsrene Agapornis lilianae grøn overgump), ergo skal dette område også være gult på Lutino-formen.

Der er også for arten som helhed opstillet sekundære artskendetegn, som f.eks. at Agapornis lilianae skal have et kort hoved (altså et fladt eller rettere, et lille baghoved). Hvorfor Agapornis lilianae som den eneste af Agapornis-arterne med hvide øjenringe partout skal have et kort (fladt) hoved, forekommer at være nonsens. Studerer man fotos fra naturen af vildtlevende Agapornis lilianae kan man ikke finde belæg for dette postulat, idet både hanner og – ikke mindst hunnerne – i naturen har et pænt stort baghoved. Jeg har også i Danmark set Agapornis lilianae med kort (fladt) hoved, hvilket ser helt forkert ud, og for mig at se, er disse fugle snarere resultatet af et ikke-målrettet avlsarbejde med manglende fokus på at undgå indavl.

For at være helt sikker på, om en fugl er 100 % artsren kan man benytte genetisk artsbestemmelse via DNA-baserede bestemmelseskoder (genetiske ”stregkoder”). De fleste mennesker kender forskellen på et næsehorn og en giraf, men at skelne mellem de fem kendte næsehornsarter vil allerede volde problemer for mange, og når talen falder på forskellige græssorter, insekter, bakterier, etc., er de fleste mennesker stået af, da det er en opgave for specialister og videnskabsfolk. Det gør det også vanskeligt at beskrive nye arter, idet man kun kan vide, om en art er ukendt, hvis man samtidig kender alle de tidligere beskrevne arter af lignende type. I dag kender man ca. 1,7 millioner arter af organismer, men videnskaben vurderer, at der måske findes helt op til ca. 10 millioner. Artsbestemmelse og artskendskab er grundlæggende for biologisk forskning, hvorfor forskere verden over arbejder på at forbedre mulighederne for at foretage artsbestemmelse. Man er gået i gang med et lave et kæmpekatalog, der omfatter alle organismer fra de mindste bakterier til blåhvaler, og hvor hver enkelt art er repræsenteret med sin egen genetiske identifikationskode. Koden baseres på baserækkefølgen af et bestemt arveanlæg, som findes hos alle organismer, men som varierer tilstrækkelig meget fra art til art til, at man kan skelne mellem arterne. Fugle er nogle af klodens bedst undersøgte organismer, og spurvefuglene (Passeriformes) udgør ca. 58 % af alle fuglearter. Man har derfor besluttet sig for at starte DNA-kataloget over verdens organismer med fuglene, hvor man tester og eventuelt forbedrer metoderne. Indtil i dag har man identifikationskoder fra 1.265 (13 %) af alle kendte fuglearter, så der forestår stadig meget arbejde. Alene blandt spurvefuglene mangler man DNA identifikationskoder fra over 5.000 arter, og på et tidspunkt ude i fremtiden bliver den genetiske ”stregkode” for Agapornis lilianae også dokumenteret, hvorefter man med sikkerhed kan afgøre, om en given fugl er 100 % artsren.

Arvelighed

Lutino-formen af Agapornis lilianae er - ligesom for øvrige farvemutationers vedkommende - ikke udtryk for en selvstændig art, men er resultatet af en ændring af arveanlæggene hos den vildtfarvede Agapornis lilianae. Denne genetiske ændring giver sig udslag i en anden fænotype (fjerdragtens fremtoning), som afviger fra den vildtfarvedes udseende ved at være hovedsageligt gul i stedet for – som i naturen – hovedsageligt at være grøn, hvortil kommer, at ændringen er arvelig.

Lutino-formen hos Agapornis lilianae er en såkaldt autosomal recessiv mutation (NSL – Non Sex-Linked ino), dvs. at den ikke har kønsbundet arvelighed, som man kender det fra den meget mere udbredte Lutino-form af Agapornis r. roseicollis (Rosenhovedet dværgpapegøje), der nedarver Lutino-formen recessivt kønsbundet (SL ino – Sex-Linked ino). Lutino-formen hos Agapornis r. roseicollis arves således gennem kønskromosomet (X-kromosomet), hvilket betyder, at der ikke findes hun-fugle, der er split for Lutino (dvs. med skjult arvelighed), når vi taler om Lutino-formen af Agapornis r. roseicollis, da hunfugle kun har et X-kromosom.

Arveligheden for Lutino-formen af Agapornis lilianae er således den, der gælder for almindelig recessiv arvelighed, som iflg. ”Mendels love” giver følgende resultat:

Note:

1)    Farven efter /-stregen er ikke synlig, men bæres i fuglens gener, hvilket betyder, at man ikke kan se forskel på vildtfarvede fugle (Grøn) og splitfugle (i dette tilfælde = Grøn/Lutino eller split/Lutino). Det er her, hvor man kan ”risikere” at få en fugl, som indeholder mutationsgener; tyskerne kalder en sådan fugl for ”verdächtig spalt Lutino”, eller ”mistænkt split Lutino”).

Målrettet avlsarbejde med fokus på kvalitet

Forudsætningen for mutationsfugle af høj kvalitet er, at man har rådighed over vildtfarvede fugle af høj kvalitet. Derfor arbejder jeg med to stammer inden for Agapornis lilianae, dels en fuldstændig ”mutationsfri” vildtfarvet stamme, dels en stamme, der indeholder Lutino-genet. Den ”mutationsfri” stamme bruges som referencegrundlag for den vildtfarvede fugl, og stammen med Lutino-genet suppleres op med fugle fra den ”mutationsfri” stamme efter behov.

Det er oppe i tiden, at fugleholdere ønsker ”mutationsfri” fugle, da man – med rette – frygter for, om fugle med mutationsgener er 100 % artsrene. Brugen af vildtfarvede fugle til mutationsavl – herunder splitfugle - er desværre trådt i baggrunden nu om dage, så det kan være svært med sikkerhed at vide, hvad der ligger bag en mutationsfugl. Det er derfor forbundet med en vis risiko at købe en mutationsfugl som f.eks. en Lutino, da man ikke kan være helt sikker på, om den pågældende fugl er artsren. Derfor bør denne slags fugle alene købes hos seriøse opdrættere, der

• har specialiseret sig inden for en enkelt eller nogle få primære farvemutationer af samme art
• kan fremvise artstypiske forældrefugle
• fører nøje stambog over avlsmaterialet (så indavl undgås)
• har et langsigtet mål for mutationsavl med udgangspunkt i vildtfarvede fugle samt splitfugle.

Sandsynligheden for at anskaffe fuldstændigt artsrene fugle er væsentligt større, hvis man erhverver sig splitfugle og benytter den oprindelige artsbeskrivelse for Agapornis lilianae som referencegrundlag. I den forbindelse er jeg faldet over beretninger om fugleholdere, der betragter perfekt udseende splitfugle som ikke artsrene pr. definition, hvilket naturligvis er en eklatant misforståelse.

Den slags holdninger blandt fugleholdere opstår ikke mindst fordi mange opdrættere er alt for ukritiske i forhold til deres avlsmateriale og parrer sårbare farvemutationer – endda på tværs af arter - med hinanden for hurtigst muligt at nå frem til nye farver. Det sker endda uden hensyntagen til fuglenes vitalitet, størrelse, etc. Man ser desværre visse fugleholdere, der i stedet for at aflive svagelige og små fugle, forsøger at sælge dem på f.eks. www.fuglemarkedet.dk til en reduceret pris, hvilket er dybt forkasteligt.

For mit eget vedkommende benytter jeg de samme principper for at arbejde med farvemutationer, som den navnkundige Poul Frandsen fra Brønshøj gjorde. Han blev kendt for mutationsfugle af høj kvalitet inden for Agapornis personatus (Sorthovedet dværgpapegøje). Poul Frandsen havde - om muligt - altid vildtfarvede fugle ind over avlsarbejdet med farvemutationer, og alligevel så han sig løbende nødt til at aflive et ikke uvæsenligt antal unger/ungfugle, der ikke levede op til hans skrappe kvalitetskrav. Det gjorde hans avlsmateriale unikt. Det kan virke kynisk, men han havde forinden på bitter vis gennem mange år oplevet, hvad det betyder, hvis ikke man sætter ”overlæggeren” højt, bl.a. efter at have prøvet kræfter med farvemutationer af japansk oprindelse.

Erfaringer versus fremtid

Indtil for få år siden har det altid heddet sig, at den vildtfarvede Agapornis lilianae var ret så sart og ikke mindst kuldefølsom samt, at Lutino-formen var endnu mere sårbar. Hvor den vildtfarvede Agapornis lilianae i dag fremtræder så robust, som man ikke tidligere har oplevet - efter mange års akklimatisering på vores breddegrader - så har sårbarheden i hvert fald på nogle områder desværre fulgt Lutino-formen. Lutino-fugle kendetegnes desværre ved en høj dødelighed blandt ungerne samt ved fuglenes følsomhed over for sollys, der gør, at den skal have rigtigt gode muligheder for at søge skygge i en udendørsvoliere.

Når man arbejder med farvemutationer af denne kaliber, er det vigtigt ikke at parre Lutino på Lutino, men hellere split/Lutino på Lutino eller endnu bedre split/Lutino på split/Lutino. Sidstnævnte sammenparring har dog den ulempe (jf. skemaet ovenfor), at man ikke kan kende forskel mellem vildtfarvede fugle og de fugle, der bærer Lutino-generne, hvorfor man i givet fald må lave kontrolparring, når fuglene er 1-årige.

Inden for Agapornis lilianae arbejder jeg som allerede anført med to forskellige stammer, nemlig vildtfarvede uden genetiske modifikationer, og stammen med Lutino-gener, så jeg løbende kan trække fugle fra den vildtfarvede stamme ind over, som kommer fra nogle af Europas førende opdrættere.

Hvorvidt det lykkes mig at skabe et solidt fundament for det videre avlsarbejde for Agapornis lilianae med Lutino-gener vil vise sig. Foreløbig er jeg imponeret over så godt fuglene med Lutino-generne har klaret sig igennem den strenge vinter 2009/10. Det er desværre min erfaring, at det kan være svært at få vildtfarvede fugle, der aldrig før har set en Lutino-fugl, til at acceptere Lutino-formen. Det har overrasket mig, at Agapornis lilianae, der ellers fremstår som en fredelig fugl, kan udvise så aggressiv adfærd over for Lutino-formen, et fænomen som E. N. T. Vane allerede beskrev for mange år siden, hvor vildtfarvede fugle slog Lutino-fugle ihjel. Ikke desto mindre insisterer jeg fortsat på at parre mine fugle med Lutino-gener med vitale vildtfarvede fugle.

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 25.07.2010/27.09.2011

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden