.... for fuglefolk, der vil vide mere om papegøjer
Svaleparakitten var tidligere en stor sjældenhed under beskyttede forhold og ret almindelig i naturen. Nu gør det modsatte sig gældende, idet denne art med årene er blevet en meget stor sjældenhed i naturen. Svaleparakitten er nemlig udryddelsestruet, idet der alene estimeres at være ca. 1.000 par tilbage i naturen, og populationen er endda fortsat faldende. Menneskets ødelæggelse af artens levesteder og af gamle træer med oplagte redemuligheder er de væsentligste årsager til Svaleparakittens store tilbagegang i naturen.
Svaleparakitten er en slank, mindre parakit med kantede, spidse vinger og en slank ”tilspidset” hale, som giver arten en karakteristisk strømlinet silhuet, når den flyver.
Dens gamle danske artsbetegnelse, Svale Lori, er meget betegnende, da det indikerer et tæt slægtskab med de penseltungede Lorier (Loriinae), hvad der primært skyldes dens smalle næb samt tungens udseende. Svaleparakitten udgør sin egen slægt, men betragtes som en overgangsform mellem på den ene side Lorierne og på den anden side slægten Fladhaleparakitter (Platycercus) samt slægten Ringparakitter (Barnardius). Svaleparakitten adskiller sig bl.a. fra Lorierne ved at være en trækfugl.
Ligesom slægten Blåmasket parakit (Northiella) er Svaleparakitten en monotypisk slægt, dvs. at den kun består af èn art, som den engelske ornitolog, dr. John Latham (deraf det latinske slægtsnavn ”Lathamus”) beskrev allerede tilbage i år 1790. Det latinske artsnavn ”discolor” betyder forskelligfarvet og henviser til fuglens ansigtsmaske. Imidlertid virker det danske artsnavn Svaleparakit meget mere betegnende, da fuglens anatomi med en langstrakt krop og med lange spidse (svalelignende) vinger godt kan give associationer til en svale (familien Hirundinidae). Det siges dog, at Svaleparakittens danske artsnavn kommer fra dens særprægede, bølgende flyvning. Dens engelske artsbetegnelse ”Swift Parrot” (Swift Lorikeet eller Swift Parakeet) er på sin vis også en meget sigende betegnelse, da ”swift” oversat fra engelsk betyder ”hurtig”, og hurtig er lige præcis, hvad denne lille smukke art er – hurtig i sine bevægelser og hurtig i sin flugt.
Gennem de seneste efterhånden mange år er Svaleparakitten blevet ret så populær – og dermed udbredt - i fangenskab i Europa som følge af sin livlige adfærd og sit meget venlige væsen overfor andre – selv mindre - fuglearter. Visse fugleholdere er efter at have holdt Svaleparakitten dog ikke længere så begejstret, da den – når den fodres på samme vis som Lorier – kan svine ganske betydeligt med sine tyndtflydende ekskrementer.
Farvebeskrivelse
I ”Papegøjebogen” beskriver J. L. Albrecht-Møller Svaleparakitten således:
”Hannen: Grøn. Pande og forreste del af kinder og strube skarlagenrøde. Isse blå. Tøjler og et bånd langs det røde på strube og kinder gule, resten af kinder og hovedsider grønne med et blåligt skær. Forryg svagt olivengrøn. Kroppens underside grøn med stærkt gult skær, flankerne skarlagenfarvede. Håndsvingfjer sorte med blåt skær ved basis og smalle, grønne kanter på yderfanen. Armsvingfjer grønne på yderfanen, de inderste med rød plet på inderfanen. Overvingedækfjer grønne, de smalle nær vingebuen mørkt røde, de yderste blå. Halens overside brunrød, der toner over i blåt mod spidsen, de tre yderste halefjer for det meste helt blå med grønt skær i spidsen. Underhaledækfjer skarlagen med grønliggule kanter, halens underside lys askegrå. Iris nøddebrun til gullig. Næb hornfarvet til gulligt. Fødder kødfarvede.
Længde: 240 – 260 mm.
Hunnen: Ligner hannen, men er som regel lidt mindre og har mindre klare farver. Undertiden mangler det røde på undersiden.
Unge fugle: Panderand, skægstribe og øvrige strube mat rosenrøde. Overhovedet grønt, hver fjer med bred, blå søm i spidsen, alle øvrige farver mere matte og sarte. De største skulderfjer rødliggule på inderfanen. Undersiden af kroppen falmet grøn, underhaledækfjerene græsgrønne og kun de største plettet med rødt”.
Ungernes iris er desuden mørkebrun, og næbbet er mat orangefarvet. Unge, ikke-udfarvede, Svaleparakitter er således væsentligt mattere i fjerdragtens farver end deres forældre, og ungfuglene har en bred hvid undervingestribe, hvortil kommer, at undergumpens fjer har en gullig farve iblandet rød. Ungfuglene fælder i en alder af 4 - 5 måneder og igen i 10 - 12 måneders alderen.
Paradoksalt nok vil man i naturen ofte ikke være i stand til at se denne arts smukke farver, da den som nævnt lever op til sit engelske artsnavn, når den flyver. Svaleparakitten har nemlig en særdeles hurtig – og fantastisk præcis - flugt, hvilket hjælper med til at adskille den fra sin ”genganger”, Moskus Lorien (Glossopsitta concinna), der også er at finde i samme leveområder i Australien, men som bl.a. adskiller sig fra Svaleparakitten med sine røde undervingedækfjer. Svaleparakitten kan tillige minde lidt om Skælbrystet Lori (Trichoglossus chlorolepidotus), som dog adskiller sig fra Svaleparakitten med sin ”skællede” gule underkrop.
I naturen
BirdLife International
angiver Svaleparakittens udbredelsesområde til ca. 12.400 km2, svarende til ca. en god tredjedel af Danmarks areal, så i kraft af de meget få tilbageværende eksemplarer i naturen er den et sjældent syn. Når man læser
Joseph M. Forshaw’s fremragende bog ”Australian Parrorts”, 2. rev. udgave fra 1988, så kan man få det indtryk, at Svaleparakitten er almindeligt forekommende i den australske fauna, hvilket ingenlunde længere er tilfældet.
Svaleparakittens udbredelsesområde omfatter det sydøstlige Australien, helt
fra Adelaide i vest og til det sydlige Queensland, New South Wales (Griffith – Warialda) samt det sydøstlige South Australia, Victoria og Tasmanien (der er kronprinsesse Mary’s fødeø). Svaleparakitten opholder sig på
Tasmanien, når træerne her er blomster- og nektarfyldte (nektar er den sukkerholdige væske, der dannes i blomsterne hos en- og tokimbladede planter), hvilket giver de bedste betingelser for formering. Det nuværende nationale naturbeskyttelsesprogram
har vist, at Svaleparakitten er en regelmæssig gæst i Queensland, idet den er registreret her i seks ud af de sidste otte år i perioden indtil 2005. På det australske fastland har nye observationer af Svaleparakitten primært været
koncentreret omkring den østlige del af Queensland.
Svaleparakitten trækker på tværs af Bass Strait (Bass Strædet) mellem Tasmanien og det australske kontinent (specielt ved staten Victoria). Ingen anden papegøjeart har et længere træk end Svaleparakitten. Den ankommer til Tasmanien fra slutningen af august til begyndelsen af september for at yngle, og den returnerer til fastlandet i det sydøstlige Australien i løbet af marts og april. Svaleparakitten trækker typisk mellem Tasmaniens nordkyst på strækningen mellem Launceston og Smithton og fastlandet omkring Port Phillip Bay, herunder halvøerne Mornington og Bellarine. Under sit træk synes den at passere gennem den vestlige del af Bass Strait i dagtimerne uden at standse. I lighed med størstedelen af ??verdens trækfugle risikerer også Svaleparakitten undervejs at møde forhindringer under trækket i form af bl.a. rovfugle og naturkatastrofer på ruten til og fra Tasmanien. Ikke mindst Vandrefalken (Falco peregrinus) er en alvorlig fjende for Svaleparakitten under dens træk.
Svaleparakitten bebor tørre Sclerophyll og Eukalyptus skove og skovområder (Sclerophyll er betegnelsen for en type vegetation, der har ”hårde” blade og korte stængler, og som er meget fremtrædende i hele det vestlige og sydlige Australien). Undertiden ses Svaleparakitten også i de øko-systemer som betegnes ”våde” Sclerophyll skove.
Den kan ses i mindre flokke på 4 – 20 individer, der på legende ”svalevis” jager hinanden med hurtige skrig samt med bratte drejninger og sving i luften. Er man heldig, så kan man opleve Svaleparakitten i små grupper på op til 30 fugle eller lejlighedsvis i større flokke (af flere hundrede fugle) omkring steder, der tilbyder rigelig adgang til føde. Der er tidligere ved et par ekstraordinære lejligheder rapporteret om flokke med over 1000 individer. Svaleparakitter er generelt selskabelige, når de yngler, og mange par kan yngle i nærheden af hinanden i en form for ”løse” kolonier.
På Tasmanien yngler Svaleparakitten altid inden for 8 km’s afstand fra kysten. Den største forekomst af ynglebestande ses mellem Cape Bernier og Orford samt Wellington Range nær Hobart, som er Tasmaniens ”hovedstad”. En mindre ynglebestand forekommer i det nordlige Tasmanien mellem Launceston og Smithton, hvortil fuglene først trækker.
Med andre ord yngler Svaleparakitten i den australske sommer på Tasmanien og efter ynglesæsonen spredes fuglene over hele Tasmanien, før de trækker mod nord til det australske fastland for at overvintre. I de fleste år overvintrer en stor del af populationen i det centrale Victoria, medens et mindre antal fugle overvintrer længere væk. I perioder med ekstrem tørke i det centrale Victoria kan Svaleparakitten finde på at lave et maratontræk på op til 1.000 km væk fra tørken for at søge tilflugt i de fugtigere kystområder i New South Wales. Man har på regelmæssig basis observeret små flokke i Queensland og i Australian Capital Territory. Udbredelsesområdet i South Australia synes at være blevet reduceret, idet der kun er uregelmæssige, nyere observationer af små flokke eller individuelle fugle fra den sydøstlige del af staten. I perioden 1987 - 1988 blev bestanden af Svaleparakitter estimeret til 5.000 fugle og 1.320 ynglepar, og i 1995-1996 estimeredes, at der var 1.000 ynglepar. I 2001 blev bestanden estimeret til at være mindre end 2.500 voksenfugle, så det er bestemt ikke en fugl, som ses hyppigt i det store udbredelsesområde.
Svaleparakitten adskiller sig fra de fleste papegøjearter ved at være en trækfugl, der primært følger blomstringen af forskellige Eucalyptus-træer. Føden består hovedsagelig af nektar og blomsterhonning, men den æder også selve blomsterne, selv om den med sine penseltunge fortrinsvis tager nektar og pollen (pollen er blomsterstøv, der spredes under planters forplatning, altså ved bestøvning). I naturen ernærer Svaleparakitten sig tillige af frø og korn, grøn vegetation, frugt samt anden nektar og pollen, insekter og larver.
På Tasmanien ser man oftest Svaleparakitten yngle i Eukalyptus-træer, typisk Eucalyptus globulus (”Blue Gum”) eller Eucalyptus ovata (”Svamp Gum”). Den følger de blomstrende træer, og blomstringen siges at være tilstrækkelig til at understøtte avlen i tre ud af hver ti år. De fleste ynglefugle findes i ”skovpletter” på mindre end 0,01 km2, og yngel finder sted i hulheder i både levende og døde Eukalyptus-træer. De mest almindelige træarter, som Svaleparakitten anvender som hjemsted til dens rede er Eucalyptus obliqua (”Stringybark”), Eucalyptus pulchella (”White Peppermint”) og tasmanske Eucalyptus globulus (”Blue Gum”), Eucalyptus viminalis (”White Gum”) samt Eucalyptus delegatensis (”Gum-topped Stringybark”). På fastlandet lever den i biotoper såsom Eukalyptus skov og skovområder, landbrugsjord og plantager samt undertiden i byområder. Undertiden er der knap adgang til den primære fødekilde i form af nektar fra frodigt blomstrende Eukalyptus af forskellige arter samt ”Lerp”, der er et sukkerholdigt sekret (ekskrementer) som saftsugende larver og insekter (tilhørende Glycaspis og Lasiopsylla) har afsat på blade, kviste og grene som en struktur af krystalliseret honningdug. I løbet af vinteren lever Svaleparakitterne en nomadetilværelse og søger andre former for føde end blomstrende Eukalyptus og ”Lerp”. Dens levested varierer fra år til år og er afhængig af de klimatiske forhold samt de hermed forbundne fødemuligheder. Svaleparakitten kan dog også vende tilbage og bruge de samme levesteder fra år til år og ofte forbliver den på vinterens levesteder i længere perioder inden for en sæson. Som følge af Svaleparakitterne store mobilitet, er de registreret hundredvis af steder i Australien. Disse steder varierer og hænger nøje sammen med tilgangen til blomstrende Eukalyptus og tilgængelighed af anden form for føde såsom ”Lerp”. Nogle gange benytter den også bymæssige områder til at søge føde. Betydningen af større træer som en hovedfødekilde for Svaleparakitten er blevet påvist gentagne gange, eftersom disse træer har tendens til at kunne tilbyde en mere pålidelig og rigelig kilde til nektar.
I naturen er Svaleparakitten oftest støjende, aktiv og iøjnefaldende, men den forekommer stille, når den fouragerer og hviler sig midt på dagen, hvor den foretrækker at sidde højt oppe i træerne. Svaleparakitten har en glubende appetit, og derfor kan man undertiden se Svaleparakitter med en fjerdragt, der er helt mat af nektar. Man kan nærme sig et træ med Svaleparakitter, når de ivrigt indtager føde, hvor man ofte kan se dem hænge med hovedet nedad højt oppe i træerne, hvor også forskellige Lori-arter fouragerer. Svaleparakitten søger således først og fremmest sin føde i træer, hovedsageligt Eukalyptus-træer, men den opholder sig også lejlighedsvis på jorden for at indtage frø, nedfaldne blomster, frugt, bær og ”Lerp”, samt – naturligvis – for at drikke vand.
Svaleparakitter (Lathamus discolor) drikker nektar fra Eukalyptus-blomster ved hjælp af deres særlige tunge, der har små knopper (”pensler”) på tungens overflade, som hjælper med til at holde på nektaren. Svaleparakitten begraver sit næb i blomsterne, og hiver nektaren op med sin tunge, som kan formes til en ”kop” (ligesom når et menneske lukker sin hånd sammen og fylder den med vand)
Svaleparakitten kalder ofte højlydt, men kan som nævnt også vise sig som en stille fugl. Dens stemme har en blød melodisk tone, der tydeligt adskiller sig fra de egentlige Loriers meget skarpe stemmepragt. Hvis man under et besøg om sommeren på Tasmanien vil gøre et forsøg på at se Svaleparakitten i naturen, skal man specielt opsøge områder med Eukalyptus-træer af arten Eucalyptus globulus (”Blue Gum”) samt andre Eukalyptus-arter med ”Lerp” på blade eller kronblade, hvilket også gør sig gældende på fastlandet i efteråret og om vinteren.
Ynglesuccessen er tæt forbundet med tilstedeværelsen af blomstrende ”Blue Gum” Eukalyptus-træer på Tasmanien. I år med dårlig blomstring synes der således at være lidt avl. Førsteårsfugle er set ynglende, men som regel yngler de senere på sæsonen, omkring november.
Svaleparakitterne vælger store træer som redepladser. Rederne findes i træernes hulheder og skal helst befinde sig så højt oppe som muligt (typisk 6 – 20 m over jorden), hvor flere par tit yngler i samme træ. En nylig undersøgelse har vist, at Svaleparakittens reder ofte er placeret tæt på hinanden. Træer med reder kan være placeret kun 10 - 15 m fra hinanden, og der kan ses op til fire aktive reder i hvert træ. De yngler såvel i levende som i udgåede træer. Svaleparakitten har samtidig en forkærlighed for at yngle i tørre skove på skråninger og bakker, hvilket desværre gør den yderst sårbar for ”bush”-brande, når der er unger i reden.
Der lægges 3 – 5 hvide æg pr. kuld, og yngletiden falder som nævnt fra september og frem til februar på Tasmanien.
Der foreligger ingen oplysninger om levetiden for Svaleparakitter i naturen.
Trusler
Svaleparakitten blev i 2010 af BirdLife International - den officielle ”Rød Liste”-myndighed inden for fugle på vegne af IUCN (International
Union for Conservation of Nature) - vurderet til at høre til kategorien ”Endangered”, altså en truet art. Baggrunden for denne kategorisering er, at bestanden af ynglefugle er meget lille og fortsat faldende, eftersom
bestanden står over for en række trusler såvel i de områder, hvor den yngler, som hvor den opholder sig om vinteren.
BirdLife International estimerer, at der kun findes 1.000 - 2.500 voksne eksemplarer af Svaleparakitten
tilbage i naturen, og trenden for bestanden vurderes som allerede nævnt faldende (jf. "the Swift Parrot Recovery Team" 2001).
Bestanden menes at være faldende i takt med tab af levesteder og ødelæggelsen af samme, hvilket
alt i alt har betydet indskrænkning af dens samlede udbredelsesområde. Hyppigheden, hvormed denne art forsvinder fra naturen, er endnu ikke estimeret.
Blandt fugleholdere hører man ofte om, at de store papegøjearter er stærkt udryddelsestruede
i naturen. Det er også sandt, men hvis man ser BirdLife Internationals optegnelser for udvalgte store Sydamerikanske papegøjearter, og sammenligner talestimaterne for disse med Svaleparakitten (jf. nedenstående tabel), så kan man se,
at Svaleparakitten i naturen er betydelig mere sjælden end f.eks. Hyacinth Araen.
Art | Status i naturen | Status i regi af CITES | Udbredelsesområde | Estimeret antal eksemplarer tilbage i naturen |
Lys(e)rød Ara (Ara macao) 1) | ”Least Concern” | CITES 1 | 6.710.000 km2 | 20.000 – 49.999 |
Stor Soldater Ara (Ara ambiguus) | ”Endangered” | CITES 1 | 100.000 km2 | 1.000 – 2.499 |
Hyacinth Ara (Anodorhynchus hyacinthinus) | ”Endangered” | CITES 1 | 539.000 km2 | 6.500 voksne fugle |
Lears Ara (Anodorhynchus leari | ”Endangered” | CITES 1 | 3.900 km2 | 250 - 500 |
Svaleparakit (Lathamus discolor) | ”Endangered” | CITES 2 | 12.400 km2 | 1.000 – 2.499 |
Note:
1) BirdLife International skelner ikke mellem nominatformen Ara macao macao og underarten Ara macao cyanoptera.
På Tasmanien er Svaleparakittens yngleområder reduceret markant samtidig med, at levestederne er blevet fragmenterede, hvilket skyldes rydning af områder med Eucalyptus globulus (”Blue Gum”) til fordel for opdyrket land, plantage- og savværksdrift, flisfældning samt egentlig urbanisering. Over halvdelen af Tasmaniens områder med ”Blue Gum” skov er nu blevet ryddet. Selektiv skovhugst har resulteret i fjernelsen af større træer fra de resterende skovområder, der ofte regenereres dårligt. Samtidig konkurrerer Svaleparakitten med den Europæiske Stær (Sturnus vulgaris) om de resterende redemuligheder, hvilket man især ser langs skovbryn. Selv med beskyttelsen af ??de resterende levesteder (hvoraf 80 % er privatejet jord) samt ved forsøg på vedligeholdelse og genopretning af træområder synes regelmæssig avl tvivlsom, da Svaleparakitten ikke længere har stabil tilgang til nektar.
Svaleparakitten (Lathamus discolor) benytter gerne højtliggende hulheder i Eukalyptus-træer som redemulighed. Paradoksalt nok konkurrerer den om disse redemuligheder med den Europæiske Stær (Sturnus vulgaris), som vi kender fra vores egne himmelstrøg, og som er blevet indført til Australien, hvor den i lighed med andre invasive arter truer den oprindelige australske fauna
På det australske fastland har rydning og nedbrydning af Svaleparakittens levesteder til fordel for landbrug, skovbrug, bolig- og forretningsmæssig udvikling haft en endnu større indvirkning på arten. Således er mange af de foretrukne levesteder i lavlandet med de mest frugtbare og produktive lokaliteter blevet ryddet eller væsentligt ændret. Tørre tilflugtslevesteder ryddes fortsat og fragmenteres til fordel for udvikling af kystområder. Restområder, herunder mange af dem, som på nuværende tidspunkt eksisterer i bevaringsværdige øko-systemer, har også været stærkt udnyttet og forringet, og denne praksis fortsætter desuden i mange områder, herunder i skovområder med produktion af hårdt træ. Denne praksis resulterer i en dårlig og upålidelig adgang til nektarkilder i kraft af væsentligt færre, store gamle træer. Konkurrencen fra andre store nektarædere kan yderligere blive forværret af fortsat skovfragmentering. Om vinteren, afhænger Svaleparakittens overlevelse på det australske kontinent stærkt af offentlige arealer, der er blevet udnyttet til tømmer, honning og mineraler. Samtidig truer global opvarmning med at ændre levestedernes udseende og sammensætning. Hertil kommer, at det på det australske fastland desuden ikke er sjældent at opleve, at Svaleparakitten dør gennem kollision med vinduer, køretøjer og hegn.
Endelig er Svaleparakitten også truet af sygdommen ”Psittacine Beak and Feather Disease” (PBFD) samt ulovlig fangst og handel.
Naturbeskyttelsesforanstaltninger
På nationalt plan blev Svaleparakitten tilbage i 1999 kategoriseret som truet art i medfør af ”the Australian Environment Protection and Biodiversity Conservation Act”, hvilket skete efter en række delstater i de foregående år selvstændigt havde kategoriseret den som en truet art, jf. f.eks. ”The Victorian Flora and Fauna Guarantee Act” fra 1988 fra delstaten Victoria. I medfør af den nationale lov blev der udarbejdet en handlingsplan for artens genopretning i naturen og om den fremtidige forvaltning af denne art. I 2007 kategoriserede staten Victoria så Svaleparakitten som egentlig udryddelsestruet.
Der er udarbejdet en 6 punkts redningsplan for tiltag til at sikre Svaleparakittens overlevelse i den australske fauna, jf. ”the National Swift Parrot Recovery Plan 2006 – 2010”.
I alle delstaterne, hvor Svaleparakitten lever, er den således beskyttet af lovgivning, og arten kan kun holdes i fangenskab efter tilladelse fra de australske myndigheder. På Tasmanien har alene de fugleholdere, der har holdt Svaleparakitter i fangenskab fra før 1998, lov til stadig at holde denne art under beskyttede forhold. Det er samtidig ulovligt for australske fugleholdere at sælge, bytte eller overføre Svaleparakitter til andre fugleholdere.
Over tid er myndighederne i Australien blevet tiltagende mere restriktive i forhold til Svaleparakitten. Mange australske fugleholdere kan ikke forstå, at hvis naturbeskyttelsesmyndighederne virkelig er så bekymrede over situationen for Svaleparakitten i naturen, hvorfor gør disse myndigheder så ikke alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at ansvarlige fugleholdere avler så mange Svaleparakitter i fangenskab som overhovedet muligt? De australske fugleholdere spørger sig selv om, hvad værdien er af den overflod af oplysninger og erfaringer, som myndighederne efterhånden har opsamlet om Svaleparakitten i naturen, hvis ikke disse værdifulde informationer flyder videre og bruges som fundament for fangenskabsprogrammer i avlsmæssig sammenhæng kombineret med brug af den seneste DNA-teknologi og fast ringmærkning af unger.
Svaleparakitten (Lathamus discolor) er en af verdens mest sjældne papegøjearter i naturen, og de australske myndigheder har fastlagt meget stramme retningslinjer for at kan holde den i fangenskab på dette kontinent. Omvendt er Svaleparakitten over de seneste år blevet meget udbredt blandt fugleholdere i Europa, og fuglene handles – på trods af den meget store sjældenhed i naturen – til spotpriser bl.a. i Danmark (p.t. ned til ca. 300 kr. pr. stk.). Det kan blive et stort problem, da der på sigt så måske kan være for få seriøse opdrættere, der ønsker at beskæftige sig med denne fugleart, og bliver den først sjælden blandt europæiske fugleholdere, så kan Svaleparakittens dage under beskyttede forhold være talte. På fotoet ses en af mine egne avlshunner
De australske myndigheder er gået så langt, at man har foreslået opstilling af strenge krav for så vidt angår Svaleparakittens fodring og opholdssteder i fangenskab, før man udsteder tilladelser til fugleholdere, der ønsker at holde Svaleparakitten i fangenskab. Det har også været foreslået, at sådanne retningslinjer fastsættes i samarbejde med andre relevante naturbeskyttelsesmyndigheder, og at retningslinjerne skal håndhæves af tilsynsmedarbejdere fra Department of Environment.
De australske myndigheder foreslår ikke, at fugleholdere skal være Svaleparakittens ”redningsmænd”, men i betragtning af den massive ødelæggelse af artens naturlige levesteder og
den ødelæggende konkurrence fra invasive fuglearter som f.eks. specielt den Europæiske Stær (Sturnus vulgaris), eksisterer der et stort behov for en samordnet indsats for at skabe et storstilet og systematisk opdrætsprogram
for Svaleparakitten i fangenskab i Australien.
For australske fugleholdere er det ironisk at læse europæiske stuefugletidsskrifter og erfare, at Svaleparakitten er faldet til priser, der ligger langt lavere end i Australien, hvortil kommer,
at der i Europa endda er fremavlet mindst 4 forskellige farvemutationer blandt fugle i fangenskab. Europas succes med Svaleparakitten skal ses i lyset af, at Australien i 1960 vedtog en streng lovgivning om et totalt eksportforbud, der bl.a. omfatter alle
kontinentets papegøjearter. Dette er ironisk for australske fugleholdere, fordi Svaleparakitten i Australien holdes i fangenskab i et ekstremt lavt antal, og fordi staten, der har potentialet til at bidrage så meget til Svaleparakittens langsigtede
overlevelse, mere har fokus på at etablere restriktiv og snæversynet lovgivning omkring fuglen i naturen frem for at sikre, at fangenskabsfugle kan bidrage til artens overlevelse i naturen. Man kan jo spørge sig selv om, hvem der er bedst
til at bidrage til opdræt af Svaleparakitten - en fugleholder, der i en årrække har holdt og opdrættet Svaleparakitten i fangenskab, eller nogle myndighedspersoner, der lønnes af den australske regering for dette arbejde? Det
kan der vist ikke være nogen tvivl om.
Fugleholderne mener, at de australske lovgivere bør lære
af erfaringerne fra Brasilien med hensyn til naturbevarelsesmetoder for Blåaraer, herunder Hyacinth Ara (Anodorhynchus hyacinthinus), Lears Ara (Anodorhynchus leari) og Spix ara (Cyanopsitta spixii). Her valgte brasilianerne
at etablere et genopretningsprogram, som bliver ledet af en bestyrelse, der består af medlemmer med meget forskelligartet baggrund. Inkluderet i denne bestyrelse er foruden statsansatte embedsmænd tillige ornitologer, Zoo-specialister samt –
ikke mindst - brasilianske fugleholdere, der over flere år har holdt disse tre Ara-arter i fangenskab, og som besidder en uvurderlig viden og erfaring.
Ofte - og undertiden med god grund - beskyldes fugleholdere for at være skyldige i forskellige papegøjearters forsvinden fra naturen rundt omkring i verden. Det er derfor opløftende, at naturbevaringsprogrammet for den stærkt udryddelsestruede Spix Ara anerkender, at private fugleholdere sidder med nøglen til denne arts overlevelse for fremtidige generationer. I australske fugleholderkredse håber man på en lignende tilgang i relation til bevarelse af Svaleparakitten, men de australske lovgiveres og myndigheders nuværende fordomme over for fugleholdere tyder på, at dette kan have lange udsigter.
Man behøver blot at gå tilbage til 1980’erne for at observere den australske lovgivnings indvirkning på en række papegøjearter. Her fik fugleholdere i Queensland ikke lov til at holde den australske Ædelpapegøje (Eclectus roratus macgillivrayi), den Sorthovedet Sangparakit – bedre kendt som Hooded parakit (Psephotus dissimilis), og den Guldskuldret Sangparakit (Psephotus chrysopterygius) samt flere andre papegøjearter. Som følge af tamkvægets overgræsning og andre destruktive landbrugsmetoder blev den Sorthovedet Sangparakits og den Guldskuldret Sangparakits antal i naturen reduceret til uholdbare niveauer. Fugleholdere i hele Australien blev forpligtet til at liste disse (og andre) papegøjearter i et nationalt tilladelsessystem. Senere blev lovene i Queensland ophævet, og det blev herefter tilladt at holde og opdrætte disse arter i fangenskab efter udstedt tilladelse. I løbet af nogle få år faldt prisen på Sorthovedede Sangparakitter fra omkring 750 $ til 100 $ for et par, og prisen på Guldskuldrede Sangparakitter faldt fra 3000 $ til 300 $. I dag avles der så intensivt med den Sorthovedet Sangparakit blandt australske fugleholdere, at ungfugle nu kan købes for så lidt som 10 $ pr. fugl, og staten New South Wales har nu fjernet denne papegøjeart fra godkendelsesordningen. Dette vil samtidig reducere fristelsen til at indfange disse fugle i naturen. Det ville være opmuntrende, hvis det samme scenarie kunne opnås i forhold til Svaleparakitten. Australierne kan jo se, at europæiske fugleholdere med en yderst begrænset bestand af Svaleparakitter over årene har kunnet avle denne art flittigt i fangenskab, så det skulle være muligt at opnå de samme opdrætsresultater i Australien.
I takt med at man læser mere og mere om virkningerne ved ødelæggelsen af Svaleparakittens levesteder, ville det være
opløftende, hvis lokale og nationale naturbeskyttelsesmyndigheder kunne arbejde sammen med fugleholdere for at sikre Svaleparakittens overlevelse. I det mindste ville det være en begyndelse. Såfremt de australske myndigheder i stedet ville
samarbejde med fugleholdernes organisationer, kunne det føre til et langt mere harmonisk forhold frem for den nuværende situation, hvor fugleholdere får at vide, hvad de skal gøre uden mulighed for at komme med noget forudgående
forslag til lovgivning og retningslinjer om, hvordan man bør holde Svaleparakitter under beskyttede forhold i Australien.
Svaleparakitten er optaget på Appendix II under CITES. Af bevaringsforanstaltninger, som er på vej i regi af CITES Appendix II, kan nævnes regelmæssig overvågning af bestanden af Svaleparakitter på Tasmanien samt i hele udbredelsesområdet på fastlandet, hvortil man benytter et stort netværk af frivillige. Denne indsats koordineres af bl.a. ”the Swift Parrot Recovery Team”. Overvågningen omfatter tillige registrering af tab af naturtyper og ændringer i omkringliggende biotoper. Naturbeskyttelsen omfatter tillige udvikling og videreudvikling af retningslinjer for skovbrug samt oplysningsprogrammer for genskabelse af levesteder. Udover bestemmelse af tendenser og opdrætsfordeling under forskellige klimatiske forhold, vil der også blive udført forskning på ynglesucces og bestandens levedygtighed, hvorunder man f.eks. identificerer reder, fødesteder og trækruter ved hjælp af GIS (Geografiske Informations Systemer).
Uanset om man kan lide det eller ej, så kan private fugleholdere meget vel være nøglen til den langsigtede overlevelse for mange truede fuglearter, herunder Svaleparakitten. Lad os ikke håbe, at begrænsninger samt fordomme mod fugleholdere sender Svaleparakitten ad samme ”dødsrute” som f.eks. Paradis Sangparakitten (Psephotus pulcherrimus) og Rodriguez papegøjen (Necropsittacus rodericanus), som begge desværre er blevet udryddet af menneskeheden. Vi må håbe, at en mere oplyst holdning kan give et langt større antal australske fugleholdere mulighed for at opdage glæderne ved at holde en af de mest farverige og tillidsfulde af alle australske papegøjer, nemlig Svaleparakitten.
I fangenskab
Man så første gang Svaleparakitten i fangenskab allerede tilbage i 1863 i London Zoo, og i årene herefter fulgte ofte importer.
Det er en fugl, som skal holdes i voliere. Det tenderer dyremishandling at holde denne art i et bur, hvor den slet ikke hører hjemme. Når det så er sagt, så kommer nyindkøbte Svaleparakitter hos mig altid i karantæne i et lille bur, hvor der i den første tid efter anskaffelsen er mulighed for at omgås fuglene så tæt, at de blive mere fortrolige ved menneskelig omgang, hvilket vil være en stor fordel, når fuglene senere flyttes over i en voliere.
Svaleparakitten er en meget nysgerrig fugl, som gerne vil undersøge alt, og derfor er det heller ikke sjældent, at den kan finde frem til en utilsigtet åbning i volieren, der gør, at den kan undslippe. Netmaskerne skal af samme grund have en størrelse, så den ikke kan få hovedet ud gennem trådvævet.
Arten er kendt for at have en meget fredelig adfærd, og den kan endda holdes sammen med mindre fuglearter som eksempelvis Risfugle (Padda oryzeva) eller andre mindre australske parakitter som f.eks. Græsparakitter (Neophema).
Som følge af Svaleparakittens (Lathamus discolor) meget fredelige væsen kan den både holdes sammen med artsfæller og mindre fuglearter som eksempelvis Risfugle (Padda oryzeva) eller andre mindre australske parakitter som f.eks. Græsparakitter (Neophema). Selv ikke i yngletiden udviser denne art aggressivitet. Her et par med sine unger
Efter akklimatisering og tilvænning til frøfoder, er Svaleparakitten både udholdende og hårdfør. Den er altid aktiv og virker yndefuld, og man kan ofte se hannen siddende på en gren, medens den laver nogle mærkelige bevægelser, hvor den ”svipper” med vingerne. Samtidig udstødes nogle skarpe skrig, der dog ikke er gennemtrængende. Generelt har begge køn en ret behagelig, men måske lidt ensformig, pludrende sang, og hunnens stemme virker markant svagere end hannens.
Nogle fugleholdere mener, at Svaleparakitten lettest yngler i separat voliere og helst vælger at yngle i åben voliere frem for i en indendørsvoliere. Der bør tilbydes flere redemuligheder, gerne i en beplantet voliere, hvor reden hænger lidt i skjul af beplantningen. Hvis den får muligheden, foretrækker Svaleparakitten udhulede træstammer som redekasse, men generelt set er den meget åben over for de muligheder, som man byder dem uanset, om der er tale om vandrette, lodrette eller skråtstillede redekasser. Redekassens bund bør forsynes med et ca. 5 cm’s tykt redeunderlag, f.eks. i form af mos, hvilket synes at være velegnet redeunderlag for de fleste Svaleparakitter. Undertiden kan man se hunner, der graver i redeunderlaget i et sådant omfang, at dette ”flyver” ud af indgangshullet til redekassen som man f.eks. også kan se hos Taranta dværgpapegøjen (Agapornis taranta). I modsætning til redekasser hos de egentlige Lorier, hvor man ofte kan observere ”våde kasser”, så ses det ikke hos Svaleparakitten, hvorfor det ikke er nødvendigt at supplere det eksisterende redeunderlag med sphagnum.
Når man forsøger at avle med Svaleparakitter, er det vigtigt, at fuglene har ro i yngletiden, så unødige forstyrrelser skal undgås. Jeg yngler ikke med hunner, før de er ca. 2 år. Der lægges 3 – 5 (undertiden 6) hvide æg, som alene udruges af hunnen. Nogle avlspar af Svaleparakitter giver regelmæssigt 2 – 3 unger, andre 4 unger pr. kuld og atter andre 5 unger pr. kuld. Når hunnen ruger, forlader hun reden om morgenen og sent på eftermiddagen for at gøre toilette og blive madet af hannen. Rugetiden er omkring ca. 25 dage i fangenskab, men oplyses at være 20 dage i naturen, hvilket forekommer besynderligt. Ungerne forlader reden efter ca. 6 uger, og undertiden kan Svaleparakitten opnå 2 kuld på en ynglesæson. Ungerne forlader reden 1 – 2 uger senere, end man ser det hos andre frøædende parakitter, hvilket hænger sammen med, at deres vinger ikke kan bære den kraftige krop, før de er ca. 6 uger gamle.
Blandt australske fugleholdere påbegynder man normalt avl med Svaleparakitter i slutningen af september, men æglægningen sker undertiden først i slutningen af november. Det sene avlstidspunkt kan få katastrofale konsekvenser for fastlandsfugle som følge af den stærke varme på denne tid af året. I Australien får fugleholdere normalt kun to kuld på en sæson, når avlen påbegyndes tidligt i september.
En flot gennemfarvet Svaleparakit (Lathamus discolor) i topkondition er et herligt og smukt syn, og det er fuldt forståeligt, at denne art over de seneste mange år har opnået så stor en udbredelse blandt europæiske fugleholdere. Selv om Australien er hjemsted for nogle af verdens smukkeste og mest farvestrålende papegøjearter, så har landets postvæsen ikke – som andre landes - været ”fremme i skoene” og ladet disse fugle illustrere på frimærker. Derfor må vi i denne artikel udelukkende ”nøjes” med fotos af denne art
Uanset om Svaleparakitten holdes parvis eller i en lille flok, synes den kun at have beskedne præferencer, hvad angår volierens udformning. Nogen fugleholdere har 2 par Svaleparakitter i en voliere på 5 meters længde, 1,5 meters bredde og 2 meters højde, andre holder dem i en mindre voliere på 3 meters længde, 1 meters bredde og 2 meters højde. Hvad enten man holder et enkelt eller to par sammen, eller sågar en lille flok, så kommer der unger af Svaleparakitten. Ved koloniopdræt kan man ofte se flokke, hvor der er flere hanner end hunner, og alligevel frembringes der unger uden tegn på åbenlys aggression, som dog undertiden bemærkes af nogle fugleholdere. Det siges i øvrigt, at der kan forekomme polygami blandt Svaleparakitter, der holdes i flok. Det primære problem, der kan opstå ved at holde Svaleparakitten i meget store volierekomplekser, er risikoen for en brækket nakke og/eller vinger på grund af artens ekstremt hurtige flugt, hvilket især er en risiko, når fuglene forstyrres om natten.
I Australien er fuglene især udsatte om natten i områder, hvor der lever Pungrotter,
lokalt kaldet Opossums (Didelphimorphia), som kan give fuglene et voldsomt chok, og det er rent faktisk den hyppigste årsag til dødsfald blandt Svaleparakitter i fangenskab. Omstrejfende katte og vilde fugle kan også overraske Svaleparakitter
i fangenskab om natten, men fuglene kan også skræmmes fra vid og sans om dagen af omkringflyvende rovfugle. Når man holder Svaleparakitten i volierer, der er over 3 m i længden, bør man derfor afhjælpe denne potentielle
risiko ved eksempelvis at opsætte en ”væg” af tætte naturgrene eller et tæppe, som hænger et stykke fra begge endevægge. Specielt Svaleparakittens unger er særligt udsatte for denne skæbne i de første
par uger efter, at de har forladt reden.
I Australien er der bl.a. blevet lavet en ph.d.-afhandling, der omfattede fastlæggelse af dødsårsager hos Svaleparakitter i fangenskab (og i naturen) gennem obduktion af en række
fugle. Hos en enkelt opdrætter viste det sig, at snyltende rundorme var årsag til for døden hos tre fugle, og hos en fjerde fugl skyldtes døden et hovedtraume (som følge af Pungrotter). Alle denne opdrætters voksne Svaleparakitter
fik hvert år en ormekur givet direkte i fuglenes kroer samt vandbaseret ormekur to gange årligt, men det blev ikke givet ungfugle. Opdrætteren havde nemlig haft nogle negative oplevelser blandt andre papegøjearters ungfugle, som han
mente skyldtes den virale ormekur, hvorfor han havde gjort det til en regel aldrig at give ungfugle af Svaleparakitter ormekur. De eneste fugle, som gik tabt som følge af spoleorm, var unge Svaleparakitter. Siden ovennævnte ph.d.-afhandling har
opdrætteren givet ormekur via kroen til alle Svaleparakitter, også ungfuglene.
Specielt i Australien skal man som fugleholder være opmærksom på, at det er af afgørende betydning, at man minimerer varmeudviklingen i både volierer og redekasser. Svaleparakitten synes nemlig meget intolerant over for stærk varme, især i yngleperioden, hvilket i Australien ofte giver anledning til tab af unger, når der er tale om usædvanligt varme perioder. I år, hvor der er særlige problemer med sommervarmen, resulterer det ofte i, at fugleholdere må håndopmade unger, der forlades af forældrefuglene. Derfor overdækkes volierer med Svaleparakitter i Australien med klude eller faste mørke tagplader. I Australien er det desuden udbredt at bygge redekasser med enten tag (låg) eller bund fremstillet af tin, hvilket er stærkt varmeabsorberende. Til Svaleparakitter erstatter australske fugleholdere derfor disse dele med træ eller sågar små cementplader for at reducere varmen i redekasserne. Visse australske fugleholdere har ydermere tag på sine volierer, som kan åbnes i meget varmt vejr for at sikre friske luftstrømme over fugle og redekasser. Atter andre fugleholdere opsætter hessian i redekassen, som kan fugtes med vand, når det bliver rigtig varmt, så æg og unger ikke forlades af forældrefuglene. Paradoksalt nok menes de mindre varme somre i Europa at være den primære årsag til de europæiske fugleholderes store succes med opdræt af Svaleparakitten i fangenskab.
Farvemutationer
Da www.birdkeeper.dk ikke - på nær nogle enkelte undtagelser - er et forum for farvemutationer, skal dette punkt blot berøres ganske kort.
I Europa er Svaleparakitten opstået i hvert fald i fire forskellige farvemutationer, bl.a. Misty (khaki-farvet), som jeg har haft fornøjelsen af at se i udlandet, samt Oliven.
Derudover ser man også forskellige modifikationer af Svaleparakitten med større eller mindre områder med røde fjer ikke mindst på bugen.
Der er bl.a. i Holland opstået Svaleparakit (Lathamus discolor) fugle med større eller mindre røde fjerpartier, specielt på bryst og bug, Man tilstræber – i lighed med, hvad der ses hos visse andre australske parakitarter – at selektivt fremavle fugle, hvor den røde farve er repræsenteret på dele af fuglen, som ikke ses på den vildtfarvede fugl i naturen i almindelighed
Fodring
Der er to veje at gå med hensyn til fodring af Svaleparakitter i fangenskab. Enten kan man primært fordre dem med flydende føde, som det kendes fra de egentlige Lorier (honningvand, flydende nektarblanding, evt. jævnet med frugtkompot, babymad, mælkepulver, etc.), eller også kan man vælge primært at fodre dem med udgangspunkt i en frøblanding suppleret med frugt og grønt. Mange fugleholdere sværger til sidstnævnte, da fuglene derved ikke ”grisser” så meget med deres ekskrementer.
Vælger man at fodre Svaleparakitten med flydende føde, kan man enten selv blande den flydende føde, eller man kan købe færdigfabrikerede, vandopløselige pulverblandinger. Det er vigtigt, at enhver kostforandring sker gradvist, specielt når man introducerer den for frøfoder af forskellige sorter. Under alle omstændigheder skal fodersammensætningen være varieret og bør bestå af mange forskellige søde frugter (æbler, pærer, vindruer, appelsiner, kiwi frugt og vandmeloner) og grønt i form af forskellige former for salat, herunder grøn bladsalat, spinat, selleri, majs, ærter og broccoli, hvortil kommer kløverblomster, alle former for græsfrø, og friske naturgrene gerne med kviste fyldt med bladknopper. Spiret frø i alle modningsstadier er også et must for Svaleparakitten.
I naturen er vellykket opdræt Svaleparakitten som tidligere omtalt tæt knyttet til tilstedeværelsen af specielt to forskellige Eucalyptus arter, nemlig ”Blue Gum” (Eucalyptus globulus) og ”Swamp Gum” (Eucalyptus ovata), men i Australien vil fugle i fangenskab også fortære blomstrende knopper af en langt bredere vifte af Eukalyptus-sorter med glæde. De mest succesfulde australske opdrættere benytter en kommerciel pellet-baseret kost, en vandopløselig Lori-blanding samt en parakitfrøblanding suppleret med årstidens frugt. Det er sjældent, at man ser vildtlevende Svaleparakitter æde frugt, men i fangenskab er Svaleparakitten glad for dette.
Nogle anbefaler at begrænse mængden af solsikkefrø i foderet, da disse frø som bekendt er meget fedtholdige, og Svaleparakitten har tendens til at lide af fedme i fangenskab, hvis man fodrer den forkert, især hvis dens voliere ikke er særlig stor.
Svaleparakitten
elsker at bade og skal derfor altid have adgang til frisk badevand. Det er et underholdende syn at opleve fuglen ”spjætte” med sine vinger i et vandkar til den er helt gennemblødt.
I yngletiden tages gerne æggefoder og sandkage. Mange forfattere påpeger derudover, at der i yngletiden også er behov for insektfoder, da det synes at være en væsentlig
fødekilde for de vilde fugle i yngletiden. Derfor bruger man i fangenskab ofte melorme, myrepupper og larver som føde, hvilket kan medvirke til succesfuldt opdræt år efter år. Med de nyeste fødeinformationer og forskning,
der foreligger om Svaleparakitten, kan fugleholdere opnå en langt større grad af ynglesucces, end det tidligere var muligt. Vi skal ikke længere tilbage end 1981, hvor Joseph M. Forshaw i ”Parrots of the World” bemærkede,
at Svaleparakitter sjældent yngler i fangenskab, og ikke har let ved at tilpasse sig en eksistens i voliere, hvilket må siges at være oplysninger, der ikke længere er gældende for Europa og Tasmanien. Det er en skam, at det kun
er tilladt så få australske fugleholdere at holde denne art i fangenskab og derved medvirke til dens overlevelse.
Fremskridtene inden for viden om optimal kostinformation har i øvrigt betydet, at Svaleparakitten kan opleves i en langt bedre sundhedstilstand end før i tiden. På trods af dette faktum bør man løbende checke sine fugles sundhedstilstand ikke mindst for tegn på fedme, så man eventuelt kan omlægge fodersammensætningen.
Samlet set finder jeg, at Svaleparakitten er en af de mest smukke og nøjsomme arter i vores volierer.
Jørgen Petersen
Konciperet/Opdateret: 16.06.2011/16.06.2011
DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!
Already when I was a teenager back at the beginning of the 1970's, you could occasionally see some very special parrot species at one of the large bird traders in Copenhagen (Denmark), who were known for continuously importing many parrots from the various parrot continents. They were smaller medium to medium sized green parrots with a beautiful mosaic pattern on their wings, which is caused by the different colored wing coverts are being broadly marked with orange-yellow edges (in most of the subspecies) and with an impressive, disproportionately large red beak compared to the rest of the bird. These birds later turned out to be Tanygnathus lucionensis and Tanygnathus megalorynchos, and I remember that on the few occasions I saw them, it was usually just a single bird in the cage tucked away over in a corner of the shop premises, possibly because they were mistakenly included in a shipment from Asia along with a number of other far more popular parrot species.
At this time, nobody really knew anything about these birds, and at the same time they did not seem to have much interest among aviculturists. This has since changed quite a bit because nowadays many aviculturists are fascinated by these parrots.
But what is it that makes parrots from the Tanygnathus genus so fascinating?
Photo 01:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: The scientific Latin species name "lucionensis" means coming from Luzon, the largest island in the Philippines. This is the nominate subspecies coming from the islands of Luzon and Mindore in the northern parts of the Philippines. The beautiful photo clearly shows the upper side of the nominate subspecies which is characterized by it is having a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump. Photo: Forest Botial-Jarvis-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML560592651.
Before we delve into the substance and take a closer look at the main focus of this article, namely the determination of the Tanygnathus lucionensis subspecies, here is an overall and very short introduction to the entire Tanygnathus genus:
The Tanygnathus genus represents a group of parrots with predominantly green plumage that are smaller medium to medium sized birds with large - in several instances - very large, heavy mainly red beak (hence the Latin scientific designation, “Tanygnathus”, that means extended, long and beak/jaw, is well-deserved) and a proportionately short, wedge-shaped rounded tail, which is somewhat stepped and is shorter than their wings, giving them - according to the world-renowned Australian ornithologist Joseph M. Forshaw - a “top-heavy” look. There is no prominent notch in the upper mandible and the cere is naked. Sexual dimorphism is slight or absent, and young birds generally appear duller than adults.
The premise of this article is the world's leading, current nomenclature/taxonomy, “THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD”, version 4 from 2013 and newest version 4.1 from August 2018, ”Errata and Corrigenda to Volume 1”, (used by the world's leading scientists, researchers, ornithologists, curators, etc.) mentions the following species and subspecies belonging to the Tanygnathus genus:
Status in the wild according to BirdLife International: “Least Concern”.
Status in the wild according to BirdLife International: “Near Threatened”.
Status in the wild according to BirdLife International: “Least Concern”, except from the everetti subspecies, they are “Endangered”.
Status in the wild according to BirdLife International: “Vulnerable”.
The members of the Tanygnatus genus are closely related to the Eclectus Parrots (the Eclectus genus). However, the most Tanygnathus species are much smaller and are less heavily built than the Eclectus Parrots and thus more elegant. Just as you see with members of the Eclectus genus, Tanygnathus females are also known to be quite aggressive towards males, but in fact some Tanygnathus males can also be aggressive towards females. It can even become so violently that the female's toes can be bitten off. As with the Eclectus Parrots, there is only limited interaction between the sexes in daily life and mutual preening is not something that I yet have experienced in the Tanygnathus species that I have kept for some years.
Genetic evidence has also supported close relationship to the Psittacula genus as it looked like up until 2019. For example, there are many similarities between Tanygnathus megalorhynchus and Psittacula eupatria magnirostris (nowadays Palaeornis eupatria magnirostris, in english Andaman Alexandrine Parakeet); if one abstracts from the fact that the former has a short tail and the latter has a long tail, just try to compare the enormous and amazing beaks of both birds.
This genus is native to Southeast Asia and Melanesia. The overall distribution area is mainly the Philippines, New Guinea, the Moluccas and Sulawesi (the world's 11th largest island, also called Celebes).
In nature, their food mainly consists of fruits (e.g., mangoes), seeds, berries, nuts and insects. Sometimes their food also consists of crops e.g., corn.
What particularly fascinates me about this genus is their disproportionately large beak, which in the vast majority of cases is large and red and thus very prominent, you can't help but focus precisely on it when you look at the bird. It cannot be said that the members of the genus Tanygnathus are brightly colored, but most species/subspecies have an incredibly beautiful mosaic pattern on their wings, which is caused by the different colored wing coverts are being broadly marked with orange-yellow edges (in most of the subspecies). Although some of the birds may appear a little compact, they are very agile and move incredibly elegantly in the branches of the trees.
Kept in human care, these birds appear very shy at first, but gradually they become calmer and, in some cases, they can become completely comfortable with human contact.
None of the four different Tanygnatus species have ever been common within the aviculture, which may be surprising, as they are rather quiet and low-voiced birds that you can become familiar with over time. Having said that, Tanygnathus lucionensis is the "most frequently" occurring species among aviculturists, whereas Tanygnatus megalorynchos and Tanygnathus sumatranus are seen even less often. Very remarkably, Tanygnathus lucionensis has the reverse status in nature where it has become a fragile species with a status of being "Near Threatened". BirdLife International has estimated that there are only 1,500 - 7,000 individuals left in the wild of this species with associated subspecies. Besides, the population development is also decreasing mainly due to logging of trees in its habitats. Neither Tanygnatus megalorynchos nor Tanygnathus sumatranus is nearly threatened in the wild, fortunately they are of the least concern. It is therefore very paradoxical that Tanygnathus lucionensis is the most widespread species among aviculturists in Europe.
Photo 02:
Tanygnathus megalorhynchos sumbensis: This photo shows a subspecies of the biggest species belonging to the Tanygnathus genus, the Great-billed Parrot (Tanygnatus megalorynchos) which also have the largest and most impressive beak of these species. Tanygnatus megalorhynchos sumbensis, comes from the island of Sumba (Lesser Sundas). Photo: Mehd Halaouate.
One thing is to have a scientifically worked-out taxonomy that lists and divides the Tanygnathus genus into species and subspecies distributed by geographical distribution areas, another thing is to find reliable sources (field studies, literature, photos, etc.) that describe all the members of this genus in detail and accurately. I have many parrot books, encyclopedias, etc., but I have never managed to find a book with accompanying photos that in a credible manner in detail describe all the various Tanygnathus species with its associated subspecies. At best, this genus is all too often referred to be only peripherally described in these books. Moreover, a number of these descriptions are only superficial, and it is of no use if you have to determine the subspecies of a species that has a number of very comparable subspecies (cf. later). The different parrot books contain almost no photos where one can really compare all the subspecies and see the differences between these. Up until now I haven't been able to find a book or another source of sufficient credibility and accuracy.
With this article, I will try to contribute to creating a little more clarification in relation to some of Tanygnathus lucionensis' subspecies, and that is the focus for the rest of this article. At the same time, it must be emphasized that the present article predominantly deals with taxonomic and morphological issues in order to try to determinate the right subspecies of the Tanygnathus lucionensis that I keep, to which comes some general information about the species in the wild. However, the article does not deal with topics such as keeping, feeding and breeding of Tanygnathus lucionensis in human custody.
Very summary, this is a smaller medium sized parrot, around 31 cm in length, primarily green except for a light blue rear crown and nape, pale blue lower back and rump (cf. subspecies later), shoulders with broad orange-yellow edges on black wing coverts, and blackish underwings with green underwing coverts.
As already mentioned, this species is listed as “Near Threatened” by BirdLife International because there are some indications that it has a moderately small, fragmented population, and it may be undergoing a continuing decline due to habitat loss (logging) and trapping. However, little is still known about the population size, population structure and threats to this species.
Tanygnathus lucionensis is present throughout the Philippines, where there are records from at least 45 islands, plus the Talaud Islands, Indonesia, and islands off north-east Borneo belonging to Malaysia (e.g., Kota Kinabalu, which is a very popular photo spot for tourists interested in this species) and it is therefore not a country endemic species.
It was common on most islands in the Philippines a century or less ago, but has suffered declines since on such a scale that it is now rare or extinct on many islands. However, it does survive in small pockets of habitat on the smaller islands, so that its status overall is difficult for BirdLife International to assess. Moreover, it is still fairly numerous in some areas of Palawan and on Tawi-Tawi, and high numbers should be present in a large tract of forest on Talaud. Intensive habitat loss and trapping have made this species scarce on most islands except Mindoro and Palawan, but still a local animal protection organization has raised concerns over the increasing illegal trade of this bird on Palawan.
It also occurs in urban areas such as several national parks within the Philippines: Bataan, Quezon and Minalungaw.
As previously stated, BirdLife International's current estimate of the number of Tanygnathus lucionensis (incl. subspecies) is 1,500 - 7,000 mature individuals, while the population development is described as declining owing to habitat degradation from agricultural expansion and logging pressures to which comes illegal trapping for the cagebird trade. It is a bird of closed and open forest formations, including secondary forests, coconut and banana plantations and mangrove, chiefly in lowland and coastal areas, up to 1,000 m. It is usually found in flocks of up to 12 individuals which roost communally and make regular dawn and dusk flights between feeding and roosting areas. Breeding takes place in a hole in a tree in from April till July.
Photo 03:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: When you see photos of these birds from the nature, you most often see them sitting in the tall tree crowns where they prefer to be. Although some of the birds may appear a little compact, they are very agile and move incredibly elegantly in the branches of the trees. Photo: Stephan Lorenz-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML563667891.
“THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD” (see above) recognizes the following subspecies of Tanygnathus lucionensis:
Note to the above table:
I am fully aware that in the spring of 2023, Arndt-Verlag has issued a new - and final - complete version of the "Namensliste der Papageienarten und Unterarten" (Latin, German and English names). It states the existence of - in relation to Arndt-Verlag's poster with the Tanygnathus genus (“Großschnabelpapageien”) - four "other" Tanygnathus lucionensis subspecies, namely nigrorum, siquijorensis, koikei und paraguenus, without these being further described. These four 4 "other" Tanygnathus lucionensis subspecies are not recognized today by the leading scientific taxonomy, and the deviations that the designation of these subspecies has expressed in its time are today simply considered variance within the framework of the currently recognized subspecies. They are thus assimilated into the current range of subspecies.
So, these four "other" Tanygnathus lucionensis subspecies are ignored here, as the article is based on the world's leading taxonomy, which is based on solid scientific evidence as the basis for the division into species and subspecies (for example, the subspecies, siquijorensis, was in its time solely determined from only a single holotype specimen).
All of the four "other" subspecies mentioned by Arndt-Verlag, koikei and paraguenus, as well as nigrorum and siquijorensis, were all already mentioned as subspecies in the world's first large complete parrot book, called "Papegøjebogen" (in English "The Parrot Book"), which was written by the Dane, J. L Albrecht-Møller, with the assistance of another Dane, Aage V. Nielsen. J. L. Albrecht-Møller was approximately 30 years to write "The Parrot Book", which was completely published in 1973. Unfortunately, the book is only available in Danish and consists of almost 700 densely written pages spread over 3 volumes as well as a completely extra 4th volume filled with color drawings of a large number of species and subspecies of parrots of all kinds.
In fact, it was a third Dane, an internationally highly respected scientist, Finn Salomonsen (zoologist and ornithologist), who first described the subspecies nigrorum and siquijorensi. During an expedition to the Philippines in the years 1951 - 1952, he also did some research on this genus.
As mentioned, none of the above four "other" subspecies have found grace for inclusion in Howard and Moore's taxonomy. Nor does the world's second major scientific "heavyweighter" within bird taxonomy, "The Clements Checklist of Birds of the World", 6th Edition, that was published and released by Cornell University Press in June 2007 take these four "other" subspecies into account.
Photo 04:
Tanygnathus lucionensis lucionensis: As a nest these birds use a hole in a tree where they during April - July are breeding. The nest is often found in secondary forest, at forest edges and in plantations at elevations of up to 1000 m. Photo: Bradley Hacker-Bataan, Philippines-Macaulay Library ML214490541.
From my first encounter with this genus back in the early 1970's, it was always in the back of my mind that when the right opportunity presented itself, I would like to acquire such birds, but almost a lifetime should pass before thoughts turned into action in autumn 2018. Here I acquired my first pair of Tanygnathus lucionensis from a foreign breeder who had guaranteed me a 100 % perfect and unrelated pair. As he himself only had one breeding pair, he had procured an unrelated female bird via another aviculturist in a neighboring country. The breeder informed me that the birds were of the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis, which, compared to the nominate subspecies, that has a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump, instead has a pure green plumage in the same places. He further stated that it was the subspecies that was found most among aviculturists in Europe. After driving many hundreds of kilometers to collect the birds, it unfortunately turned out that the breeder's own male bird - in contrary to what he had otherwise promised - was not 100 % perfect, as it was basically missing half the length of the tail, which I had not been informed about before my departure from Denmark. Since I had driven so far, and because it was a rather rare bird, I chose, after consultation with my wife, who went along on the trip, to bring both birds home to Denmark, but my disappointment with this seller, who, after all, several times had guaranteed that both birds were 100 % in order, was great. At home in Denmark, the birds were placed in an approximately 6-week long quarantine period and different clinical disease testings were conducted both via PCR and serology, and all test results were negative for ABV/PDD, APV, PBFD, and CPS, etc. Already during the quarantine period, I had observed that the male bird, which unfortunately was hand-reared, had an abnormal behavior. Besides, the fact that it had a habit of plucking its own feathers, it was obviously also mentally disturbed, which resulted in highly unusual behaviour, where it, among other things, sat in the same place around the clock without moving, and it seemed almost terrified of e.g., natural branches, to which was added the fact that it had absolutely no interaction with the female bird. I contacted the seller to return the bird, but he refused to take it back, so as the bird's condition further deteriorated, in consultation with a veterinarian specialized in bird diseases, it was decided to euthanize the bird, so my first attempt at acquiring a pair of this species ended in failure. The female was subsequently sold to another aviculturist who was missing a female bird, as I was of the opinion that it probably would be easier to buy a new pair together.
I had not given up on my dream of keeping this species, but next time the acquisition should be made from a much more serious and experienced breeder of this species. During my search for such a breeder, I sometimes came across other aviculturists who also mentioned that the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis is the kind that is most widespread among European aviculturists.
In autumn 2021 - after being registered with a new breeder for nearly 1 year in order to be allowed to buy a pair - I ended up buying a new pair. This breeder sold his birds just as being Tanygnathus lucionensis i.e., without being subspecies determined, but it was clear that even these newly acquired birds did not have the features known for the nominate subspecies in the form of a blue/bluish mantle, back, lower back and upper rump. Once again, these feather areas were completely green on the birds (as they also were on the two pairs of parent birds), so it had to be the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis. These birds came from an aviculturist who generally maintains a very high level of hygiene and besides has a bird collection that has been clinically tested for the common parrot diseases. Even so, I always also have newly purchased birds re-tested for diseases in connection with the 6-week quarantine period during which they are physically isolated. All the various tests turned out to be negative, but already a few days into the quarantine period the male still seemed to be a bit lethargic and he sneezed once in a while. So, once again he had to be examined by a veterinarian specialized in bird diseases, who took renewed samples from the bird. After laboratory analysis it turned out that the bird had a special rod bacterium that caused sinusitis, so it was put on a penicillin cure with a targeted antibiotic, but it didn't help, the bird got worse and had to remain in quarantine. Another two cures of other and more extensive penicillin preparations over several weeks (with an intermediate period of rebuilding the intestinal flora in the stomach) took place, but nothing helped, it was a chronic sinusitis, and as the bird's condition now was really bad, it also had to be euthanized without at any point having left the quarantine station for several months. The female bird, which is a big beautiful bird in top condition, had no symptoms at any time (sinusitis is not contagious), so this time I decided to keep the surviving female bird.
In 2022 I had the opportunity to buy several young birds from different breeding pairs from the same breeder, who gave me a price reduction on one of the new birds, because I had lost the male that I had bought from him the year before. All these birds came well throughout the quarantine period and besides the fact that they all seem very vital, they also have a very natural behavior, and I have to say that they really make use of their large beaks to gnaw on the many fresh (and unsprayed/uncontaminated) natural branches with which they continuously are supplied. The birds are all, without exception, completely green in the plumage on the mantle, back, lower back and upper rump, and therefore - once again - it just had to be the subspecies Tanygnathus lucionensis talautensis, cf. the information I had received from the various breeders I had spoken to around Europe. Besides, the birds also visually corresponded to a very lifelike drawing in Joseph M. Forshaw's magnificent book, “Parrots of the World” (1st edition, 1973), on page 189, where there is an absolutely excellent color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis made by the outstanding illustrator, the late William T. Cooper (the drawing shows an adult male only with a blue nape (rest of the head is green) and with completely green mantle, back, lower back and upper rump).
From 2018, I - as several other European aviculturists probably also have heard - were told the story that the subspecies we today have in human care in Europe mostly are the Tanygnathus lucionensis talautensis subspecies, but over time I became more and more uncertain whether this was true.
After acquiring my birds, I later on bought the poster, “Großschnabelpapageien”, from Arndt-Verlag (Thomas Arndt) containing “all” the Tanygnathus species and subspecies, where a pair of Tanygnathus lucionensis talautensis (see photo below) is illustrated with almost completely blue heads in contrast to the adult specimen of this species shown with only a clearly defined blue nape in the color drawing in "Parrots of the World" mentioned above (though Joseph M Forshaw mentions that “blue on crown and occiput variable”, which implies the possibility of a certain form of variance).
Photo 05:
Tanygnathus lucionensis talautensis: This photo shows an extract from Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”, where a male and female of this subspecies are illustrated with almost completely blue heads in contrast to the adult specimen of this species shown with only a clearly defined blue nape in the color drawing in Joseph M. Forshaw’s book, "Parrots of the World".
I was thereafter wondering if it was possible to find a trustworthy and competent person, who actually had been on the Talaud islands and seen how Tanygnathus lucionensis talautensis looks like in wildlife, then it once and for all could be discovered whether the birds that I and other European aviculturists have bought in reality are of this species, or maybe a completely different one.
I then remembered that I during the COVID19-crisis was invited to attend in a Zoom meeting on Wednesday, 22nd September 2021 organized by The Avicultural Society of Australia. Here Mr. Mehd Halaouate held a presentation on the topic "Challenges and Rewards of a mixed Collection". It was an extremely interesting presentation, which included some absolutely stunning photos of wildlife birds from Indonesia including Papua. In many cases the presentation also contained photos of parrot species that we - the European aviculturists - only can dream of and read about in books. During this presentation Mehd Halaouate also showed some photos of birds from the Talaud Islands where he had followed the natural bird life.
In November 2021 I therefore contacted Mehd Halaouate, and asked him, if he during his visits to the Talaud Islands had observed the Tanygnathus lucionensis subspecies and maybe even had taken any photos of this subspecies during his stay. Mehd Halaouate got back to me and stated that he actually had observed Tanygnathus lucionensis talautensis in its natural habitat and also had taken photos of the birds even though he didn't get many since it was challenging to find them and they weren't kept as pets on these islands. I was completely overwhelmed to see Mehd Halaouate’s photos of these birds from the wild and below you can see a couple of these photos of which one actually shows that a big part of the upper head of this subspecies is blue, not just the crown (nape or neck patch). According to Mehd Halaouate most of the birds in the Talaud Islands have heads where almost all the upper parts are clearly blue, and those birds whose heads not almost were entirely blue appeared to be uncolored fledging juveniles as he were there during the breeding season, August and September.
Photo 06
Tanygnathus lucionensis talautensis: This is a photo of an adult, fully colored bird taken by Mehd Halaouate during one of his two trips to Krakelong which is one of the islands that make up the Talaud Islands. Mehd Halaouate was there doing some conservation work for the Red-and-blue lory (Eos histrio).
Photo 07
Tanygnathus lucionensis talautensis: This is also a photo taken on Krakelong Island that shows that the intensity of the blue coloration on the head was not present in all birds. According to Mehd Halaouate it was probably because he was there during August and September which is the breeding season where he encountered many fledging juvenile birds.
Time passed and I couldn't help thinking that now that my Tanygnathus lucionensis cannot be of the subspecies talautensis, what kind of subspecies is it then?
In the intervening period I had of course done my homework and made my own research and had come to the conclusion that my birds could probably be Tanygnathus lucionenis salvadorii, which, like Tanygnathus lucionensis talautensis, is the only other (described) subspecies - approved by Howard and Moore - which has a complete green mantle, back, lower back and upper rump.
This subspecies also appears in Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”, and is shown in the photo below.
Photo 08
Tanygnathus lucionensis salvadorii: This photo shows an extract from Arndt-Verlag's poster, “Großschnabelpapageien”. Apart from Tanygnathus lucionensis talautensis, this is the only other subspecies - recognized by Howard and Moore - which has a complete green mantle, back, lower back and upper rump.
So, in order to get a second opinion and be quite sure about the subspecies determination I decided to contact Mehd Halaouate again to ask him what subspecies he would judge my Tanygnathus lucionensis to be. I sent him various available color descriptions of the relevant subspecies as well as - not least - photos of my birds, all of which can be seen excerpted below.
As you know, the world's leading current nomenclature/taxonomy, “THE HOWARD AND MOORE COMPLETE CHECKLIST OF THE BIRDS OF THE WORLD” mentions up to 4 subspecies (hybridus, talautensis, salvadorii and horrisonus) in addition to the nominate subspecies, but unfortunately this work does not contain any descriptions of the individual subspecies. Instead, one has to look in different zoological museums around the world to find stuffed birds of the so-called "holotype specimens" for each subspecies, and this is quite an unmanageable task. I therefore had to find other trustworthy sources that contain color descriptions of the various subspecies:
Source 1 for color description: Joseph M. Forshaw
As already mentioned, it is very unfortunate that there is no credible, scientifically evidence-based literature covering the entire Tanygnathus genus, with correct and detailed descriptions of each subspecies. In the absence of this, I instead rely on the Australian ornithologist Joseph M. Forshaw's impressive book “Parrots of the World”, which however, only mentions 2 subspecies (hybridus and talautensis) besides the nominate subspecies, but the description of the two subspecies here is unfortunately not adequate. However, in the original edition of this book (1st edition, 1973), on page 189, there is an absolutely excellent color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis made by the outstanding illustrator, the late William T. Cooper (an adult male only with a blue nape (not on the rest of the head) and completely green mantle, back, lower back and rump).
Source 2 for color description: Thomas Arndt (Arndt-Verlag)
In the well-known "Lexicon of Parrots" (version 3.0), Thomas Arndt mentions the same two subspecies as mentioned by Joseph M. Forshaw (hybridus and talautensis).
However, in his poster, “Großschnabelpapageien”, containing species and subspecies from the Tanygnathus genus, Thomas Arndt shows both the nominate subspecies of Tanygnathus lucionensis and 3 subspecies (hybridus, talautensis and a “new” one, namely salvadorii). If one looks closer at this poster from Thomas Arndt (see above), he has illustrated Tanygnathus lucionensis talautensis - both the male and the female - with almost completely blue heads in contrast to the color drawing in "Parrots of the World" (also mentioned above) that shows an adult Tanygnatus lucionensis talautensis with only a blue nape patch and not a blue head. This corresponds to the photos Mehd Halaouate himself took of adult birds of this subspecies during his two visits to the Talaud Islands.
However, and very interesting, on the same poster from Thomas Arndt, he also displays the subspecies Tanygnatus lucionensis salvadorii that in particular deserves attention. This subspecies is shown with only a blue nape and completely green back and rump (and looks very much like the Tanygnatus lucionensis talautensis, that is shown in Joseph M. Forshaw’s book mentioned above).
Source 3 for color description: World Parrot Trust
What is very remarkable is that the World Parrot Trust, on its website - like Joseph M. Forshaw - only mentions the subspecies hybridus and talautensis, but when one read further in the text under the actual description of the two subspecies, World Parrot Trust actually also describes salvadorii under the description of talautensis (they mention that the two different subspecies look the same). How this is possible, I can't quite see through.
Since there is no adequate and sufficient information on the sizes (length and weight) of the individual subspecies, only selected visual special characteristics for the plumage (color differences) of the individual Tanygnatus lucionensis subspecies are given below:
Note to the above table:
How the fifth subspecies - Tanygnathus lucionensis horrisonus, mentioned by Howard and Moore - looks like, I do not know in details. However, if you read “PEABODY MUSEUM OF NATURAL HISTORY, YALE UNIVERSITY BULLETIN 13, “Notes on a Collection of Birds from Mindoro Island, Philippines” by S. Dillon Ripley (Peabody Museum of Natural History, Yale University) and D. S. Rabor (Biology Department, Silliman University), which was published 31st December 1958 (New Haven, Connecticut), you can read on page 36, that the authors after carefully studies consider “horrisonus” as synonyms of “lucionensis”, which means that it must have blue mantle, back, lower back and upper rump, and my birds don't have these hallmarks. According to the newest version of Howard and Moore “horrisonus” is still recognized as an independent subspecies.
I therefore assume that my birds must be either Tanygnathus lucionensis talautensis or Tanygnathus lucionensis salvadorii, as both of these subspecies have green backs and green upper rumps.
Personally, I strongly believe that my birds are Tanygnathus lucionensis salvadorii, as I have seen the various adult parents of the birds that I have bought and none of them have a nearly completely upper blue head, but only a blue patch on the nape.
Furthermore, my birds don’t have any blue coloration - nor bluish tinge - on the mantle, back, lower back and the upper rump, and to my knowledge, both the nominate subspecies, Tanygnathus lucionensis lucionensis, and the subspecies, Tanygnathus lucionensis hybridus, clearly have these hallmarks.
I rule out that my birds are crossed with other subspecies, as they have no blue at all on the back or rump, nor do they have more than a clearly defined blue nape patch.
I sent several photos of my birds to Mehd Halaouate and some them are showed below. All my birds are from last year (2022), except from the bird in front on photo 09 and 13, this bird is from 2021.
The photos of my birds are unfortunately not of the best quality, as they were taken with the zoom-function on my mobile phone and have become somewhat grainy. I should of course also have captured some of the birds and taken photos of them from the front and from the back with spread wings, but since these birds live in aviaries close to some other parrot species that already have laid and are incubating eggs, it was unfortunately not possible to take some better photos for the near future. Here are some photos of my birds:
Photo 09 Photo 10
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
Photo 11 Photo 12
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
Photo 13 Photo 14
Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot) Tanygnathus lucionensis salvadorii / (Mantanani Blue-naped Parrot)
After having read the above descriptions and studied the forwarded photos of my birds, Mehd Halaouate commented that my birds looked stunning and very healthy and furthermore mentioned that in his opinion they look more like Tanygnathus lucionensis salvadorii. At the same time, one must of course bear in mind that there are color variations among birds in the wild too that can make establishing the right distribution of the bird pretty impossible.
However, according to Mehd Halaouate most of the subspecies that were kept during his time as breeder in Europe, they were coming from Mr. Antonio de Dios in the Philippines (owner of “Birds International Inc.”, a large private parrot breeding farm in the Philippines), and they mostly were Tanygnathus lucionensis salvadorii. The for many aviculturists well-known Antonio de Dios exported a huge number of unique species to Europe especially to Holland and Belgium. Some of the other species he sent were species like Fig parrots, a big number of lories and lorikeet species, Great-billed parrots (Tanygnatus megalorynchos) and Moluccan king parrot subspecies.
Mehd Halaouate also mentioned that he had to search for some of his earlier photos of the Tanygnathus lucionensis talautensis to definitively prove how the adult birds of this subspecies looks like in wildlife, some truly unique photos, a few of which can be seen below. It is photos of a pet bird taken at a bird trader in Sulawesi (since the local people in Talaud Islands don’t keep this bird as a pet) and it does INDEED have intensive blue head covering all over the upperparts of the head and even around the eyes.
Photo 15
Tanygnathus lucionensis talautensis: I have never seen anything like it. This amazing close-up photo shows an adult and fully colored Tanygnathus lucionensis talautensis. The photo clearly shows how most adult birds of this subspecies that live in the wild on the Talaud islands look like i.e., where the blue plumage does not just form a clearly defined neck spot, but instead is spread over most of the upper part of the whole the head. Young birds do not have the same distribution of the blue color in the head. It is a pet bird that sits with a bird dealer on the island of Sulawesi. Photo: Mehd Halaouate.
Photo 16
Tanygnathus lucionensis talautensis: This equally amazing close-up photo shows the above pet bird of Tanygnathus lucionensis talautensis, just seen from a different angle. For some reason, the local inhabitants of the Talaud Islands do not keep this species as a pet bird, so this individual is photographed on the island of Sulawesi, which is located southwest of the Talaud Islands. The Talaud islands actually make up the area that is called North Sulawesi. Photo: Mehd Halaouate.
According to Mehd Halaouate the poster, “Großschnabelpapageien”, from Arndt-Verlag with the color drawing of Tanygnathus lucionensis talautensis is a bit exaggerated with the blue coloration of the head, throat and neck. Mehd Halaouate have never seen any bird with that much blue on the head.
During my dialogue with Mehd Halaouate, he also mentioned the following - for me highly surprising - problem, which is linked to the rewilding of the Tanygnathus parrots, which has been confiscated as a result of smuggling:
A factor which will make things even worse for establishing “the right ID” of many parrots in the wild in the near future is the fact that the forestry department in Indonesia does not have sufficient knowledge about differentiating between subspecies and in some cases even species. They tend to release confiscated parrots from the illegal trade in the wrong distribution area (habitat). As a former manager in World Parrot Trust Mehd Halaouate has had to stop a few of these releases because the parrots did not belong in specific islands they were meant to be released at. The authorities, unfortunately, had managed to do the damage thus these actions will cause the inter- or cross-breeding between the subspecies which will result in new colour variations. The worst result of this is that some subspecies in the nature will lose their purity.
This is an angle that I have not thought of before, and the authorities in the affected countries simply have to try to find a sustainable solution to the problem, so that before rewilding takes place, quality assurance must always be carried out to ensure that the birds are belonging to the birds' original distribution area (habitat), which presupposes a further educational and competence-related upgrade of the authorities' employees.
Also from this perspective, it is very important that we - the serious aviculturists (breeders) - are trying as much as possible to keep our birds pure as these hopefully one day will assist the wild populations. According to Mehd Halaouate the pace in which the illegal trapping and the wildlife trade is proceeding right now, many parrot species, for their survival, will rely on the captive populations, so we - the aviculturists (breeders) - must act responsible, professional and only work with pure birds at the subspecies levels.
I have on earlier occasions tried to initiate a dialogue about the issue of subspecies determination of this genus with some other European aviculturists who keep these birds, but up until now it had seemed that no one really was interested in getting to the bottom of this issue, so they generally just call their birds for Blue-naped Parrots (Tanygnatus lucionensis). I always try to keep my different parrots pure at the subspecies level (except from monotypic taxon) and I always only breed specimens of the same subspecies with each other, and I would strongly encourage other responsible breeders to do the same.
This was the story of not always believing everything you hear from other aviculturists/breeders. It is good to have a healthy skepticism and to try to form your own opinion about things. So, the next time I hear an aviculturist/breeder saying that the subspecies we have the most of in Europe is Tanygnathus lucionensis talautensis, I can now for sure say that it is not true and instead tell them a completely different story.
I hope that interested readers have found pleasure in reading this article about an exciting parrot species that there is rarely written many lines about in parrot books and in avicultural magazines.
A great thank you to Mehd Halaouate for having contributed to this article with several unique photos and detailed information about the subspecies of Tanygnathus lucionensis.
Best regards,
Jørgen Petersen
www.birdkeeper.dk
DENMARK
Photo 17
Tanygnathus lucionensis talautensis: I could not resist ending up with showing this close-up profile photo of the magnificent pet bird of this subspecies. I just keep on turning back to study the photos of this very special subspecies with a nearly completely blue head. Photo: Mehd Halaouate.
- - - - - - - - -