Gulgumpet Blåmasket parakit (Northiella haematogaster haematogaster)

Nominatformen

Den Gulgumpede Blåmasket parakit er hovedformen blandt Blåmaskede parakitter.

Farvebeskrivelse

Voksen han: Pande, tøjler, øreområdet, og den forreste del af kinderne lysviolet blå, glidende over i blegere lysviolet blå på kinderne, resten af hovedet, overryg og mellemryg grålig-oliven; gullig-brungul skaftstribede fjer ved øredækfjerene; strube og øverste del af brystet blegere grålig oliven, fjerene let vasket med brungult; nederste del af undersiden gul med rød bugplet af varierende størrelse; vingebue, hånddækfjer, og yderfaner på håndsvingfjer violet-blå; skulder og ydre små vingedækfjer blå; indre små vingedækfjer og mellemste vingedækfjer lys oliven; ydre sekundære vingedækfjer oliven, bredt kantet med blå, indre sekundære vingedækfjer lys oliven; underryg grålig oliven, glidende over i lys oliven på overgumpen og overhaledækfjer; undervingedækfjer violet-blå; midterste halefjer foroven bronze-grøn med mørk blå på inderfanerne mod spidserne; ydre fjer mørke blå, som bliver blegere på yderfanerne mod spidserne og med blålig-hvidt på inderfanerne og på spidsen; undersiden af halen blålig-hvid, tværgående hvid undervingestribe fraværende; næb gråligt hornfarvet; iris bleg gråbrun; ben grå. Vægt 88 – 105 gram. 

Voksen hun: Som hannen, men med mindre rødt på bugen; ansigtsmaskens lysviolette blå farve en anelse mattere og mindre udbredt; smallere overnæb; tværgående hvid undervingestribe synlig. Vægt 74 – 84 gram. 

Ungfugle: Mattere end de voksne fugle; lidt rødt på bugen; tværgående hvid undervingestribe synlig. 

Længde: Hanner 295 mm og hunner 291 mm.

Flere steder i litteraturen står, at denne art er monomorf og ikke dimorf, dvs. at der ikke er synlige forskelle mellem kønnene. Imidlertid kan kønnene skelnes på vingebuens farve – ligesom det er tilfældet med underarten Rødgumpet Blåmasket parakit – hvor denne er turkisfarvet på hannen og lyseblå på hunnen. Dertil kommer kendetegnet blandt voksenfugle – som det også ses hos en række andre australske parakitter – med den hvide tværgående stribe på undersiden af hunnens vinger.

Et par Gulgumpede Blåmaskede parakitter (Northiella haematogaster haematogaster) med hunnen siddende til venstre og hanne til højre, der er større og med farvestrålende

I naturen

Gulgumpet Blåmasket parakit er ligesom de øvrige former en landsendemisk art, som lever i de halvtørre egne fra det østlige South Australia til det nordvestlige Victoria, vestlige New South Wales og sydvestlige Queensland. I det østlige South Australia omkring Lake Frome blander den sig sandsynligvis med underarten Lys Gulgumpet Blåmasket parakit (Northiella haematogaster pallescens), se særskilt artikel om denne underart. 

Denne art hører hjemme på græsstepper med relativt få træer, åbne sletter og skovland eller i tørre kratområder med store enligt voksende egetræer eller pinjer. Fuglenes forkærlighed for at opholde sig i de australske kæmpeege har iflg. J. L. Albrecht-Møller givet fuglen navnet ”Bulloak Parrot” blandt de indfødte. Man finder den også i træer langs vandløb eller i nærheden af kornmarker. 

De er ret almindeligt forekommende i deres udbredelsesområde og sjældnere i udkanten af dette. Par eller små grupper af Gulgumpede Blåmasket parakitter på op til ca. 30 individer ses tit, når de fouragerer på jorden i skyggen af træer. Kommer man kørende langs vejene i disse landskaber, kan man ofte se små grupper, der flyver op langs vejene i forskrækkelse over at opleve en bil. Sådan et syn kan i reglen opleves hen på eftermiddagen, hvor fuglene så flyver til et nærliggende træ eller wire. Man kan også se dem på jorden langs jernbaner, hvor de leder efter spildt korn, f.eks. majs. På jorden bevæger de sig hurtigt med en lidt springende gangart samtidig med, at de har en meget oprejst holdning. Det virker som om, at de strækker sig til sit yderste for at kunne holde øje med omgivelserne, og de er da også lette ofre for rovdyr og rovfugle, eftersom de opholder sig meget på jorden. De er livlige og altid vagtsomme, men ses alligevel gerne i nærheden af landbrugsbedrifter. 

Den forefindes ofte i nærheden af Casuarina træer (der er en slægt af 17 arter stedsegrønne træer, som tilhører Casuarinaceae-familien), Mallee træer (en af flere Eucalyptus træarter) og Akacie skovland (Acacia aneura), eller i andre lave træer i åbne sandede områder samt nær buskland med Chenopod buske (Chenopodioideae, der er en gruppe af blomsterrige buske). Vil man se Gulgumpede Blåmasket parakitter i naturen, skal man gå efter ovennævnte biotoper, og dér vil man med stor sandsynlighed kunne støde på denne art. 

I yngletiden er fuglene meget stille i de varmeste timer på dagen, og man tager derfor ikke notits af dem, men sker der pludseligt noget uventet, løfter de deres blå ”fjertop” og vingerne medens i i en meget oprejst siddestilling ivrigt udsender et advarselsskrig. 

De har en uregelmæssig flugt, der nærmest foregår i ”bølger” og som regel tæt på jorden, hvor de lige flyver over buske for derpå at søge ned mod jorden igen.

Blåmaskede parakitter trækker ikke i forbindelse med årstidernes skiften, men det er sandsynligt, at de alligevel foretager en form for træk i perioder med tørke, hvor de søger tilbage til kendte vandløb eller vandtrug.

Parrene holder sammen permanent, men der er ikke den interaktion eller ømhed mellem kønnene, som man kender fra en række andre papegøjearter. Hannens kurmageri over for hunnen er vældig underholdende og indbefatter bl.a., at den strækker sig og sidder meget oprejst, hvorpå den spreder, henholdsvis ”ryster” sine halefjer, skubber skuldrene fremad, slår eller ”vibrerer” med vingerne, den rejser også sin blå fjer på hovedet, som tager form af en lille ”fjertop”. Samtidig ”nikker” den meget ivrigt med hovedet. Undertiden banker den også vedholdende næbbet i den gren, som den sidder på. Ved samme lejlighed udstøder den sine regelmæssige kaldelyde bestående af to efter hinanden følgende toner, blot meget højere og hurtigere.

Eksempel på en mellemform af nominatformen, Gulgumpet Blåmasket parakit (Northiella haematogaster haematogaster) og en Rødgumpet Blåmasket parakit (Northiella haematogaster haematorrhous), hvilket er helt almindeligt forekommende i naturen i det overlappende udbredelsesområde mellem de to former. Jeg kalder det bevidst for en ”mellemform” og ikke en ”hybrid”, da der er tale om en fugl, der tilhører samme art. Selv om denne slags fugle er naturligt forekommende i naturen, så skal man i fangenskab absolut sørge for at holde arten fuldstændig adskilt fra underarten

Den Blåmaskede parakits stemme er helt unik. Kontaktkaldet, som afgives uregelmæssigt i flugten er et hårdt ”klunk-klunk … klunk-klunk”. Når fuglene bliver opskræmte, bliver disse lyde udsendt med en tættere hyppighed og højere frekvens. Medens fuglene sidder på en gren, kan de undertiden også fremkomme med en nærmest fløjtende lyd. 

Den Gulgumpet Blåmasket parakit yngler fra juli/august til december (i det sydlige Queensland dog i vinterhalvåret), men den er også set yngle på andre tider af året i forlængelse af regnfulde perioder. Begge køn er med til at udvælge reden, f.eks. en hul gren eller en hulhed i et træ. Bortset fra de træer, der ligger langs vandløb eller ved vanddæmninger, er de fleste træer i de tørre regioner ofte relativt små og forkrøblede. Redehullerne, som man støder på i disse tørre områder, kan ofte ses som små åbninger tæt ved jorden, medens selve rederne kan være ganske dybe.  I særlige gunstige år, dvs. med rigelig nedbør og med adgang til tilstrækkelig føde, kan den Gulgumpet Blåmasket parakit få 2 kuld unger, ellers er 1 kuld om året fremherskende. Dens lavtliggende rede (fra ca. ½ m til 4 m over jorden) kan også findes i store træer. Rederne findes altid i træernes hulheder eller i de frønnede dele af et stort træ, der let udgnaves til en redeindretning.

Kuldet består som regel af 4 – 7 (undertiden helt op til 9) rundagtige, lidt blanke, hvide æg. Oftest lægges 5 æg i råddent træsmuld på bunden af reden. Æggene udruges af hunnen i løbet af 19 - 22 dage, og hun ligger ofte meget fast på æggene. Hannen mader hunnen, medens hun ruger i reden, og han bistår derudover hunnen med at opfostre ungerne. Helt ned til 30 dage gamle kan ungerne i naturen forlade reden, men den første tid bliver de sammen med forældrefuglene, hvor man kan se hele familiegruppen sammen. I naturen skifter ungerne til voksenfjerdragt allerede i en alder af ca. 4 måneder.

I naturen udgøres føden for den Gulgumpet Blåmasket parakit af en bred vifte af græsfrø, urteagtige planter (Herbaceous) samt frø og nødder fra buske og træer, bær, forskellige frugter, blomster, blomsterknopper og nektar. Insekter og insektlarver kan også i den naturlige kost. Man ser dem ikke sjældent fouragere med andre større australske parakitter, f.eks. Barnard’s ringparakit (Barnadius zonarius barnardi). Føden kan afveksle, afhængig af den vegetation, der er i det pågældende område. I deres søgen efter føde indtager de også meget små sten og grus, da det letter deres fordøjelse. 

Naturlige mellemformer

Der er mange observationer fra Australien, der peger på en mellemform mellem nominatformen, Gulgumpet Blåmasket parakit, og underarten Rødgumpet Blåmasket parakit. I zoologien taler man om intergradation (intergrade – mellemform) om den måde, hvorpå to forskellige underarter (her en art og dens underart) er forbundet via områder, hvor begge bestande findes, og hvor der optræder individer med karakteristika fra begge former. 

Mellemformen er almindelig, hvor de to formers udbredelsesområde støder op til hinanden eller overlapper hinanden. Specielt Toowoomba-regionen i den centraløstlige del af Australien siges at være hjemsted for mellemformen. Disse fugle kendetegnes ved at have en blanding af træk fra hver form, hvilket tydeligst giver sig udslag i, at fuglene har et lille rødt område på vingedækfjerene samt både gule og røde farver på undergumpen. Hvis man skulle indplacere disse fugle hos den ene af de to former, så synes de mange fugle at have de fleste træk til fælles med underarten Rødgumpet Blåmasket parakit. Nogle gange har der derfor været fremført en teori om, at der er tale om ungfugle af den Rødgumpet Blåmasket parakit, men det er ikke en gangbar teori, da ældre fugle også bærer de blandede træk.

Endnu et eksempel på nominatformen, Gulgumpet Blåmasket parakit (Northiella haematogaster haematogaster), denne fugl er fra Loro Parque

Trusler

Den Blåmasket parakit er af BirdLife International, den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International Union for Conservation of Nature), vurderet til at høre til i kategorien ”Least Concern”. Det er her værd at bemærke, at BirdLife International alene opererer på artsniveau, hvilket betyder, at man ikke skelner mellem den Gulgumpet Blåmasket parakit, altså nominatformen og dens 3 underarter. 

Begrundelsen for indplaceringen af arten i kategorien ”Least Concern” er, at den har et kolossalt stort udbredelsesområde og ikke kommer i nærheden af BirdLife International’s tærskelværdier for sårbarhed i forhold til udbredelseskriteriet. Samme organisation angiver, at udviklingstendensen for arten synes at være faldende, men dette fald vurderes slet ikke at være i nærheden af tærskelværdierne for sårbarhed i forhold til kriteriet for udviklingstendensen for bestande. 

BirdLife International har ikke estimeret bestanden i naturen, ligesom man heller ikke har estimeret trenden for bestandens udvikling. 

Udbredelsesområdet angives til 1.740.000 km2, svarende til mere end 40 gange Danmarks samlede areal. 

Naturbeskyttelsesforanstaltninger

Den Gulgumpet Blåmasket parakit har i lighed med dens 3 underarter været totalfredet i Australien gennem flere årtier. 

Jeg er ikke bekendt med særlige naturbeskyttelsesforanstaltninger for denne art, som i øvrigt er optaget på CITES, liste II.

Gulgumpet Blåmasket parakit (Northiella haematogaster haematogaster). Til vestre ses hunnen, der er lidt mindre og har svagere farver end hannen til højre. Den mest markante forskel er vel nok hannens væsentligt større og mere intensivt farvede røde bugplet

I fangenskab

Indtil Australien helt tilbage i 1960 indførte et totalt forbud mod eksport af deres fauna, herunder papegøjer og parakitter, oplevede man ikke sjældent, at nyindfangede Blåmaskede parakitter ofte udviste spisevægringsadfærd. Det er ikke længere noget problem, da de fugle, som vi har haft i fangenskab over de sidste 3 - 4 årtier udelukkende er fugle, der er opdrættet i fangenskab, og som har vænnet sig til en tilværelse under beskyttede forhold. 

Under beskyttede forhold er det en fugl med en spændende, men desværre meget aggressiv adfærd. Den er i lighed med de øvrige former kendt for ikke blot at jage, men også at dræbe sine artsfæller og andre papegøjearter, selv om disse er meget større end den selv.

Man skal altid have dobbelttråd med en god indbyrdes afstand mellem sine volierer, så fuglene ikke kan bide hinanden i tæerne, når de sidder i nettet. Der kendes også eksempler på, at de har bidt overnæbbet af de fugle, der har gået i nabovolieren. Holder man flere par Blåmaskede parakitter i volierer direkte ved siden ad hinanden - eller for den sags skyld nært beslægtede arter - så kan man opleve, at disse fugle meget ofte sidder i netvæggen ind mod nabovolieren og hidser hinanden op. Nogle fugleholdere vælger derfor at holde Blåmaskede parakitter i volierer adskilt af faste vægge, så fuglene fuldt ud kan koncentrere sig om at passe deres rede med æg og unger. Disse fugle har kun mulighed for at opleve verden ud gennem volierens front. Det er jeg stærk modstander af, da det ikke kan være rigtigt, at man afskærer fugle under beskyttede forhold for al kontakt med omverdenen og dermed er henvist til en aldeles monoton hverdag. Jeg har derfor valgt, at holde Blåmaskede parakitter i hver anden voliere, og hver af disse volierer har faste vægge på den bagerste halvdel af volierens længde, hvor redekassen er placeret.

Arten er uhyre aktiv og meget adræt, derfor kræves optimalt set en stor voliere for at give den mulighed for at få nogle flyveture. Jeg har set, at nogle fugleholdere anbefaler volierer med følgende dimensioner: Ca. 3 – 4 m’s længde og 1 m’s bredde samt ca. 2 m i højden.

Gulgumpet Blåmaskede parakitter kan i lighed med de øvrige former godt lide at opholde sig på bunden af volieren og undersøge omgivelserne og grave små huller i bundlaget. Det svarer jo til dens adfærd i naturen. Faktisk kan den godt lide at gnave i alt, hvilket gør, at jeg altid holder Blåmaskede parakitter i metalvolierer, og alle voliererne har fuldt overdækket tag, så overflyvende vilde fugle ikke kan klatte ned i bunden af voliererne, hvor fuglene fouragerer. Om vinteren går fuglene i volierer, der har thermotag og har faste vægge på bagsiden og på den bagerste halvdel af volieresiderne. Frontpartiet er om vinteren delvist beklædt med acrylplade eller lignende. På den måde beskyttes fuglene hele året rundt mod alle former for nedbør og kraftige vindstød. Derudover har jeg i vinterhalvåret med stor succes benyttet en specialfremstillet stor model af den slags sovekasser, som man benytter til dværgpapegøjer (Agapornis).

Som bundmateriale i voliererne benytter jeg bakkegrus. Da alle Blåmaskede parakitter opholder sig meget på bunden af volieren, er det vigtigt, at man regelmæssigt får fuglenes ekskrementer analyseret for indvoldsorme og – hvis nødvendigt - iværksætter en ormekur. Her er det vigtigt at huske, at bundmaterialet efterfølgende skal desinficeres. De Blåmaskede parakitter elsker at bade, selv ved temperaturer ned til frysepunktet, men det er vigtigt, at bundlaget omkring badeskålen kan tørre op, så bunden kan holdes ren – det er alfa og omega. Det er også afgørende at understrege vigtigheden af hyppigt at udskifte vandet i badeskålen, min. 1 gang dagligt.

Som nævnt elsker disse fugle at gnave i alt, og det mest naturlige er at tilbyde dem naturgrene fra f.eks. birk, pil, eller f.eks. frugttræer, men husk at disse ikke må have været eksponeret for plantegifte eller miljøforurening. En løbende tilgang til naturgrene vil - udover at tilføre fuglene vigtige sporstoffer - tillige være med til at give fuglene adspredelse og minimere kedsomheden i hverdagen, hvortil kommer, at det giver dem mulighed for at trimme sit næb. Naturgrene i forskellige tykkelser og placeret i forskellige vinkler kan benyttes som siddepinde. Da fuglene gnaver i naturgrenene, skal de udskiftes regelmæssigt. Det er et herligt syn at se, når disse fugle får friske naturgrene med blomster og frugtknopper, som de straks kaster sig over.

Kønnene knytter bånd til hinanden, men man oplever ikke det tætte forhold til hinanden, som man f.eks. kan se hos visse andre papegøjearter, hvor hannen og hunnen yder hinanden gensidig fjerpleje. Derudover sidder kønnene også meget ofte og hviler sig forskellige steder i volieren, hvilket heller ikke indikerer et meget tæt forhold. For at opnå de bedste yngleresultater kan det anbefales at starte med mange unge – ubeslægtede - fugle, som sættes sammen i én stor voliere, hvor det er muligt for fuglene at vælge sin foretrukne partner. Fuglene kan udover den sædvanlige årsring tillige mærkes med en farvet ring. På den måde er de lettere at identificere, og når to fugle har fundet sammen, så kan man let finde frem til de rigtige to fugle og flytte dem til en separat voliere. Fuglene skal have mulighed for at modnes og færdigudvikle sig fysisk, før de får til at yngle. Derfor yngler jeg ikke med Blåmaskede parakitter, før end de er mindst 12 måneder gamle, hvilket på sigt også giver de bedste avlsresultater.

Dens stemme kan virke ret melodisk, men når den bliver forskrækket eller ophidset, udsteder den kaldelyden med en meget stor intensitet. Kønnene kan i den forbindelse hidse hinanden op, og har man to eller flere par i nærheden af hinanden, kan det resultere i, at fuglene godt kan være ret så højrøstede.

Den Gulgumpet Blåmasket parakit begynder at yngle i det tidlige forår, typisk marts og april, men undertiden kan den endda starte allerede i februar, hvilket bl.a. skete for nogle hollandske opdrættere i indeværende år (2010), og i den hårde vinter betød det, at flere unger gik til grunde. Har man det rette par, er fuglen ikke svær at opdrætte, og fuglene vil yngle år efter år, men den har i visse kredse ry for at være noget sværere at opdrætte i fangenskab end Rødgumpet Blåmasket parakit. Hvis ikke et par er begyndt at yngle ved 2 – 3 års alderen, vil man næppe få unger af dem. Derfor bør parret adskilles og en ny konstellationsmulighed bør undersøges. 

Som redekasse kan man enten benytte en udhulet træstamme eller en vertikal redekasse. Dimensioner på redekassen kan være ca. 25 x 25 cm og med en højde på ca. 50 cm. Redehullets diameter skal være ca. 5 – 6,5 cm, men tilsyneladende foretrækker den så lille et redehul som muligt, jf. feltstudier fra naturen, hvor redeåbningen ofte kan foregå gennem et lille hul i en knast. På redekassens inderside under redehullet kan man montere trådvæv eller lave en lille trappe af træ. Man kan eventuelt montere et lille stykke træplade henover redeåbningen, så fuglene selv kan gnave hullet større.

Fuglenes præferencer for en redekasse kan være påvirket af størrelsen og typen på den redekasse, hvor fuglen selv er blevet opdrættet. Derfor er det altid klogt at spørge opdrætteren af hunfuglen, om man må se den rede, som den fugl, som man påtænker at købe, er udklækket i. Såfremt man har pladsen til det, kan man tilbyde parret et udvalg af forskellige typer redekasser, som placeres diverse steder i volieren. Herefter er det op til parret selv at træffe deres eget valg, hvorefter de overskydende redekasser kan fjernes. Når et par først har valgt en særlig redekasse, som man har haft succes med, skal man tilbyde denne redekasse til parret i hver ynglesæson. Inden man tager en redekasse i brug – eller når man tager den ud af drift efter ynglesæsonen – skal man sørge for omhyggeligt at rengøre og desinficere den, så man undgår blodmider, andre parasitter eller patogener (bakterier som f.eks. salmonella).

Arten får i reglen ét kuld om året, der ofte består af 4 – 7 hvide rundagtige æg, som udruges af hunnen alene over en periode på ca. 22 dage. Efter æggene er lagt, bliver hannen meget opmærksom og flyver til op til redehullet for at kikke ind i kassen. Ungerne opholder sig i reden i knapt 5 uger. Efter udflyvningen fra reden bliver ungerne selvstændige efter 3 - 4 uger. Man skal være opmærksom på, at visse ynglepar er meget nervøse, og de kræver absolut fred og ro i yngletiden. Omvendt er der beretninger om, at visse hunner i forbindelse med gennemførelse af redekontrol næsten skal fjernes fra æggene med hånden. 

Når ungerne er blevet selvstændige, skal man være meget opmærksom på at flytte dem til en anden voliere, da man ellers risikerer, at hanfuglen – undertiden begge forældrefugle – begynder at jage og angribe ungerne. Ikke usædvanligt synes hanfuglen især at gå målrettet efter de unge hanner. 

Kun ungfugle – og altså ikke kønsmodne fugle - kan gå sammen i en stor voliere, og det er vigtigt, at de sættes ind i volieren på samme tid, hvis de kommer fra forskellige kuld, så alle fuglene på samme tidspunkt skal vænne sig til de nye omgivelser. Når fuglene bliver kønsmodne, skal de deles op eller frasælges, da hannerne begynder at blive meget aggressive over for hinanden og undertiden også over for hunnerne. Når man sammensætter en han og en hun udparring for øje, skal man altid sørge for at holde øje med disse fugle, da nogle hanner kan være meget voldsomme over for hunnen. Det er nødvendigt med god plads i volieren og nogle naturlige skjulesteder, f.eks. tætte naturgrene eller en halv skillevæg, så hunnen kan få lidt ro, og parterne kan vænne sig til hinanden. 

Ungfugle eller nyindkøbte fugle kan godt være ret nervøse og ved mindste forstyrrelse sætte hurtigt af og uden tanke på, at volieren har en endevæg flyve hårdt ind i denne. Derfor er det vigtigt med siddepinde eller naturgrene i volierens ender eller endda tildækning af disse med et stykke klæde. Imidlertid er det min erfaring, at hvis man omgås fuglene med rolige bevægelser og dagligt taler til dem i et lavt toneleje, så bliver de i løbet af et par måneder ofte ret rolige og omgængelige. Det er ikke min erfaring, at man kan opnå at få et tæt forhold til Blåmaskede parakitter, da det simpelthen strider mod deres væsen. Den egner sig derfor ikke som tamfugl, og det understøttes af, at der findes eksempler på, at ungfugle, der i en eller anden forstand har været tam, pludselig har angrebet deres ejer som voksenfugl. 

Der findes relativt få opdrættere af den artsrene udgave af nominatformen. Den er således ikke særlig udbredt i fangenskab, hvilket skyldes, at den kan være ret svær at finde i artsren udgave og ikke mindst i ubeslægtede blodlinjer, hvortil kommer, at den langt fra er så farvestrålende som underarten Rødgumpet Blåmasket parakit. Over de seneste par år synes nominatformen dog at være blevet lidt mere efterspurgt, hvilket også kan ses i markedsprisen på fuglen. Det er positivt, så den ikke kommer til at lide samme skæbne som Lille Blåmasket parakit (se artiklen om denne underart), som stort set ikke længere findes i fangenskab i Europa. Derfor er det koordinerende initiativ omkring et nationalt opdrætsprogram, der er taget i Tyskland for at bevare denne art i fangenskab, prisværdigt. Dette initiativ forsøger at skabe et samlet overblik over status på denne art i fangenskab. Etableringen af en central stambog skal medvirke til at sikre langsigtede, holdbare avlsresultater og at indavl undgås. Initiativet lægger stor vægt på at registrere ynglefuglenes oprindelse (opdrætterens historik, blodlinjer, etc.), opdrætterens avlsresultater og ungernes fordeling på forældrefugle. Man deltager ved at lave en årlig indrapportering af sine yngleresultater. 

I skrivende stund har foreløbig 9 tyske fugleholdere/opdrættere tilmeldt sig dette koordinerende opdrætsprogram, og foreløbigt tyder det på, at fuglene stammer fra kun 5 forskellige blodlinjer, hvilket desværre er en meget smal genetisk base for bevarelsen af arter i fangenskab. Det vil derfor være ønskværdigt, hvis dette koordinationsprogram udvides til at blive et europæisk initiativ. 

Den Gulgumpet Blåmasket parakit er i lighed med den Rødgumpet Blåmasket parakit meget nysgerrig og vil undersøge alt nyt i volieren. De er legesyge, og de kan undertiden ses lege med ting på bunden af volieren i timevis, hvor de tumler rundt og kan ligge på ryggen, medens de holder den genstand, som de leger med, i fødderne. 

Dens levetid i fangenskab er estimeret til ca. 15 år, men der kendes også fugle, som er blevet ældre. 

Farvemutationer

Jeg er ikke bekendt med, at der findes farvemutationer af nominatformen. 

Fodring

Som grundfoder kan man fodre den Gulgumpet Blåmasket parakit med en god, varieret parakitblanding året rundt, hvortil kommer årstidens frugter (de elsker søde æbler, pære, appelsin, m.m.), bær og grønt (mælkebøtteblade, fuglegræs, forskellige former for salater, etc.). Om vinteren kan suppleres med fedtholdige frøsorter som f.eks. nigerfrø (negerhirse), hamp og forskellige sorter af solsikke.

Derudover kan man tilbyde dem pellets, som det efter min erfaring er ret let at vænne dem til.

Man kan også supplere kosten med animalsk foder i form af melorme i yngletiden, da disse indeholder let fordøjeligt protein. Derudover kan man i yngletiden ydermere fodre med majs, hjemmelavet eller færdigblandet æggefoder samt – ikke mindst - spiret frø.

Forskellige former for kalktilskud må heller ikke mangle.

Man skal være opmærksom på, at disse fugle – i lighed med den Rødgumpet Blåmasket parakit - indtager meget føde i forhold til deres størrelse.

Det er vigtigt med en fodersammensætning, der er så varieret som muligt, så fuglene sikres bedst mulig modstandsdygtighed.

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 05.12.2010/23.01.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden