Miniportræt: Katharinaparakit

0,1 Katharina parakit (Koboltblå farvemutation - D blå)

Den ca. 17 cm lange Katharina parakit (Bolborhynchus lineola (lineola)) tilhører slægten Tyknæbsparakitter (Bolborhynchus), der er en slægt af små parakitter, som kommer fra Mellem- og Sydamerika. Slægten består i dag af 3 arter, hvoraf Katharina parakitten er den eneste, der tillige har en af videnskaben anerkendt underart, nemlig Stribet Katharina parakit (Bolborhynchus lineola tigrinus). Katharina parakitten er en lille, elskelig – men nogen vil nok sige lidt undselig – parakit, som er kendetegnet ved at være meget omgængelig over for såvel artsfæller som andre – også mindre - fuglearter. Læg dertil at dens stemme er en blød melodisk - lidt fløjtende – lyd, og at den heller ikke gnaver, hvorefter vi står med en repræsentant fra papegøjefamilien, der ikke har de ”unoder”, som ellers kendetegner en lang række af de øvrige papegøjearter. Herudover er der èn bestemt ting, der er aldeles unik for Katharina parakitten, og det er dens sidde- og hvilestilling. Katharina parakitten ligger næsten altid ned ad siddepinden med hovedet i samme højde som - eller lige under - siddepinden, og som følge heraf er halen omvendt højt hævet; den har altså en ”omvendt” siddestilling sammenlignet med øvrige papegøjearter. Derudover er dens parring også anderledes end de fleste andre papegøjearters, idet hannen sjældent bestiger hunnen helt, men kun sætter en fod på ryggen af hende eller i stedet parrer sig med hende, medens han sidder ved siden af hende på siddepinden. Kønnene forekommer umiddelbart ens og er i den vildtfarvede form helt grøn med sorte eller mørkegrønne chatteringer. Ofte er hunnen mindre end hannen, og hendes farvetegninger er mindre og smallere.

Hvis man beskæftiger sig med Katharina parakitter, kan man ind i mellem godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt de fugle, som man har siddende i volieren, nu også er levende eller udstoppede. Katharina parakitten kan nemlig i lange perioder sidde fuldstændig stille på en siddepind eller en naturgrene, selv når den holdes i store volierer med masser af plads til at flyve. Man skal dog ikke tage fejl, da denne art – selv om dens krop forekommer forholdsvis stor sammenlignet med andre papegøjearters - bestemt godt kan flyve, endda hurtigt selv om dens hale er kort og tilspidset. Det oplevede jeg selv for nylig, da jeg skulle ind i en større voliere med en flok Katharina parakitter med ungfugle, der kort tid før havde forladt redekasserne. Da jeg gik ind i volieren (som ikke – efter et bevidst valg – er bygget med en indgangssluse) tog jeg mig ikke i agt. En af ungfuglene kom flyvende direkte imod mig og passerede henover min højre skulder, hvorefter den i lav højde over græsplænen satte yderligere fart på i en meget direkte flugt videre over i genboens have.

I naturen ser man ofte Katharina parakitter holde til i træerne i tætte skovområder, hvor den er perfekt camoufleret på grund af fjerdragtens grønne farve. Man finder dog også Katharina parakitter på træfattige savanner og i mindre skove i den subtropiske zone i Mellemamerika. I sommermånederne søger Katharina parakitterne op i bjergenes skovområder i højder på op til ca. 2.300 m, og de foretrækker at holde sig i højder på over 1.500 meter. Om vinteren trækker Katharina parakitterne sig tilbage til lavere liggende områder ofte i 500 - 600 m’s højde, og udviser således en form for nomadeadfærd. De ses sædvanligvis i små flokke på under 20 individer eller også parvis. Lige uden for yngletiden kan man se grupper på hundredvis af små parakitter, der indtager ”sovetræer” op til natten. Når Katharina parakitterne flyver over åbne vidder sker det hastigt i stor højde, hvor man kan høre fuglene afgive høje, lidt skingre skrig, noget man sjældent hører under beskyttede forhold. Når fuglene derefter er faldet til ro i de høje træer, høres bare en let kvidren, der som det eneste, afslører deres tilstedeværelse.

Fra dens mægtige udbredelsesområde på estimeret 250.000 km2 i det syd- og sydøstlige Mexico (som dog ikke omfatter Yucatan halvøen) ned gennem Mellemamerika til det nordlige Sydamerika omfattende Peru, Equador, Colombia og Venezuela, skønner Birdlife International, at den naturlige bestand kan udgøre helt op til ca. ½ million individer. Den synes at være en af de efterhånden få papegøjearter, hvor den naturlige bestand er ret stabil, hvilket må siges at være overordentligt positivt. Dens status i naturen er derfor ”LC” = ”Least concern” (direkte oversat til ”af mindste bekymring”).

Under beskyttede forhold er Katharina parakitten ikke særlig sky, men når den føler sig utryg, vil den gerne ”trykke sig” eller ”fryse” i en bestemt siddestilling. Fatter den interesse for noget nyt eller bliver forskrækket, så spreder den sin korte hale ud som en form for vifte, der langsomt samles på ny, når den mener, at faren er overstået. Når halen er spredt, så kan man tydeligt se, at dens halefjer er nærmest spydformede.

Katharina parakitten klatrer meget gerne, hvilket sker meget adræt selv i små og tætte grene. Derfor kan man med stor fordel indrette volieren med mange ret tætte naturgrene.

Undertiden kan man få indtrykket af, at ens Katharinaparakitter er syge eller i mindre god kondition, da de ofte sidder med oppustet fjerdragt, men også her adskiller denne art sig fra de fleste andre papegøjefugle, da en oppustet fjerdragt hos Katharina parakitter blot er en helt almindelig foreteelse.

Selv om Katharina parakitten er blevet mere robust efter at være blevet holdt under beskyttede forhold i Europa gennem en årrække, så må den ikke holdes udendørs i vinterhalvåret uden at have adgang til et opvarmet inderrum. Man skal ikke eksperimentere med, hvad ens fugle kan tåle, men man skal som fugleholder altid tilbyde fuglene de forhold, der på lang sigt tjener dem bedst.

Hos dyrehandlere eller fugleholdere, som holder mange Katharina parakitter sammen på alt for lille plads, ser man undertiden, at fuglene – der i forvejen har en tendens til også at ville sidde tæt sammen – at de under sådanne forhold kan finde på at bide hinanden i svingfjerene, hvorved fuglene midlertidigt mister evnen til at flyve.

Det er min erfaring, at Katharina parakitter foretrækker at yngle i en stor horisontal undulatredekasse. Den er ikke svær at opdrætte, og der lægges som regel 4 – 5 æg, som ruges i ca. 3 uger. En af de ting, som har overrasket mig meget, når man yngler med Katharina parakitter er, at de ”griser” overordentlig meget i redekassen. Selv om fuglene øjensynligt forsøger at gøre toilette i et bestemt hjørne af redekassen, så kan der være en tendens til, at redekassen bliver ”våd”. Det er min oplevelse, at Katharina parakitter, som yngler, har et betydeligt større forbrug af drikkevand på daglig basis, hvilket kan være en del af forklaringen omkring oplevelsen af redekassen. Samtidig er Katharina parakitter meget glad for frugt, og man kan selvfølgelig reducere problemstillingen ved næsten ikke at give dem nogen former for frugt, men det er bestemt ikke optimalt for fuglene eller deres unger under opvæksten. Derfor kan man med fordel på forhånd fore redekassen med et tykt lag barkflis, som kan dæmpe problemet. Selv udskifter jeg undertiden redekassen undervejs i yngleforløbet med en fuldstændig identisk redekasse, som fuglene uden problemer tager til sig problemer. Derved kan man også mindske problemet med, at disse fugle overraskende nok ikke – som de fleste andre papegøjearter – selv er i stand til at holde sig rene omkring fødderne. Katharina parakitterne kan selv finde på at fore redekassen med fjer og dun, dog ikke i et omfang, så det kan ses på fuglenes fjerdragt. Den kan også finde på at bringe lidt småkviste og blade til redekassen.

Katharina parakitter er, som allerede omtalt, meget glade for frugt, ikke mindst søde æbler og pærer, men også figner, bær og grøntsager. Basisfoderet er en god parakitfrøblanding, der også kan gives i opblødt og/eller spiret form. Kiks og lys sandkage er også et muligt tilskudsfoder.

Der er hos Katharina parakitten over de senere år opstået en lang række farvemutationer, og ønsker man at arbejde med farvemutationer, er Katharina parakitten en oplagt art at starte med, da man ikke - som det kendes fra visse dværgpapegøjearter (slægten Agapornis) skal slås med problemer omkring hybride farvemutationer. Gennem målrettet avl har fugleholdere med tiden skabt en række nye farvemutationer, herunder kombinationsmutationer, f.eks. ved at parre den mørke faktor ind over de Turkisblå fugle, hvorved der bl.a. skabt Koboltblå (D blå) og Mauve (grå, eller rettere DD blå) farvemutationer.

Det kan være svært at adskille kønnene fra hinanden, og mange fugleholdere har gennem tiderne da også taget fejl af en fugls køn, som har resulteret i ubefrugtede æg gentagne gange. I dag kan en DNA-test hurtigt bringe klarhed over de enkelte fugles køn, så man er sikker på, at det par, som man sætter sammen, kan give befrugtede æg og dermed unger.

Der er imidlertid en række sekundære kønskarakterer, som man med ret stor sikkerhed kan støtte sig til ved kønsbestemmelse af kønsmodne Katharina parakitter uden at skulle ty til en DNA test. Det drejer sig, dels om nogle mindre fænotypiske forskelle, dels adfærdsmæssige forskelle. Den mest sikre forskel kan man konstatere ved at undersøge de to midterste halefjer (styrefjer) på fuglen. Hos hanfugle udgør området med sort fjerfarve mere end halvdelen af ​​fjeren, medens man hos hunnerne normalt ikke, eller kun i begrænset omfang, finder den sorte farve. Men også på resten af ​​fjerdragten kan man observere en forskel, idet hunnens samlede farvetegning er svagere og mere diffus, hvilket man især kan se på ryggen samt under halen og på vingerne, specielt i form af den sorte skulderplet og på håndsvingfjerene. Denne forskel gælder naturligvis alene fugle, der har fældet deres ungfugledragt, idet unge hanner har en svagere farvetegning, der kan forveksles med de voksne hunners. Derfor er det også ud fra denne årsag vigtigt, at ringmærke sine fugle med faste årsringe.

Ovennævnte tip kan også benyttes over for de farvemutationer, der har farvetegning, men ikke i forhold til de farvemutationer, der mangler farvetegning (melamin) som f.eks. INO-mutationen.

Rent adfærdsmæssigt er der også forskelle mellem hanner og hunner, som kan observeres i en flok af kønsmodne fugle. Her kan man opleve, at hannerne er mere stridslystne og ”ballademagere”, hvorimod hunnerne kommer meget lettere ud af det indbyrdes. Der er dog ikke tale om, at hannerne går i benene eller fødderne på hinanden, som man kender det fra en række andre papegøjearter med flokadfærd. Hos hanner og hunner, der sympatiserer, kan man ofte se, at de sidder tæt sammen, men i modsat retning (hannens hoved er ved hunnens hale og vice versa). Samtidig kan man tillige observere, at hannen mader hunnen, ligesom han er den, der som oftest giver lyd fra sig. Har man imidlertid haft et par fugle af samme køn gående sammen i lang tid, vil man kunne opleve, at den ene af parterne kan antage adfærden for det modsatte køn for at sikre en harmonisk sameksistens.

Endelig kan det nævnes, at man også kan benytte „bækkenbenstesten“ til at kønsbestemme voksne Katharina parakitter, som jo mest kendes fra kønsbestemmelse af dværgpapegøjer (slægten Agapornis), hvor man med en finger forsigtigt kan mærke, at hunnens mellemrum mellem bækkenbenene er større og samtidig er mere fleksible. Man vil aldrig være i tvivl, når man har med en hun i hånden, der allerede har ynglet.

Det skal understreges, at ovennævnte sekundære kønskarakterer alene er vejledende retningslinjer, og er man det mindste i tvivl, bør man investere i at få kønnet på fuglen DNA-testet.

Jørgen Petersen

Konciperet/Opdateret: 01.08.2012/09.02.2016

DET ER IKKE TILLADT AT KOPIERE FOTOS ELLER TEKST FRA DENNE HJEMMESIDE UDEN FORUDGÅENDE SKRIFTLIG ACCEPT!

Del siden