Ceram Ædelpapegøje (Eclectus roratus roratus) – Gruppe: Violet

Et par Ceram Ædelpapegøjer (Eclectus roratus roratus) med hannen til venstre og hunnen til højre. Denne Ædelpapegøje er slægtens nominatform, dvs. slægtens eneste art. Man bemærker, at hannens grønne fjerdragt er af en kedeligere og mørkere farvetone end de fleste underarters. Derudover bemærker man tillige, at hunnen ikke har nogen blå fjerring omkring øjet

Et par Ceram Ædelpapegøjer (Eclectus roratus roratus) med hannen til venstre og hunnen til højre. Denne Ædelpapegøje er slægtens nominatform, dvs. slægtens eneste art. Man bemærker, at hannens grønne fjerdragt er af en kedeligere og mørkere farvetone end de fleste underarters. Derudover bemærker man tillige, at hunnen ikke har nogen blå fjerring omkring øjet

Dette var den første form for Ædelpapegøje, der blev opdaget og beskrevet af videnskaben ved Statius Müller helt tilbage i 1776. Som følge heraf bliver den automatisk betragtet som nominatform. Dens engelske artsnavn ”Grand Eclectus Parrot” antyder ikke, at det er slægtens smukkeste repræsentant, kun at de første observatører bestemt mente, at denne fugl i sin fremtoning var stor(slået). 

Farvebeskrivelse

Voksen han: Kroppens fjerdragt har en kedeligere, noget mørkere grøn kropsfarve sammenlignet med fjerdragten på en Vosmaer’s Ædelpapegøje-han (Eclectus roratus vosmaeri), som er lys græsgrøn. Yderfanerne af håndsvingfjerene er mørkeblå med en smal grøn kant. De midterste halefjer er grønne, medens de yderste halefjer er sortlige grønne gradvist gående over i mørk blå mod spidsen. Undersiden af halen er sortagtig i farven. 

På kropsiderne (flankerne) ses et ovalt område af klare røde fjer, selv når dens vinger er foldet. Når vingerne spredes, ses det klart røde område, der løber på kroppen nedenunder vingerne, og som fortsætter hele vejen til undervingedækfjerene. 

En svag olivengul farve kan observeres på halespidsen langs halens kant, men hos nogle eksemplarer er kanten gullig hvid. Denne matte gule halespids er meget mere synlig set nedefra (fra undergumpen), end når man betragter den ovenfra. Den gule spids er meget svagere end den, der kan observeres på Vosmaer’s Ædelpapegøje-hannen (Eclectus roratus vosmaeri). 

Overnæbbet varierer fra lys rødlig orangefarvet til en lidt blegere nuance (et blegt orange overnæb er normalt et tegn på, at der enten er tale om en ungfugl, eller at fuglen tilbydes utilstrækkelig ernæring i føden). Overnæbbet er mere slankt, end det ses på nogen af underarterne. Undernæbbet er sort. Den ydre irisring går fra strågul til orangegul. Den indre irisring er brunlig sort. Fødderne er mørkegrå. 

Voksen hun: Hunnen er en af de sværeste hunner at artsidentificere. Nogle af farvetrækkene, som findes hos Vosmaer’s Ædelpapegøje-hunnen (Eclectus roratus vosmaeri) er også at finde hos nominatformens hun. Disse fugle kommer typisk fra øen Ceram i den centrale del af Maluku øerne (Molukkerne), som er grænsen til Vosmaer’s Ædelpapegøjens udbredelsesområde. 

Brystet og brystfjerene har en noget mørk violetagtig farve. Den største variation fundet hos nominatformens hunner er placeringen af skillelinjen mellem det røde hovedparti og de mørke violette brystfjer. Hos nogle individer er de violette brystfjer iblandet røde hovedfjer ved hagelinjen, hvilket er den mindst hyppigt observerede type. Andre hunner har et ca. 3,75 cm bredt område af violette fjer iblandet røde fjer ved brystet. Atter andre hunner har en tydelig afgrænsning mellem de røde fjer og de violette brystfjer. 

Halens totale længde er kortere end Vosmaer’s Ædelpapegøje-hunnens (Eclectus roratus vosmaeri) hale og fremtræder orangeagtig, ofte med tendens til et orangeagtigt gult skær. Denne orangegule farve er lysere på oversiden. Det centrale ”V”-område på undergumpen er i reglen mørkt rød. 

Næbbet er sort. Den ydre irisring er gullig til hvidlig gul i farven. Den indre irisring er brunsort. Fødderne er mørkegrå. 

Ungfugle: Redeunger er beklædt med sortgrå dun, og næbbet er gulligt, løbene er grå, og neglene er sorte. Ungernes fjerdragt bliver synlig i en alder af 22 – 25 dage, hvor han-unger bliver grønne med røde brystsider, og hun-unger bliver rød med violette brystfjer og lyseblå vingebuer. Ca. 2 måneder gamle fremtræder ungerne som voksenfugle, og i en alder af ca. 1 år, kan de være svære at skelne fra de voksne fugle. 

Længde: Hanner 414 - 429 mm og hunner 400 mm. 

Gennemsnitlig længde: 35 cm.  

Som anført i artiklen ”Artsidentifikation”, så stammer fuglenes absolutte længdeangivelser fra en kilde (J. L. Albrecht-Møllers ”Papegøjebogen”), og den gennemsnitlige længdeangivelser fra en anden kilde (Rob Marshall’s ”A Guide to… Eclectus Parrots”). Hvis man ser på ovennævnte angivelser, vil man se, at disse kilder – ud fra en simpel matematisk betragtning – simpelthen ikke begge to kan have ret. Imidlertid gengives begge længdeangivelser for god ordens skyld.

Kun i ganske få tilfælde har et lands postvæsen været så præcis, at man har angivet en egentlig underartsangivelse på den fugl, som man har anvendt som motiv på et frimærke. Her ses et frimærke fra det afrikanske land Sierra Leone, der her har illustreret en hun af Ceram Ædelpapegøjen (Eclectus roratus roratus), og hvor man ganske rigtigt kan konstatere, at hunner af denne nominatform ikke har nogen blå fjerring omkring øjet. Sierra Leone, der oprindelig var en britisk kronkoloni, blev et selvstændigt land den 27. april 1961. Sierra Leone er beliggende i Vestafrika ud til Atlanterhavet, altså langt væk fra Ædelpapegøjens naturlige udbredelsesområde. Landet har grænser til Liberia og Guinea. Hovedstaden hedder Freetown, som gennem 1990’erne var centrum for en voldsom borgerkrig

Kun i ganske få tilfælde har et lands postvæsen været så præcis, at man har angivet en egentlig underartsangivelse på den fugl, som man har anvendt som motiv på et frimærke. Her ses et frimærke fra det afrikanske land Sierra Leone, der her har illustreret en hun af Ceram Ædelpapegøjen (Eclectus roratus roratus), og hvor man ganske rigtigt kan konstatere, at hunner af denne nominatform ikke har nogen blå fjerring omkring øjet. Sierra Leone, der oprindelig var en britisk kronkoloni, blev et selvstændigt land den 27. april 1961. Sierra Leone er beliggende i Vestafrika ud til Atlanterhavet, altså langt væk fra Ædelpapegøjens naturlige udbredelsesområde. Landet har grænser til Liberia og Guinea. Hovedstaden hedder Freetown, som gennem 1990’erne var centrum for en voldsom borgerkrig

I naturen

Er almindelig i sit udbredelsesområde, der omfatter de centrale og sydlige Maluku øer (Molukkerne), herunder øerne Buru og Ceram. De seneste tilgængelige feltinformationer oplyser, at den angiveligt er uddød på øerne Amboina (Ambon), Saparua og Haruku. Omvendt er denne nominatform af mennesker introduceret til de meget små Gorong øerne sydøst for Maluku hovedøen. 

Fugle fra øen Ceram udviser en tendens til at ligne Vosmaer’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus vosmaeri) af fænotype, jf. afsnittet om naturlige mellemformer i artiklen ”Generelt om Ædelpapegøjer”. 

Trusler

BirdLife International, der kategoriserer og registrerer status på fugle overalt på jorden, laver kun registreringer på artsniveau for slægten Ædelpapegøjer (Eclectus), dvs. at nedenstående oplysninger (med en enkelt undtagelse) gælder såvel nominatformen som samtlige 8 underarter. 

Ædelpapegøjerne under ét er således i 2009 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature) – vurderet til at høre til i kategorien ”Least Concern” (”af mindste bekymring”). 

BirdLife International motiverer denne vurdering ud fra, at arten har et ekstremt stort udbredelsesområde, og selv om bestanden i naturen utvivlsomt er faldende, så er faldet ikke sket med en sådan hastighed, at det nærmer sig BirdLife Internationals tærskelværdier på området. Baggrunden for dette fald er menneskets igangværende ødelæggelse af artens leveområde samt ikke-bæredygtig udnyttelse af samme. Man har ikke estimeret bestandens globale antal i naturen, hvor den betegnes fra almindelig til ualmindelig, men det vurderes ikke, at ligge under organisationens tærskelværdi for ”Vulnerable” (sårbar) på 10.000 individer, hvorfor arten som allerede anført er blevet kategoriseret som ”Least Concern”. Dog anfører BirdLife International, at bestanden på Sumba (altså underarten Cornelia’s Ædelpapegøje (Eclectus roratus cornelia)) er estimeret til 1.900 individer, skønt Sumba repræsenterer en meget lille andel af artens samlede udbredelse. 

BirdLife International angiver Ædelpapegøjens samlede udbredelsesområde til 1.590.000 km2, svarende til næsten 37 gange (!!!) Danmarks samlede areal. 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

BirdLife International har ikke anført særskilte naturbeskyttelsesforanstaltninger for nominatformen, der er optaget på CITES, liste II.

På de store luksushoteller på Hawaii øerne ser man på de tilhørende ressortområder undertiden træer, hvori der sidder store tamme papegøjer, der er stækkede. Det drejer sig typisk om forskellige Ara-arter og Ædelpapegøjer, som på et par bestemte tidspunkter af dagen også bruges til et ”papegøjeshow”, hvor fuglene optræder med indstuderede kunster. Sidste gang jeg var på Hawaii øerne, så jeg bl.a. denne Ædelpapegøje-han, som har den for Ceram Ædelpapegøjen (Eclectus roratus roratus) lidt kedeligt grønne fjerdragt. Om der er tale om en

På de store luksushoteller på Hawaii øerne ser man på de tilhørende ressortområder undertiden træer, hvori der sidder store tamme papegøjer, der er stækkede. Det drejer sig typisk om forskellige Ara-arter og Ædelpapegøjer, som på et par bestemte tidspunkter af dagen også bruges til et ”papegøjeshow”, hvor fuglene optræder med indstuderede kunster. Sidste gang jeg var på Hawaii øerne, så jeg bl.a. denne Ædelpapegøje-han, som har den for Ceram Ædelpapegøjen (Eclectus roratus roratus) lidt kedeligt grønne fjerdragt. Om der er tale om en "ren" fugl eller en krydsning, skal jeg ikke kunne sige

I fangenskab

Ceram Ædelpapegøjen (Eclectus roratus roratus) var indtil 1960’erne en af de oftest importerede former for Ædelpapegøjer. Den har været kendt under beskyttede forhold i langt mere end 100 år, idet den allerede i 1880 blev opdrættet i Tyskland. I 1912 blev den for første gang opdrættet i Storbritannien. Ved opdræt i fangenskab har man oplevet, at hannen har madet ungerne af 1. kuld, hvorimod hunnen selv har madet ungerne af 2. kuld. 

Den holdes i dag i et begrænset antal i Australiens volierer, men det er usikkert, om der er tale om en artsren stamme. Der findes kun et mindre antal af denne form blandt fugleholdere i USA, hvorimod den er mest udbredt blandt fugleholdere i Europa, selv om mange af disse eksemplarer formentlig også er krydsninger. 

Disse fugle elsker – i lighed med de øvrige former for Ædelpapegøjer – at tage et sandbad. Man kan derfor med fordel have en kasse fyldt med et ca. 5 cm’s tykt lag strandsand, som fuglene også kan lide at grave rundt i, da de i naturen også ses på jorden, hvor de graver efter knolde. Samtidig indtager fuglene også lidt sand, der bidrager til at lette fordøjelsen af allerede indtaget føde. 

Håndtamme Ædelpapegøjer elske en tur under håndbruseren, hvor fuglen puster sin fjerdragt op, og spreder sine vinger for at blive helt gennemvåd. Man skal naturligvis sikre, at vandet er lunkent og at vandstrålerne ikke er for kraftige. Personligt foretrækker jeg dog at give mine fugle et bad ved hjælp af en blomsterforstøver indeholdende kogt, kuldslået vand. Når fuglene er våde, så skal man naturligvis sikre, at de har et varmt opholdssted, og fuglene må aldrig stå i (gennem)træk, hvilket især gælder, når de har en våd fjerdragt, ellers risikerer de i værste fald at kunne pådrage sig lungebetændelse, der kan være dødbringende. 

I flere bøger kan man læse, at Ædelpapegøjer skal have masser af naturgrene, da de i mange tilfælde hellere vil klatre end at flyve. Derfor anbefalede tidligere tiders fuglebøger også klatretræer, da fuglene skulle gøre meget lidt brug af sine vinger. Som det allerede er anført under den generelle artikel om Ædelpapegøjer, hænger denne antagelse nok snarere sammen med, at Ædelpapegøjerne ikke er blevet tilbudt tilstrækkeligt store volierer, da de benytter de første ca. 7 – 10 m efter at være lettet fra en gren til at få ”luft under vingerne”. Klatretræer og naturgrene skal placeres højt i volieren, da det passer bedst til fuglenes natur, og da de ellers slider deres haler i trådvæven, når de er henvist til at sidde højt oppe i dette. 

Man kan også i flere fagbøger læse, at Ædelpapegøjer ikke er de store gnavere, og derfor ikke behøver volierer af kraftigt materiale. Det var oprindeligt også min opfattelse, men jo flere Ædelpapegøjer jeg er stødt på gennem tiderne, jo mere har jeg måttet ændre dette synspunkt. P.t. har jeg et par Ædelpapegøjer, der simpelthen gnaver i alt, hvad der er værd at gnave i. Selv deres redekasse, som er lavet af hårdt træ, har de været i stand til at gnave i stykker. Jeg kan derfor blot konstatere, at mine Ædelpapegøjer ikke har læst disse bøger. 

I ugerne op til at hunnen kommer i ynglestemning, kan hun skabe en hel del uro, inden hun forliges med hannen, hvorfor hannen skal være fysisk robust og gerne ældre end hunnen. Jeg har dårlige erfaringer med at sammensætte par, hvor hannen er for ung. Hannens parringskald kan lyde som et ”mjav” fra en forelsket kat. Som beskrevet under den generelle artikel om Ædelpapegøjer, slår hannen sit næb mod hunnens hoved og hals – eller næb - samt grenen, som de sidder på. Samtidig kan der lyde en lidt hviskende lyd. Da hunnen er meget aktiv under pardannelsen, frarådes det at holde 2 hunner sammen, da det vil gå galt i kraft af hunnernes aggressive adfærd. Derimod tager 2 hanner som regel ikke notits af hinanden, og idéen er god, da fuglene så selv kan parre sig ud. Initiativet til selve parringen kommer fra hunnen og er tydeligst, når hun tigger om mad og jager ham. 

Hannen holder vagt uden for redekassen, når hunnen mere regelmæssigt begynder at opholde sig i reden samt i hele perioden, hvor hun ligger og ruger. Opdræt er ofte lykkedes i en almindelig vertikal redekasse, som f.eks. kan have målene 50 cm høj og 30 x 30 cm i bundmål, selv om jeg personligt foretrækker større redekasser, så hunnen ikke risikerer at ødelægge æggene på vej ned gennem redekassen. Redeindgangshullet skal være 10 cm i diameter, og hvis hunnen ikke synes, at det er stort nok, så gnaver hun det selv større, som det i øvrigt kendes fra naturen. Bunden af redekassen kan på forhånd fyldes med f.eks. et 7 – 8 cm tykt lag flis eller savsmuld. 

I udendørsvoliere lægges typisk æg i april eller maj, hvorimod opdræt indendørs kan finde sted hele året på nær i fældningsperioden. På vores breddegrader fælder Ædelpapegøjer i reglen en gang årligt med en varighed på 2 – 3 måneder. Under de rigtige omstændigheder kan man få op til 2 kuld på et år. Kuldet består som regel af 2 renhvide ovale æg, som hunnen ruger alene i ca. 28 dage. Ungerne er nøgne indtil de er ca. 10 dage gamle, hvor der kommer sortgrå dun. Ca. 25 dage gammel er den tætte og sorte dundragt helt komplet. Man kan kende forskel på kønnene, når de første fjer på ungerne dukker op i redekassen. Erfarne fugleholdere kan skelne kønnene allerede i dundragten, da hunnernes dun er mørkere end hanungernes. Mellem dunene kommer de første dækfjer på hoved og vinger, så kønnene med sikkerhed kan bestemmes. Ca. 8 uger gammel er fjerdragten komplet, og ungerne ligner de voksne fugle bortset fra næbfarven, hvor overnæbbets spids er gult samt irisfarven, som er sort, hvortil kommer, at fjerdragten er mere glansløs. Tidligst omkring 13 uger gamle indtager ungerne selv føde. 

Ædelpapegøjer kan holdes i udendørsvoliere hele året, dog således at fuglene i vinterhalvåret altid frit kan vælge selv at trække ind i en indervoliere i et opvarmet fuglehus. Fuglene kan godt lide at sidde ude i nogle timer selv i frostvejr, og hvor eventuel nyfalden sne ofte skal undersøges nærmere.

0,1 Ceram Ædelpapegøje. Hunner af denne nominatform kan se ret så forskellige ud, og bl.a. have større eller mindre partier eller skær af gule fjer

0,1 Ceram Ædelpapegøje. Hunner af denne nominatform kan se ret så forskellige ud, og bl.a. have større eller mindre partier eller skær af gule fjer

Farvemutationer

Jeg er ikke bekendt med, om der findes farvemutationer af nominatformen. 

Fodring

Man kan vælge at fodre Ædelpapegøjer på enten overvejende en frugt-, grønt- og bærbaseret kost eller på en frøblanding i form af en god papegøjeblanding. Man skal være opmærksom på følgende: Jo mere frugt, grønt og bær fuglene får, jo mere tyndtflydende bliver fuglenes ekskrementer. 

Den optimale fodersammensætning er vel nok en frugt-, grønt- og bærbaseret kost bestående af årstidens frugter, herunder modne (søde) æbler, pærer, appelsiner, vindruer, agurker, gulerødder, bønner, linser, fuglegræs, forskellige typer salat, mælkebøtte, hyben, ærter, tjørnebær og rønnebær, etc., der suppleres med en frøblanding som tilskudsfoder. Frø kan tillige gives i spiret form, hvor både hvede og – ikke mindst - forskellige solsikkesorter (jf. tidligere) bør indgå. Fuglene er også glade for tvebakker og tørt hvedebrød. 

Man kan også tilbyde fuglene friske majskolber, kogte majs og ris, som de er overordentligt glade for, og som for øvrigt i mange tilfælde var den kost, som man tilbage i 1960’erne primært fodrede nyligt importerede Ædelpapegøjer med i tilvænningsperioden. 

I yngleperioden kan man ydermere give et opmadningsfoder i form af blødfoder, som enten kan være hjemmelavet eller færdigblandet æggefoder. I et hjemmelavet æggefoder kan – foruden hårdkogt hakket æg – tillige indgå tvebakker, druesukker, Vispumin, kærnemælksfoder, og levertrandråber. Det er i begyndelsen af opmadningsperioden set, at hannen primært tog sådant blødfoder, men senere skiftede til solsikke, hamp, gulerødder, frugt, salat, bønner og ærter. Ungerne opmades også gerne med friske majskolber, senere frugt og salat, kogt ris og havregrød. 

Derudover kan man tilbyde fuglene pellets, som det efter min erfaring er ret let at vænne dem til, men bemærk venligst de tidligere beskrevne forbehold omkring dette foderemne, jf. afsnittet om ernæring i artiklen ”Generelt om Ædelpapegøjer”. 

Jeg har løbende forsøgt at give mine Ædelpapegøjer animalsk foder i form af melorme, men indtil dato er det ikke lykkedes mig at få dem til at indtage dette foder, hvilket er ærgerligt, da melorme indeholder let fordøjeligt protein. 

Forskellige former for kalktilskud må aldrig mangle. Mine fugle foretrækker en jodblok, som ophænges i trådnettet, og det tager ikke lang tid, før den er ødelagt, og en ny skal opsættes. 

Ceram Ædelpapegøjen (Eclectus roratus roratus) har i lighed med sine forskellige former for underarter altid en glubende appetit. For til stadighed at opretholde en tæt kontakt med mine Ædelpapegøjer giver jeg dem på daglig basis også ”godbidder”, når de mindst venter det. Uanset om der er tale om en jordnød eller et lille stykke sødt æble, så fortærer de ”godbidden” med stor appetit. Normalt holder Ædelpapegøjer – i modsætning til mange andre mellemstore papegøjearter - ikke deres føde med den ene fod, medens de indtager føden, men når mine fugle får jordnødder, så holder de altid disse med den ene fod, medens de æder. 

Som for alle andre fuglearters vedkommende, der holdes under beskyttede forhold, er det vigtigt med en fodersammensætning, der er så varieret som overhovedet muligt. På den måde sikres fuglene bedst mulig modstandsdygtighed. 

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 16.12.2011/16.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden